Fra New Zealand til Tonga

Tonga Nuku'alofa

Saa! Er det da ogsaa ved at vaere tid til at blogge!

Der gaar lang tid imellem naar man ikke har adgang til en computer, og man tilbringer to maaneder til soes. Men men, siden jeg kom tilbage fra Australien tog jeg mere eller mindre direkte op til Bay of Islands for at moedes med besaetningen til Atair. Fra d. 18. Maj begyndte vi at goere skibet klar til sejlads. Arbejdet bestod af normal vedligeholdelsesarbejde, saasom rustfjerning, skrubning af ting og sager og naturligvis up-checkning paa alt vi skulle bruge til turen. Jeg boede i Russell sammen med Ellis fra Skotland, der ogsaa skulle med. Han havde arbejdet i Russell sommeren over, og lejede en lejlighed med en fantastisk udsigt over Russell Bay (billede).  Men der skete godt nok ikke ret meget i Russell om vinteren, og Ellis holdt sig meget til sig selv og drak lidt mere end godt var, saa jeg begyndte faktisk at kede mig. Men det gav mig bare endnu mere lyst til at komme afsted!

Mellem klargoering af skibet havde vi ogsaa en del fritid. Saa jeg gik mig nogle gode lange ture i den smukke New Zealanske natur. Det tredje besaetningsmedlem Andreas og jeg brugte to dage paa at gaa The Cape Brett Walk. En hike der tager 8 timer hver vej. Men vi skulle foerst fra Russel til starten af tracket, saa vi cyklede foerst 25km, og saa gik vi ud til Cape Brett, hvor vi tilbragte natten i en hytte. Gaaturen tog os dog kun 5 timer, saa det var ikke saa galt. Men sikke en vandretur! Suuuper smukt landskab, og masser af bjerge (Andreas er fra Sydtyskland, saa da jeg kaldte dem bjerge begyndte han at grine af mig, da de ikke er mere end 400 meter hoeje) vi skulle vandre op og ned af (billeder). Dagen efter var det naturligvis igen 5 timers gang og 25km paa jernhesten. Jeg var godt brugt da jeg endelig stod med begge ben i Russell Centrum igen.

Der var da ogsaa tid til en oevelsestur rundt i Bay of Islands. Vi tog afted i tre dage, og fik arbejdet med roret, rebene og alle de mange sejl. Og der var nok at se til, skal jeg love dig. Lad os tage et eksempel, og det bliver paa engelsk:

 

Hoisting the Topsail:

 

It takes two crewmembers, crewmember A og B.  Crew A crawls up the ratlines on the fore mast and unlashes the topsail so it falls freely down in front of the mast. Crew A then pulls the windward outhaul while Crew B has released the windward clue line in order to pull the windward sheet. Then the same things happen on the leeward side – the sail is now pre-set.
Then the topsail yard goes up. But first we have to release starboard and port raffee  sheet, the raffee downhaul and the topsail yard downhaul, otherwise the topsail yard will be held down by these.
The topsail yard halyard in moved to the winch, and up it goes. Then the halyard is secured by a stopper-knot-rope while it is being put back on its belay pin.
The stopper-knot-rope, the halyard, port and starboard topsail yard topping lift, port and starboard raffee sheet, raffee and topsail yard downhaul all has to be coiled up nicely.

Saadan saetter man topsejlet. Saa vi havde nok at se til. 

Det var meningen vi skulle afsted d. 6. Juni, men men men, vejret var slet ikke til det. Saa det blev udskudt. Og udskudt… Og udskudt, indtil vi endelig tog afsted d. 17.! Saa var det bare op med de store square sails og med vinden i ryggen floej vi afsted!

Ombord var vi:

Tyske Klaus, 66 aar og ejer/designer af Atair. Han har vaeret i den tyske flaade i 13 aar, og har arbejdet som geolog og oceanograf i loebet af hans liv. Han har vaeret Verden rundt flere gange, har rundet Cape Horn og er bestemt en dygtig soemand. Han har boet i New Zealand de sidste 25 aar.

Danske mig, 21 aar og har sejlet med Naveren med min kaere familie. Den store erfaring vil jeg dog ikke sige at jeg havde, da jeg var forholdsvist ung de gange jeg har vaeret omborg paa naveren.

Tyske Andreas, 20 aar og har ingen sejlerfaring. Til gengaeld er han super interesseret i at sejle, og han tog et uge-kursus i sejllads i Auckland foer vi tog afsted. Han var uden tvivl den mest engagerede af os tre besaetningsmedlemmer.  

Skotske Ellis, 29 aar og ingen sejlerfaring. Mere interesseret i at se Tonga end i at sejle.

Saa vi kom afsted, og det tager jo lidt tid at vende sig til roret, og vinden, og boelgerne, og skibet. Det var bare som om det tog lidt laengere tid for Ellis end det gjorde for mig og Andreas. Klaus var begejstret for Andreas og isaer mig ved roret. Han kaldte mig hans ”Battle Helmsman”, for det var den helmsman man brugte naar der var krig og der skulle styres hurtigt og praecist! Andreas var til gengaeld super hurtig paa daek, og meget energisk.
Men Ellis kunne ikke holde kursen. Vi var taet paa at jype flere gange, og han var ogsaa en enkelt gang taet paa at gaa saa taet paa vinden, at vinden ville gaa ind forfra paa de store Square Sails (hvilket ikke er godt!). Og han tabte en Main Boom Preventer i havet. Og han var nogle gange i tvivl om rebene, og om hvordan det hele skulle haandteres. Saa Ellis blev hurtigt ”det sorte faar”. Efter min mening havde Ellis ikke forberedt sig godt nok, og han havde svaert ved tingene. Men den behandling Klaus gav ham – foej for satan det var grumt og slet ikke fair. Naar Ellis var ved roret kunne han daarligt gaa 10 grader fra kursen foer Klaus var over ham ”More to windward!”, ”Bear off!”, ”Ride the waves better!”. Og Klaus talte ikke paent til Ellis. Jeg er overrasket over at Ellis fandt sig i det saa laenge som han gjorde, jeg ville have gaaet amok hvis Klaus havde snakket saadan til mig. Det kulminerede paa fjerdedagen, hvor vi skulle skifte fra Square Sails til ”On the wind sails”. Saa mens Andreas og jeg var ude paa bovpsrydet for at rigge jibben til, hjalp Ellis Klaus med storsejlet. Det blaeste en halv pelikan og det var midt om natten, og saa skete det at Ellis gav slip paa The Main Boom Topping Lift. Det er ikke godt. Saa vi skulle have fat i ekstra reb og loesnet spaendingen i topping liften mens rebenden dinglede glad 5 meter oppe i hovedmasten. Det var for meget for Klaus og han gik helt bananas paa Ellis. Og Ellis blev bedt om at blive i hans koeje resten af sejlturen indtil vi kom til Tonga, hvor han ville blive sat af.

Saa pludselig var vi kun mig, Andreas og Klaus om vagterne. Og Klaus var altid paa standby og mere eller mindre vaagen hele turen, saa det blev Andreas og jeg ved roret 11 timer hver i doegnet. Det var haardt, og vi var traette, men ellers var det okay. Bortset fra den daarlige stemning! Klaus blev VED med at snakke om hvor uduelig Ellis var, og kaldte ham de grimmeste ting de faa gange Ellis var ude af hans kahyt for at faa noget at spise.
Paa et tidspunkt var jeg klar paa at staa af baaden sammen med Ellis i Tonga, jeg gad simpelthen ikke hoere paa det mere.

Men vi naaede den sydligste oe-gruppe i Tonga, Tongatapu og satte Ellis af i hovedstaden Nuku’alofa. Og med et trylleslag var stemningen meget bedre. Ikke noedvendigvis fordi Ellis ikke var der mere, men mere fordi Klaus ikke kunne bitche over ham laengere.

Huh! Sikken et eventyr. Det tog 9 dage at sejle fra New Zealand til Tonga, og nu skulle det blive godt med noget afslapning – og masser af oel! Og hvad der skete i Tonga vil jeg fortaelle om i mit naeste blog-indlaeg.

Hyggehejsa,

 

Trygve J

DSCN1574 DSCN1582 DSCN1599 DSCN1620 DSCN1601 DSCN1629 DSCN1558 DSCN1563 DSCN1560 DSCN1568 DSCN1571 DSCN1577

Tonga med sejlskib 2014

Afsted med 72-fods square rigger fra New Zealand til The Kingdom of Tonga! | Læs mere

Visninger

118

Kommentér

Opret profil