Kiwi Experience Vol. 2

New Zealand Overalt

Så blev det tid til det sidste blog-indlæg for denne gang!

Jeg har nu været hjemme siden tirsdag. Det har været super fedt at se venner og familie igen, dem har jeg virkelig savnet! Men jeg har stadig lige en lille måned at redegøre for her på bloggen, så den kommer nu.

Efter sejleventyret hoppede jeg på Kiwi Experience bussen. Den billet jeg købte i november gælder i et år, hvor jeg i princippet kunne køre turen rundt så tosset jeg vil. Så jeg bestemte mig for at hoppe på bussen og tage den ned til Queenstown, hvor jeg så ville flyve tilbage op til Auckland igen.

Vi startede som en lille bus med kun 12 ombord. Vi kørte til Hot Water Beach, en strand med vulkansk aktivitet under. Så hvis man gravede et hul blev det fyldt op med varmt vand! Det var jo anden jeg var der, men det var stadig enormt hyggeligt. Herfra kørte vi videre til Waitomo, hvor de fleste Black Water Raftede. Jeg havde allerede raftet, så jeg gik en dejlig tur sammen med Harriet fra England og Melanie fra Holland (billede).Det var lørdag, og der var Rugby Landskamp New Zealand All Blacks vs. Australia Wallabies. Det så vi på en lokal pub, og der var fuldstændigt fyldt. All Blacks vandt kæmpestort, så stemningen var helt enormt god!

Næste stop var Rotorua, hvor vi chillede i den naturligt opvarmede pool hostellet havde. Her prøvede vi også ”Luging” for første gang. Vi tog gondolen op til toppen af et bjerg, hvor de har bygget en lugingbane. Så sidder man i bobslæder med hjul, og så går det ellers bare nedaf! I bunden er der en lift der tager en op til toppen igen. Det var sjovt!
Herfra tog vi til vidunderlige Taupo. Det er fjerde gang jeg var i Taupo, det er virkelig et dejligt sted! Samtidigt ligger det midt på Nordøen, så det er lidt et knudepunkt rent transportmæssigt. Her hoppede der 10 mere på bussen. De fleste gik The Tongariro Crossing, kåret som en af verdens bedste 1-dags vandreture. Jeg valgte at blive hjemme, da jeg allerede havde gået den et halvt år tidligere. Det var en beslutning jeg siden har fortrudt. Turen ændrer sig helt enormt fra sommer til vinter. Det er næsten to helt forskellige ting. Om vinteren har man pigge på skoene, og skal gå på is og sådan. Men jeg har set billederne de andre tog, så det var næsten som at være der selv!

Fra Taupo stoppede vi ved Tongariro National Park, hvor vi gik en tur på 2 timer til Taranaki Falls og retur. Det er samme nationalpark, men det var længere nede, så det var lidt grønnere. Nathan og jeg hoppede under vandfaldet. Og der var is på stenene rundt omkring – det var koldt! Men til gengæld havde jeg sjovt nok ikke tømmermænd bagefter. Vi overnattede på River Valley Lodge inden vi satte kursen som hovedstaden Wellington. Her mødte vi endnu 10 der rejste med Kiwi Experience og skulle med over til Sydøen. Nu var vi jo pludselig nogle og tredive!

Første overnatning på Sydøen var i Kaiteriteri lige op af Abel Tasman National Park. Smukt sted! Herfra tog vi forbi Nelson lakes (billede), hvor nogle hoppede i vandet fra en lille badebro. Jeg havde desværre fået mig en lille forkølelse, så jeg blev i tøjet. Denne nat tilbragte vi i Westport, hvor vi var en fire stykker der tog ud at surfe. Det gik faktisk rimeligt godt, og det var ikke engang voldsomt koldt selvom det var vinter. Fra Westport kørte vi ned langs vestkysten, forbi Punakaiki med Pancake Rocks (billede). Det var meget sejt.

Jeg springer sådan lidt let henover turen fra Auckland til Queenstown, da jeg laver mange af de samme ting som jeg allerede har beskrevet i tidligere blog-indlæg. Så I ikke skal læse ting 2 gange!
Men vi kom til Franz Josef (billede), hvor nogle tog en helikopter op til Franz Josef Glacier og gik rundt deroppe. Det gjorde jeg også om sommeren. Herfra tog vi til Wanaka. Wanaka og Queenstown ligger i området Central Otago, hvilket efter min mening er den smukkeste del af New Zealand. Så det var helt vildt scenisk over det hele. Se selv panoramabillederne! Vi blev i Wanaka en enkelt nat før vi endelig ramte Queenstown. Vi stoppede ved AJ Hackett Bungy v. Kawarau Bridge – det originale Bungy Jump. Her sprang Harriet og Melanie tandem. Riiimelig vildt. Her havde de også baren ”Liquid Courage”. Det syntes jeg var meget sjovt.

Vi boede på hostellet Nomads i Queenstown. Det er jo en helt fantastisk lille by. Der sker altid noget! På dette tidspunkt var vi en gruppe der hang ud sammen. Vi var efterhånden et par stykker: Harriet, Matt, Mike, Natalie, Cliff, Sam, James, Elly, Mattie, Lilly, Matt og Liam fra England. Melanie fra Holland. Nathan fra USA. Phil fra Irland og Johannes, Johannes og Simone fra Tyskland. Vi hyggede os med at tage i byen, spise Ferg Burgers (verdens bedste burgere!) og kaste os ud over klipper på alle mulige måder. Den første måde var Shotover Canyon Swing (billede). Her kan man enten hoppe ud eller blive sluppet fri af jumpmasterne mens man hænger og dingler. Det er 109meter over floden i bunden af kløften. 60meters fald ned inden man begynder et swing frem og tilbage i kløften på 200meter. Vi var 6 afsted, der hver sprang 2 gange. Det var vildt sjovt, for man kunne gøre det på vildt mange forskellige måder. Jeg tog et billede af Nathan der cyklede udover kanten på en legetøjscykel. Sam sad på ”The Chair of Death”, hvor man blev skubbet ud af jumpmasterne. Ved mit første sving blev jeg hængt udover kanten, hvor det eneste der forhindrede mig i at falde var et reb. Så begyndte de så at skære i rebet. Så det blev mindre og mindre, indtil det knækkede og jeg faldt. Det var en helt sindssyg oplevelse! Anden gang svang jeg med hovedet nedad. Jeg lånte Nathans GoPro til andet swing, så den video skal jeg have fat i og uploade til Facebook. Det var en god dag!

En af dagene var det Cliff’s fødselsdag, så vi tog ud til Cardrona Ski Park og stod på ski og snowboard hele dagen. Det var ultimativt det smukkeste sted jeg nogensinde har stået på snowboard, hold da op det var vildt! Det er også det fede ved New Zealand, man kan alt! Hvis man vil kan man sagtens både surfe og stå på snowboard samme dag. Det er ret sejt, synes jeg. Dagen efter tog vi på tømmermændskur – Aj Hackett Nevis Bungy. 134meters frit fald ned til ingenting. Shiiiiiiit det var skræmmende! Her lånte jeg igen Nathans GoPro, så der er også video af det.

Jeg blaffede til Wanaka en dag og mødtes med Sofia jeg havde rejst med i bilen Justin tidligere. Vi lejede kajakker og sejlede rundt på Lake Wanaka. Dagen efter lånte jeg snowboardudstyr af hendes flatmates, og så tog vi til Cardrona endnu en gang! Queenstown har også en ”Luging”-bane, så den skulle vi jo også prøve. Efter 10 dage i Quuenstown fik jeg mig en sidste Ferg Burger til frokost, før jeg fløj op til Auckland igen. Sofia og jeg havde fly samme dag til Auckland og igen samme dag fra Auckland og hjem. Så Wendy tilbød at Sofia bare kunne bo hos dem de 2 dage vi havde i Auckland. Det var vildt hyggeligt, selvom jeg var lidt nedtrykt over at jeg nu skulle DELE et værelse med hende, nu hvor jeg plejede at have mit eget hos Pete og Wendy. Ej det var helt fint. Peter hentede os i lufthavnen og kørte os hjem lige til kickoff All Blacks vs. Sydafrika. De havde 3 vennepar på besøg, og jeg havde mødt dem alle over nytår i Pauanui, så det var rigtigt hyggeligt. På min andensidste dag i New Zealand tog jeg ud på mountainbike med Pete og hans ven Andy i Woodhill Mountainbike Park. Om aftenen kom deres venner Tina og Leigh på besøg, dem kendte jeg også. Wendy var simpelthen så sød og lavede vildt lækker middag til os, da det var vores sidste dag. Ribeye steaks på grill, flødekartofler, salat og lækker new zealandsk Pinot Noir. Mums!
Morgenen efter kørte Wendy mig og Sofia til Auckland, hvor vi tog bussen ud til lufthavnen.

43 timer fra jeg forlod Pete og Wendys hus stod jeg i Jeksen igen, for første gang i 10½ måned. Togturen fra Københavnstrup var rigtig hyggelig, da min gode ven Frederik, der bor i København, skulle til møde i Aarhus. Så kunne vi jo tage toget sammen. I Skanderborg stod familien Schmidt Pedersen med flag og alt muligt, ej hvor det var fedt at se dem igen! De havde lavet lagkage (jeg ææææælsker lagkage!) og de lavede danske frikadeller med kartofler til mig om aftenen. Yes!

Siden jeg kom hjem tirsdag d. 16. har jeg hygget mig med at mødes med alle vennerne, og har haft en masse god kvalitetstid med familien. Lørdag holdt min familie sommerfest, hvor jeg så de fleste af familiens og mine venner. Og min onkel, tante, mormor og morfar var der også – woow, dem har jeg savnet!

Jeg fandt ud af at der var langt flere end jeg lige havde regnet med, der har fulgt med på min blog. Det gør mig glad, at folk har lyst til at vide hvad jeg render rundt at laver.

Tusind tak for støtten alle sammen, det har været en helt fantastisk og uforglemmelig rejse!

Peace out,

 

Trygve!

DSCN1824 DSCN1851 DSCN1872 DSCN1878 DSCN1884 DSCN1903 DSCN1926 DSCN1930 DSCN1947 DSCN1967 DSCN1968 DSCN1979 DSCN1988 DSCN2009 DSCN2012 DSCN2015 DSCN2024 DSCN2040 DSCN2047 DSCN2052

New Zealand!

Jeg rejser til New Zealand på et Working Holiday Visa i knap 9 måneder. Det… | Læs mere

Visninger

142

Kommentarer (1)

  1. Sikke en masse du har oplevet. Har altid gerne ville til New Zealand. Må prøve at få overtalt herren i huset 🙂

Kommentér

Opret profil