Gruppetur fra Melbourne til Adelaide

Australien Melbourne til Adelaid
Vækkeuret ringede allerede kl 05:10, og vi var MEGET trætte. Desværre var vi nødt til at stå op, da vi allerede skulle være henne ved bussen kl 06:30. I dag var det dagen, hvor vores store 18 dags grupperejse startede. Vi starter i Melbourne og bevæger os stille op til Darwin.
Der gik heldigvis ikke længe fra vi kom derned, til vores lille bus ankom. En frisk lille dame kom ud, og vi fik smidt vores tasker om i traileren og derefter gik turen videre til alle de andre opsamlingssteder i Melbourne. Ja det fordrev vi en time med, før turen gik videre – før turen faktisk først startede. Alle var super morgen friske og glade, super irriterende, når vi var trætte og egentlig bare li trængte til lidt ro i bussen. Heldigvis gik der ikke længe, så havde vi det første stop. Det var et sted fyldt med surfer butikker… Og så lige en Mac D! Ja, i kan selv gætte hvor vi endte. Susanne havde fået ondt i halsen, så vi endte selvfølgelig på Mac D, hvor vi fik lidt lunt at drikke. For udover at Susanne havde ondt i halsen, så var det virkelig også pisse koldt! Det regnede og blæste med iskold vind.. Det føltes faktisk, som at være i Danmark en efterårsdag, og det er virkelig ikke det vi er rejst så langt for at få! Heldigvis varmede tanken om, at jo længere vi kommer op ad igen, jo varmere bliver det, så håb er der!:-)
Efter en tur på Mac D, kørte vi i kort tid, før vi lavede endnu et stop. Her introducerede vores, ultra friske guide, os til ‘the Great Ocean Road’, som vi kom til at køre langs de næste dage. Turen gik derefter videre til et fyrtårn( split point lighthouse), hvor en engelsk tv-serie skulle være optaget. Her var der den flotteste udsigt udover havet(sjovt nok, når vi stod ved et fyrtårn). Enorme bølger smadrede ind i hinanden, og man vidste, at det var med livet som indsats, hvis man prøvede at surfe i de bølger – selv for en erfaren surfer!
Maverne var stille begyndt at rumle, så det var ved at være frokosttid. Vi kørte et stykke vej, hen til et sted perfekt for picnic. Faktisk har de overraskende mange steder a la sådan nogle picnic steder her i Australien, super hyggeligt og meget praktisk til sådanne ture, som vi kommer til at være på de næste 18 dage. Her blev der serveret wraps med lækkert grønt og dertil kalkunpålæg. Alt stod klar, vi skulle bare lave vores wrap, spise og vaske vores tallerken op. Damn, det var lettere end det har været i lang tid! Vi fortsatte langs Great Ocean Road, som nu gik et stykke op i bjergene. The Great Ocean Road levede virkelig op til navnet. Uanset hvor vi kørte hen, var vi omgivet af smuk natur. Her lavede vi et stop for at kigge efter koalaere. Alle var begejstrede – vi kiggede bare på hinanden og tænkte’ yeah, der skal mere til at imponere sådan et par erfarne backpackere som os, vi har holdt en koala. Stik den!’. Men de var da meget søde, det skal der ikke herske tvivl om. Udover koalaere så vi også rosela parakitter. Fugleelskeren Susanne var meget betaget over det! Ved nærmere eftertanke, så ligner hun en der lige har vundet en million hver gang hun ser en tropisk fugl hernede(ved egentlig ikke hvordan man ser ud, når man vinder en million), men hun står altid med kæben hængende ved jorden og er meget imponeret imens hun siger:’ ejjjjj se!!! Der er en …
Det var nu tid til at bevæge os stille videre, og køre et stykke, for at vi kunne se ‘the Twelve Apostles’. Ja, navnet hænger på ingen måde sammen med, hvad det egentlig var. Måske har de bare givet det et fancy navn, for at vække folks opmærksomhed for stedet? Hvad det i virkeligheden var, var nogle kalksten( og nej, der var ikke 12!) , som der for mange år siden var en del af kysten, men efter mange tusinde år har flyttet sig stille væk fra kysten. Det er nu en del af Port Campbell nationalpark. Smukt fordi man kunne se alle de forskellige lag af kalk uden på dem, samt se hvordan havet stille ’spiser’ stenene, således de konstant bliver mindre. Vi skulle også se solen gå ned bag alle de mange kæmpe stenformationer, men før det var tid til det, kørte vi hen til denne nats hostel, for at fråde pizza! Da vi ankom smed vi bagagen og derefter hen på den lokale pub, for at få pizza. Det er sjovt her i Australien, for uanset hvor lille en by vi befinder os i eller hvor langt vi er ude på landet, så er der med sikkerhed altid en pub, hvor alle de lokale mødes om aftenen. Og ja, ganske rigtigt foregik det på samme måde her. Det var stedet, hvor alle de lokale mødtes omkring en dejlig kold bajer!
Efter dejlig pizza, gennemgik vores (stadig ultra friske guide) planerne for næste dag, inden vi endnu en gang kørte ned til ‘ the Twelve Apostles’, for at se ’solnedgangen. Den solnedgang som overhovedet ikke kunne ses pga lorte skyer. Men det var vi delvist forberedte på, eftersom vejret i det område, som vi befandt os i, er meget utilregneligt. Men folk hyggede sig i hinandens gode selskab, og grinede meget over den usædvanlig ‘gode’ solnedgang. Overraskende og ironisk nok, var hele den terrasse som vi stod på, fyldt med folk der havde de største kameraer med, for at få de bedste billeder af solnedgangen. Faktisk var der én mand, som tog billeder hvert 10. sekund, som om at han aldrig havde set en smukkere solnedgang. Vi talte begge om, at vi var ovenud lykkelige for, at vi ikke skulle sortere i alle de billeder, som han tog!!
Det sidste af aftenen gik med at få et dejligt bad, inden vi gik tidligt i seng. Vi var meget udkørte efter 1 dag, Susanne var blevet meget forkølet og vi skulle endnu en gang tidligt op den næste morgen! Ja det er sørme ikke ferie vi er på!
Næste dag startede endnu en gang tidligt. Endnu en gang tog vi ned til ‘the Twelve Apostles’, denne gang for at gå nede på stranden, og se dem nedefra. Her gik det virkelig op for os, hvor enorme disse sten er! De ser store ud, når man ser dem i horisonten, men når man kan se dem nedefra, og kan stå endnu tættere på, så kunne man virkelig fornemme, hvor enorme de var. Og derudover se, hvor hårdt bølgerne rammer ind i kalkstenene. Susanne fik også at mærke, hvor store bølgerne var, da hun stod et godt stykke inde på stranden, men alligevel blev ramt at vandet og derfor måtte gå med våde sko hele dagen. Ikke nogen god kombi når hun nu var blevet endnu mere forkølet i løbet af natten! Faktisk rendte hun rundt med snotklude overalt, og mindede og lød som en der overhovedet ikke havde energi til noget som helst! Heldigvis havde Mathildes mor givet Mathilde halls med til turen, så de reddede Susannes hals! Tusind tak Annette!! 🙂
Fra den ene stenformation tog vi videre til den næste. Denne gang var det ‘Loch Ard Gorge’, hvor vi så stenformationer, der var tydelige eksempler på erosion. Dertil var der en historie om et engelsk skib (som klippen var opkaldt efter), der stødte ind i klipperne, hvilket gjorde at kun 2 ud af 54 passagere overlevede. Der er en længere historie med de to, men hvis i ønsker flere detaljer, så anbefaler vi Google! 😉
Efter denne stenformation, tog vi endnu en gang videre til den næste, London Bridge! Den næste stenformation var endnu en gang dannet ved erosion. Og når det kommer til navngivning, så er australiere meget kreative, de kalder nemlig alting(bortset fra the Twelve Apostles), hvad der falder mest naturligt. Så ja, selvfølgelig lignede den London bridge.. Eller dvs. det havde den gjort, for den brød sammen, da der var to mennesker, som prøvede at være lidt for intime sammen på den.. Det skulle eftersigende have været en meget akavet situation for dem begge, da de blev reddet med helikopter helt nøgne. Ja, selfølgelig var medierne også nået derud inden redningshelikopteren fik dem samlet op, og da de begge var gift endte det med skilsmisse, men vidst en meget sjov historie, som de fleste kender hernede!
Afslutningsvis så vi fandme endnu en stenformation, tro det eller lad vær! Vi blir fandme kloge på det pis! Vi så nemlig også ‘the Bay of Martyrs’, som er en 2,5 km lang bugt, hvoraf der længere inde kan ses flere bugter og strande. Vi gik rundt, for at betragte de store røde kalksten fra flere vinkler – i dejligt regnvejr, jubiii! Ja det regnede hele dagen faktisk, så vi måtte finde et sted, hvor vi kunne lave mad i læ for det pis vejr! Heldigvis lykkedes det os takket være vores gode guide, som derudover også sørgede for at vi fik varme kyllinger (lidt lignende en dansk grilkylling), at varme os på til frokost! Mums!:-)
Efter den udsøgte frokost, gik turen lidt længere ind i landet og væk fra kysten. Vi kørte nu i et par timer, for at køre ind til ‘the Grampians nationalpark’. Her stoppede vi først ved Brambuk, som var et kulturcenter styret af aboriginals, og som derfor også vinklede deres syn på historien om ‘ den stjålne generation’. Meget interessant! Den eneste kontakt vi har haft til aboriginals hidtil har været, når vi har set dem sidde på gaden, tydeligt mærket af deres hårde liv.
Derefter kørte vi et stykke længere op, for at gå en tur i denne nationalpark. Ja, hvis i ikke ved det, så er det her, hvor skovbrandene har hærget for en måned siden, så når man kørte igennem, var alting sort og dødt på den ene side imens den anden side stadig var grøn og frodig som altid. Det kunne også tydeligt ses, da vi efterfølgende gik en tur igennem skoven, for at komme ud til et berømt udkigssted ved navn ‘ The Balconies’, hvor man kunne se hele den smukke nationalpark. Som lidt sjov underholdning til nogle af de lange køreture, havde vi en tysk, lidt ældre kvinde til at sidde foran os, som blev ved med at spørge om de mest uintelligente ting. Vi døbte hende Pinoquio! F.eks. spurgte hun vores guide efter denne tur, hvorvidt det var muligt for os at komme til en sø, som man kunne se fra udkigsstedet. Vores guide svarer hertil, at det ikke var muligt at komme derned, hvorefter Pinoquio spørger om det så kun er fuglenes sø?! Ja, vi kunne fandme ikke andet end at grine, godt at de i det mindste kan underholde os, når vi sommetider sidder lidt for længe i en bus.
Som afslutning på dagen tog vi hen til nogle ‘pools’, som alternativ da vi ikke kunne komme hen til et vandfald, da området var lukket efter skovbranden. Vores guide havde tidligere nævnt, at det var muligt at bade her, hvis nogen havde lyst – der var én der stak fødderne i, det viser vidst hvor koldt det var. Endnu en gang føltes det som om man var ude en efterårsdag i Danmark, loort! Godt nedkølede formåede vi dog, at få taget et gruppefoto, så vi for altid kan mindes gruppen.. Dog er der ingen risiko for, at vi glemmer Pinoquio uanset hvad;-). Vores hostel mindede om et lille hyggeligt sommerhus, og det gjorde temperaturen også! Men det må man jo tage med! Den sidste del af aftenen blev brugt på at nyde lidt lækkert aftensmad, som bestod af en wok lignende ret med kylling, hvortil der var lidt hvidløgsbrød og vandmelon. Efter maden gav vi et par svenske drenge et par råd om østkysten, og hvilke byer de skulle besøge og hvilke de skulle undlade at besøge.;-) Til sidst blev et varmt(!) bad nydt inden vi puttede os under dynerne til tanken om, at vi endnu en gang skulle tidligt op næste dag!
Tredje og sidste dag af vores første gruppetur startede igen ud kl 6 om morgenen. I skal i hvert fald ikke komme og tro vi er på ferie, nej vi er på en rejse, som vores guide så fint ville have sagt det. Det er på ingen måde afslappende, men ved tanken om alle de fede ting vi laver, så er det uden tvivl det hele værd!
Efter morgenmaden fik vi hurtigt pakket bussen, og heldigvis skulle vi kun køre cirka 5 minutter, før vi var ved dagens første stop. Det var nu tid til at vi skulle ud og gå en kortere vandretur op på toppen af en af de mindre bjerge i Grampians nationalparken.
Det var tidligt om morgenen, men på trods af det, så var temperaturen faktisk perfekt til at gå i. Der var ingen vind, og alligevel var der en dejlig, kold, frisk luft, så man hverken frøs eller svedte ihjel, når man bevægede sig. Det var lige noget vi kunne forholde os til! Selve turen derop tog omkring en time, hvor det sidste stykke virkelig satte os på prøve, da vi var nødt til at kravle på alle fire og bruge både næb og klør for at komme op ad de store sten, der var i det område. Til sidst lykkedes det os dog at nå toppen, og heldigvis for os, så var det virkelig det hele værd. Udsigten var sindssyg flot, og man kunne se ud over de store skovområder og alle bjergene. Efter at have siddet på toppen og nydt udsigten et stykke tid, var det tid til at gå tilbage igen. Ligesom da vi gik derop, så lå vi på turen tilbage ned af bjerget helt i front (ja, tro det eller lad være, men når det gælder, så kan vi rent faktisk godt bevæge os). Alle de andre var langt bagud, men for os var den her tur bare piece of shit ved siden af, hvad vi ellers tidligere har oplevet i New Zealand. Da vi kom ned fra bjerget havde vi derfor noget ekstra tid, som vi brugte på at gå rundt og tage billeder af de mange kænguruer. De var seriøst overalt i det område, vi boede i. Vi blev faktisk også overrasket over, hvor store de var. Nogle af dem var lige så høje, som vi selv var, og så var der bare tusindvis af dem. Det var sjovt at se, men vi ved også, at med tiden bliver det hverdag for os, for inde omkring midten er de overalt :).
Da alle var kommet tilbage fra bjerget, var vi endelig klar til at køre videre. Modsat de andre dage, hvor vi har haft masser af stop, skulle vi denne her dag stort set kun køre i bus, på nær et par pitstop, for at vi kunne nå til Adelaide, der lå over 500km væk. På vejen kørte vi forbi, så vi afstand kunne se Mackenzie Falls. Et virkelig stort og flot vandflad, som det var meningen at vi skulle have været henne ved, men pga en kæmpe skovbrand der havde været i området, hvor vandfaldet lå, blot en måned før vi kom, var det nu ikke muligt længere. Vi fik det dog at se fra afstand af, så det var bedre end ingenting, men hvad meget vildere var at se, hvordan det enorme skovområde så ud efter branden. Kæmpe store arealer af skov var bare brand af. Alle bladene var fuldstændig visne og træstammerne var helt sorte. Det lignede virkelig, at alting var totalt dødt, men få steder kunne man dog så småt begynde at skimte nye planter og træer, der begyndte at skyde frem. Det er ret imponerende at tænke på, at over de næste mange år genopbygger skoven bare sig selv på naturlig vis, uden hjælp fra alt muligt menneskeligt shit!
Efter at vi havde kørt nogle timer holdt vi ind ved et picnicsted, hvor vi i dagens anledning fik tacoskaller – rigtig lækkert! Da vi havde guffet det i os, kørte vi videre i et par timer inden vi nåede næste stop, som var en lille bager. Her besluttede vi os for, at det var ved at være lang tid siden, at vi sidst havde fået en is. Det fik vi så, og derfra kørte vi ellers, på nær et enkelt toiletstop, direkte mod Adelaide. Alting så ud til at gå planmæssigt, næsten for godt til at være sandt, og som sagt som gjort. 20 minutter inden vi ankom til Adelaide opdager Susanne, at hun ikke kan finde sin pung. Af alle mennesker i verden, så sker det selvfølgelig for hende.. Hun ledte alt igennem, men væk var den. Til gengæld kunne hun huske, at hun sidst havde haft den i det bageri, hvor vi købte is i, så helt fortabt var hun dog ikke. Da vi blev sat af ved vores hostel, fik vi så nummeret på bageriet af vores guide, så vi kunne ringe og høre, om de havde fundet den. Desværre var klokken næsten 7 om aftenen, så de havde lukket for længst, det måtte derfor blive dagen efter, at vi ringede.
På trods af en lidt hektisk afslutning, så har vi virkelig haft nogle vildt fede dage. Især naturen har været rigtig flot, hvilket vi har savnet op ad østkysten. Det var næsten som at være tilbage på New Zealand :).
Vi fik tjekket ind på vores hostel, og det var ved at være på tide, vi fik lavet noget aftensmad. Problemet var bare, at vi absolut intet mad havde, og fordi det var søndag, så var alle butikkerne lukket for længst. Vi endte derfor ufrivilligt med at være nødt til at gå ud og spise i stedet – ja, vi ville jo meget hellere have kedeligt mad vi selv har lavet frem for restaurantmad, NOT!
Vi tog på sådan en bar/restaurant, som vores guide tidligere havde anbefalet os, da vi kørte ind i Adelaide. Her fik vi os en kold cola og en ordentlig stor schnitzel. Det var virkelig godt, så stedet skuffede på ingen måde. Især var også Susanne godt tilfreds, for nu var Mathilde nødt til at betale for det hele, da hun ikke længere havde nogen pung. Vi kørte under princippet ‘ingen kvaler, Madillen betaler’ haha ;).
Da vi kom hjem, godt mætte, tog vi os et dejligt varmt bad, slappede af, inden vi gik i seng. Dog var Susanne ikke sikker på, at hun ville komme til at sove ret meget den nat, for hun var godt nok noget bekymret for, hvor i verden hendes pung befandt sig. Det finder vi forhåbentlig ud af imorgen, hvor vi har en hel dag for os selv i Adelaide. Endelig en dag, hvor vi bare kan sove længe uden at skulle op klokken 6 om morgnen, det glæder vi os til! 😀
SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAM_2670 SAM_2667 SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC SAM_2618 SAMSUNG CSC SAMSUNG CSC image

Katja-Kaj og Bente-Bent indtager New Zealand og Australien

Hej alle vores stalkere! I anledningen af vores mega, overdrevet, über, kodylt, storslået, uforglemmelige, nice… | Læs mere

Visninger

61

Kommentér

Opret profil