Hoi an og da lat

Vietnam Hoi an

 

Hoi An er byen, hvor det er hurtigere at få syet nyt tøj end at få vasket det gamle.

Vi havde valgt at tage en flyver nedad for at spare tid. Det var åndssvagt dyrt, men vi har trods alt kun 9-10 dage i Vietnam på egen hånd. Vi ankom til Danang klokken 9 og måtte herfra have fat i en taxa til Hoi An. Vi fik den vildeste velkomst med infomøde og velkomstdrink (vand fra flaske) på vores hotel, Hoi Pho. Der var total knas med sengene, men til vores fordel, så hey… 

Efter at have fået rodet vores senge godt og grundigt til i løbet af 2 sekunder gik vi ud og kiggede på skræddere. Hotellet anbefalede en vietnamesisk-canadisk skrædder, Kimmys, så der startede vi. Men… here comes (en antianbefaling): Kimmys har billboards i lufthavnen og langs vejen (det er dyrt og hvem betaler? Kunderne), Kimmys er nævnt i lonely planet (det tiltrækker også kunder) og alle hotellerne anbefaler dem (fordi de får provision, når de sender kunder deres vej). Alt dette lagt sammen giver en kæmpe kundeskarer, hvilket både gør priserne dobbelt så høje som byens andre skræddere og øger ventetiden på fittings og dermed på tøjet. Jeg er sikker på at det laver bliver rigtig flot, men jeg nægter at tro på, at de i en by med mellem 300 og 500 arbejdende skræddere er de eneste der kan lave flot tøj. Vi nåede faktisk at blive shanghaiet til at kigge på mønstre og materialer derinde og de havde bare ikke noget stof jeg brød mig synderligt om. Desuden så laver de kun classy og fornemt tøj og har ikke noget casual i deres brochurer, så jeg tvivler faktisk på deres evner til at sy almindeligt pænt ikke-prangende tøj. Da jeg spurgte efter om de havde nogle udstillingsmodeller, så man kunne mærke hvordan et helt stykke tøj blev fik jeg at vide at de kun syede efter mål og derfor havde de ikke modeller i butikken. Jeg var heller ikke villig til at give det for tøjet, som de utvivlsomt ville have. Vi valgte en skrædder, Beli, som lå lige ved siden af hotellet. Den er ejet af to unge kvinder, som virkelig forstår hvad man vil have og ikke er bange for at sige deres mening uanset om du vil have den eller ej. Jeg kom med to ting i tankerne, en kjole og en jakke. Kjolen blev til to billeder fusioneret. Hun tegnede en ret præcis model, som gav mig et indtryk af, at vi var på bølgelængde.

Med jakken gjorde hun det samme. Det fede er så at de syer det lynende hurtig og så skal man komme til fitting og have rettet til. Min flaskegrønne kjole var bare perfekt, de skulle bare lige strammes op. Jakken var helt forkert og alt for stor og ikke faconsyet, men det lavede hun bare lige om til næste fitting, hvor den havde fået helt nyt look og bare lige skulle strammes op. Det er virkelig imponerende hvor hurtigt og godt de arbejder. Jeg kunne slet ikke holde mig tilbage og fik syet 2 ting mere. De andre piger havde også bestilt alt for meget og vi var alle helt vildt glade og tilfredse med vores skræddersyede garderobe. Det var sjovt at se hvor glade damerne blev, når vi var glade. De var hos Beli virkelige dygtige til både at forstå hvad man havde i tankerne, men også til at tegne og designe tøjet. Det fedeste var egentlig, at de havde en mening om tingene. Hvis jeg ville have noget længere eller kortere, sagde de klart fra hvis ikke de mente det var det rigtige for mig og for tøjet.  Jeg kan godt lide at de ikke bare snakkede mig efter munden, som jeg oplevede, at de gjorde hos Kimmys. Jeg er jo ikke eksperten, det er de. Jeg kan kun anbefale Beli Tailor som virkelig kompetente og dygtige. Tag derhen og snak med dem hvis du er i Hoi An. En dreng fra gruppen fik syet suit hos Beli (buks, jakke, skjorte og slips) til 140$, hvor Kimmys tog ca 300$ (en anden dreng fra gruppen fik lavet der på grund af alle anbefalingerne). Efter min mening blev det fra Belis mindst ligeså godt som det der var dobbelt så dyrt.
Det var super sjovt at opleve at få syet tøj efter mål til en pris hvor man kan være med.
Man kan også få syet sko. Det kom jeg på en måde også lidt til. Der bliver taget mål af fodens længde og højde og så får du den model du vil i eget valgt materiale.
Derudover har byen faktisk også meget andet at byde på. Ifølge de hårdeste anmeldelser på Tripadvisor er byen fyldt udelukkende med turister og har ikke set en vietnameser i årtier. Det er nok ikke helt løgn, men lige i det her tilfælde var det på en måde ok. Turisterne kommer jo til fordi byen kan noget særligt og vietnameserne har indrettet sig efter ryet som skrædder og lampeby.
Når du træder ind i den gamle bydel køber du en billet, som giver dig adgang til byen og fem af byens ‘attraktioner’. På den måde kunne vi gå rundt og kigge lidt på de gamle huse og templer. Vi kiggede forbi et fotogalleri, men billeder fra allover Vietnam.
Ellers var den gamle by i sig selv bare virkelig smuk og hyggelig. Der var silkelamper i træerne, som om aftenen lyste byen noget så dejligt op. Man kan ikke rigtig forestille sig det før man har set det. Det var så uendelig hyggeligt at gå i de lampefyldte gader langs floden med små lysbåde på vandet.
Vi brugte også en halv dag (passet ind mellem alle vores fittings forskellige steder) på at tage ud til My Son. Det er en samling af oldgamle tempelbygninger, som er faldet rimelig meget fra hinanden. Det var ret dejlig natur derude og solen stod højt. Det var et rigtigt fint sted uden for byen. Mens vi var der, var der noget optræden af en art. Nogen sad i baggrunden og spillede trommer mens nogle piger dansede i farverige dragter. Jeg kunne sagtens bruge længere tid i Hoi An, men så var jeg nok også kommet til at bruge mange flere penge, så det er nok meget godt vi skulle videre. Vi rundede lige byen en sidste gang inden vi tog en natbus mod Da Lat.
Det var en ret hård og airconkold bustur. Det var mentalt ret hårdt, fordi da vi satte os ind i bussen skrev vi med de andre piger, som var kommet med en anden bus. De var kommet med en direkte og ville være fremme ca klokken otte om morgenen, hvorimod vi lige havde et skift på vejen og først var fremme klokken 12. Vi blev endnu engang sat af i siden af vejen midt om natten, men denne gang i Nha Trang, hvor vi skulle skifte bus til en lokalbus mod Dalat. Klokken 5 blev vi smidt af bussen og klokken 6.30 ville der komme en ny og hente os. Der var to andre danske piger, som skulle vente med os, så vi fik tiden til at gå med at sammenligne rejseerfaringer. Bussen viste sig at være en bumlebus, eller også var det vejen. Det eneste gode ved bussen var, at den, da vi ankom til Da Lat klokken 12, stoppede kun 80 meter fra vores hostel, Tay Backpackers Hostel.
Vi havde ikke ret lang tid i Da Lat, fordi vi skulle længere sydpå ret hurtigt. Derfor smed vi bare hurtigt vores tasker og gik så ud for at se noget. Vi gik til noget der hedder crazy House. Huset er bygget af en arkitekt, som har skabt en masse trapper på kryds og tværs mellem huse i forskellige højder. Nogle af trapperne går op over taghøjder med lave gelændere. Her er den bedste udsigt over byen. Alt er tegnet i naturstil, som grene der snor sig blandet med reelle blomster og planter. Udover trapperne på kryds og tværs var der hemmelige rum her og der og hemmelige stier til værelser. Huset fungerer også som hotel, hvor værelserne er designet i eventyrlig stil. Alle vinduer i huset har sære forme ofte udsmykket som kæmpe spindelvæv. I det hele taget var det som at gå rundt i et eventyrunivers. Det var et virkelig skørt hus at gå på opdagelse i.
Herefter tog vi en taxa ud til et stort vandfald, Elephant Falls. Det var imponerende stort og voldsomt. Det var bare ikke så hvidt. På grund af leret i vandet havde vandet total bæfarve. Men det var stadig virkelig imponerende. På hjemvejen kørte taxachauffører os forbi en kaffeplantage. De havde væsler her som kun opsnuser de bedste bønner (lidt ligesom trøffelgrise), men så spiser de dem og når de kommer ud i den anden ende har man pludselig en af verdens dyreste kaffer. Det var ikke just farmen i Kenya, men det var nu meget sjovt at se kaffeplantage anyways. Væslerne havde alt andet end gode livsvilkår dog.
På vores hostel holder de ‘family’dinner to aftener om ugen og det var da heldigvis lige mens vi var her. Det var hyggeligt at sidde og spise middag sammen.
Næste dag havde vi booket en canyoningtur ud til Danalat Ansgars og området omkring. Canyoning er rapelling gennem vandfald. Efter en god lang træningssession var vi klar til at tage ud til vandfaldene. Jeg var rimelig overbevist om, at jeg ikke turde det der rapelling, men så måtte jeg jo tvinge mig selv… Men da jeg først var kommet ud over kanten på det første var det faktisk ikke særlig slemt, for så vidste man at rebet holdt. Da jeg nåede bunden på første væg løb rebet pludselig ud og jeg faldt bagover. Jeg var åbenbart lige ved vandoverfladen og det var meningen, at man skulle falde baglæns ned i vandet når rebet løb ud. Udover de rapellingaktiviteter der var i løbet af dagen (for få), var egen fyldt ud med andre aktiviteter. Vi skulle blandt andet lade os falde baglæns ned i vandet fra en klippekant, vi kunne lade os flyde med strømmen langs floden. Vi skulle også gennem en slide. Her lagde man  sig bed på ryggen og lod vandet og strømmen trække sig ned gennem nogle sten i vandfaldet, men her sprang jeg altså over. Der var også to udspring (7 og 9 meter), men her sprang jeg altså også over. Sidste rapelling øvelse bliver kaldt ‘the washing maschine’, og det kan jeg virkelig godt forstå. Klippen gik indad efter et par meter. Her er det så meningen, at man skal fire sig ned i vandet. Vandfaldet er lige ved siden af og rammer dig konstant og trækker dig nedad. Jeg kom reg hurtigt ned i vandet og faldet skubber mig ned under vandet og det eneste jeg tænker er ‘det kan da ikke være meningen, det her’. Mens jeg er under vandet glemmer jeg helt at jeg har redningsvest på, men strømmen tager mig ud i fra vandfaldet og op til overfladen igen. Men det var virkelig vildsomt at opleve hvor meget power det var i det faldende vand. Herfra var vi færdige og det begyndte samtidig at styrte ned. Der var vand alle steder. Jeg var virkelig glad for ikke at have mine egne sko på. Vi skulle gå ca 30 minutter opad bjerget til bussen i siden af en landevej. Hjem og have tørt tøj på og så blev resten af dagen brugt på en hyggelig cafe med afslapning og dagbogskriveri.
Vi tog ned til et lokalt marked og kiggede lidt og så forbi en bar, Maze Bar, som mindede meget om Crazy House. Efter sigende skulle der være mere end 100 små rum fordelt på mange etager. Det var virkelig svært at finde frem til de samme etager og rum, hvis man blev væk fra hinanden.
Ha, Så syntes vi selv at vi havde været rigtig smarte og bestille en natbus til klokken 24, for så kunne vi efter 7-8 timers kørsel og 7-8 timers nattesøvn være fremme i Ho Chi Minh City veludhvilede. Der sker bare lige at, at det åbenbart kun tager omkring fem timer og vi ankommer til Ho Chi Minh busstation klokken lidt over fem om morgenen.
Det var den sidste natbus vi skulle med i denne omgang, heldigvis. I alt har vi haft 14 overnatninger i Vietnam ud af dem har fire af dem været i natbus. Vi har virkelig udnyttet vores sparsomme tid her.

Eventyr i Asien

Indien, Nepal, Thailand og Vietnam. | Læs mere

Visninger

17

Kommentér

Opret profil