Indonesien pt. 2 – Gili & Sumatra

Indonesien Sumatra

Hej med jer!

 

Så er der nyt på
bloggen. Eller.. Nyt og nyt, det er den sidste del af min rejse i Indonesien,
så dette beskriver mine eventyr indtil d. 21/8, hvor jeg flyver til Korea
J

 Efter bestigningen af Mt. Rinjani var jeg godt ødelagt i kroppen, så jeg tog til øen
Gili Air sammen med Toby & Claire fra England, der også havde været med på
bjerget. Gili Air var et super lækkert sted! Det var forbudt at køre i bil
eller scooter, så man cyklede eller kørte i hestevogn rundt på øen. Alle var
helt nede i gear. Vi hyggede os med masser af strand, vand, massage, solnedgange,
mad & drinks. Øen er ikke ret stor. Det tager ca. Halvanden time at gå hele
vejen rundt. Det var skønt at få slappet af, men mere skete der altså heller
ikke på Gil Air. Så jeg måtte videre til naboøen Gili Trawangan!

Jeg fik arrangeret med en snorkel-bådtur at blive samlet op med alle mine sager på Gili Air. Så sejlede vi ud og snorklede ved et vrag og så masser af koraller. Stoppet efter hed ”Turtle Point”, her så vi fire skildpadder! Man kunne komme ret tæt på,
hvis man dykkede ned efter dem. De er altså nogle smukke væsener sådan nogle.
Herefter smed de mig af på Gili Trawangan.

Trawangan er den største af Gili-øerne. Og den mest festlige kan man også roligt sige. Jeg fik i hvert fald festet igennem mens jeg var der! Der er heller ingen motorkøretøjer her, så det er igen enten på cykel eller i hestevogn. Jeg boede på et hostel der hed ”Good For Ya Knee”. Ingen vidste helt hvorfor, men der var billige
drinks i baren så stemningen var god. Efter et par dage var det alligevel på
tide at komme videre. Jeg ville gerne til Sumatra for at bestige bjerge, se orangutanger og besøge verdens største vulkansø: Lake Toba.

Så jeg kom med en båd til Bangsal og derfra videre til Lombok airport. Af én eller anden grund ville flyselskaberne ikke tage imod betaling når jeg bestilte billetter over
min telefon. Jeg kunne heller ikke finde nogen internetcafé eller en computer
jeg kunne låne. Jeg fik fortalt at man bare skulle gå ned til et ”Travel Agency”.
I Indonesien behøver man åbenbart ikke mere end et hjemmelavet skilt og en
mobiltelefon for at kunne være rejseselskab.  Jeg havde ikke lyst til at give en mand på gaden 1,5mio rupier (750kr) i bytte for et stykke papir han sagde var min
flybillet. Derfor var jeg altså på vej til lufthavnen uden billet. Men sådan
noget kan man vel købe derude?

Det kunne man så ikke nej. Jeg havde forventet en form for skranke fra forskellige flyselskaber, hvor man kunne købe billetterne direkte. Det var der ikke noget af. Til gengæld var der en mand i en kaffebar der kunne hjælpe mig. Eller hjælpe og hjælpe, nu endte det bare med at jeg gav 1,5mio rupier til en mand med en telefon der ikke
engang havde et hjemmelavet ”Travel Agency” skilt. Men jeg fik da min lap papir,
som han lovede mig var billetten. Nå. Men der var udsolgt for den dag, så det
var først dagen efter jeg kunne komme afsted. På vej ud af lufthavnen blev jeg
stoppet af en fyr jeg siden fandt ud af Akep. Han arbejdede i lufthavnen og
havde lige fået fri. Jeg skulle til Kuta Lombok og han ville køre mig derhen på
hans motorbike for 60.000 rupier (30kr). Det syntes jeg lød meget fair, så
afsted det gik.

Motorbike kan også betyde scooter i Indonesien. Men han gav mig sin hjelm og spurgte om jeg havde lyst til at køre. Det havde jeg (så slap jeg også for at have min store taske på skuldrene imens) og kørte os til Kuta Lombok. Her var de fleste
hostels fyldt op, men Akep hjalp mig med at finde et sted. Og det lykkedes
efter en tyve minutters tid.

Kuta Lombok er på ingen måde ligesom Kuta Bali. Kuta Bali er et turisthelvede uden lige (har jeg ladet mig fortælle, derfor undgik jeg det, da jeg var på Bali) og Kuta Lombok er helt nede på jorden. Der er rig mulighed for at surfe, der var endda
surfboard-holdere på mange af de scootere man kunne leje.  En hyggelig lille by, men stadig stor nok til
at have et godt udvalg af restauranter og barer. Jeg slog mig ned på Espresso
Milk der trods det lidt underlige navn lavede ganske udmærket, vestlig mad. Det
satte jeg pris på. Senere kom der livemusik på. De spillede super fedt og noget
helt andet end de almindelige indonesiske coverbands (Wonderwall osv..).
 

Espresso Milk serverede müsli med frisk frugt. Og deres Latte var også god. Heldigvis, med det navn. Jeg blev hentet af Akep der kørte mig til lufthavnen. Lappen virkede heldigvis som billet og jeg kom afsted mod Sumatra. 10 timer og 2
mellemlandinger senere endte jeg i Medan lufthavn. Herfra tog jeg en taxa til
mit hostel og gik direkte i seng.

Medan skulle udforskes. Jeg fik prajet mig en scooter-taxa. De er hurtigst, da de kan komme mellem bilerne når der er kø. Det tog stadig en time at komme ind til midten af byen. Medan er Indonesiens 4. Største by med 2,1mio indbyggere. Og er du gal
hvor trænger deres infrastruktur-system til en kærlig hånd. Hold. Da. Op et
kaos at komme rundt i byen.
Jeg indså ret hurtigt at der ikke rigtigt var det store at se i Medan, ud over
et par templer og et museum. Så jeg spankulerede lidt rundt for at se, hvad
byen ellers kunne byde på. Det var tydeligt at se, at de ikke var lige så vandt
til turister som de var på Bali, Gili og Lombok. Ti gange blev jeg stoppet og
spurgt om folk måtte tage billeder sammen med mig. Det var lidt underligt, men
også sjovt at prøve.

Afsted til Lake Toba og øen Samosir. Her bosatte jeg mig på Reggae Hostel i byen TukTuk. Jeg havde hørt at Joe fra Mt. Rinjani også skulle til Sumatra, så jeg tog kontakt til ham. Tilfældigvis var han også i Tuktuk! Så vi mødtes til en stor koncert
der tilfældigvis blev holdt præcis dén dag jeg ankom. Det var ret heldigt. Men
man kom virkelig til at savne festivallerne derhjemme!

Vi lejede scootere og kørte omkring på øen. Vi fik selskab af Margot og Katrien fra
Belgien samt Elia fra Italien. Der blev kørt vidt omkring på den overraskende
store ø. Vi kom forbi en skole, hvor vi holdte ind for at se, hvordan det var.
Hele undervisningen stoppede fuldstændigt, da alle 100 børn løb ud for at hilse
på! Vi fik dårlig samvittighed og ville gå, men lærerne takkede os for at vi
var kommet og bad os blive lidt endnu. De var helt overvældede over at vi havde
lyst til at se deres skole. Det var et spændende kulturelt indblik at få.

Derudover bød scooter sightseeingen på en udsigt der i ikke helt var de to timer turen derhen havde taget værd. Til gengæld var der varme kilder i et badebassin. Varmen kom fra vulkanen ja, men vi havde håbet på noget lidt mere autentisk, haha!

Vi fik set en masse Batak-bygninger. Tagene buer opad for at symbolisere tyrens horn, hvilket beskytter dem der bor i husene. Herudover så vi kirker. Dem er der ikke ret mange af, da de fleste indonesere er muslimer.

Vi ville have været til Beristagi for at vandre i bjerge, men jeg blev desværre syg i Tuktuk. Derfor tilbragte jeg halvandet døgn på langs, men det gik heldigvis hurtigt
over. Da jeg var blevet rask igen tog vi til Bukit Lawang. Der er 230km fra
Parapat, hvor færgen fra Tuktuk går til, til Bukit Lawang. Det tog os 9 timer.
Vejene og trafikken i Indonesien har plads til forbedringer! Men vi havde
heldigvis god plads i den taxa vi havde lejet til at køre os (hvilket langt fra
er en selvfølge når man rejser i Asien!). Da vi kom frem indlogerede Joe og jeg
mig på Rainforest Retreat.

D. 17/8 er Indonesiens Uafhængighedsdag. Det fejrer de hvert år med forskellige leje og konkurrencer. Én af dem er at flere hold dyster om, hvem der først kan kravle
op af en lang stang smurt ind i olie. Det var ret underholdende at se på. For
at slippe fra Bukit Lawangs semi-turistede festligheder tog vi til byen Bohorok
i stedet for. Her var Joe og jeg de eneste hvide mennesker i hele byen, og alt
kostede pludselig under det halve af, hvad vi plejede at give. Det var
spændende at se dem fejre dagen.

Dagen efter stod vi tidligt op og pakkede vores tasker – klar til 2 dages jungle-trek, hvilket var grunden til at vi var kommet til Bukit Lawang. Her så vi Thomas Leaves og to andre slags aber og så heldigvis orangutanger! Det er altså nogle ordentlige
krabater sådan nogle orangutanger. Men stadigvæk enormt yndefulde når de
svinger sig rundt i træerne. Vi så 6 forskellige orangutanger, hvilket er ret
usædvanligt, sagde vores guide. Der blev hiket en 4-5 timer på førstedagen, med
masser af abe- og spisepauser. Vi endte ved en flod, hvor campen stod klar til
os. Om aftenen spillede vi kort og guiderne røg sig kamp-skæve mens de fortalte
os gåder vi skulle løse. De blev lettere og lettere jo flere pinde de røg,
haha. Men de var super flinke og der var ikke nogen af os der havde noget imod
det.

Andendagen begyndte med lidt morgenmad og en dukkert i floden. Ved middagstid tog Joe og jeg afsked med resten af gruppen, da de fortsatte en dag længere end os. På vej ned af bjerget så jeg den største påfugl jeg nogensinde har set. Vores guide bad os pludselig være stille, hvorefter han pegede den ud for os. Vi havde slet ikke
set noget som helst, hvis ikke han havde vist os den. 
Vi endte ved en
større flod end den vi havde sovet ved. Her blev vi smidt op i et par sorte
baderinge der fungere som rafting-båd. De sidste 20 minutter af Jungle-trekken
blev derfor afsluttet med rafting tilbage til Bukit Lawang.

Det var det sidste jeg nåede af Indonesien i denne omgang. Landet er så meget større end jeg havde regnet med. Der er så uendeligt meget at opleve på de mange øer. Nu
stod den på helt andre eventyr – Sydkorea!

Hermed afsluttedes min Indonesien-rejse med denne lille novelle af en fortælling. Jeg har det godt i Korea på trods af, at Kim og Trump er uvenner. Uni er nyt og spændende. Mine medstuderende og undervisere er meget ambitiøse, men kan man forvente andet med Koreas enormt konkurrencebetonede kultur på landets bedste universitet?

I MORGEN kommer
min kære familie og besøger mig de næste to uger. Jeg glæder mig helt vildt til
at se dem igen!

Jeg håber alt er
vel derhjemme.

Mvh,

Trygve J

IMG_20170819_141452 IMG_20170819_122618 IMG_20170819_121737 IMG_20170819_120109 IMG_20170818_170449 IMG_20170818_131105 IMG_20170818_130543 IMG_20170724_144036 IMG_20170724_143935 IMG_20170723_131649 DSCN4975 DSCN4956 DSCN4942 DSCN4937 DSCN4926 DSCN4916 DSCN4915 DSCN4914 DSCN4895 DSCN4888 DSCN4867 DSCN4848 DSCN4836 DSCN4835 DSCN4817 DSCN4815 DSCN4804 DSCN4796 DSCN4792 DSCN4786

På eventyr i Asien!

Dette omhandler mine rejser i Asien og mit udvekslingssemester på Seoul National University i Sydkorea. | Læs mere

Visninger

143

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg