River rafting og Chitwan national park

Nepal Chitwan national park
Hjemmefra har jeg gjort en del researcharbejde på white riverrafting og jeg er derfor rimelig klar på hvad jeg gerne vil og hvad jeg ikke vil med en sådan tur. Der sker så bare det, at vi er i Nepal på den helt forkerte årstid og der er derfor nærmest intet vand i nogle af floderne. En del af turene, særligt de tredags på øvre Kali Gandaki, er aflyst eller bare ikke eksisterende. Den flod som skulle være en god todagstur, Seti River, er så lav med vand at den ikke er en tur værd, fortalte vores adventureagent meget ærligt. Det samme er gældende for Bhote Kosi, vidste vi selv. Til gengæld anbefalede han at vi tog en tur ned af Trisuli, som jeg havde forstået som ganske stille vand. Turen her var billigere men den gentager også bare det samme stykke flod to gange. Det var vi ikke rigtig interesserede i og det fornemmede han hurtigt. Fordi vi er så mange (nok til at fylde en båd selv) ville han gerne få arrangeret en tur kun for os, hvor vi kørte længere op i landet, for så at få mere fald på floden. Dette stykke var så et nyt og vildere stykke end den originale tur. Dagen efter tager man så videre på det originale stykke Trisuliflod fra etdagsturen, som ikke er så ganske vildt.
Så kom dagen hvor vi skulle afsted på en todags raftingtur. På grund af alle snakkende med adventurebookeren havde jeg ikke verdens højeste forventninger til turen, men anså det nok mere som lidt sjov transport til chitwan nationalpark. 
Vi kørte i bus 3-4 timer og blev sat af i kanten af vejen midt i bjergene. Her blev vi mødt af vores meget grinene guide, som delte redningsveste, hjelme og pagajer ud. Udover os 7 var der en stor, klassisk russer med på turen og en lille, hip indoneser, der bare gerne ville rejse og møde mennesker.
Vi smed vores bagage på ladet af en jeep, fik instruktioner fra guiden og tog afsted ud på vandet. Der var selvfølgelig en rigtig masse padling, men så var der også alle de sjove momenter; vandstrømmene, hvor vandet væltede ind over båden og dermed også os og hvor man ikke lige vidste hvad der var op og ned og følte at enten ville både tippe over ellers ville man selv ryge ud.
Flere gange var det så vildt at man var en druknet mus efter dønningen. Den ene gang faldt vores guide ud af båden, men inden vi havde set os om og næsten opdaget det var han inde i båden igen. Den ene bølge tog min ene kontaktlinse med sig. Da der på et tidspunkt var et stykke uden så meget vildt vand blev vi bedt om at padle til. Vi styrede direkte mod en kæmpe sten og jeg ved ikke rigtig hvad jeg tænkte vi havde gang i… Men i hvert fald kolliderede båden med stenen og var ret tæt ved at tippe over. Jeg gled ned fra kanten og over i den anden side af båden. Efter stabilisering kiggede jeg tilbage på guiden for at få et overblik over situationen og så sidder han bare og storgriner… Han havde altså gjort det med vilje for at skabe lidt aktion. Han gjorde det flere gange, men nu var vi kind of forberedte.
Når man rafter er der nogle forskellige sikkerhedsforanstaltninger, hvis man for eksempel skulle ryge ud af både. HVIS du ryger ud er det første du skal huske at gøre at holde fast i rebet, som sidder stramt rundt om båden. Med det kaos der opstår der opstår når det er vildt kan jeg afsløre eller erkende, at det er umuligt at huske at hive fat i båden. Hvis en ryger ud tæt på båden skal de inden i båden række pagajens håndtag ud og hvis langt væk er der en redningstaske med et langt reb, som kastes ud til personen i vandet. Den sidste mulighed, hvis du er langt væk er den ekstra (rednings-)guide i en kajak. Der var ikke rigtig nogen tvivl om at han kedede sig på denne tur, så derfor fik han tiden til at gå med at sprøjte vand på os og tage tilløb og sejle direkte ind i vores båd i håb om at nogle blev overraskede, fik overbalance og røg ud. Derudover fik han tiden til at gå med grønlændervendinger og armbøjninger i vandet. Jeg var svært imponeret.
Halvvejs gennem dagens rafting var det frokosttid. Vi holdt ind på en sandbanke og så gik de to guider ellers igang med madlavningen, mens vi bare fik lov at kigge på. Igen var jeg  ret imponeret over den gode mad de hurtigt fik stablet på benene. Sandwich med tunsalat og bønnesalat og kålsalat.
Til aften styrede ‘vi’ ind på en strand, hvor vores legetøjstelte allerede stod klar til os. Igen skulle vi holde os fra alt hvad der havde med madlavning at gøre. Maden var total lækker, kartofler og grøntsager og kylling og salat og flere ting. Vi snakkede meget med russeren og indoneseren (de dimitrale modsætninger), det var egentlig ret underholdende. Russeren var ikke videre imponeret over raftingturens niveau (mens vi ikke kunne få armene ned), fordi han tidligere havde været på en tur på Bali. Han virkede ret hård (og indoktrineret). Indoneseren er vildt interesseret i det menneske han snakker med og ved rigtig neget om verdenspolitik og mennesker. Det virker som om at han rejser ret så meget. Han bor i Bangkok og vi snakkede om at mødes når vi kommer til Bangkok.
Det er ret hårdt altid at skulle sidde på jorden og spise på de her ture. Men her havde de ligefrem taget små feltstole med til os. Og så havde de lagt en dør (som bord) henover tre af dem. Om aftenen var der lejrbål til os. Det var virkelig hyggeligt. Der var også sat stearinlys rundt mellem teltene i plastikposer med sand. Det skabte en vildt hyggeligt stemning.
Det var koldt om natten (vi havde kun fået fleecesoveposer). Morgenmaden var overdådig; grød med frugt og brød og pandekager.
Herefter sprang vi lettere uelegant tilbage i raftingbåden. Vores guide var total stresset, fordi vi skulle møde en bus ved en landevej, som skulle køre os videre til chitwan national park. Det var vigtigt at nå netop denne bus, fordi… et eller andet. Efter max halvanden times ikke så vild rafting stoppede vi og steg ud. Slugte noget hurtigt frokost og gik op til landevejen, hvor vores bus allerede er kørt forbi for et stykke tid siden… herfra venter en forfærdelig (og lang) bustur (5a go home); busturen fra helvede!
Panikken begynder hurtigt at melde sig hos vores ellers så glade guide. Han stopper alt der er større end en puck maxi, for at høre om de kan have 8 mennesker med og deres kæmpe backpacks. Efter ca en halv time får han held med en lokalbus. Inden vi ved hvad der foregår begynder de at læsse vores store rygsække op på taget af bussen. Binder de dem fast? Ind med os i denne totalt overproppede bus. Bagerst i bussen var der da klart masser af plads til os… Not so much. Aldrig! har jeg siddet på et bagsæde med så lidt plads til benene. Det var (og dette er ikke en underdrivelse) 10-12 cm til min ben. Og for at det ikke skulle være nok, så var sædet da også pivløst. Jeg var nødt til at sidde skævt, men det var chaufføren altså ikke tilfreds med, for så var der jo kun plads til 3 på bagsædet. Jeg sad så latterligt dårligt, men heldigvis kørte vi kun i 20 minutter og så holdt bussen ind. Der blev den ved så ved med at holde. Vi prøvede at spørge os lidt frem hvorfor den holdt der. Men det var altså på grund af frokostpause. Efter en time måtte vi lige høre igen om de virkelig holder Asiens længste frokostpauser. Men nu var det altså noget med en trafikprop. Hvilket var ret mærkeligt, fordi vi holdt helt stille med slukket motor og chaufføren var væk fra bussen, så vi gjorde ikke engang et forsøg på at komme frem.
Endelig efter 2 1/2 time kommer det frem for os, at der er vejarbejde mellem Chitwan og der hvor vi holder. Derfor er vejen totalt lukket mellem 10 og 15. Klokken er på dette tidspunkt ca 13. Det er så nu vi beslutter at forlade vores pladser i bussen til fordel for plads og luft. Som trold af en æske springer vi ud af bussen og går igang med en omgang kortspil på trappen. Inden længe er vi omringet af et tocifret antal nepalesere, som er meget interesserede i vores kortspil.
Endelig klokken 14.30 lyder en fløjte. Og fløjter reagerer man på når man ikke længere er indeni den bus der har alt hvad du ejer i øjeblikket på taget. Så ind i bussens dejlighed med os. I mellemtiden var der nogen der har der har snuppet vores prima pladser. De må have misforstået vores forpinte ansigtsudtryk og smertefulde udbrud fra bagsædet. Vi får mast os lidt ind og hele tre kvarter senere kører bussen da også ganske usikkert, bumlende og hurtigt afsted. Jeg tror sjældent nogen har savnet deres danske lokalbus så meget, som jeg gjorde denne eftermiddag (5a, intet andet end love your way!). Vi var nu klemt 5 mennesker ind på bagsædet med mig ved vinduespladsen (hvilket skulle vise sig t være en kæmpe fejl). Vejen, som de har været igang med i over et år, var på ingen måde det jeg ville kalde tæt på at være færdig. Til gengæld kørte bussen hurtigt, så det føltes næsten som at flyve i meget korte bumpagtige momenter. Den første del af vejen er ikke nået så langt med hensyn til værn og derfor kørte bussen selvsagt meget tæt på kanten. Men der var da også kun ca 100 meters lodret fald ned til floden, Trisuli. Da jeg havde den fine og klemte vinduesplads havde jeg frit udsyn til denne skrænt og faldet… Panikken begyndte (som lyn fra en skyfri himmel) at sprede sig i min rystende krop og blod blev langsomt presset ud at mine knoer og fingre. Efter en halv time blev vejen lidt bredere og jeg kunne finde min bog frem.
Endelig nåede vi til Sauraha (byen ved siden af Chitwan, hvor man skulle bo). Hotelfuskerne hev og sled i os for at køre os til deres hotel. Da vi nævnte hvor vi tænkte at bo, ville de da gerne køre os derhen, men bare lige med et kort smut forbi deres hotel først.
Endelig fik vi fundet en taxa der ville kører os ind til crocodile lodge. Ikke et fancy lodge, men her havde vi aftalt med to at mødes efter deres endags raftingtur.
Drengene fik kørt en god værelsespris igennem til os… fordi vi skulle bo 4 og 5 på 2personers værelser. Det vil sige, at 1-2 mennesker skulle ligge på tynde madrasser på gulvet UDEN myggenet, hvilket er strengt nødvendigt her i Chitwan. På hvert værelse havde vi minimum en ekstra beboer. Vi havde nemlig hver en lille gekko rendende rundt. Da vi nævnte det i receptionen/restauranten (som også havde et par stykker) sagde de, at det var nyttedyr, der spiste alle de dumme insekter på værelserne. Men de kan ikke have været så sultne, for der var altså rigeligt mange myg i rummet. Næste dag stod på semiafslapning.
Et par stykker af os valgte at flytte over på Gaida Lodge, som er et lidt dyrere lodge, men også meget bedre. Vi fik en okay pris, fordi halvdelen af vores gruppe allerede havde boet her og anbefalet os stedet. Det er et ret tjekket sted, hvor der er styr på tingene og værelserne er rene (og desuden ingen synlige husdyr). Der bliver i det hele taget gået meget op i at holde stedet ordentligt. Der var hængekøjer 😀 det skal jeg klart have en af på min kommende altan!
Vi havde hørt noget om, at man kunne se elefanter bade i floden mellem klokken 10 og 11 og det gik vi efter (det skulle tage to minutter), men nogen må have peget os i helt forkert retning, for vi gik i over en halv time indtil vi i nåede første port til elefantopdrætscenteret. Det gav ikke rigtig mening at gå derned, da der kun er elefanter ‘hjemme’ indtil klokken ca 10 og så igen klokken fra klokken ca 16. Derfor gik vi hjem og undersøgte lidt om ture ud i parken. Vi besluttede at købe en toenhalvdags planlagt tur gennem hotellet. Første dag på turen bliver vi af vores guider ført op til det sted hvor bådene ligger til. Herfra stiger vi vaklende ned i udhulede træstammer/kanoer og begiver os ud på floden, som er fyldt med krokodiller. Jeg husker nogenlunde hvordan jeg som barn nægtede at sejle i en lignende båd på en sølle sø i Lejre forsøgscenter og det her føltes langt mindre sikkert end dengang. En gammel træstamme på en flod fyldt med kæmpe krokodiller…
Vores guider var meget entusiastiske omkring fuglene langs floden. Vi var nok knap så interesserede, men kiggede selvfølgelig høfligt hver gang der blev peget.
Da vi steg ud af båden gik turen videre til fods. Til fods i en jungle ‘fyldt’ med farlige dyr, som næsehorn, tigre, leoparder og sorte bjørne. Men det var ikke farligt, for vores guide havde jo en bambuspind til at forsvare os med…
Det er ekstremt vigtigt at vi er totalt tavse hele tiden. Men når vi kommer fire turister gående på tørre blade og grus så lyder der altså bare som fire elefanters trampen. Vi var blevet delt i to hold for netop ikke at larme så meget, så vi sås først med hinanden før og efter junglewalks.
Vi går og går og går og det føles altså ikke helt så farligt. Pludselig løber guiden ind i noget højt græs og stiger op på en træstamme. Da vi kommer nærmere kan vi se ryggen af mr. Rhino gennem græsset. Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke rigtig kunne se så meget. Men virkelig imponerende at han så eller hørte dyret helt ude fra stien.
Herfra gik vi videre ind i en skov for at vente på dyrene. Igen bliver vi mindet om at huske at være helt stille. Vi sad på en træstamme i ca en halv time indtil pludselig… en ko. Meget fascinerende, men undskyld mig, ved guiden godt at de går rundt i gaderne i Indien? Kort inden frokost begiver vi os væk fra stierne og ind i en skov. Her støder vi endelig på et næsehorn nogenlunde tæt på. Guiden guider os selvfølgelig tættere på for at vi kan tage billeder. Pludselig begynder næsehornet at vende rundt og guiderne vil have os væk i en fart. ‘This is serious. Walk fast. Now!’ Og så måtte vi ellers bare løbe til igennem den tætte skov. En anden guidet gruppe råber til os at næsehornet er gået i retning lige efter os. Så går jagten igen i en ny zig-zag-rute. Efter dette adrenalinrush var det blevet frokosttid. Vi mødtes op med drengene til frokost. Efter en god time og en lille middagslur måtte vi videre. Så gik vi lige lidt igen. Vores guide blev lidt frustreret over, at vi ingen dyr så. Til sidst satte vi os op i et udkigstårn for at holde øje med bjørnene. Her fik vores juniorguide sig lige en lille lur. Den anden fortalte, at en guide aldrig må sove på vagten. Efter at have siddet i tårnet en halv times tid hører vi bjørne forholdsvis tæt på. Det er lyden af to bjørne der slås. Det er så her vores guide gelejder os ned fra tårnet for at vi kan komme tættere på bjørnene og måske se dem. På vej derhen hører vi flere brøl. Det føles lidt sketchie at gå nærmere disse lyde i stedet for væk fra dem, men i det mindste lyder det ikke som om bjørnene bevæger sig. Guiden vi have os ind i skoven nærmere bjørnene. Han prøver selv at gå lidt frem, men kan ikke selv se noget. Tilbage til udkigstårnet, hvis nu bjørnene skulle komme forbi på vej væk. Til sidst giver han op og vi går hjemad. Her holder vi lige en sidste ventepause for at håbe på bjørnene. Mens vi venter kommer drengene og de kan da ikke tie stille. Det kunne vi så heller ikke og vores guider blev irriterede. Ikke flere dyr i dag altså. Vi havde gået ca 19 km i dag. Vi kom over floden til vores hotel, hvor vi skulle bo to nætter. Det var lidt primitivt og værelser var lidt små til at rumme alle os, men det var det der var mulighed for herude i nationalparken. Vi bestilte madpakker og morgenmad om aftenen for at det skulle gå lidt hurtigere med at komme afsted om morgenen, det gjorde det så ikke helt. Jeg tror ikke de er vant til at have så mange gæster på en gang.
Vi kom afsted ca klokken 7. Endnu en dag i tavshedens tegn lå foran os. Vi startede morgenen med et flot, kæmpestort næsehorn i skoven bare 15 meter fra os. De er altså meget imponerende de der enorme dyr, men ifølge guiderne også nogle arrige og aggressive bæster. Kort efter så vi endnu et på stien lige foran os. Bare 10 meter fra os stod næsehornet og kiggede sig lidt rundt inden det krydsede ned i græsmarken igen. Derefter gik det lidt sløvt. Vi gik og vi gik og vi gik ud andre spor på dyr end bjørnelorte og tigerlorte og træer med kradsemærker efter tigre. Vores guide blev super frustreret (fordi han tror synet af dyr og drikkepenge hænger sammen, vil jeg tro). Vi har gået rundt alle de steder tigrene normalt holder til uden held. Til sidst var der frokostpause et af disse steder. Smart? Det tænker jeg umiddelbart ikke. Vores primærguide forsvandt pludselig i et stykke tid. Jeg fik en fornemmelse af, at han når som helst ville dukke op i et tigerkostume, så havde vi dog set en eller anden form for tiger. Efter vi lige havde fået en lille morfar går det op for os, at begge de to guider, der aldrig må sove, ligger og sover relativt tungt.
Efter yderligere en halv time, hvor vi er på egen hånd med alle tigrene er vi og også vores vældig trætte guider klar til at gå endnu en lang tur. Igen gik vi uden rigtigt at se så mange dyr igen. Ingen af os var rigtigt videre skuffede, for det var faktisk også meget dejligt bare at gå.
Vi gik hen til et krokodilleopdrætscenter. Det var egentlig ret skørt at se alle de der krokodiller i alle mulige størrelser år for år hvornår de var klækket. Hold op hvor kan de blive store og hvor kan de egentlig også være små.
Nå, så var det vist tid til at tage hjem til hotellet. Her møder vi drengene og et badende næsehorn. Den badede i en sø lige ved siden af kæmpe krokodiller. Pludselig dukker der en bjørn op. Vores guide blev ellevild og gejsten er ligesom kommet tilbage i ham. Her i sidste time fik han alligevel vist os en bjørn fem minutter i lukketid (det var helt tydeligt at han forventede at hans mængde drikkepenge afhang af den mængde dyr han fik vist os). Vi skynder os op i bjørnetårnet, for at få bedre udsyn. Det er det mest vakkelvorne tårn i fore etager jeg nogensinde har kæmpet mig op i. Juniorguiden hoppede på de løse brædder og fortalte at det var noget meget stærkt træ, så vi skulle ikke være nervøse (heller ikke selvom vi kunne mærke tårnet gynge kraftigt hver gang vi bevægede os det mindste). Rundt om tårnet var man igang med at brænde gammelt græs af, så der var røg og aske over det hele. Desuden var vi omgivet af en ‘kontrolleret’ ring of fire. Til sidst kunne vi ikke holde mere ud og måtte gå hjemad. På hjemvejen siger guiderne pludselig, at de så et næsehorn gemme sig i skoven og at vi skulle løbe. De blev ved med at sige, at det skulle gå hurtigere, fordi næsehorn kan hente ind på os ganske hurtigt. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af om de prøvede at overdrive dramaet her sidst på dagen eller om der var et reelt næsehorn og en reel fare. De havde dog begge samlet en sten op (på størrelse med en petanquekugle), som de forsvare sig med. Og bambusstikken var i klarposition. Vi har denne dag gået ca 24 km på jagt efter især tigre og bjørne. Tilbage på hotellet fik vi bestilt mad, spillet lidt kort og betalt vores regninger.
Den sidste halve dag skulle vi gå ca tre timer hen til elefantopdrætscenteret. Hele vejen skulle vi igen være pindropsilent. Den ene gang jeg kom til at grine lidt højt, fik jeg det vredeste blik fra guiden. Vi gik et raskt tempo og efter ca 15 km kunne vi endelig se elefanterne.
Shiiit, hvor er babyelefanter bare det sødeste. De stod helt henne ved hegnet for at snakke med os. Man kan slet ikke forestille sig hvor tykhudede de faktisk er og hvor mange kræfter selv en babyelefant har i snablen. Pludselig opdager vi at en babyelefant går udenfor indhegningen sammen med os og så får man alligevel lidt mere respekt for dens kræfter og vægt. Pludselig brøler den og løber direkte mod os, så vi må løbe nærmest for livet eller i hvert fald for vores lemmers helbred. Den havde fået øje på sin mor og kravlede klodset over hegnet.
Vi blev lidt længere og nu blev stedet invaderet af japanske turister. Særligt en dame gjorde indtryk på mig, da hun begyndte at slå en af babyelefanterne med en pind. Heldigvis løb den sin vej og gik ikke over til hende.
Tilbage i byen gik vi piger hen for at se elefanterne bade. Det var lidt en blandet oplevelse. Efter at have mærket babyelefanternes styrke blev jeg ret skræmt over at være i røreafstand til disse kæmpe elefanter. Det var ret sjovt at se de der ekstremt store dyr rulle sig i vandet. Til gengæld var det ret hårdt at se manden på den slå elefanten sammen med hans kommandoer. Den anden rytter passede dog rigtig godt på sin elefant og gnubbede den ret hårdt og grundigt.
De gik bare rundt på den, også når den rullede sig. Til slut var det tid til, at publikum kunne betale for at prøve en badetur med den ene elefant… Og det var helt forkert at se på. Via en bro blev turisten placeret ovenpå elefantens nakke og så stod manden og hoppede på ryggen af den og piskede den så den sprøjtede vand op på turisten. Det blev den så ved med. Han fik også elefanten til at ryste hovedet, så turisten fik en svingtur. Til sidst lagde elefanten sig ned i vandet, så turisten røg af og var ved at komme ind under elefanten. På mig mindede det aller mest om en betalt karruseltur og sådan opførte de to piger, som vi overværede, sig også.
Konklusion: Hvis man tager på denne tur eller i det hele taget til Chitwan for at se farlige og eksotiske dyr, så bliver man nok ret så skuffet. Men hvis man til gengæld tager turen for hvad den er, en god gåtur rundt i noget fantastisk natur med chancen for at se nogle dyr, så bliver det en fantastisk tur.
Hjemmefra havde jeg læst om denne safari til fods og tænkt at det lød lidt risky og at det nok var noget der skulle genovervejes. Nu hvor det er veloverstået, må jeg sige, at selvom det til tider var lidt spændende, så var det nok også ganske ufarligt. Det var ret sjovt og anderledes på den måde at få lov til at gå rundt i en nationalpark, også fordi vi jo kunne komme steder hvor jeepturisterne ikke kunne komme ind eller se ind. Og det var dejligt, at få gået så meget. Men hvis jeg skal sammenligne denne safaritur med en safari i Sydafrika for efterhånden en del år siden, så vinder good old zebra tours i Sydafrika altså. Der skal meget til at hamle op med safariguiderne, the Flintstones. I jeepen måtte vi snakke alt hvad vi ville og blev ikke af den grund ssch’et på konstant. Vi fik nærmest en ny øl i hånden så snart vi havde tømt den vi havde og der blev lavet grillmad til os midt på savannen.
Så ja, skal jeg vælge mellem en hård multiwalk i junglen (læs; skoven) i Nepals Chitwan eller en laidback køretur i Sydafrikas Pilansburg, så foretrækker jeg nok Sydafrikas savanne. Når det så er sagt så har det været nogle dejlige dage med masser af natur.
Om aftenen sluttede vi vores Chitwan safarieventyr af med nepalesisk mad på hotellet inde i byen igen. Det var rigtig god mad og hotelpersonalet stod og fortalte hvordan vi skulle spise det og overvågede os nysgerrigt. Det var en skøn afsked med Chitwan nationalpark.

Eventyr i Asien

Indien, Nepal, Thailand og Vietnam. | Læs mere

Visninger

16

Kommentér

Opret profil