Bangkok vol. 2

Thailand Bangkok
Vi ankom sikkert til Bangkok og hoppede i en taxa mod vores oldtown hostel. Drengene var allerede kommet ovenpå en vild bytur, der havde kostet en pung, en telefon, en stor mængde T-shirts, tæt på en flyafgang og sikkert meget mere, som de endnu ikke havde erfaret. Så de lå alle med tømmermænd da vi ankom til hostlet hen på aftenen.

Vi tog ud på Train Nightmarket et stykke nord for byen med taxa. Det var delt op i madboder på den ene side og diverse taske, tøj og andet-boder på den anden side. Og så var der alle de faste tøjstader. Det var ret hipt, men ikke på samme måde som i Chiang Mai. Det var mere varerne der var meget hippe og interessante. Det er klart det bedste marked jeg har været på her i Bangkok. De havde nogle okay varer, men også bare stemningen på Train var lækker. Næste dag var vores afsatte shoppingdag. Vi startede dagen ud i MBKcentret. Det var virkelig en skuffelse. Der var nærmest intet der var værd at kigge på, alt var souvenirskrammel på alle etager og dårlige kinakopier. Jeg købte dog et par megafede sko. Vi mødtes med drengene til frokost, men det bar heller ikke så enkelt. Man skulle købe madkort i en bod og så sætte penge ind på det, og så havde du det beløb at handle mad for. Alt for besværligt. Efter frokost opdagede vi et vaskeægte spilleland på 7. sal. Der var alle mulige former for spil; arkade, og boldspil, fiskespil og dansespil, som asiaterne gik vildsomt op i. Jeg spillede basket og dansede et par gange med/mod Louise. Det var mega svært og akavet, men virkelig heftigt og sjovt. Der var også bilspil, det virkede også ret underholdende. Bagefter gik vi mod et andet center, siamcentret, for at shoppe rigtigt. Desværre blev vi væk fra hinanden på grund af nogle af de der trapper og gange over vejene, så mig og Christian stod pludselig alene midt en af centrets afdelinger (åbenbart den forkerte), men her stødte vi så helt tilfældigt ind i Henrik og Simon igen. Vi lod de andre piger shoppe og gik på madame Tussauds. Det var helt vildt dyrt, hvilket det jo er, men også helt vildt dejligt at lave noget helt atypisk turistagtigt. Atypisk for os i hvert fald. Udover selvfølgelig alle voksdukkerne var det ret fedt at de havde lagt mange rekvisitter rundt omkring og at man i det hele taget kunne interagere med opstillingerne. For eksempel spille basket, eller stå med en Oscar eller på en talerstol. Der var i det hele taget ret mange muligheder for aktivt at deltage i museet. Det der måske ikke var så fedt, var at vi jo er i Asien og derfor var der selvsagt mange voksfigurer af asiatiske personligheder, som vi ikke nødvendigvis kendte. Vi var også i 4Dbiffen, hvor vi blev oversprøjtet med skum under en kort Ice Age film. Jeg havde læst om en cocktailbar hjemmefra, Maggie Choo’s, og den besluttede vi lige at tjekke ud her til aften. Der var selvfølgelig dresscode, men det vidste vi godt. Man skulle være min 20 år for at komme ind, det vidste vi ikke. Dørmanden var rimelig arrogant og så helt tydeligt ned på os (‘have you ever been here before?’). Christian havde shorts på og fik kun aller nådigst lov af manageren til at komme ind. Katrine er 19 og det kunne dørmanden sagtens se. Hun ville på ingen måde få lov til at komme ind. Det endte med, at Kat og Helene gik på skybar (tømmermænd i Thailand) og fik verdens dyreste drinks (og et par profilbilleder). Louise, Simon, Christian og jeg gik ind på Maggie Choo’s. Uden sammenligning den fedeste, vildeste, klassiske og mest interessante cocktailbar jeg nogensinde er trådt ind på. Den er bygget op omkring nogle gamle, gamle bankbokse (som man ser det i Olsen-banden), som var blevet til rygerummene. Møblerne var i velour og mindede mest om chaiselonger og chesterfieldmøbler. Der var live jazzmusik og godt, lukket mørke. Drinksene var en oplevelse i sig selv, men her kommer det mest specielle: ned fra loftet hang flere steder gynger hvorpå der sad kvinder  til udstilling. De var ikke letpåklædte og det var heller ikke meningen. De var pænt klædt på i cocktailkjoler og flot makeup og sort page. De var kunst i rummet. Også ovenpå baren lå der 2-3 kvinder skjult af et tyndt forhæng, som de af og til kiggede ud fra. Det eneste der faldt lidt udenfor, var de damer der gik rundt og tog bestilling på gulvet. De var sindsygt søde og imødekommende, men iklædt lange Matrixlignende frakker. Stadig den vildeste cosy bar jeg nogensinde har været på. Stedet var mystisk for dem der ikke kom ind, derfor næsten dobbelt behov for at komme ind. Det var bare virkelig en fed bar og jeg kan kun anbefale alle der er i Bangkok at bruge en aften her. Efter Maggie Choo’s tog vi en taxa til partygaden, Koh San Road, her var vandfestivalen, Sonkran (det thailandske nytår), allerede startet, så vi smuttede rets hurtig hjemad igen, da vi ikke havde lagt vores ting i plastikudstyr endnu. 

Jeg har været lidt rastløs her i Bangkok, fordi det er lidt svært at finde ud af hvad man skal lave i dagtimerne. Måske er jeg mest rastløs fordi jeg glæder mig helt sindsygt til at komme hjem. Derfor prøvede jeg også helt desperat at få dagen til at gå med noget. Jeg ville gerne have været på Siam museet, men ifølge Tripadvisor var det under ombygning indtil august 2017, øv. Louise, Helene og jeg endte med at gå en lang tur i Bangkok. Gennem chinatown og til Golden Mount og videre til en eller anden bro. Vi smuttede forbi et dejligt issted, der mindede mig om Olufs is og ville så gå videre til amuletmarkedet, men det var helt lukket ned på grund af Songkran. Om aftenen tog vi ind og så Thaiboksning. Det var en kæmpe arena og der var 10 kampe og det hele skulle vare i hele 4 timer. De startede selvfølgelig med de svageste kampe først og derfor var det heller ikke voldsomt spændende fra starten af. Det blev lidt mere spændende i løbet af aftenen, men hvis man vil se noget rigtig kamp skal man nok opsøge noget lidt mere prof eller semiprof. Men det var sgu egentlig meget hyggeligt at drikke noget øl og vædde lidt om blå eller rød med de sjove navne vinder. Man kunne nærmest godt se det allerede når de trådte ind i ringen. Den ene havde blod i øjnene og den anden angst. Alle sammen varmede de op med nogle danselignende moves, så selv Shakira ville være misundelig.
De andre tig en vil bytur på Kho San Road og jeg gik hjem og havde aftenen for mig selv… Lovely!
Næste dag tog jeg til Bangkok Art & Culture Center. Et center i 7 etager. De øverste tre kaldte de galleri, men jeg ville nu nok kalde dem moderne kunstinstallationer. Det var super fedt at se på og meget anderledes fra noget af det moderne kunst jeg tidligere har set. De øvrige etager var en blanding af kunstbutikker og cafeer. Herefter tog vi til Lumphini park. Jeg havde et kort sekund glemt at der var vandfestivalen, men på vejen til parken skal jeg da love for at vi blev mindet om det. Det startede ret uskyldigt med børn der sad og legede med deres forældre, som lærte dem at sprøjte med vand og på den måde fejre nytåret. Også nogle små piger spurgte os på godt engelsk ‘Are you playing?’, mens de stod med en spand fuld af vand i hånden. Der er næsten ikke noget mere livsbekræftende end børn der leger vandkamp. Alle kan huske den fryd det var at lege med vand som barn. Derfor var det også bare så fint at opleve hvordan de levede sig helt vildt ind i kampe og næsten ikke turde sprøjte uskyldigt på de forbipasserende. Da vi nærmede os parken stødte vi ind i en flok teenagedrenge, der havde fyldt en regnvandstønde med vand og hældte spandevis af vand ud over os. Vi var drivvåde, da vi gik videre til Lumphini, hvor festivalen var på sit højeste. Der stod unge mennesker med kæmpe vandguns i hele indgangen af parken, hvor der blandt andet også var springvand og poster til genopfyldning. Helene og jeg gik længere ind i parken, hvor der var meget mere ro. Vi fandt nogle bænke, hvor ældre thaimænd havde gang i brætspillene. De var meget opslugte af det og lagde ikke rigtig mærke til at vi slog os ned til lidt afslapning.
Om aftenen havde vi egentlig aftalt at mødes i Chinatown til mad, men jeg fik pludselig den tanke at spise rigtig god mad på denne sidste dag i Thailand. Min ide var egentlig at spise på Kiin Kiins thailandske lillesøster og vi fik da også ringet op til dem via receptionisten på Oldtown. Der sker bare lige det, at de jo selvfølgelig (som jeg havde regnet med) er fully booket indtil året 2020. Den super hjælpsomme og søde receptionist var total lamslået. Til gengæld anbefalede hun os en anden restaurant, Eat Me, hvor hun altid tager hen med sin kæreste. Vi endte med at få det sidste bord her og hoppe i en taxa hertil. Det var den mest nedern taxachauffør i verdenshistorien. Han accepterede overraskende at køre med taxameter. Men så blev han også ved med at sige ’seafood’, mens vi bare sagde ‘nej, vi har et bord på den restaurant, som vi lige har vist dig vejen til på et thailandsk kort’. Til sidst standsede han ved en fiskerestaurant (sikkert hans brors) og sagde at her kunne vi spise god seafood. Vi gentog ‘nej, for vi har reserveret bord på den her restaurant’. Vi var så tætte på at stige ud og gå, men nej, han skulle ikke vinde. Vi måtte ikke sætte den forberedte GPS til for ham. Da vi gjorde det alligevel og fortalte ham hvilke veje han skulle dreje, drejede han de modsatte. Vi sad desperate og kiggede på uret. Til sidst kørte vi på nogle af de samme veje, som GPS sagde. 1,5 km fra restauranten stoppede han og mente, at her kunne vi bare gå fra. Det kunne vi måske også under almindelige omstændigheder, men over hele Bangkok blev nytåret fejret med vand og vi ville på ingen måde komme tørre til restauranten, hvis vi skulle gå over 1 kilometer. Han endte med at køre os helt derhen og vi betalte ham de 14kr turen havde kostet. Vi havde 150 meter til restauranten og nåede ikke derhen uden at blive ramt af et par vandpistoler. Men til gengæld var Eat Me helt vildt lækker (og dyr) mad. Det var virkelig dejligt at gå ud og spise noget mad, som ikke kom fra et gadekøkken og hvor der var arbejdet med smagene og hvor man fik noget god vin til. Restauranten var meget ung og hip. Vi havde i hvert fald ikke behøvet at bekymre os om vores beklædning. Der var et helt bord med fyre iført tanktops og andre lignende beklædninger omkring i loungeområdet, hvor vi havde fået bord. Vi skulle mødes med Line, Katrine og Ida om aftenen i Chinatown, men åbenbart var Chinatown lukket helt ned på grund af nytåret. Pigerne var derude og det var som en total spørgelsesby. Der var tomme boder og borde overalt, der bare var stablet ovenpå hinanden. Det havde vist været rimelig uhyggeligt.
Næste dag var rejsedag til Vietnam, men vi fik lige presset et besøg i Lumphini park ind. Vi havde hørt noget om at der hver morgen var mange thaier der tog i parken for at dyrke tai chi i flok og det ville vi da lige opleve. Vi gik derud klokken kvart i seks OM MORGENEN (ukristelig tidligt i sin ferie). Men det var faktisk ret hyggeligt at gå der i dagens første solstråler i samlet flok. Vi ankom til parken og erfarede at der var langt færre sportsudøvere end vi havde regnet med og det var zumba der blev ‘danset’. Louise blev ellevild og løb i fuld firspring hen og joinede den brogede flok. Det var var faktisk meget underholdende at være vidne til. Vi gik lidt rundt i parken og stødte da på mindre grupper der udøvede tai chi med og uden sværd. Derefter var det hjem og få pakket i en hulans fart og lige få bestilt en taxa til lufthavnen måske…
Turen til Lumphini park var så farvel til Thailand og Hej til Vietnam og de sidste 14 dage af vores tur. Underligt. 
 
Thailand er et land, der kan så meget mere end det jeg har haft tid til i denne omgang. Jeg har så meget lyst til at komme tilbage og udforske mere. Og jeg har været så overrasket det, fordi jeg nok altid har set lidt ned på landet som lidt et charterland, men Thailand har faktisk formået at rive benene væk under mig. 
Sådan har jeg det også med Indien, men jeg tror måske, at det er lidt mere sådan en følelse af, at jeg må da kunne finde mit Disney-Indien et eller andet sted…
Nepal var fantastisk. Jeg var vild med Nepal, men jeg er ikke sikker på, at jeg har det store behov for at komme tilbage andet end for at trekke mere i Himalaya i hvert fald. Jeg føler jeg har været der og oplevet det som jeg havde behov for i Nepal… Men hvem ved, måske er jeg gået glip af det vigtigste og bedste. Men jeg elskede dog Nepal. 

Eventyr i Asien

Indien, Nepal, Thailand og Vietnam. | Læs mere

Visninger

7

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg