Pokhara – Adventure

Nepal Pokhara

Så kom turen til pokhara. Her bor ca 260.000 mennesker og det er klart en by der er præget at der kommer mange turister, blandt andet i form af backpackere, som bruger byen som pitstop inden et trek op på Anna Purna eller total velvære efter. Byen er lidt dyrere og befolkningen snakker noget bedre engelsk og virker i det hele taget rigere end hvad vi ellers har været tilskuere til i både Indien og Nepals bjergregioner. 

Men her er også mange muligheder for at tage ud på mindre gåture i området eller på diverse adventureoplevelser i området.
Vi ankom lidt halvsent efter 9 timer i bussen fra Kathmandu. Man skulle tro at hovedevejen mellem de to bærende byer var god, men nej. Bumlevej med kæmpe huller hele vejen mellem Kathmandu og Pokhara.  Herefter gik vi ind til byen og fandt et billigt hotel og lidt god mad. Der er så mange barer og restauranter her, så det er nemt at finde især vestlig mad.
Min plan dagen efter var, at jeg ville være gået rundt om byens midtpunkt, søen, Fewa Tal. Og også forbi byens vartegn, World peace pagoda, og et vandfald, devi’s Fall, som begge ligge på vejen. jeg har dog ikke rigtig nogen steder kunne se hele søen på et kort, men jeg har læst at man sagtens kan gå rundt… Da Louise og Henrik kom hjem og havde lejet cykler blev jeg lidt overtalt til at tage med dem og det var vist meget heldigt. Søen var kæmpestor. Slet ikke umulig at gå rundt om, men det ville tage lang tid.
Vi hopper på mountainbikerne og netop som vi er kommet igennem byen sætter Henriks kæde sig helt fast i hjulet… En venlig nepaleser giver ham et lift til et værksted på sin scooter. Nepaleser forrest, Henrik bagerst og cykel imellem, jep det kan lade sig gøre og giver da mening…
Vejene herfra er så bumlede og nærmest umulige at køre på. Men vi er dog nået ud hvor paragliderne lander. Cool.
Her er det så min krop bukker under med en lille madforgiftning/ bakterieinfektion og jeg må hjule stille og roligt tilbage mod hotellet og min seng. Ikke noget pagode og vandfald til mig i dag.
Henrik og Louise havde dog forsøgt at cykle op af den meget stejle stigning (hvor end ikke biler kører) til pagoden. De endte med at trække cyklerne, men det havde vist været meget selvmål ikke at lade dem stå for foden af bakken.
Dagen efter var jeg frisk igen, dog energiforladt, og klar på dagens planlagte chillaxaktivitet: en dag på søen i kæmpe vandcykelbåd. Desuden havde vi lejet en lille båd og fiskestænger til drengene.
Egentlig lavede vi ikke rigtig andet end at ligge og flyde på båden hele dagen, men det var præcis hvad vi alle havde brug for (de andre havde tømmermænd). Det var tophyggeligt. Vi fangede selvfølgelig ikke noget fisk.
Jeg er ikke en adrenalinjunkie og jeg er nok lidt en bangebuks, når det kommer til alle de vilde ting alle de unge skal prøve, som for eksempel bungyjump. Men hjemmefra havde jeg besluttet at jeg ville paraglide. Jeg er ikke sikker på, at jeg tør…, men nu har jeg altså booket det. Vi (mig og 4 andre) blev hentet ved hotellet i bussen og kært afsted. Ærligt; jeg synes godt nok vi blev ved med at køre opad i bjerget og endte ret højt oppe (1700 m over landjorden). Efter verdens korteste briefing om at vi skulle løbe når der blev sagt løb gik vi over mod skærmene. Det var så her det ene spænde på selen om mit lår gik op… Ups… ‘Hmm, that is not surpose to happen’. No shit Sherlock, det håber jeg da heller ikke. Det var lige spændende nok. Ej, de var faktisk alle rigtig professionelle og der var ikke en finger at sætte på det. Så efter jeg havde tjekket alle spænder og blevet sat fast til skærmen og piloten gik det ned af bakken. Jeg nåede at løbe 1 1/2 skridt og så lavede jeg ellers en E.T. opad og hang i luften og svævede. Ingen fart, bare stilhed og vidunderlig udsigt. Med i prisen var åbenbart også video og billeder, så jeg skulle konstant sidde med en selfiestang med et GoProkamera på og prøve at rette det en eller anden vej. Jeg er bare en seriøs skidt kamerafører, så det er formentlig blevet den mest shaky ligegyldige video i verdenshistorien. Pludselige nærmer vi os en stime af andre paraglidere (50-100 skærme) og jeg tænker, hmm.. Er der plads til os? Men det skulle der så åbenbart være, for det var der den varme luft var og den skulle vi bruge for at få et yderligere opstød. Ude over søen var det blevet blære tid. Stolene vi sad i blev svinget helt ud og op til siden for at man så fik et rutsjebanesus, når det gik nedad igen.
Jeg har totalt optur over at have tvunget mig selv ud i den her oplevelse, som på ingen måde var vild. Det var intet af det jeg frygtede (frit fald, adrenalin og ukontrolleret) og alt det jeg håbede (stille svævning med god udsigt; ja ja, lidt mormor, i know).
Efter landinger i varierende kvalitet blev vi kørt til et kontor, hvor vi fik udleveret dvd’er med billeder og videoer (hvem fivl’n bruger/kan læse dvd’er nu til dags…).
Herefter hentede vi de sidste fire drenge på hotellet og gik ud for at finde en grotte og et vandfald…
Vi gik langs søens udmunding gennem hyggelige marker og små landsbyer og kom ud hvor befolkningen selv bor. Vi skulle krydse den mest faldefærdige hængebro ever og det elsker jeg bare. Yeah, living on the edge (overhovedet ikke). Efter noget tid kom der en lille dreng (omkring 9 år, vil jeg tro) i skoleuniform og med taske på hen og spurgte hvor vi skulle hen. Han pegede os i rigtig retning og spurgte om vi ikke havde et stykke slik. Han ville rigtig gerne snakke med os og var virkelig god til engelsk. Jeg synes det er ret sejt, at den her lille dreng bare kaster sig ud at snakke med os på engelsk.
Vi gik videre og blev fra det ene øjeblik til det andet overmandet af en orkanlignende storm, så vi måtte søge dækning for det flyvende sand. Både vandfald og grotte viste sig ikke rigtigt at være noget særligt. Vandfaldet havde næste ikke noget på grund af lavsæson og var desuden hegnet ind med gigantiske permanente jernhegn. Det var lidt uforståeligt hvorfor…? Grotten var ret lille. Jeg ville hellere anbefale drypstenshulerne på Frederiksberg.
På hjemturen blev vi udfordret af fire piger i en hackysacklignende leg. Istedet for risposer bruger de bare en blød samling af køkkenelastikker. De var helt sindssygt gode til det at sparke den op i luften og gang på gang ramme den med indersiden af foden igen. ‘Prøv at holde jeres fødder vandret med indersiden opad til et let spark’, det er faktisk umuligt. Hvert spark ramte ‘bolden’ ca 10 cm fra kroppen og så nåede foden lige i jorden inden den igen ramte elastikkerne. Jeg var meget imponeret. Pigernes forældre stod og grinte af os når vi prøvede forgæves og smilede stort og meget stolt af pigerne når de ivrigt plaprede løs på engelsk med det spørgsmål efter det andet. De var mellem 9 og 11 år. Da jeg var både 9 og 11 kunne jeg ikke snakke halvt så godt engelsk som de. Og jeg turde da slet ikke opsøge voksne turister for at forsøge at snakke engelsk med dem. Det er helt sikkert den måde (og den mest effektive) de blive så gode til engelsk, men wow!!!
Efter noget tid med dem begyndte det at småregne og det gav os en undskyldning for at gå videre mod hjem. De blev ret så skuffede desværre. De var virkelig, virkelig skønne.
På hjemvejen gik vi lige forbi en totalt god adventurepusher vi har fundet. Han er virkelig servicemindet og det er er billigere at købe pakkerne hos ham end hos de selskaber han benytter har vi fundet ud af. Her skulle vi lige snakke lidt om vores muligheder for riverraftingture (evt ned af Trisuli til chitwan).
Og nu når jeg så nok til den dag min mor ikke har så meget lyst til at læse om.
Henrik havde besluttet at leje scooter og spurgt om jeg ville med bagpå ud til nogle af de byer der lå lidt længere væk end gåafstand. Simon og Louise hoppede med på vognen og til sidst endte det med at vi alle kørte afsted på fire scootere. Jeg havde to krav; et, hjelm til alle og to, jeg sagde fri for den af drengene, der kører klart mest ungdommeligt og mest til grænsen (og er yngst). Det var super strengt gjort og jeg havde ikke noget at ha det i, andet end; statistikkerne lyver ikke. Så, Maibritt, dagen er alligevel fyldt med gode, fornuftige beslutninger og vurderinger… (Taget i øjeblikket godt nok, men still).
Jeg hoppede op bagpå Henrik som aftalt og afsted mod flagermusgrotten gik det.
Trafikken her er ret så meget anderledes end i Danmark. Ja der er flere køretøjer på vejene, men af samme årsag kører alle bare meget langsommere og hele tiden med en hånd eller fod på bremsen. Alle er opmærksomme på hinanden hele tiden.
Da vi ankom til flagermusgrotten prøvede de at overtale os til at købe guide, for så kunne vi jo komme rundt alle steder i grotten, men den hoppede vi heldigvis ikke på. Grotten var igen ret lille, men hele loftet var dækket med sovende flagermus. Fascinerende. Vi fulgte grotten rundt og pludselig går det op for mig, at folk foran os er igang med at klatre videre op gennem et lille bitte hul… Og her slår så endnu en af mine mange angster ind; klaus. Jeg lod de andre kæmpe sig videre på alle fire og vendte lynende hurtigt om på de glatte og mørke sten. Da jeg kort efter kom ud så jeg de andre mave sig ud gennem et hul på størrelse med DRs ulandsjulekalender.
Herefter kørte vi tilbage nord for byen og videre ud gennem de mere landlige landsbyer. Vi parkerede scooterne og spiste et rigtigt lille lokalt sted med en ged tøjret ved hoveddøren. Renheden var på ingen måde i top, men maden var ægte god og stærk. Halvt igennem måltidet hentede et par drenge geden. Det var ret sødt at se dem gå tur med den… Vi kunne høre den bræge højt, indtil vi pludselig ikke kunne mere (forestil jer den velkendte scene fra jurassic park). Efter mad kørte vi videre op til to søer, den ene Begnas Tal, hvor vi ville nyde naturen lidt. Vi kørte videre for at finde udkigspunktet og det gik ret meget nedad.
Vi kørte ikke stærkt nok til at det på noget tidspunkt kunne være rigtig farligt. Hvis vi var rigtig uheldige kunne vi ved et styrt brække noget, og ellers var alt hvad farten kunne forårsage “kun” en omgang asfalteksem, som vores rejseguide kaldte det, da han frarådede os at leje scootere i Vietnam.
Jeg kan huske, at jeg tænkte at der lå meget grus eller støv på vejen og det var jeg nok lidt utryg ved, men jeg havde fuld tillid til Henrik og hans køreevner. Desuden satte han farten ned og kommenterede selv på det løse sand på vejen. Derfor blev vi også overhalet, først af Simon og Helene og så af Marcus og Katrine. Desværre sker der det, at Katrine og Marcus ikke når helt rundt i svinget. De glider i støvet, vælter og kurer hen ad vejen. De er begge okay, men har fået voldsomme hudafskrabninger fyldt med snavs. Ingen af os har selvfølgelig vores førstehjælpssæt med. Flot… Vi får hældt en masser vand i sårene og fjernet det værste snavs. Katrine sad med sin telefon og filmede og har derfor fanget hele stuntet på kamera og til gengæld totalsmadret hele fronten på mobilen. Nepaleserne stopper hele tiden for at høre om vi er okay og om de kan hjælpe. Det ender med, at vi sender Marcus og Katrine på en bil ind mod hospitalet i byen. De havde endt med at køre rundt i en taxa i et par timer for at lede efter det hospital gouda ville have dem på. Til sidst var de bare kørt ind på et andet, som gouda også godkendte.
Tilbage på vejen i landsbybjergene stod vi nu med en scooter for meget, som skulle køres hjem… Ingen af os piger havde prøvet at køre scooter før… Louise og jeg gav det et go og gassede total for meget op ved start. Simon sagde helt ærligt, at han ikke skulle kører bag den af os der endte med at køre den, fordi han fik dårlige nerver af det.
Det endte med at blive mig der kørte Simons grønne lyn hjem (Simon tog markus’ scooter, som ifølge en nepaleser var blevet skæv i faldet, og bremserne virkede heller ikke så godt). Det var egentlig fint. Da jeg lige var kommet i gang gik det noget så fint med at styre gassen på scooteren. Og så klamrede jeg mig ellers bare til styret og bremsen hele vejen hjem. Jeg fulgte skarpt efter Henrik med Louise bag på i diverse overhalinger og gennem tæt trafik.
Da vi endelig kom frem til hotellet var jeg ovenud lykkelig for at have al min hud intakt, men jeg havde virkelig haft en god og begivenhedsrig dag. Dagen har i den grad stået i ungdommens tegn. Jeg har også smadret skærmen på min telefon…
Sen aften kom Katrine og Marcus dryssende forbundet i bandager fra top til tå. Katrine fik brugt mit sportstape til at holde sine bandager fast, hvilket jo bare var fedt at det blev brugt.
Sidste dag i Pokhara blev brugt på afslappet shopping og gåture og rigtig meget nedpakning af eksploderede tasker efter 6 nætter samme sted.

 

image image image

Eventyr i Asien

Indien, Nepal, Thailand og Vietnam. | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

56

Kommentér

Opret profil