Mødet med Bangkok

Thailand Bangkok
Vi tog afsted mod Kathmandu i god tid og rigtig tidligt. Men det eneste vi fik ud af det var total forvirring over en låst dør i en nedlukket lufthavn. Kathmandu lufthavn har åbenbart kun dagsflyvninger og derfor lukker den totalt ned om natten. Da dørene endelig blev åbnet og vi endelig kunne komme ind i den 80er-folkeskole-lignende lufthavn, var det et virvar af skranker og det virkede ret tilfældigt hvor man skulle gå hen.  I den måned, vi har været i Nepal har jeg 2 gange uafhængigt af hinanden drømt at jeg ikke blev lukket ind i Thailand. Den ene gang noget med nogle rulleskøjter som sko…. Da jeg endelig

kom frem til skranken (in real life) ville mit pas da heller ikke gå igennem. Videre til securitytjekket… Den usædvanligt sure mand ved maskinen hiver, som altid, min rygsæk ud og siger “knife”. Jeg når lige at tænke ” jeg har sgu da ikke nogen kniv i min taske” i et splitsekund inden jeg nåede at tænke “fuuuuuck!!!! 😳😱😱 min fars lommekniv…”. Jeg stod og tog mig mig til mit nu ret blege hoved, mens manden helt koldt hev lommekniven ud af min hånd og smed den ned i en kasse. Nå, videre med mig til gaten. Nu skulle man tro, at det var nok… Da vi linede op til at skulle ud i flyet kalder de mit navn over højtaleren. Tankerne går gennem mit hoved: er jeg blevet upgradet? Men nej, ingen upgrade til mig. Jeg skal bare lige sætte mig og vente, og så kommer der en lufthavnspersonale og henter mig… Alle spørger hvad der er galt, men jeg ved jo ikke selv noget. Jeg bliver mere og mere frustreret og ikke mindst ramt af paranoia. Til sidst kommer en dame og henter mig (som nepaleserne er flest er hun, så hun smiler heldigvis beroligende til mig). Henrik har ventet med mig, så jeg ikke skulle stå udenfor flyet all alone. Han fik pænt at vide, at hvis han gik med måtte han alligevel ikke gå med ind “rummet”, hvilket ikke beroligede mig spor. Vi bliver ført gennem lufthavnen og jeg alene bliver fragtet med elevator ind i lufthavnens indre. Til sidst kommer vi til bagagerummet. Det viser sig helt udramatisk, men dig stadig ekstremt irriterende, at min powerbank ligger i min store rygsæk og den lignede på scanninger noget den bestemt ikke måtte, så derfor skulle jeg lige tage den op af tasken selv og give den til hende. Hun fortæller at man aldrig må have en powerbank liggende i rygsækken, den skal ALTID i håndbagagen! Det vidste jeg altså ikke. Og det gjorde de andre heller ikke. De havde næsten også alle deres liggende i deres store rygsække. Efter at have fundet ud af hvad problemet var spurgte jeg om flyet ventede på mig. Og ja, det gjorde det da, men jeg skulle løbe. Min bagage skulle også nok komme med. Powerbanken? Ja, den ville hun prøve at nå at få op til flyet. Men hun skulle igennem security med den. Hvis hun nåede det ville jeg få den i flyet, hvis ikke var det bare ærgerligt… Sååå, bye bye gadget. I det mindste kom jeg med flyet og på den måde ind i Thailand. 

Da vi ankom til Bangkok ramte muren. Varmemuren. Det var bogstavelig talt som at træde ud i en stor sauna. Vi ankom omkring klokken ni om aftenen og der var stadig ca 33 grader og en kvælende luftfugtighed. Men det var dejligt, ikke at fryse om aftenen mere.

Vi blev kørt til vores hostel. Det var virkelig flot at køre og se skylinen af Bangkok langs med motorvejen. Det er første gang på denne tur at vi har kørt på gode veje, hvor det er muligt at holde en stabil fart. Dejligt er det også, at der nærmest ikke bliver dyttet her. Kun motorstøj…

Vi har ikke ret mange dage i Bangkok i denne omgang, så det er med at få det bedste ud af dem vi har. Da vi ankom til vores hostel var der lidt koks med sengene, ikke fordi receptionen ikke havde styr på det. Mere fordi folk bare havde taget den seng de havde lyst til i stedet for det der passede til deres nøgle.

Så da vi lidt halvsent efter en godnatøl skulle til at rykke rundt på nye værelser blev det lidt irriterende.
Det næste eller snarere første Bangkok bød på var en længeventet cykeltur. Vi skulle tage skytrainlinjen, inklusiv skift, for at komme derhen. Der er overraskende kun 2 linjer, så det var ret ligetil. På vej derhen var det ret svært ikke at stoppe op og kigge på alle gadeboderne, der solgte hovedsagligt mad. Det så så lækkert ud det hele og man havde bare lyst til at smage på det hele.
Hos ABC bicycletours blev vi modtaget af vores guide, Tom. Han havde studeret flere steder i udlandet, blandt andet Libyen og England, og snakkede derfor bedre engelsk end de fleste af os. Det var egentlig ret skønt at møde en man kunne forstå og omvendt. Han var liiidt frisk her fra morgenstunden, men rigtig sød og imødekommende. Op på cyklerne med os. Jeg havde denne gang fået fingrene i en bycykel og det var dejligt at være tilbage på 🙂 Vi kørte gennem de vældig trafikerede gader, men modsat Indien er der i Bangkok kontrol over trafikken og cyklerne havde af samme årsag heller ikke ringeklokke. Vi kørte lidt forskellige steder rundt, men kom blandt andet forbi (med små stop) little chinatown, et tempel og under broen-agtige områder, hvor de økonomisk fattigste har bosat sig. Ved hvert stop opfordrede Tom til at vi skulle stille spørgsmål. En pige fra gruppen tog mod til sig og spurgte med bævende stemme ind til she-malekulturen i Thailand. Selvom det kan være lidt svært og turistagtigt at snakke med thaier om var snakken faktisk ret interessant. For det første fortalte han at det jo primært er mænd frem for kvinder, som har et problem med she-malesne. Men lige netop Tom var rimelig ligeglad med hvilket køn de mennesker har. Ja, der er prostitution blandt she-males, men ikke procentmæssig mange prostituerer sig, det er bare der opmærksomheden ligger.
Jeg er sikker på, at hvis du spørger en flok bønder i udkantsThailand, så synes de det er noget underligt noget, men ellers er der i de store byer plads til og respekt for de her drenge der vælger at skifte køn. Det kan godt være folk ikke forstår det, men de accepterer det og det er også fascinerende. Men ja, denne accept gør selvfølgelig også at der er mange she-males. Flere end i nogle andre lande i verden. Det var en sindssygt spændende snak, men også lidt forvirrende. Hvor kommer denne her largeness fra overfor den lidt specielle mulighed for at ændre deres køn og kunne vi alle sammen lære det her overskud af thaierne?
Det var ret sjovt at køre under broerne. Folk her havde lavet små kolonihavelignende boliger her. Børnene løb tilfældigt rundt og legede og folk var generelt glade. De ser, ifølge Tom, ikke sig selv som fattige selvom de ikke har penge og job og så videre. Fordi de har jo deres familier omkring sig og det er det der giver deres liv indhold og rigdom. Det er noget vi vestlige af og til godt kan glemme lidt i vores hverdag. Det skal ikke lyde som en prædiken, men det er lidt rigtigt. Vi ved alle sammen at vi elsker vores familie og ikke vil eller kan undvære dem, men vi nævner det ubevidst ikke nødvendigvis som en af vores rigdomme.
Han var godt nok politisk korrekt og fyldt med kærlighed til sit land, ham Tom. Da vi spurgte ham om det bedste og det værste ved Thailand var han meget længe om at finde på det værste. Jeg kan faktisk ikke huske hvad han svarede, fordi det var et sådan lidt patriotisk ligegyldigt svar i stil med “min værste side er at jeg nogen gange glemmer mig selv, når jeg tænker på at hjælpe andre”.
Efter at have kørt under broerne var det tid til at køre ud i junglesumpen. Her skulle vi køre på forholdsvis smalle cementstier. Det var egentligt ret sjovt. Lidt svært/risky også, især i svingende. Der var enkelte gange skovbund, men mest havde vi sump på begge sider af stien (dog en meter ned til det). I sumpen var der varaner. De var ret store. Vi kører på en lang række og man kan ikke overhale. Pludselig høres en ordenligt bump. Vi forstår selvfølgelig ingenting nede bagved før det endelig når os, at Louise er kørt af stien. Heldigvis har hun valgt at gøre det, hvor der ikke var sump. Og heldigvis har hun gået til ridning og håndbold, så hun ved hvordan hun laver et rullefald. Hun slog sig ikke, men lå bare og grinte som sædvanlig. Men på en måde er det altid hende, som vælter eller kommer galt afsted. Tom fortalte at det kun er anden gang det sker i hans tre år som guide. To minutter senere standser vi igen, nu er Mies cykel punkteret. Det fikser Tom lige på 7 minutter. Da vi er færdige med at køre på de smalle stier sidde vi og drikker en sodavand i solen. Og ja, vi pumper Tom for gode Bangkok/Thailandråd. Men det er godt, for så får jeg lige samlet nogle øhop tanker. Efter cykelturen er der infomøde om vores umphangtrek og diverse Thailand på hotellet, men vi kan da lige nå gademaden på vej hjem. Hold nu op hvor er det lækkert. Gademad er det eneste jeg vil spise de næste 30 dage.
Infomødet tog ikke en halv time som forventet, men 2 timer… Louise, Katrine, Helene og jeg blev overtalt til tage en flodtur på Bangkoks backwaters dagen efter. Vi tog dog den korte/billige tur. Efter indomødet tog vi ud på et natmarked. Det var total skuffende. Vi fik god (men dyr) mad og gratis transport derud. Det er det bedste der er at sige om det. Bagefter ville vi tage forbi en bar, Maggie Choo’s, som Tom havde anbefalet. Den skulle ligge relativt tæt på vores hostel. Han havde beskrevet den som en gammel jazzklub, men nu switcet lidt mere over til hiphop. Jazz det fusionerer med hiphop er altså ikke en dårlig kompi. Det lød virkelig som noget lige for mig. Det som Tom lige havde glemt at nævne, var at der var dresscode for indgang og stakkels Marcus var selvfølgelig (fordi her er rockervarmt) i shorts og sneakers. Han sagde at vi vi bare kunne gå ind, men hey, who would… En anden gang… Vi skulle jo også tidligt op og på bådtur. Da vi kom hjem havde værelset fået nye beboere: en håndfuld nordmænd eller måske svenskere (mener de andre). Det var virkelig svært at finde ud af, og det gjorde det ikke nemmere at de hele tiden spillede scener og sms-koorespondancer fra SKAM.  Jeg sov SÅ godt indtil de kom hjem og væltede over ALT og løb id og ind af rummet, grinte uhæmmet og snakkede højlydt sammen. Vildt irriterende, men frem med ørepropperne. Næste dag fandt jeg ud af hvad der var los. En af de svenske/norske piger har åbenbart holdt alle vågne (undtagen undertegnede, som også engang har sovet fra et jordskælv), fordi hun lå med hovedet i toilettet og brølede efter en tur på Kao San Road (en destortionlignende gå-i-byen/gade). Ikke nok med at hun har kastet op hele natten, hun har ifølge alle de andre også ligget og skreget derudefra HELE natten. Kristian havde mødt nogle af dem uden for hotellet om natten, hvor de havde bedt om vand. Her havde de åbenbart ventet på en ambulance. Så hun har da i det mindste også stiftet bekendtskab med det Thailandske sygehusvæsen.
Men afsted til båden med os. Det var så helt vildt lækkert at sidde på båden med vind i håret og masser af luft i hovedet her i den ellers trykkende varme. Vores lidt (læs: meget) ældre guide snakkede meget. Han spurgte hele tiden om vi kunne høre ham (han snakkede i mikrofon, så ja det ku vi) eller sagde at vi skulle kigge på ham, så vi kunne se hvor han pegede hen. Basically: han var ret insisterende men sød. Han tog os til et par forskellige templer, blandt andet et med nogle giga gudefigurer og en underlig sorte kattelignende ting, også helt enorm. Det er ret vildt og se hvor meget energi og penge der bliver lagt i deres religiøse bygninger. Alt er i skinnende guld helt nyrenoveret hele tiden. Ved dette tempel tog han os også igennem alle mulige steder for at forklare os hvad de forskellige ting betød. Man kunne sidde og snakke med en munk og så sluttede han af med at kaste ‘helligt’ vand (skulle det nok forestille) på personen. Vi fik også lige et sprøjt. Vi gik også forbi spande med alle mulige basale husholdningsting. Jeg havde hele tiden troet at man købte spand og indhold og så ville det blive doneret til nogen der have brug for det. Det vil jeg ikke gøre mig til herre over om det blev. Det eneste jeg ved er, at alt indhold blev doneret/ofret til Buddha. Lige ved det her tempel blev der også solgt kokosis i kokosnøddeskalder. Mega nice. Den smagte virkelig godt. Det smagte af god kokos, ikke dårlig…
Videre ned i båden med os. Næste stop var ved sådan lidt nogle boder… eller noget. Man kunne i hvert fald købe frugt og bananbladepakker (med risretter indeni). Man kunne også købe sådan nogle tørre majsbolde, det var fiskefoder. Mr. Guide købte 4 (netto)poser med det, så vi kunne fodre fisk. Det var virkelig et hit. Der var kæmpe catfish i floden. Reglerne er, at man må fiske, men ikke i nærheden af templerne, for der er fiskene hellige. Vi fodrede ud af båden og fiskene var helt vilde. De lå ovenpå hinanden, fordi der var så mange. De plaskede sindssygt meget vand på os. Det var næsten ligesom de dersens klappebassiner i alle mulige fiskecentre. De var kæmpe store, men virkelig ikke særlig kønne. De smager sikkert meget godt 😉.
Næste stop var en orkidéfarm og her foldede guiden sig ud. Det må udover templerne og buddhismen være hans passion. Stedet lignede mest et stort plantemarked, bare kun med rækker/borde med orkideer. Man kunne ikke gå ind mellem alle rækkerne, fordi der var vand overalt, så vi gik på 40 cm brede cementstier.  Guiden snakkede og snakkede og snakkede og det ville sikkert være meget interessant med alle de forskellige arter og farver, hvis ikke det havde været så varmt (eller hvis blomster var et interessepunkt for en). Pernille og Kasper havde sikkert syntes det var meget fint.
Da rundvisningen var ovre fik vi lige undervisning i hvordan man laver nogle forskellige bananpakker både til grillen og til dampning og bare til opbevaring. Det var faktisk meget interessant, at se hvordan man kan bruge bladene i stedet for staniol eller andet ‘fake’ produkt.
Vi blev sat af båden lige ved grand palace, som vi ikke havde medkøbt, da vi både havde en bagkant og ikke kunne overskue en lang historiefortælling i varmen. Der var megameget security for at komme ind og for at komme helt ind skulle man selvfølgelig har langærmet og langbenet på af respekt for den afdøde konge. Det var ulidelig varmt, vi følte det som skulle vi besvime konstant. Når det så er sagt, så var the grand palace ubeskrivelig smukt. Der var guld og glitter overalt og udsmykningerne var meget detaljerede og glinsede. Til sidst måtte vi dog ud og af med tøjet…
Udenfor var der opsat en ordentlig masse stole. Her sad en masse sortklædte thaier i kø for at komme ind i en ny lang og tyk kø i paladset for så at komme ind og sige et sidste farewell til den afdøde konge. 70 år som monark, sejt. I guess. Han er jo egentlig ikke blevet valgt. Han er ‘bare’ født i den rigtige familie (ligesom mig). MEN han havde folkets  utvivlsomme kærlighed og det kan ikke være let, R-E-S-P-E-C-T. 
Efter en smoothie (dem bliver der drukket en del af: billig og fruity, what’s not to like) i airconomgivelser var det tid til Chinatown. Der er ingen tvivl om at det er fedest at være her om aftenen, men den mulighed havde vi ikke lige i dag. Men her var stadig megafedt. Madboder og butikker og shopping. Masser af lokale handlende og god atmosfære. 
Om aftenen skulle vi afsted mod Mae Sot og Umphang. Farvel til Bangkok for nu, see you soon. 
Jeg havde selvfølgelig hørt meget om Bangkok fra forskellige folk. Blandt andet, at man bliver blæst helt omkuld og at byen er en ret stor mundfuld og nok lidt for meget. Det skulle være en hektisk og stressende by.
Men for mig er her bare skønt. Det mest stressende her er, at jeg ikke kan nå alt hvad jeg vil. Jeg har klart brug for mere tid med Bangkok.
Af de storbyer vi har været i, er det klart den jeg føler mig bedst til rette i og kunne se mig selv bruge længere tid i. Men luftfugtigheden er hård at deale med.
Delhi var også godt, men også forvirrende, rodet og utryg. Kathmandu var noget helt andet. Laid back og cosy. Lidt for gammel og backpackeragtig til mig, tror jeg. Jeg var dog også rigtig glad for begge ovenstående byer.
Bangkok er i live og pulserende. Bangkok er både nyt og gammelt. Og her foregår livet i gadebilledet. Byen kan lidt det hele og så lidt mere.

Eventyr i Asien

Indien, Nepal, Thailand og Vietnam. | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

34

Kommentér

Opret profil