Thailand

Thailand

Halløj!

Så er bloggen startet op. Det tog lidt tid, men nu er den her!

Lige nu sidder jeg på Time Travelers Relax Guesthouse i Seoul. Dette blogindlæg kommer til at handle om min rejse i Thailand mellem d. 6/7 og 22/7. Så jeg er altså lidt bagud med bloggeriet.

Men men men. Jeg startede min rejse fra København og fløj med Aeroflot til Moskva, hvor jeg havde 15 timer i lufthavnen. Jeg havde intet visa, så jeg kunne ikke komme ud. Men det var fint nok, for så kunne jeg sidde med min Lonely Planet bog og planlægge min rejse. Herfra fløj jeg videre til Bangkok.  

Er du gaaal, hvor var Bangkok stor og travl! Det er godt nok noget helt andet end vi kender hjemme fra lille Danmark. For at lære byen bedre at kende tog jeg på en guidet cykeltur rundt i byen. Det var en fin måde at rundt på og en god lille introduktion til byen. På turen var vi danske Mette, hendes schweiziske kæreste Fabian, 4 engelske fyre, vores guide og mig.

Dagen efter landede Jonas og Anton fra mit studie. Så var banden samlet! De skal begge læse på University of New South Wales i Sydney, Australien. Så de stoppede i fire dage i Bangkok på vejen.

Vi gav den som turister i storbyen med tempelbesøg og sightseeing. Og en enkelt øl eller to blev det da også til. Desværre rendte vi ind i Big Buddha Holiday. En 2-dages helligdagsferie, hvor mange templer er lukket og hvor de ikke måtte servere alkohol. Men vi hyggede os alligevel! Det var fedt at have et par dage sammen med drengerne.

D. 9/7 efterlod jeg Anton og Jonas i Bangkok og tog med en natbus mod øen Koh (koh betyder ø) Phangang i den sydlige del af Thailand. Det var tur med både bus og båd, men jeg kom dertil og fik mig indlogeret i Haad Rin – klar til det legendariske Full Moon Party om aftenen!

Det var en vild aften. Hele stranden blev fyldt med feststemte mennesker. Barerne havde hentet kæmpe store højtalere og spillede musik for fuld smadder! Hver bar havde sin egen musik-stil, så det var nemt at finde musik man gerne ville høre. Jeg gik på stranden ved en 17-tiden og mødte Sonny, Scott & Robert fra Skotland at drikke øl med. Thaierne er glade for ild, i hvert fald når der er Full Moon Party. Der var limbo, hvor stangen var overhældt med olie og sat ild til – rimelig intenst. Vildere var det med det brændende kæmpe sjippetov! Så kunne man bare hoppe ind og være med, men folk var så fulde at de tit ramte torvet og faldt. Men jeg tror ikke der var nogen der kom alvorligt til skade.

Folk de var fulde. Men det er heller ikke underligt når der sælges ”Buckets” overalt. En bucket er en strandspand vi kender fra stranden derhjemme. Fyldt op med is og sprut. Og der var ikke sparet på alkoholen! Man kunne få en spand rom (25cl) og cola for 30kr. Done deal.

Dagen efter gik jeg en tur i Haad Rin (eller hvad der var tilbage af den!) og mødte tilfældigvis Mette og Fabian fra Bangkok! Vi lejede scootere (til 30kr for et døgn) og kørte rundt på øen. Koh Phangang er et smukt sted og meget mere end Full Moon Party, hvilket øen ofte bliver forbundet med. Øen byder på super lækre strande og ganske udmærket trekking også. En aften tog vi et thailandsk madkursus, hvor vi lærte at lave forårsruller, kyllinge/cashew stirfry og Thailands nationalret Pad Thai. Jeg spiste vildt meget Pad Thai. Det var altid det billigste og det smagte virkelig godt! 

Efter Koh Phangang satte jeg kursen mod Koh Samui, en ø lige syd for. Her boede jeg på DD Guesthouse i Chaweng på østkysten. Koh Samui er meget større en Koh Phangang. Og mere travl. Især Chaweng er kendt for mange barer og restauranter. Men det var nu også ret hyggeligt!

Jeg lejede en scooter og kørte nordpå op til Fishermans Village. Set i bakspejlet havde det været et bedre sted at bo, det var i hvert fald en hyggelig by! Jeg kom også forbi et vandtempel og en kæmpe stor guld-Buddha. De er helt tossede med at bygge store buddha’er i Thailand! 

Dagen efter tog jeg på bådtur til Ang Thong Marine National Park. Det var en god dag med hiking op til udkigsposter og kajaksejlads mellem øerne! Det var virkelig smukt.

Koh Samui var ikke god for mere end to dage syntes jeg, og jeg var også en smule presset på tid i forhold til alle de ting jeg ville nå at se. Så jeg rejste til øen Koh Phi Phi vest for fastlandet. Det var en begivenhedsrig rejse der involverede hele 4 busser og 2 færger sammen med en flok irske fyre der havde de ondeste tømmermænd. Det var ret underholdende!

Koh Phi Phi er en vildt smuk ø! Derudover er det en bil- og scooterfri ø, hvilket gør at byen var bygget op i en vildt lækker menneskelig skala med smalle gader og hyggelige kroge. Koh Phi Phi er også kendt for at være en party ø. Jeg havde booket 3 nætter på Blanco Beach Hostel. Det var et party hostel, det vidste jeg godt. Men at musikken var elendig og blev spillet til klokken 02 så højt at man ikke kunne høre hvad hinanden sagde vidste jeg ikke. Det var lidt svært at møde nye mennesker, hvis man ikke kan snakke sammen. Så den første aften var ikke super interessant!

Bedre blev det til gengæld dagen efter. Jeg tog på ø-hop cruise med The Pirate Cruise Boat. Vi sejlede rundt mellem øerne og så aber, snorklede og roede kajak. Her mødte jeg et par flinke belgiske fyre jeg festede med om aftenen. Vi tog ned forbi et Muay Thai (Thaiboksning) sted, hvor turister kunne stille op og slås mod hinanden i den store ring. Det var meget underholdende! Der både var professionelle kæmpere, men det var fuldstændigt indøvet show-kampe de lavede, det var lidt ærgerligt. Jeg kom der igen aftenen efter. Man havde helt lyst til at gå med derop, men jeg gjorde det ikke. En halv time senere var der en turist der kæmpede og mistede en tand, så det var måske meget godt jeg ikke gik derop haha!

Efter tre overnatninger på Koh Phi Phi fløj jeg op til Chiang Mai i nordthailand. Chiang Mai er den andenstørste by i Thailand og er meget mere autentisk end Bangkok. Folk prøvede ikke at sælge dig alt muligt hele tiden, og folk var generelt mere afslappede. Man kunne godt mærke øerne er meget mere turistprægede end den nordlige del. Jeg boede på Monkey Toe Guesthouse – et vildt hyggeligt hostel midt i Chiang Mai.

Jeg gav den som turist i byen og så de forskellige templer. Især Doi Suthep-templet var virkelig imponerende. Det lå på toppen af en stor bakke, så man kunne se hele Chiang Mai deroppe fra. Det var imponerende!

Det var meningen jeg bare skulle have været i Chiang Mai, men alle blev ved med at snakke om Pai ca. 2 timer med bus fra storbyen. Så det måtte jeg da prøve! Her boede jeg på Pai Circus Hostel med infinity pool og udsigt over den lille by. Pai har en enormt fed vibe og mange hyggelige barer og restauranter. Jeg mødte en flok tyskere og hollændere fra hostellet og vi udforskede nattelivet i byen. Det var anbefalelsesværdigt!

Dagen efter havde jeg booket et tour rundt til seværdighederne omkring Pai. Vi kom blandt andet forbi nogle grotter, nogle lækre view points og varme kilder! Det var det sidste jeg nåede i Pai inden jeg tog tilbage til lufthavnen i Chiang Mai, klar til Indonesien! – Men det bliver i det næste blogindlæg 😉

 

 

Jeg håber ikke indlægget var for langt, men hvis I læser dette kom I vel igennem det! Jeg har det godt og glæder mig til studiestart i Seoul om halvanden uges tid. Lige nu bor jeg på hostel sammen med Signe og Karoline, der også kommer fra Aalborg Universitet og skal læse på Seoul National University. I morgen tager vi til Jeju Island i 4 dage på miniferie, så det er skal nok blive hyggeligt!

Jeg savner jer derhjemme. Allerede her efter 7 uger. Heldigvis kommer mine kære forældre og søstre på besøg i starten af oktober – det glæder jeg mig til!

 

Det var alt for nu. Med venlig hilsen,

 

Trygve!

DSCN3979 DSCN3986 DSCN4008 DSCN4015 DSCN4025 DSCN4079 DSCN4084 DSCN4088 DSCN4116 DSCN4124 DSCN4145 DSCN4153 DSCN4206 DSCN4250 DSCN4269 DSCN4297

På eventyr i Asien!

Dette omhandler mine rejser i Asien og mit udvekslingssemester på Seoul National University i Sydkorea. | Læs mere

Visninger

80

Kommentér

Opret profil