Øhop og strandparadis

Thailand Ko Lanta District, Krabi
Så var turen kommet til vores første indenrigsflyvning. Det var selvfølgelig ganske udramatisk, hvis man altså ser bort fra min rygsæks vægt… Da vi ankom i Phuket lufthavn skyndte vi os ud for at finde en båd til Koh Phi Phi. Og det er da klart, den sidste færge var sejlet for dagen. Lige nu var vi nok lidt trætte af go beyond (trods det at vi faktisk var rigtig glade for dem og deres service i Chiang Mai). Men notits to self: tjek ALTID ALT selv. Vi fandt på nye planer. Og det hele blev så godt. Det er super nemt at finde transport mellem de forskellige øer, når du er ankommet til øområderne i golfen eller andamanhavet, men oppe i Chiang Mai er det altså lidt svært, fordi der, modsat på øerne, ikke er gadeboder overalt med bådbilletter.
Godt en overnatning i Phuket var nødvendig…, så lad gå da, men så skal der altså også ske noget…
Ping pong? Er det noget med man kan få klamydia i øjet af det? Anyways, vi havde valgt et bosætte os på et lille og billigt hostel med den sødeste og mest hjælpsomme landlady. Det var ikke den store hosteloplevelse, men det kunne virkelig det det skulle: en kort overnatning inden en tidlig bådafgang. Hostlet lå i old Phuket, som ikke er den vovede del af byen. Det er i Patong man finder pingpongshow, det vilde natteliv og letpåklædte thaidamer og shemales. Fra old Phuket til Patong kostede det 600 Baht og det var ikke til diskussion. Det er det man kalder aftalte priser fra taxachaufførernes side; fælles højt sat rate. Det var vi simpelthen ikke interesserede i at give frem og tilbage for et par timer i den dristige bydel. Katrine var ulykkelig og frustreret over ikke at opleve et pingpongshow. Jeg var aldeles lykkelig. Jeg tror man er scared for lige efter det. Vi gik i stedet en tur i old Phuket, hvor vi kom forbi noget fiskemarked og et fint udseende sted. Der sad et par mænd udenfor, som hilste pænt på os og vi tænkte, at det sikkert var en natklub og det kunne da være meget sjovt lige at tjekke ud. På vej ind var der et skilt med en streg over et kamera… intriguing… Vi kommer ind og der er ganske vist mørkt, men noget virker off. Pludselig (og følgende to tinge sker samtidig) går det op for mig, at denne ‘natklub’ er inddelt i små rum med en slags gardiner for og der kommer samtidig en træt, ung pige ud fra et rum oppe bagved. Det gik op for mig, at vi var trådt ind på eg vaskeægte luksusbordel. Da vi kom hurtigt ud af døren sad mændene/pimperne (hvad hedder en pimp i flertal?) og grinte af os og det kan jeg egentlig rigtig godt forstå. Senere kom vi forbi igen på vejen hjem og da sad der 7-8 meget unge piger udenfor i alt for lidt tøj og alt for høje sko/pumps. Vi stødte i løbet af aftenen også ind i et ret lokalt marked/byfest. Som altid var der gademad. Det var dog ret anderledes og nyt denne gang. Der var musik på en kæmpe scene og folk dansede og sang med. Katrine købte en Ballon hos en ballonmand.
Næste dag havde vores udlejer sat morgenmad frem til os, som en del af prisen. Vi skyndte os at spise og blev hentet af taxa og kørt til havnen i Phuket, hvor vi tog en kæmpe færge til sol- og partyøen, Koh Phi Phi. Der var overskyet, så vi satte os selvfølgelig op på soldækket. Det var vildt lækkert, men solen kom bag på os og vi blev total ristede. Jeg havde lånt Louises faktor 50 på skuldrene, så det lignede kæmpe pigmentfejl på begge skuldre. Imponerende hvad faktor 50 kan gøre…
Vi ankom til Phi Phi i høj sol og gik mod the rock backpackers, hvor de kunne tilbyde os 17 personers dorm eller for 10 kroner mere et tre mands værelse. Ikke en svær beslutning.
Solen bagte overraskende meget og sveden dryppede af os, da vi begav os op mod øens udkigspunkt. Det var dog virkelig alle dråberne værd. Virkelig en flot udsigt over øen og hvordan den er delt i to (jungle og beboet), som hænger sammen via en smal tange, som dog er bebygget. Da vi kom ned stod den på lidt shopping. Alle vores aftenplaner røg rimelig meget i vasken på grund af er vildt regnvejr med masser af lyn. Himlen blev oplyst ca hvert andet minut af lysende skyer. Der var helt umuligt at gå ud i (det gjorde vi dog for snacks).
Vi havde fundet en megabillig tourbod, hvor vi havde bestilt os en halvdagssnorklingtur til koh phi phi le, som er lillesøsterøen. Vi sejlede i longtailboat med kæmpe motor. Første stop var Maya Beach (stranden hvor Leo har slået sine folder). Hvis du så meget som rører ved vandet koster det 400 baht (80kr), så vi havde på forhånd besluttet at vi ikke gad at stå af båden og bade her. Da vi kom til stranden fik vi et chok. Jeg har aldrig ser så mange mennesker (asiater) samlet på en strand. Stranden og vandet var fyldt med fotomodeller for en dag. Fra båden kunne vi dog se pigerne ligge inde på stranden, så her kommer en 2. håndsanmeldelse. Du går først ned på stranden på phi phi og finder en taxabåd derud (200 baht pr person i båden). Så betaler du for indgang til stranden med nationalpark status (400 baht). Mens du er på stranden kan du ikke købe noget som helst spiseligt eller drikkelse nogen steder. Pigerne prøvede at bevæge sig rundt på øen, men det var heller ikke muligt af en eller anden grund? Når du skal hjem skal du se om du er heldig og kan finde en taxabåd (300 baht) et eller andet sted, men de ligger ikke just og venter på det begrænsede antal kunder. Og stranden er på intet tidspunkt ikke sort af mennesker. Og på et tidspunkt stopper det med at være underholdende at kigge på asiatiske piger der peger op i himlen og flirter med kameraet i deres små bikinier. I alt løber det op 900 baht og en stor mængde tabt tålmodighed og værdighed for sådan en dag.
Vi havde givet 450 baht for vores bådtur rundt til lidt forskellige strande og snorklingsteder og her var lidt frugt og stegte ris med til os. Efter Maya Beach tog vi videre til første snorklingsted. Ærligt sagt, det var ikke verdens bedste udstyr eller koralrev, men man får hvad man betaler for og det var virkelig en udmærket prøvetur inden vi skulle snorkle på nogle af de andre øer. De sidste to stop vi gjorde var primært badestop da der ikke var voldsomt mange fisk. På vejen hjem var der et stop ved en abestrand.  Og ja der var mange aber og de var ganske vilde med turisterne, som likewise var vilde med dem. De hoppede rundt i træerne og på stenene og af og til også på os. De blev fodret med ananasrester, hvilket de sikkert bliver hver eneste dag flere gange om dagen, så der ikke noget at sige til hvis de er lidt forskruet over alle turisterne. Jeg var ret overrasket over, at de tog ananasen fra ens hånd helt blødt uden at komme til at rive lidt. Pludselig var der en abe der hoppede hen på mig (måske som springbræt) og jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg på ingen måde syntes at det var særlig fedt. Det havde været en rigtig fin halv dag, men ikke så meget snorkling, som man kunne ønske sig. Da vi kom i land igen badede vi lidt ved vires egen phi phi strand og hentede så Christian og Helene ved båden (fra Koh Tao). Nu var vi kortvarigt igen samlet ret mange fra gruppen (11 af os) og det skulle da fejres med en bytur om aftenen. Koh Phi Phi er i den grad en partyø og har nok ikke rigtig så meget andet at byde på. Der er gået total ’sommer i sunnybeach’ i den. Der er ildshows på stranden og der er tattoobutikker, barer og små boder som sælger billige buckets over det hele. En bucket er en spand (minder om de klassiske blå marmeladespande), hvor der bliver blandet en voldsomt stærk drink i. Pigerne, som havde været på øen i noget tid, havde allerede afprøvet spandene og derfor prøvet hvor hårdt de rammer. Vi følte os advaret og delte vores spande mellem 2-3 mennesker. Vi startede aftenen med at se ildshow på stranden. Det var da vældig flot og de var egentlig ret seje til det, men hold op hvor var det også lidt kedeligt i længden, så det var så også der vi gik op i byen for at afprøve de dersens spande. På Koh Phi Phi kunne man også afprøve kickboksning selv. Og det var der selvfølgelig en af vores fulde drenge der lige skulle. Det så godt nok vildt ud og han var da også nede i ligge et par gange. Han endte med at tabe, men det havde vist været en ret vild oplevelse, hvor det endelig var gået op for ham hvor seriøst det var. Vi sluttede natten på stranden. Super hyggeligt.
Dagen efter forlod vi partyøen og drog videre til familieøen Koh Lanta. Koh Lanta er en primært muslimsk ø. Og den er ret så stor og har faktisk hænger den næsten sammen med Krabi på fastlandet. Da vi ankom blev vi shanghaiet af en taxachauffør, som ville køre os til et hotel i partyområdet af byen og det var lige det vi ikke havde brug for nu. Så vi endte lidt længere ned af kysten på et strandresort, paradise Resort, til ikke ret mange penge. Det var et megafedt sted med pool og lige ud til stranden, som også havde volleynet. Lige da vi ankom til hotellet åbnede himlen sig totalt. Vi spurtede mellem bil og hotel for at redde taskerne fra vandet. Det blev heldigvis godt vejr igen og vi nød solen og udsigten over vandet og spiste mad på stranden. Vi bookede en kajaktur og blev hentet tidligt. Vi blev sejlet ud til nogle øer, hvor vores kajakker blev hevet frem og vi drog afsted. Jeg kom i kajak med Katrine, som gør et nummer d af at hun ikke dyrker sport og aldrig har gjort det, så fedt for mig. Vi padlede først rundt om nogle klipper og kom hen til en strand, hvor vi kunne bade i vand der var super beskidt. Vi fik dog taget et par gruppebilleder af to kinesere/japanere som var med. De var i øvrigt ikke verdens bedste kajakroere… Vores guide var nødt til at styre deres båd for dem. Bagefter sejlede vi hen til en lille grotte, hvor vi kunne klatre lidt rundt.
Frokosten blev indtaget på koh bubu. Det var virkelig god kylling og grøntsager på en perfekt strand med god udsigt. Efter frokosten var der badestop og derefter forbi nogle aber igen… denne gang kunne vi ikke gå i land og derfor kastede vores guide ananas rundt i båden og aberne hoppede rundt efter det. De var overalt på båden og i båden. De hoppede også rundt på os og vi var nok også lidt hysteriske alle sammen. Jeg syntes ikke turen var vildt fed. Det er lidt ærgerligt at kalde det en kajaktur og så kun have et enkelt kajakstop inden frokost. Men dagen havde som sådan været fin ellers.
Line havde nævnt noget om øen Koh Rok som skulle være noget af det flotteste koralrev fyldt med flotte fisk. Så vi bookede en tur derud. Solen skinnende fra en skyfri himmel og alt lovede til at blive en fantastisk dag. Vi blev hentet direkte nede ved vores egen private strand i en motorbåd. Der var en del andre på båden, men det skulle nok blive fint. Det var dog en smule ufedt, at de tre 250 heste kæmpestore motorer larmede så meget, at man dårligt kunne snakke sammen. Det er helt utroligt, hvor turkisblåt det her thailandske vand er. Det var rent og klart og havde en farve, som jeg ellers kun har set på billeder. Den blå farve kan ikke beskrives. Vi fik udleveret briller og snorkel igen, men denne gang var det virkelig noget godt udstyr til forskel fra Koh Phi Phi-turen. Ved første stop fik man valget om at tage ind til stranden eller at blive på båden og snorkle ud herfra. Jeg var total forvirret og forstod ikke helt valget. Vi valgte at blive på båden og svømme ud herfra. Det var helt klart det rigtige valg, da vi alligevel alle skulle til stranden senere for at spise frokost. Vandet var helt klart, så vi kunne se fiskene helt vildt tydeligt. Fiskene var vildt farverige og sindsygt flotte. Det var ligesom at se Find Nemo live eller bære en del af filmen. Det var vildt hvor meget de bare svømmede rundt omkring os og lige foran os. Det var også ret fedt at opleve hvordan solen spillede i det blå vand.
Det var også her det gik op for mig hvorfor nogle blev sat af på stranden og flere der burde have taget tilbuddet. Alle asiater flød rundt med en redningsvest på og kunne ikke svømme hverken den ene eller den anden vej. Så hver gang de kom for tæt på korallerne (hvilket de gjorde hele tiden og var ligeglade) eller kom for langt fra båden eller skulle op igen, så skulle en fra besætningen svømme ud og trække dem ind ved hjælp af et reb. Total for meget at hoppe på en bådtur, hvor det går ud på at svømme, når man ikke på nogen måde er i nærheden af at kunne svømme. Men jeg har aldrig oplevet noget lignende denne snorklingtur og dagen var kun lige begyndt. Vi havde et stop mere inden vi også skulle på stranden til frokost. Her var ligeså flotte fisk. Det var virkelig fint at ligge helt stille og bare iagttage dem svømme rundt blandt korallerne. Især de der sort/hvid/gule trompetfisk var vildt flotte og interessante og så selvfølgelig nemofiskene i anemonerne. Efter en virkelig god frokost med frugt, kylling og masser grøntsager på stranden var der fri leg i en times tid. Selv ved stranden var der mange fisk, både gennemsigtige og farverige og masser af søpølser, som jeg var totalt bange for at træde på. Det var ret fedt at snorkle her, fordi fiskene var så helt vildt tæt på. Vi fandt også nogle ret store eremitkrebs. Det er sgu fascinerende hvordan de bare pakker sig ind i deres skjold. Vi havde fået hapset forstavnen på båden, så vi kunne sidde i solen når vi sejlede. Det skulle til gengæld vise sig at hævne sig ret så meget for nogen af os. Vi havde to dyk mere med ligeså fantastisk vand og ligeså fantastiske fisk og drog derefter hjem mod Koh Lanta igen. Det øsregnede ligeså snart vi nærmede os den store ø og det lignede det lidt at det havde gjort hele dagen. På vejen hjem rykkede vi derfor indenfor på båden og det var så her det gik op for os hvor solskoldede vi næsten alle var blevet, trods masser af solcreme. Så her kommer advarslen: den thailandske sol er ikke til at spøge med. Den er så meget stærkere end man kan forestille sig og du skal bare være kort tid i solen før der er diverse bikinimærker.
Denne her snorklingtur til Koh Rok er blandt de fedeste ture vi har været på so far. Det var megafedt at den ikke var overplanlagt og dermed ikke havde alle mulige ligegyldige ting presset ind i programmet. Fedt at få tid på egen hånd på øens strand og bare have tid til det vi havde bestilt den for nemlig øen og snorkling omkring den. Tak til Line for en perfekt anbefaling.
Noget andet der også var rigtig fedt var at der ikke blev fodret fisk her. Alle de andre ture vi har været på har man fodret aberne eller fiskene med ananas for at få dem til at nærme sig turisterne og det ødelægger desværre vegetationen i havet, så fedt at de her bare lader fiskene leve deres liv og skælder de turister ud højlydt, som stiller sig ovenpå korallerne fordi de ikke kan svømme.
Vi var virkelig blevet skoldede godt og grundigt. Katrine, som er rødhåret, havde dog fået en noget værre omgang end jeg. Hun var krebserød fra top til tå forpå og bagpå.
Dagen efter gik vi ud for at leje scootere igen. Det er altså bare den nemmeste måde at komme rundt på. Jeg insisterede på, at vi lejede 4 (fordi jeg ikke ville have en bag på) og så gav pigerne et lynkursus i speeder og bremser. Manden vi lejede hos grinte nervøst, da det gik op for ham at to ud af fire ikke havde kørt før. Men vi fik da lov at leje dem alligevel. Vi kørte over til den gamle bydel på østsiden af Koh Lanta. Det gik meget langsomt. Faktisk så langsomt at jeg af og til kunne være nervøs for at vælte på grund af manglende fart. Jeg havde hele tiden de tre piger bag mig i sidespejlet, så alt bar under kontrol. Byen lignede lidt en gammel fiskerby med gamle fiskerhuse, men nu var der faktisk restauranter og butikker i de fleste. Det var nu meget hyggeligt at gå igennem den enkelte gade der var. Men vejret var lidt cloudy og havde egentlig været det hele dagen, så vi besluttede at tage hjem. Vi stoppede lige ved biksen hvor vi havde lejet cyklerne for at høre hvor længe han blev i butikken, så vi kunne aflevere og få Louises pas (som var stillet i pant) retur. Han var der ikke… Han var ikke at finde nogen steder, men døren til hans mørklagte kontor var ulåst. Helene og jeg tog videre op til øens fyrtårn, som skulle være så flot. Vejen var våd, så vi måtte køre meget forsigtigt deropad gennem alle svingende i de stejle bakker. Området var nationalpark og derfor kostede det nogle baht at komme ind. Da vi nåede frem til indgangen 30 minutter før lukketid kiggede billetsælgerne underligt på os og syntes helt sikkert at vi var åndssvage at bruge penge på at komme ind for kun 30 minutter. Til sidst lukkede de os ind og vi drønede videre frem til fyrtårnet. Det var virkelig ikke noget særligt. Til gengæld var omgivelserne virkelig flotte. Turen op til fyrtårnet og udsigten over både den hvide sandstrand på den ene side og klipperne på den anden var virkelig flot og det hele værd. Nede omkring jorden var der også virkelig flot. Kæmpe palmer og sand og sten. Det hele var meget pyntet og poleret flot, men her var virkelig flot.
På vejen hjem holdt vi ind hos knallertmanden. Han var stadig ikke at finde nogen steder. Vi spurgte hos naboen og så snart vi nævnte ordet pas, vidste hun godt at det var seriøst. Hun skyndte sig at ringe til ham, men der var intet svar. Hun begyndte at kigge hans kontor igennem efter passet (lidt i panik på vores vegne), men uden held. Da VU en time senere kom tilbage og han ikke var der og vi havde ringet til ham flere gange uden held bad vi naboen overvåge os mens vi gennemrodede hans kontor, så hun kunne bekræfte at det eneste vi ledte efter var passet. Vi kunne ikke rigtig finde lyskontakten, så vi gik rundt i mørke. Det gjorde det en smule svært, men også ret skummelt og lusket. Det var godt nok meget grænseoverskridende at gå igang med at gennemrode en mands kontor. Men når man først var går igang, så havde man jo på en måde sagt A. Vi havde gennemrodet alle skuffer, skabe og mapper og der var ved at få lidt panik i os og nabokonen. Pludselig støder jeg på en låst skuffe og med det samme ved jeg at passet selvfølgelig kun kan ligge her, men hvor er nøgle så…? Jeg finder en tilfældig nøgle, som selvfølgelig ikke passer til, men prøver alligevel at lirke skuffen op. Ups, pludselig står jeg med låsen i hånden. Den er røget ud og jeg kan åbne skuffen, hvor et bordeaux pas ligger øverst. Jeg skynder mig at lukke skuffen igen inden nabodamen ser noget og siger bare at jeg har fundet det. Vi skriver en seddel til ham, hvor vi skriver at naboen holdt øje med det hele og at ingen af cyklerne er blevet skadet. Vi tilføjer vores navne, ligger nøglerne, takker naboen for alt hjælpen og skynder os høje på adrenalin ellers bare afsted. Puh, det var en nervepirrende omgang først at mangle passet og bagefter hurtigt at skulle id af en fremmed mands kontor, som vi lige har rodet helt igennem. Det er jo totalt intimiderende.
Denne dag var lidt en skør dag. Vi var ikke de eneste der var på scooter. Drengene havde også lejet en hver, men ville gerne køre lidt selv. Christian havde midt dagen væltet lige foran en ambulance. De kørte ham hurtigt til øens eneste skadestue og efter 30 minutter var han ude igen med forbindinger over hele kroppen. Pigerne fik nyhederne via vores fælles messenger og skrev tilbage at de også var på scooter, men at nu turde de da næsten ikke køre mere… En time senere fik vi billeder fra deres skadestuetur. De var også væltet lidt. Vist nok under møder med en væg eller mur. De havde fået udleveret en så stor/tung maskine, at de nærmest ikke havde kunnet holde den.
Derudover er vores gruppe gået fra 14 til 12. En pige er taget lidt før tid til Vietnam for at have lidt længere tid i landet sammen med sin kæreste.
Og en af drengene var nødt til at tage hjem på grund af sygdom. Det vil blive underligt at rejse uden dem, når bi nu har tekst så lang tid sammen. Det minder os også lidt om, at turen er ved at nærme sig enden. Vi sluttede dog dagen af på behørig vis med et par drinks og et på gensyn inden vi dagen efter splittede lidt op.
Louise, Helene, Katrine og jeg tog morgenbussen ind til Krabi, for at tage videre til Khao Lak herfra. I Krabi mødte vi to danske piger vi havde rejst semi parallelt med i Indien. Det var meget hyggelig at høre hvordan det havde været i Sri Lanka og hvor de ellers havde været. De rejste total spontant uden nogen form for sen mindste planlægning. Jeg kunne høre på dem at de havde mistet mange dage på den konto ved ting der blandt andet gik i vasken fordi det ikke kunne lade sig gøre. Blandt andet havde de slet ikke nået at opleve Bangkok før de tog afsted derfra igen. Og de bruger meget tid på transport og på at komme over hård transport, hvilket er super ærgerligt.
Fra Khao Lak kan man tage ud til nationalparken omkring Similanøerne. Det skulle efter sigende være noget af det helligste natur og dyrker/snorklingsteder Thailand har at byde på. Vi ankom og fandt et hotel der kunne tilbyde os et par lækre værelser inklusive morgenmad til en okay pris. Det er nok noget af det lækreste vi hidtil har boet på overhovedet. Det var på en måde meget passende, når vi nu var kommet til tital afslapning. Vi gik ud for at kigge på stranden og byen. Der var mange souvenirshops, restauranter, tourboder og taxachauffører. Byen var ikke voldsomt stor, men ved et lykketræf havde vi fået placeret os midt i den. Vi blev fanget i det værste uvejr hidtil og søgte dækning under et halvtag. Halvtaget var åbenbart ind til en megafin (og dyr) skønhedssalon/massageklinik. Damen som endnu var på arbejde var så sød at byde os indenfor, så vi kunne sidde inde og se på lynende og den piskende regn. Efter en halv time blev det for pinligt at udnytte gæstfriheden yderligere og vi søgte ud i regnen som var stilnet af. Åbenbart var vi gået langs stranden helt hen til vores hotel, så da vi kom op på hovedvejen var lige overfor vores hotel.
Dagen efter havde vi vores første (og nok eneste) totale stranddag. Det er første dag vi bevidst har sagt i dag skal vi solbade og intet andet på programmet. Det er så ikke helt rigtig at det blev udelukkende strandbos afslapning, for på vejen til White Beach/Coconutbeach (kært barn har mange navne) slog vi lige ind forbi tsunamimuseet. Det er et ganske lille museum og set er nok lidt vel dyrt at komme ind, men det er okay, når man tænker på at alle penge går til genopbygning eller ramte familier der har mistet deres levebrød. Museet var egentlig ret fint bygget op med mange billeder fra efter det var sket og rigtig meget information om hvad det er der sker når en flodbølge opstår. Udover alle turisterne var tallene for hvor mange lokale der var blevet berørt ved at omkomme, miste familiemedlemmer eller få revet deres levebrød (for eksempel i form af fiskeri) og hjem væk under benene på dem tårnhøje. Tsunamien berørte langtfra kun Thailand. Både Malaysia og Indonesien blev meget hårdt ramt. Indonesien faktisk meget hårdere end Thailand, men der var ikke turister i hobetal og derfor hørte man ikke så meget om disse lande… Derudover var der på museet lavet to sale med sofaer og et fjernsyn. Den ene viste et simpelt sammenklip af hjemmevideoer fra før, efter og under fra turister der var fanget midt i det hele på stranden og diverse Resortbalkoner. Det var egentlig ret hårdt at se men også interessant. I det andet filmrum var en dokumentar med nogle af de overlevende fra tsunamien. Jeg håber lidt jeg kan finde den et sted hjemme, da jeg ikke kunne nå at se det hele på museet eller holde til det. Det var mega hårdt at høre en pige fortælle om hvordan hun overlever en bølge, finder sin mor og så må give slip på hende fordi der kommer en ny bølge og hun skal redde sig selv. Hun mistede hele sin familie den dag. Jeg var nødt at gå fra filmen, fordi den var så hård at se og lytte til.
Helt koldt tog vi en taxa til stranden med museet i baghovedet. Det var dog dejligt at få slappet lidt af på denne dejlige strand i solen. Det var virkelig den solfyldte, hvide strand med turkis vand, som vi havde drømt om.
Dagen efter tog vi på endnu en snorkeltur. Turens sidste. Vi blev hentet i bus og kørt til en kæmpe marine, hvor vi tabte næse og mund over hvor mange mennesker der var her (især kinesere/japanere). Men efter at have hentet vores udstyr og håndklæder blev vi heldigvis delt ud på små hold, som skulle til hver vores båd. Servicen var helt i top og der blev koordineret noget så fint med alle de hersens guider og turister. Man kunne godt fornemme at vi var med et firma, som var vant til at deale med mange mennesker. Vi kom ombord på båden og sejlede afsted mod øerne i halvanden time på båden. Første snorklingsted var som altid rigtig flot. Forskellen herfra forhold til de seneste steder vi har været var især hvor tæt på fiskene kom og hvor store og forskellige korallerne var. Det ene øjeblik var der 4 meter ned og et øjeblik efter var der blot halvanden meter ned til stenene og fiskene. Fiskene var også markant større her. Desværre var vandet også noget mere urent og grumset end vi hidtil havde set. Det bærer helt klart præg af at der er mange turister der kommer der dagligt. Det er lidt ærgerligt, for det er jo præcis det de ville udenom ved et forbud mod at bo på øerne. Og det er så heller ikke helt rigtigt, for halvdelen af båden skulle overnatte i telt på stranden på hovedøen. Det var også her vi spiste frokost og fik lov til selv at gå henover øen. Der var frugt, vand og cola hele dagen og de sluttede så lige af med lidt frokost, kage og vanilleis med majs i.
Vi havde den formentlig sidste halve stranddag dagen efter. Vi nåede dog kun at ligge en halv time før det trak op til regnvejr. Katrine, Helene og jeg valgte at få os en omgang aloe vera massage og jeg må sige, at det er den bedste massage jeg nogensinde har fået. Det var så lækkert også selvom jeg brugte meget energi på ikke at sparke hende fordi jeg er så kilden på benene. Da hun så nåede maven kunne jeg ikke holde det tilbage. Jeg hulkede af grin og den stakkels massør vidste ikke hvad hun skulle stille op. Sidst på timen fik vi lige en smagsprøve på thaimassage og det er godt nok ikke for mig. AV, hvor gjorde det ondt. Efter massagen nåede vi lige 20 minutter inden det begyndte at regne. Vi blev hentet i en kæmpe taxabus kun os fire og den fik fragtet os til Phuket lufthavn på rekordtid. Fra Phuket gik det tilbage mod Bangkok. Oppefra luften kunne vi se den vildeste solnedgang. Den var så flot. Og da vi nåede uvejret kunne vi se lynene ovenfra. Det er det vildeste lynvejr jeg nogensinde har oplevet og så fedt at se det oppefra.

Eventyr i Asien

Indien, Nepal, Thailand og Vietnam. | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

19

Kommentér

Opret profil