Waitomo til Wellington

New Zealand Wellington

Kære alle sammen!

Det er næsten en måned siden jeg sidst har blogget, og det er også for dårligt, det ved jeg godt! Men jeg oplever simpelthen så meget, at jeg slet ikke kan finde tiden! For at dette ikke bliver en roman af et blog-indlæg, så deler jeg hele molevitten op i dele. Jeg vil nu fortælle om min rejse mellem Pauanui og Wellington, fra d. 5. til d. 15. januar.

Jeg sagde pænt farvel til Peter og Wendy og hoppede d. 5. januar på Kiwi Experience bussen sydpå. Første stop var ved en gammel guldmine, hvor vi gik en tur. (billede). Vi kørte derefter sydvest til Waitomo, der er kendt for deres Glow Worm Caves. Vi fandt siden hen ud af, at de lysende orme i virkeligheden er maddiker. Men navnet glow worm sælger bedre. Når man er i Waitomo skal man ned i grotterne! Så jeg tog med fire andre Kiwi Experience rejsende ned på en 3½ timers tour rundt i grotterne. Vi startede med at abceile ned i grotten, hvorefter vi skulle zipline i fuldkommen mørke! Vi var et småt hold, så vi havde tid til at gå på caving-eventyr, hvor man virkelig skulle trække maven ind for at smutte igennem de små sprækker. Det var bestemt anderledes! Vi sluttede turen af med at kravle op af to vandfald, for til sidst at se sollys igen efter 3 timer i lergrotter. Heldigvis fik man suppe at varme sig på bagefter.

Dagen efter besøgte vi HOBITTON! (billeder!) Det var riiimelig vildt at stå der hvor Elijah Wood og alle de andre har optaget film. Da de filmede The Lord of The Rings byggede de Hobitton ud af midlertidige materialer. Fyren der ejer markerne fik dog hele tiden besøg af folk der ville se hvor det havde gået for sig, men de blev ofte skuffede da der ikke rigtigt var noget tilbage. Så da de skulle optage The Hobbit byggede de det hele i naturlige materialer, så Hobitton vil ligne sig selv i al evighed. Så det er godt. VI sluttede turen af med en øl på The Green Dragon.

Herefter stod den på Maori (indfødt) –hovedstaden Rotorua. Med masser af vulkansk aktivitet i jorden. Hostellet vi boede på havde naturligt opvarmet pool, så det kan man ikke klage over. Om aftenen tog vi til Maori Cultural Evening, hvor vi fik en større indsigt i maoriernes kultur. Til sidst var det en stor ”Hangi” – festmåltid med mad der var langtidsbagt i naturlige ovne. Maden blev simpelthen bare gravet ned og taget op en 4-5 timer efter. Læk-læk-lækkert kan jeg love jer for!

Vi forlod Rotorua og jeg tog ud for at White Water Rafte. Det virkede rimelig farligt, men det var super sjovt! Turen endte med et fald ned af et 7 meter højt vandfald i gummibåden. Men vi overlevede!  Desværre har jeg ingen billeder af dette, da det var super dyrt. Herefter kørte bussen til smukke Taupo midt på Nordøen. Her overnattede vi 2 nætter, da det var meningen vi skulle gå The Tongariro Crossing – en af verdens bedste one day hikes. Men det blev aflyst på grund af dårligt vejr. Øv. Men så gik vi op langs floden (billede) til Huka Falls (billede), og videre til Craters of the Moon (billede), som er en lille nationalpark med kratere, boblende mudder og damp over det hele.

Efter Taupo tilbragte vi en nat i River Valley. Et lille isoleret sted midt i ingenting, hvor man kan river rafte eller ride på heste. Mig og en dansk fyr, Anders, valgte at gå os en tur i stedet. Det var meget billigere.
D. 10. januar ankom vi til Wellington – New Zealands hovedstad på bunden af Nordøen. Her valgte jeg er tage en slapper fra den travle kiwi-bus, og havde 5 overnatninger der. Det er en hyggelig lille hovedstad med en halv mio. indbyggere. Der var koncerter hver aften i den botaniske have, så jeg tog med fire engelske fyre Matt, Richard, Chris og Will fra Kiwi Experience op til koncert med et Beatles coverband. Smuk smuk botanisk have og hyggeligt arrangement! Dagen efter tog jeg derop med mine roomies fra hostellet og et fransk par jeg har mødt for at høre en groove-funk band (billede) – de gav den gas!
Dagene brugte jeg på at besøge museer og andre ting. Jeg tog ud til fuglereservatet Zealandia, med masser af smukke fugle (billede). Stedet var kæmpestort! Det tager 15-20 timer at gå alle stierne igennem, og det var jeg ikke lige klar på. I stedet gik jeg en 3-timers hike rundt i reservatet. Jeg havde troet det var ligesom en zoo – men jeg tog fejl. Til gengæld var Wellington Zoo præcis som jeg havde regnet med. Det var her jeg så min første kiwi-fugl! Men de er natdyr, så det er svært at få billeder af dem.
Min sidste aften i Wellington tilbragte jeg i selskab med amerikanske Sky i biografen The Embassy, hvor Lord of the Rings havde præmiere i sin tid. Vi slog tiden lidt ihjel med cocktails i loungen, inden vi satte os i lækre lædersæder, klar til at se The Wolf of Wall Street.

Onsdag d. 15. Januar hoppede jeg på færgen for at drage videre til Sydøen. Sejladsen tager 3½ time (billede), men det er en smuk tur, så det gør slet ikke noget.

Det var en ordentlig omgang, det ved jeg godt. Tænk hvis jeg også fortalte om alt det jeg allerede har oplevet på Sydøen! – Det bliver næste gang. Forude venter fler-dages vandreture, skydive og masser af surfing. Jeg glæder mig til at fortælle jer om det!

Med mange varme og venlige hilsner,

 

Trygve!

DSCN0558 DSCN0593 DSCN0602 DSCN0615 DSCN0620 DSCN0626 P1050055 OLYMPUS DIGITAL CAMERA DSCN0440 DSCN0466 DSCN0487 DSCN0503 DSCN0513 DSCN0533 DSCN0541 DSCN0550

New Zealand!

Jeg rejser til New Zealand på et Working Holiday Visa i knap 9 måneder. Det… | Læs mere

Visninger

66

Kommentér

Opret profil