Kathmandu, Bhairav Kundatrek og influenza

Nepal Bhairav kunda
Så var det tid til at drage mod Nepal. Da vi landede i lufthavnen troede jeg et øjeblik at vi fløjet tilbage i tiden og landet på min/en folkeskole. Rødt murstensbyggeri med gamle blegede malerier på væggene og væg-til-væg gulvtæpper. True.
Vi blev hentet i lufthavnen i minibusser.
I Indien var trafikken, som nævnt, katastrofal, men sært nok var der ikke rigtig nogle ulykker. Her i Nepal er trafikken også tæt pakket, men folk overholder deres baner og dytter langt mindre. Alligevel blev den ene minibus påkørt fra siden, så to sideruder sprang udover passagererne, ironic. Det var ikke den bus jeg sad i, men efter sigende var påkørslen ganske langsom og ufarlig. Det mest irriterende var at de skulle vente en time på en ny bus, for en tur på ti minutter.
Resten af tiden i Kathmandu, på denne side af det kommende trek, blev brugt på et visit til abetemplet. Virkelig flot og aberne var da ret sjove at iagttage. De var også ret anmasende, hvis man havde noget genkendeligt, som en tom colaflaske, i hånden. Gav man ikke slip blev de aggressive. I zoo i Kbh kan jeg stå i timevis og kigge på abernes fjollerier.
Det kunne jeg nok ikke helt her. Der var ikke så meget kontrol med dem her, så det var ret tydeligt, at der var vanskabte aber og syge aber og aber der var kommet lidt til skade. Efter noget tid på toppen af det stejle tempel i vinden gik vi ned og hjem.
På hjemvejen ‘beundrede’ vi kødhandlerne; geder hang fra loftet friskslagtet lige ud til gaden. På bordet ved siden af lå på rad og række gedehoveder, diverse indvolde, fisk og ja, hele plukkede kyllinger i den bagende sol. Jeg tror ikke rigtig de kender til levnedsmiddelkontrol her i Nepal.
Efter en briefing om trekket stod den på shopping af diverse ekstra varmt tøj. Alt sportstøjet her i Kathmandu er  åndssvagt billigt (jeg kører hårdt på med mine bud). Kopi, jovist (hvis der overhovedet er tale om kendt mærke), men kvaliteten er virkelig god. Jeg må shoppe mere når jeg kommer tilbage til Kathmandu til holifestival og så måske sende noget hjem… Send endelig bestillinger…
Mie fra vores gruppe måtte lige et halvt døgnstid forbi hospitalet. Hun havde ikke kunnet holde noget i sig. Vi var nærmest på vej afsted på trekket, men heldigvis kom hun med i sidste øjeblik.
Vi glædede os alle meget. Helt friske og naive på hvad vi gik ind til…
Bhairav Kundatrek: (Dette afsnit bliver super rodet og usammenhængende, da det er skrevet sådan lidt her og der).
Helt ærligt; ja, jeg vidste det ville blive hårdt og ja, jeg var lidt nervøs for det. Men samtidig tror jeg også jeg bare tænkte: det skal nok gå.
Vi startede med at køre fra Kathmandu til første overnatningssted ved en skole (sivskur) i en lille landsby (2-3 huse).
Turen gik fint… De sidste 2-3 timer var vi nået til at køre i Nepals imponerende bjerge og ligeså bjergvej. Og som alle ved, så er jeg jo helt tosset med at køre på de faldefærdige og ikke mindst smalle bjergveje (at kalde dem veje vil svare til at kalde min dejlige lejlighed Marseillesborg Slot…). Jeg klamrede mig til den ikke særligt interessante bog jeg var i gang med for at holde fokus andetsteds end de stejle skrænter. Det var virkelig en kunst i sig selv at være i stand til at læse på denne bumletur. Eneste formildende omstændighed her var at man i Nepal åbenbart bruger en co-driver, som hænger halvt ude af vinduet og holder øje med pladsen og så giver tegn ved hjælp af fløjt og klap på ruden.
Endelig ankom vi til ‘byen’, hvor 6 af vores bærere i løbet af 10 min fik sat 7 telte op (udfordring til dig derhjemme, Daddy). Naturen var allerede nu fascinerende.
Resten af turen foregik campen egentlig på samme vis, bortset fra toiletterne, som var et par huller i jorden (ofte tæt på lejren) med hver sit lille skillerlignendetelt over. Der kom på bare det halve døgn det var i brug til at lugte mindre godt.
Vi har nok alle regnet med ret primitiv menu i løbet af ugen, men der tog vi fejl. Vi får der vildeste mad. Morgenmad: altid en slags lækker grød efterfulgt af noget brød og helt æg/omelet.
Frokost: kartofler og noget brød, eller ris eller pastamix og så tit nogle grøntsager eller kål eller omelet.
Aftensmad: altid suppe med noget popcorn eller roti eller Chips. Derefter kan det være alt fra kartofler og grøntsager eller spaghetti med grøntsagssovs og momos eller forårsruller. En dag fik vi frisk æble og begejstringen var ikke til at tage fejl af.
Imellem disse måltider var der altid te/kaffe eller varm Fanta med kiks/småkager.
Hver morgen blev vi vækket klokken 7 med morgente i teltet.
Det er virkelig deres måde at prøve at få en masse væske i os på. Og virkelig god service.
Nu til trekket: de første par dage var forholdsvis lange. Også hårde, men det gik i fuld fart opad. Også for hurtigt fik vi lidt at vide.
Tredjedagen blev delt op i to halve dage (på bekostning af hviledagen), da et par af pigerne fra morgenstunden havde det ganske dårligt. Den strækning der skulle tages over disse nu to dag skulle være tures hårdeste og mest stejle. Og ja, det ærgrer mig da klart at jeg ikke var mere i træning hjemmefra…
Det blev en dejlig halv dag med sol ved slutcampen. Indtil… det begyndte at sne helt voldsomt. Midt underaftensmaden hamrede sneen løs på teltdugen og nu var det pludselig rigtig koldt.
Dag fire blev dagen, hvor jeg bukkede under med voldsom kvalme. Jeg kunne intet spise.
Jeg har altid godt vidst at det er vigtigt med solide måltider og så videre for at præstere godt, men først nu er det virkelig gået op for mig hvor rigtigt det er. Efter ikke at have kunnet få meget andet end te og suppe ned i tre dage, var det nærmest umuligt for mig at gå både op og ned af bjerget. Jeg havde helt simpelt ikke energi til at flytte mig selv. Det bar ren og skær stædighed og nødvendighed der bar mit korpus op af bjerget.
Jeg besluttede ret hurtigt, at jeg ikke ville tage den sidste dag op til Bhairav Kundasøen med, men bare blive i lejren og vente på de andre. Efter at have snakket med vores guide, blev jeg bare bekræftet. Han mente der kunne være tale om symptomer på højdesyge, jeg tror dog mere det var en mild influenza på et helt uheldigt tidspunkt.
Lige den nat vi camperede nedenfor søen er noget af det koldeste jeg har oplevet. Jorden var kold, det var koldt at gå på toilettet alt var koldt. Vi havde fået udleveret soveposer, problemet var bare, at enkelte af dem kun gik til ca -10 grader og det var så ikke helt nok denne nat.
Da de andre kom ned fra søen var de alle rigtig trætte. Det havde været en hård tur derop med momentvis meget dyb sne. Og ingen havde nu energi til at starte nedstigningen på 5 timer den dag. Sidstedagens vandring var rigtig meget ned igennem skov og terrasser og ikke mindst de små landsbyer (helt skønt at opleve dette). Dagen sluttede af 500 m fra målet på Last Resort (lidt antiklimaks). vi fik turens første stykke kød (kylling på ben) til aftensmad og varm chokolade bagefter og den største, tungeste og tørreste kakaokage jeg nogensinde har smagt til dessert (tanken der tæller). Pludselig går det op for os, at samtlige guider, køkkenpersonale og bærere havde en ordentlig skid på. Så har de hele eftermiddagen siddet og drukket lokal ‘vin’. De var virkelig sjove. Vi blev også budt deres vin. Det mindede nok mest om hjemmebrændt snaps. Det smagte ikke af så meget mere en vand og gæring, men jeg er sikker på, at det slår ganske hårdt. Vi sluttede i hvert fald dagen af med sang og dans. Halvdelen af nepaleserne sad og halvdelen stod i en ring. Alle klappede og sang de og på skift hoppede de lystigt ind i kredsen og gav en vild dans. Det var virkelig sjovt at være en del af.
Dagen efter virkede de helt på toppen og klar til at tage hjem til deres familier. Det var dejligt bare at skulle ned til Last Resort, men selvfølgelig rigtig akavet (som altid) da det kom til drikkepengeøjeblikket. Jeg har meget den holdning omkring denne tur, at jeg på ingen måde ville undertippe. De mange, mange bærere har slæbt vores bagage, telte, mad og så videre i 8 dage og de har gjort det iført klipklappere, sneakers, t-shirts, shorts (de har ikke råd til varmt tøj) og et kæmpe smil. En af dem har tilmed båret en af os til campen en dag, da det var rigtig hårdt. Vi er blevet passet og plejet som en flok forkælede og trætte teenagere hele døgnet. Den holdning var vi heldigvis rimelig enige om og vi fik delt pengene ud til de søde mennesker.
Vi havde afleveret alt det tøj vi ikke ville have med videre i en stor kurv og dette blev så fordelt i bunker efter antal bærere og der blev lagt et nummer ved hver bunke. Nu skulle hver bære trække et nummer og de fik så det tøj i nummerets bunke. Det var faktisk ret skønt at se på denne lotteriagtige udtrækning og deres reaktioner.
Efter krammerunde og diverse fællesfotos måtte vi ned på LR.
Vi sad ved ‘poolen’, som nok mere var et springvand inden den stod på første omgang bungy jump og Canyon swing. Jeg fatter simpelthen ikke de tør kaste sig derudfra i henholdsvis 4-6 sek frit fald og 7-10 sek frit fald. 
De to dage blev for mit vedkommende brugt meget til afslapning og at komme ovenpå igen efter sygdom. Jeg fik lidt massage (som gjorde herreondt i læggene) og nød den momentvise sol med et par drinks. Til sidst skulle vi med bussen hjem til Kathmandu igen. Jeg mener det virkelig når jeg siger, at jeg ikke er højdeskræk. Vi skulle passere bungybroen for at komme over til bussen. Det var faktisk ret fint de første 20 meter… men så begyndte broen at ryste og vi stod midt imellem de to klipper og så direkte ned. Jeg klamrede mig til alle de kabler jeg kunne finde og da vi nåede til hullet i hegnet (hvor man går ud for at springe) fandt jeg nogle wire i toppen af broen og nepaleserne grinede af mig og sagde, at jeg ikke ville falde ud. Jeg kan virkelig godt se hvor åndssvagt det må have set ud og grinte selv, men shiiit der er langt ned…

Eventyr i Asien

Indien, Nepal, Thailand og Vietnam. | Læs mere

Visninger

37

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg