New York & Philadelphia!

USA New York City, New York

Hej hej!

Der sker en masse her på den anden side af kloden. Én af dem er, at jeg har været i de Forenede Stater med et af mine projektkurser. Det var noget jeg ikke selv var klar over at jeg skulle, før jeg sad til intro-forelæsningen. Seoul National University (SNU) har en udvekslingsaftale med University of Pennsylvania (Upenn). Vi arbejder begge med det samme projekt, der foregår i Seoul. De var i Seoul i oktober for at lave research på området. Ligeledes skulle vi til Upenn for at fremlægge vores projekt. Hvorfor vi skulle hele vejen til USA for at fremlægge er jeg ikke helt klar over, men det resulterer i en studietur – fly og hotel betalt. Der er en koreansk tegnestue der støtter samarbejdet mellem amerikanske og koreanske arkitekter, så de arrangerede og sponsorerede fly og hotel til både 12 fra Upenn til Seoul tur-retur og os 12 fra SNU til New York tur-retur. Det siger man ikke nej til!

Det startede tidligt onsdag d. 8/11. Kl. 05.05 skulle vi med en bus fra SNU til lufthavnen. Herfra fløj vi kl. 10 mod Trump Nation. Det var en 14-timers flyvetur. Det er længe i et fly. Heldigvis var det med Korean Air, hvilket er det bedste koreanske flyselskab, så de gjorde deres for at gøre turen behagelig. Vi landede 14 timer efter, kl. 10 onsdag d. 8/11 i JFK lufthavn. New York er 14 timer bagud ifht. Korea, så det passede med at vi landede præcis samme tidspunkt som vi forlod Seoul. Lidt syret at tænke på. Det er den længste dag jeg nogensinde har haft!

Fra JFK havde vi lejet en minibus der kørte os 3 timer til Upenn. Her gik vi direkte på med vores præsentationer og hørte ligeledes, hvor langt Upenn var nået. I juryen sad der 4 arkitekturprofessorer fra Upenn inklusiv lederen af fakultetet. Derudover var der en arkitekt fra Office for Metropolitan Architecture (OMA), hvilket er ét af verdens største tegnestuer. De har lavet CCTV Headquarters i Kina, 88 Seaport i USA & BLOX i København for blot at nævne et par stykker. Så de her præsentationer var virkelig noget de tog seriøst.

Det gjorde så også at man var rimelig nervøs da man skulle præsentere sit projekt. Men det gik fint og de kom med god konstruktiv kritik, så det var godt. Det var også spændende at se, hvad Upenn havde lavet. Niveauet var højt. Mine koreanske medstuderende læser på 8. semester. Det var Upenns afgangsprojekter. Jeg læser 5. Semester, så jeg prøver at følge med så godt jeg kan. Men jeg lærer enormt meget af dem, det er fedt!

Efter præsentationerne inviterede Upenn til middag på restauranten COOP (det har intet at gøre med Super Brugsen) i Pennsylvania. Det var hyggeligt at socialisere med de amerikanske studerende. Bagefter kørte vi til vores hotel. Der var det 31 timer siden vi stod op i Seoul, så vi gik alle direkte i seng.

Torsdag startede med en tour på Louis Kahn Archive. Kahn er en legendarisk amerikansk arkitekt der blandt andet underviste på Upenn. Her så vi originale håndtegnede skitser og modeller, det var virkelig en unik oplevelse!

Herfra gik vi over til Singh Center for Nano Technology og fik en guidet tour af en tidligere SNU-studerende. Det var nok på koreansk. Men jeg fik et par hints af de andre om, hvad der foregik. Så det var stadig fint.

Bagefter kørte vi til Barnes Foundation. Her mødtes vi med Phil, der havde været hovedarkitekt på projektet. Dette er ét af mine highlights fra denne tur. Han fortalte alt om designprocessen, hvilke problemer og udfordringer de havde haft med projektet og hvordan de løst dem. Begrundelserne for netop dé materialer og historien bag dem. Hvordan cirkulationsforløbet var designet til at tage dig væk fra byen og ind i bygningen og videre til galleriet. Det er et projekt til 250mio$ (over 1,5mia kr.) så der var ikke sparet på noget. Det var virkelig imponerende arkitektur!

Næste stop var Eastern State Penitentiary. Et stort historisk fængsel. Her fik vi stukket et headset og en afspiller i hånden, og så kunne vi ellers gå på ”guidet tour” i fængslet. Det var egentlig en fin måde at gøre det på. Fængslet var arkitektonisk designet til at skræmme folk set udefra. Det var spændende at høre om historien bag, selvom det har stået tomt i flere årtier. Vi spiste på en græsk restaurant inden vi satte kursen mod New York. Her blev vi indlogeret inden vi tog på Small’s Jazz Club.

Fredag stod på fri leg indtil om eftermiddagen. Så Young Joon, Hyon, Young Ju og jeg tog til med cable car over til Roosevelt Island. Her havde Louis Kahn lavet en park og en monument til ære for Franklin Delano Roosevelt. Herfra tog vi videre til Brooklyn og besøgte museet MoMA PS1. Det var… Anderledes kunst. Måske lige en anelse for eksperimenterende til min smag. Men de havde lækker tatar i deres restaurant, så jeg var fint tilfreds!

Vi mødtes om eftermiddagen og fik en guidet tour på tegnestuen OMA. Det var virkelig en oplevelse! Vi hørte om deres arbejdsmetoder, så deres lokaler og hørte om deres projekter. Hver fredag har de ”Happy Hour” med mad og drinks. Det blev vi inviteret med til. Så vi stod og snakkede, spiste pizza og drak øl med nogle af de vildeste arkitekter i verden. Jeg kan godt mærke at SNU og vores professor John Hong har kontakter. Det er fedt at være en del af!

Herefter tog vi direkte over til Steven Holl’s tegnestue og fik ligeledes en tour der. Endda inde på Steven Holl’s eget kontor, hvor han laver alle de vandfarve-skitser han blandt andet er berømt for. Der er mere fokus på materialitet, fænomenologi og atmosfære i Steven Holl’s arkitektur i modsætning til OMA’s. Personligt synes bedst om det Steven Holl laver, så det var en fedt oplevelse at se hans tegnestue!

Vores professor inviterede til middag bagefter på en vildt lækker thailandsk restaurant. Det var virkelig hyggeligt. Vi sluttede aftenen af på Crompton’s Ale House med ganske udmærkede fadøl.

Lørdag var det op og i bussen til Grace Farms der ligger i Connecticut halvanden time fra New York. Det er tegnet af japanske SANAA og stod færdigt i 2015. Det var godt integreret i naturen som det snoede sig op gennem terrænet. Her var der også tid til en gåtur rundt i området, det var skønt på sådan en flot efterårsdag.

Herfra kørte vi til museet Dia Beacon. Det er en gammel fabriksbygning der er omdannet til et kæmpe stort galleri. På fabrikker er det bedst med diffust dagslys der ikke blænder. Derfor er vinduerne stort set altid nordvendte. I gallerier vil man ikke have direkte sollys på værkerne. Derfor er det oplagt at bruge gamle fabriksbygninger til gallerier, hvilket var tilfældet her.

Søndag gik jeg på intet mindre end 3 guidede tours rundt på Manhattan. Først en Lower Manhattan Tour der tog mig omkring Wall Street, Little Italy, Chinatown og Soho, så en Midtown Manhattan Tour omkring Central Station, Times Square og Rockefeller Center og sidst en Highline Evening tour. Det var spændende at høre om New Yorks og USAs historie og se en helt masse arkitektur rundt om i byen. Der er så meget at se i New York, og 3 dage er slet ikke nok til det.

Mandag tog jeg en metro nordpå (eller Uptown, som det hedder i New York) til Central Park. Her lejede jeg en cykel i ægte dansker-stil og cyklede rundt for at få et indtryk af parken. Det var koldt. Og det regnede lidt. Men det var stadig fint at få det set. Herefter tog jeg sydpå (Downtown) til Washington Square Park. Her mødtes jeg med Emil Goldsmith, én af mine bedste kammerater op gennem folkeskolen! Han læser på New York University (NYU). Han viste mig rundt på NYU inden vi spiste frokost sammen og fik vendt verdenssituationen. Det var længe siden jeg havde set ham sidst, og det var et glædeligt gensyn. Vi sluttede af på nogle af Soho’s hipstermarkeder (vi er jo nemlig begge to indbegrebet af hipstere..!), hvor lokale kunstnere solgte deres arbejde.

Om aftenen skulle jeg mødes med mine 9 koreanere på Peter Luger Steakhouse i Brooklyn. Så jeg gik gennem Chinatown og over Williamsburg Bridge til Brooklyn. Det var vildt lækker mad, men man skulle også betale for det, skulle jeg hilse og sige!

Tirsdag stod vi op og tog direkte til lufthavnen.

Det var en spændende og enormt lærerig tur. Jeg er glad for, at det var med de arkitektoniske briller på.

 

 

For tiden læser jeg op til mine eksaminer. Den sidste ligger d. 19/12, så jeg bygger modeller og laver præsentationsmateriale som var det en ren fornøjelse. Det bliver skønt med noget ferie efter d. 19.!

 

Mvh,

Trygve 🙂

IMG_20171108_144150 IMG_20171108_172149 IMG_20171108_182754 IMG_20171109_105143 IMG_20171109_112000 IMG_20171109_113001 IMG_20171109_122253 IMG_20171109_132617 IMG_20171109_133007 IMG_20171109_154823 IMG_20171109_221126 IMG_20171109_225903 IMG_20171110_111047 IMG_20171110_112757 IMG_20171110_113708 IMG_20171110_130220 IMG_20171110_165337 IMG_20171110_165618 IMG_20171110_180001 IMG_20171110_183951 IMG_20171110_194709 IMG_20171110_201402_01 IMG_20171111_103559 IMG_20171111_105757 IMG_20171111_141158 IMG_20171111_151828 IMG_20171112_083330 IMG_20171112_105705 IMG_20171112_124627 IMG_20171112_160926 IMG_20171112_164210 IMG_20171112_205734 IMG_20171112_210442 IMG_20171113_110720 IMG_20171113_160629 IMG_20171113_163117 IMG_20171113_165314

På eventyr i Asien!

Dette omhandler mine rejser i Asien og mit udvekslingssemester på Seoul National University i Sydkorea. | Læs mere

Visninger

47

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg