Sapas rismarker og en natbus fra helvede

Vietnam Sapa

 

Vi kom tilbage til vores bagage i Hanoi om eftermiddagen og nåede lige at pakke om, spise og powershoppe (t-shirts, postkort, tasker og selvfølgelig de obligatoriske vietnamesiske stråhatte, som alle hår med her) inden vi skulle med natbus videre nordpå til rismarkerne i Sapa. Vi havde valgt at tage en natbus, for at udnytte den sparsomme tid maksimalt og ikke bruge både tid, penge og energi på en overnatning i Hanoi. Drengene kom og vinkede farvel da en dreng på scooter hentede os og kørte i front. Vi stod konstant og holdt øje med alle busser der kørte forbi og håbede på nogle af de lidt finere af dem, men vi havde da slet ikke forestillet os det, der kom os i møde. Partybussen med røde og blå lys rundt i vinduerne. Sæderne var liggende lædersæder i to lag. Det var superunderligt at ligge sig ind i bussen, men virkelig dejligt at få udnyttet natten til noget kørsel. Vi kom frem til Sapa tidligt om morgenen og kørt videre til vores containerhotel, hvor vi kunne efterlade vores bagage og pakke lidt om inden vores trek i rismarkerne. Vi blev hentet af vores guide, den første kvindelige. Hun var 29 (lignede en på max 24) og havde 5 børn, den yngste kun 4 måneder og derfor var han med på turen. Hun var klædt i traditionel, farverig klædedragt ligesom alle andre kvinder i Sapa. Vejret var perfekt, men det regnede dagen før og derfor var der meget glat i rismarkerne. Det tager ca 4 måneder fra man planter risene til man kan høste dem. Vi var kommet ca en måned inde i processen og skulle derfor ikke gå midt i det uendeligt smukke Googlebilleder.
I løbet af dagen blev vi fulgt af en ordentlig masse damer. Der var ikke nogen tvivl om at de på et tidspunkt gerne ville sælge et eller andet. De kunne alle de samme fraser på engelsk (navn, alder, familie og hvor er vi fra). Vi gik op og ned i bjergene og i rismarkerne og kiggede ud over de flotte udsigter. Der var virkelig glat på grund af regnen og den meget lerede jord. Det var selvfølgelig skrevet i stjernerne, at jeg ville skvatte her. Og det gjorde jeg virkelig også flere gange. Jorden forsvandt bare under mig. Det var varmt at gå i markerne i den bagende sol, især hvis vi havde vires Vietnamhat på. Den skyggede, jovist, men den tid også alt vind.
Vores guide var forbløffende god til engelsk. Hun forstod hvad vi spurgte om og kunne uden problemer svare. Det imponerende er, at hun har lært sig engelsk gennem turisterne. Hun har ikke lært det i skolen. Det er tydeligvis bare så rigtigt, at man først lærer sproget når man bruger det. Vi spiste frokost på et kæmpe sted, hvor alle de turister, som vi ellers ikke havde set i løbet af dagen, var samlet. Her kom også alle damerne for at sælge alle de håndværksting, som de havde slæbt i en kurv på ryggen hele dagen. Desuden kom der adskillige børn og solgte armbånd og punge. Line fik spurgt dem hvorfor de ikke var i skole i stedet for det her. Svaret var, ifølge en lille pige, som også var god til engelsk og forstod spørgsmålene, at børnene gik i skole om formiddagen og eftermiddagen, men til frokost holdt de fri, for at kunne sælge til turisterne. Jeg sætter det nok helt på linie med de tiggende børn i Indien. Hvis man giver penge/køber deres ting holder man dem i tiggeriet. Men på den anden side er det måske bare turismen der er deres levevej her i Sapa.
Vi sluttede trekkingdagen af ved vores hotel. Meningen var at vi skulle bo på homestay og det havde vi glædet os til. Desværre var vi for mange (alle 8 piger) til at vi kunne være på et homestay og derfor blev vi tjekket ind på et hotel. Hotellet var fint og maden var virkelig god, men det var bare ikke hvad vi havde forventet. Til gengæld gik vi op på en nærliggende cafe om aftenen og spiste vafler og drak kaffe. Det var simpelthen så hyggeligt at være os 8 piger sammen uden drengene. Vi snakkede meget om hvad vi havde oplevet og om at det føltes som på en helt anden ferie at vi var i Indien elle på trek i Himalaya. Anekdoterne fløj rundt i luften, som hos en gammel kortklub, der har kendt hinanden i 40 år+. Vi vågnede til øsende regnvejr. Mega demontiverende, når man er på vej ud og gå i i forvejen mudrede bakker. Ingen af os havde selvfølgelig regntøj med, det havde vi ikke lige overvejet. Efter morgenmaden, der bestod af Rasmus Klump lignende bjerge (3 stk) af pandekager var vi klar til endnu en halv dag med rismarker og uimodståelig natur (regnen var stilnet østen helt af). Vi gik noget tid og nåede et kæmpe vandfald. Det var vildt anderledes end så mange andre vandfald jeg har set. Det var bredt og fladt, men så pludselig blev det dybt og stejlt. Det så vildt glat ud og der var ret meget power på, så egentlig så det ret faretruende ud. Videre hold det med gennem markerne indtil vi ramte vejen og så var det slut med at vandre i rismarker for denne gang. Det var måske nok en lidt kort fornøjelse her på 2. dagen og man kunne klart have ønsket sig noget mere natur, men vi skulle også nå frokost inden nogen skulle med eftermiddagsbussen hjem.
Risterasser er et imponerende syn. Jeg kunne sagtens bruge en dag mere til at gå rundt og nyde udsigterne og markerne. Her er så guddommelig smukt og det er selvom vi var der udenfor den frodige sæson. Er man i Vietnam er man simpelthen nødt til at tage forbi Sapa for vandre i risterasserne. Det giver et helt særligt syn på landets natur og landbefolkning. Jeg kan klart anbefale at tage derop og bruge nogle dage i bjergene. Byen er lidt ligegyldig. Vi havde booket en tur, hvor alt var planlagt, men man kan klart også bare tage derop med natbus eller almindelig bus selv og så fonde et homestay og en guidet tur rundt i risterasserne. Det ville jeg nok selv foretrække at gøre en anden gang. Det er helt sikkert billigere og så har du lidt mere et valg om hvor du bor, hvor lang tid du vil blive der og hvilken trekking du vil ud i. 
Vi havde valgt at tage en natbus hjem for at spare en overnatning i Hanoi og så til gengæld blive sat af i lufthavnen, derfor havde vi tid til at opleve Sapa by. Der er ikke rigtigt så meget at opleve, men det var nu meget rart alligevel ikke at have travlt. Pludselig begyndte det at styrte ned og sjældent har jeg set så meget vand strømme ned af de stejle bakker. Vi skyndte os hjem, fik noget tørt tøj på og spiste noget mad på et nærtliggende hotel inden vi med taxa blev kørt til natbussen i øsregnvejr. Vi var blevet rimelig kolde og havde fundet det varme tøj frem og det blev nødvendig i bus og lufthavn. En time før vi skulle ankomme til lufthavnen vågnede jeg fordi bussen blev ved med at holde, så køre, så holde igen og så køre igen. Jeg kunne ikke live overskue, hvis der var noget galt og vi skulle til at være usikre på at nå vores fly til Hoi An. Det viste sig potentielt at være på en måde ret meget værre end en kaput bus. Det næste jeg oplevede var nemlig, at chaufføren begyndte at slå sig selv i ansigtet for at holde sig vågen. Han forsøgte også at tænde lyset på et tidspunkt, det blev dog hurtigt slukket igen. Bussen slingrede faretruende tæt på autoværnet og ud i overhalingsbanen, så busser og lastbiler bagfra dyttede amok for at få vores chauffør over i hans egen vejbane. Der blev virkelig slingret voldsomt igennem. Louise, som også var vågen og nervøs, prøvede ag spørge om noget, men jeg kunne kun fokusere på vejen foran bussen. Jeg har ikke rigtig noget svar på hvorfor han konstant standsede bussen helt her midt på motorvejen, men måske faldt han af til helt i søvn og skulle så lige vågne op i løbet af de 30 sekunders 0 km/t. Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre, men jeg var virkelig desperat for at komme ud af bussen. Jeg troede, da jeg forlod Nepal, at jeg var færdig med at sidde med livet i hænderne i de asiatiske busser. Pludselig, klokken 04.30, standsede vi og jeg fik mit desperate ønske opfyldt. Vi var ankommet til lufthavnen, eller det var vi så ikke… Vi var ankommet til en landevej ca 5 km fra Hanoi lufthavn og her sluttede vires bustur for denne gang. Bussen gad åbenbart ikke køre derind, men der var taxaer, fik vi at vide. Der var ca 5 km og det var midt om natten, så vi aftalte en pris med en mand (150.000 Dong, fuldstændig absurd beløb 😬) og satte os ind i en anden mands taxa. Vi blev kørt til lufthavnen og der var faktisk okay langt. Vi gav manden hans penge, men han blev ved med at give Katrine nogle af dem tilbage. Vi forstod intet!!! Han prøvede at fortælle os noget, men kunne ikke et ord engelsk, så det var faktisk ret svært. Han blev mere og mere sur og prøvede at tage nogle penge ud af hånden på os. Det endte med, at han kun havde fået 110.000 og ikke ville tage imod de sidste 40. Han var nu på et hysterisk rasende niveau, hvor vi nu blev lidt nervøse over ham. Efter at have diskuteret videre i lang tid, hvor han ikke kunne forklare hvad han ville, tog vi vores rygsække på ryggen og gik ind i lufthavnen i en vældig fart. Der var ingen mennesker… Til sidst fandt vi en stakkels ekspedient som vi kunne bruge som skjold elle vidne, hvis chaufføren skulle komme efter os. Og det gjorde han. Han kom i susende fart mod os og vi prøvede at forklare vores sag for bagerekspedienten og det samme gjorde den gale taxamand. Desværre var drengen bag disken heller ikke skarp til engelsk og det endte med, at vi gav chaufføren de 40.000, der manglede og gik på toilettet. Han gik efter os og prøvede at lave en divascene ved at rive de sidste sedler i stykker, men de vietnamesiske sedler er lavet af plastik, så det kan man ikke. Det gjorde ham bare mere rasende. Han smed pengene op i luften og gik. Det så lidt komisk ud og jeg havde ærlig talt lidt svært ved ikke at se det komiske midt i den skræmmende kaos. Vi gik på toilettet i hold, hvis han skulle finde på at komme efter os derud. Vi lavede Olsen-banden-finten rundt om væggen da vi skulle ud, men han var gået rigtigt denne gang og pengene var væk… Det er ikke til at sige hvad der var galt med vores penge eller hvorfor han blev så gal, men mit bedste bud er at han havde forstået det som om vi skulle betale 150.000 Dong hver, det forklarer dog ikke hvorfor han ikke ville have de 40.000.
Da vi lige fik samlet os igen fandt vi ud af, at han selvfølgelig havde sat os af i den internationale terminal. Irriterende. Så nu skulle vi lige finde indenrigs og gå derhen klokken 5 om morgenen ☹️😕. Det var ikke et problem at finde den, men der var altså et godt stykke derhen. 
Man er ikke rigtig backpacker før man har sovet i en lufthavn, så det skulle jo prøves. Jeg forsøgte at sove med ørepropper og lys/øjenklap, men der var virkelig hårdt og koldt på bænkene, så det var svært. Vi nåede at få to timers tvivlsom søvn inden vi skulle tjekke ind og afsted til skrædderbyen Hoi An. 

Eventyr i Asien

Indien, Nepal, Thailand og Vietnam. | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

8

Kommentér

Opret profil