Indonesien pt.1 – Bali & Lombok

Indonesien Bali

Hej med jer!

Nu er der kommet ro på her i Seoul. Jeg er flyttet ind i min lejlighed på campus. Her bor jeg sammen med 4 koreanere der alle læser på Seoul National University. De er super flinke og nogle af dem er ret gode til engelsk, så kommunikationen fungerer ganske fint.

Dette opslag kommer til at handle den første halvdel af min rejse i Indonesien: Bali & Lombok. Jeg er stadig lidt bagud da dette var mellem d. 22/7 til 8/8, men bedre sent end aldrig, tænker jeg! 

Jeg fløj fra Chiang Mai til Bali via Bangkok og landede i Denpansar lufthavn i den sydlige del af Bali. Her havde jeg arrangeret pick-up til mit hostel ”Big Pineapple”, så de kom og hentede mig. Det var ejeren der hentede mig og hun var enormt sød og lærte mig de basale indonesiske fraser som ”tak”, ”goddag” og ”farvel”. Vi kørte til Sanur som ligger øst for lufthavnen. Det er ikke første gang jeg er var i Sanur, jeg var der også for 22 år siden med Naveren sammen med mor og far. Det kniber bare lidt med hukommelsen i så tidlig en alder!

 På hostellet mødte jeg hollandske Milou. Hun blev træt af sit arbejde i Holland så hun sagde det op og rejste til Indonesien på ubestemt tid – rimelig sejt. Vi havde nogenlunde de samme planer for Bali, så vi endte med at rejse rundt sammen i en uges tid.

 Vi udforskede Sanur med deres 4 km lange beachfront walkway og byen bagved. Der sker ikke voldsomt meget i den lille by, udover at huse helt enormt mange resorts. Her rejste mange familier ned og brugte en uge i Sanur på resort ved poolen. Vi kunne ikke helt forstå, hvorfor man behøver at rejse helt til Bali for dét, men det må de jo selv om. Så vi tog videre til Ubud som ligger forholdsvist centralt på Bali. Vi spildte ikke tiden, men stressede heller ikke. Hellere blive en dag ekstra end at stresse igennem det, var vi enige om.

 I Ubud besøgte vi Monkey Forest og så aberne rende rundt. Det var enormt turistet, men de havde et forholdsvist stort areal at bevæge sig på, så jeg tror aberne havde det okay. Det var fedt at se dem så tæt på! Vi kom også forbi Tegenungan-vandfaldet, hvor folk stablede sten som var det en ren fornøjelse.

Vi ville gerne besøge en kaffeplantage, ”when in Rome”, og fik et tip om at Basanta Coffe Plantation var et godt sted. Her fik vi en guidet tour rundt på plantagen og så luwak-katte, desværre i fangeskab. Efter turen smagte vi mange forskellige slags kaffe og the og VERDENS dyreste kaffe – Luwak Kaffe. Luwak katten kan godt lide at spise kaffebønner. Engang fandt én eller anden indoneser ud af at, hvis man lavede kaffe af de bønner der havde været igennem.. systemet på Luwakken, så ville kaffen blive endnu bedre! Der er en mere præcis beskrivelse på ét af billederne.

Derudover bød Ubud på masser af aktivitet, da det er én af turist-hovedstæderne på Bali. Med fed live musik og gode vibes!
Vi fik også set en masse rismarker. De ligger i niveauer, hvilket er ret sejt.

 Næste stop var Lovina på nordkysten. Her var sandet sort på grund af de nærtliggende vulkaner. Her var straks mindre turistet, det var faktisk rart. Vi lejede en scooter (det er sådan man kommer rundt!) og kørte til Gitgit vandfaldet. Det krævede en times hiking, så det var rart med en dukkert i det kolde vand! Turen gik derefter til Banjar Hot Springs. Det tog en time på scooter og det var begyndt at regne lidt. Derudover var klokken halv seks om aftenen før vi nåede frem, og det var begyndt at blive lidt koldt. Derfor var det fantastisk at sænke sig ned i det varme vand! Vi kom så sent at det blev mørkt mens vi var der. Da turisterne tog hjem begyndte de lokale at komme til, til sidst var vi de eneste turister sammen med en masse balinesere – det gjorde oplevelsen lidt mere autentisk!

 Dagen efter tog vi på tur til Hatten Wineries – Balis største vinhus (ja, de laver vin på Bali!). Her fik vi en guidet tour og vinsmagning af den indonesiske winemaker Jamie der har læst ønologi i Bordeaux i Frankrig i to år. Vinen var ikke fantastisk men oplevelsen var super god!

Sidste stop på Bali var Amed på nordøstkysten. En hyggelig raggae-chill by med masser af dykkercentre. Her fik vi snorklet en masse, både på et japansk vrag og på det amerikanske USS Liberty der blev skudt ned af torpedomissiler i 1942. Begge vrag ligger så højt at man kan snorkle og se meget af det. Vi fridykkede rundt omkring det og (en smule) inden i det, det var en fed oplevelse!

Én af dagene tog vi til vandtemplet Tirta Gangga. Det var, om end lidt turistet, virkelig flot og imponerende. Med mange springvand og flotte søer over det hele. I én af søerne var der trædesten man kunne hoppe rundt på. Det tog mig direkte tilbage til barndommen på Playstation 1’en med Crash Bandicoot-spillene. Der er nogle vand-baner, hvor man skal hoppe rundt på sten der ligner disse ret meget. Det havde jeg lige brug for at dele med jer J

Fra Amed sagde jeg farvel til Milou og tog en færge til Bangsal på Lombok. Her blev jeg hentet af en shuttle der kørte mig til foden af Mt. Rinjani – et 3726 meter højt bjerg der skulle bestiges! Aftenen gik med briefing og forberedelser.

Tidligt næste morgen fik vi morgenmad, hvorefter vi pakkede vores små rygsække med, hvad vi havde brug for de næste 3 dage på bjerget. Resten af vores baggage blev låst væk mens vi var afsted. I min gruppe var vi Joe, Claire & Tony (England), Paul (Holland), Klimoune & Natalie (Frankrig) og mig.

Vi startede i Sembalun Village (1051m) og gik i fem timer op til Palawangan Sembalun (2639m) som var kraterkanten af vulkanen, hvor vores lejr den første nat skulle være. Der var godt tempo på, og vi var langt fra de eneste på vulkanen. I lejren var der nok ca. 300 mennesker, der alle ville bestige Rinjani. Desværre medfører mange mennesker også meget skrald, især i Indonesien, hvor de ikke tænker ret meget over miljøet. Så en fuldkommen autentisk naturoplevelse var det ikke.

I campen var det fint i shorts og t-shirt, da solen bagte ned over os. Men da det blev aften skulle man have fat i lange bukser, trøje og jakke. Om natten var temperaturen helt nede omkring frysepunktet!

 Kl. 2 om natten blev vi vækket af vores guides med the og småkager, klar til at bestige toppen så vi kunne se solopgangen derfra. Det var bælgmørkt, så vi havde lommelygter med så vi kunne se, hvor vi gik. Paul og jeg måtte erkende at vores kondi ikke helt var som resten af gruppens, så vi kørte vores eget tempo op af bjerget. Den første halvanden time var ret stejl og hård. Så kom der et fladere stykke i en halv time inden de sidste 300 højdemeter. Det tog os en time at bestige det sidste stykke. Hver gang man tog to skridt skred man ét ned i gruset. Vi kunne bevæge os ti meter af gangen før vi måtte holde pause og få vejret. Vi nærmede os også toppen på 3726 meter, så luften var tyndere end normalt. Men vi klarede det, lige i tide til solopgangen!
Det var en fantastisk følelse endelig at nå derop. Aldrig i mit liv har jeg været ude for noget så fysisk udfordrende. 

Turen ned var til gengæld mere overkommelig. Her kunne man skride sig nedad, så det var fint. Ved campen havde vores ”porters” lavet bananpandekager til morgenmad – det var tiltrængt. Vi var tildelt 3 ”porters” der bar vores mad, køkkenudstyr, telte, liggeunderlag samt ekstra vand. De havde mellem 25 og 35 kg over skulderen på bambuspinde og gik hurtigere end os – i klip klappere! De var jo næsten overmennesker, det var ret vildt at se. Til gengæld fandt vi ud af at mange af dem gjorde det fordi de ikke havde andre måder at tjene penge på. De tjente 150.000 rupier (75kr) på et 3-dages trek, og de havde typisk kun 1 fridag om ugen. Vores guides tjente dobbelt så meget og bar måske 15kg i deres rygsække – bare fordi de kunne engelsk. Så vi sørgede for at give dem godt med drikkepenge. For hvad er 100kr for os i forhold til dem? Det satte lidt tingene i perspektiv. Vi har det altså godt hjemme i Danmark!

Vi fik lov at hvile i en times tid, det var ikke ret længe synes jeg. Det syntes Joe og Paul heller ikke, så de valgte at korte en dag af trekket og gå tilbage med en anden gruppe den vej vi var kommet. Så vi fortsatte 5 mand, 2 guides og 3 porters turen mod dalen og søen midt i vulkanen (2008m). Det var 3 timer nedad. Her kunne vi slappe af de varme kilder, tage en dukkert i søen og spise frokost. Herefter var det 2,5 time op på den anden side af vulkanen (2639m) for at slutte af med 2 timer ned til vores camp på andendagen. Tempoet var bedre nu og bjerget knap så stejlt, så det gik fint. Vi fik aftensmad og gik direkte i seng- det havde været en lang dag!

Vi blev vækket kl. 7 med morgenmad. Op og afsted de sidste 4 timer ned af bjerget til Sumaru (631m). Vi var på bjerget i godt 48 timer, hvor vi hikede i 21 af dem og tilbagelagde over 7000 højdemeter. Det var som sagt det fysisk hårdeste jeg nogensinde har gjort. Men det var stadig det værd, og jeg vil gøre det igen, hvis jeg får chancen.

Ved trekking selskabets hovedkvarter (Rinjani Tropis) sagde vi farvel til Klimoune, Natalie samt vores guides og porters. Toby, Claire og jeg satte kursen mod Gili Air – nu skulle der slappes af! Gili Air, Gili Trawangan & Sumatra bliver i næste opslag. Jeg føler allerede jeg har skrevet en halv novelle haha!

Men jeg har det godt og arbejder med mine kurser der så småt er ved at komme ordentligt i gang. Jeg hygger mig med at lege turist i Seoul og bliver bedre og bedre til at spise med pinde. Om under en måned kommer min kære familie ned og besøger mig – det glæder jeg mig helt vildt til!

 

Mvh,

Trygve J

DSCN4320 DSCN4362 DSCN4363 DSCN4386 DSCN4394 DSCN4395 DSCN4398 DSCN4400 DSCN4419 DSCN4481 DSCN4496 DSCN4497 DSCN4526 DSCN4545 DSCN4548 DSCN4592 DSCN4598 DSCN4612 DSCN4614 DSCN4686 DSCN4711 DSCN4723 DSCN4737 DSCN4761 DSCN4764 DSCN4773

På eventyr i Asien!

Dette omhandler mine rejser i Asien og mit udvekslingssemester på Seoul National University i Sydkorea. | Læs mere

Visninger

27

Kommentér

Opret profil