Gruppetur fra Adelaide til Alice Springs

Australien Adelaide til Alice Springs
Endnu engang skulle vi tidlig op for at være klar til at tage på vores næste gruppetur på 6 dage fra Adelaide til Alice Springs. Vi havde fået at vide, vi ville blive samlet op Kl 6:30 ved vores hostel, men pga nogle problemer blev vi først hentet en time senere, en hel time ekstra vi kunne have sovet i altså. Det er ikke i orden!
Endelig kom vi langt om længe afsted på det eventyr, der skulle føre os hele vejen ind gennem Australiens ørken, og det store højdepunkt var Uluru (Ayers Rock – den store sten in the middle of nowhere), som vi virkelig havde set frem til.
Allerede inden vi startede på turen, var vi godt klar over, at meget af tiden vil komme til at foregå i bussen, for det var en utrolig stor distance, vi skulle tilbagelægge på få dage. Det mærkede vi da også allerede den første dag. Efter alle var blevet samlet op rundt i Adelaide, kørte vi ellers bare derudaf. Man får virkelig hurtigt fornemmelsen af, hvor stort Australien er, når man skal køre tværs igennem landet i bus. Der er kun en vej, og den går ligeud. Alting er fuldstændig øde på nær en tankstation, der i ny og næ dukker op hver 500km, ellers er alting bare ørken. Selvom det på mange måder var meget ensformigt, så var det alligevel ret fascinerede at kigge ud over det øde landskab. En hel ny side af Australien, som vi ikke havde set før, og netop det havde vi virkelig set meget frem til. Østkysten var virkelig fed at rejse op ad, men det er på mange måder bare ikke ‘det rigtige Australien’. Det er langt mere som at være på en badeferie, og derfor glædede vi os rigtig meget til at komme down under, og virkelig komme ind til hjertet at den australske kultur og især de mange aboriginals, der på mange måder repræsentere Australiens grundlag og fundament.
Da vi efterhånden havde kørt i en del timer, holdt vi ind for at få frokost, som i dagens anledning var sandwich. Meget kan man sige om Australien, men de forstår godt nok ikke at have noget ordentligt brød. Det er alt sammen lyst toastbrød, vi flækker snart på tværs, hvis vi skal æde mere af det shit! Frokosten var derfor ikke den vilde succesoplevelse og efter en kort tur i supermarkedet (her købte vi lige 12 dåsesodes, en pose guldbamser og chips. Vi ville i hvert fald være sikker på at overleve de mange dage, vi kunne se frem til i ørkenen) var vi ellers tilbage på vejen igen.
Generelt på hele turen var vi heldig at have en god guide, som selv var født i Alice Springs og var 1/4 aboriginal, så han kunne fortælle en hel masse, hvilket virkelig var fedt. Under de lange køreture prøvede han også hele tiden at engagere os ved at finde på alle mulige aktiviteter (måske også for bare at holde sig selv vågen på de lange køreture?), så det i det mindste kunne føles en smule bedre, end hvad det egentlig var. Komforten i bussen var i hvert fald ikke noget at råbe hurra over. Det eneste positive var sådan set, at vi hver fik hver vores pude. Ellers sad man generelt ikke særlig godt, og især Susanne havde det svært med sine lange planker af nogle stænger, der på ingen måde var plads til imellem sæderne. Men overlevede gjorde hun dog, så der er stadig en reel chance for, at hun kommer hjem til Danmark i et stykke 😉
Vi kørte eller bare hele dagen, indtil vi holdt et stop ved se sted kaldet Hancock’s Lookout, som var på en bakketop, hvor vi havde udsigt over landskabet – pretty awesome!!
Derefter kørte vi ydeligere et lille stykke, inden vi kom til Willmington, hvor vi skulle overnatte. Her ventede os der dog noget af et chok. Normalvis har vi været vant til at sove på hostels, men nu kom der dælme andre boller på suppen. Først troede vi lidt, det var en joke, men nej vi skulle skam sove ude i det fri. Ud over en bygning med toiletter og bad, så var det eneste vi havde et skur, der skulle fungere som køkken og en bænk, hvor vi så skulle spise ved. Det var lidt af en omvæltning i forhold til, hvad vi ellers har været vant til, men der er da ikke det, to hårde vikinger fra dänen ikke kan klare, så vi tog selvfølgelig udfordringen i stiv arm!
Vi fik udleveret en såkaldt ’swag’, som kort og godt kan beskrives som en stor sovepose med indbygget madras i. Det skulle så være vores hjem for resten af turen. Den var også udstyret med en såkaldt ‘monsterflap’, som var en flap man kunne tage over hovedet, hvis man ikke var helt tryg ved alle de monstre (edderkopper, slanger osv.), der nu kunne være i området. Vi vil gerne fra starten af melde ud og sige, at ja vi brugte vores monsterflap, better save than sorry, hvilket vi også fandt ud af senere på turen!
Klokken var efterhånden også ved at være mange, og det var ved at være tid til aftensmad. Vores guide skulle dog lige ordne noget, inden vi kunne gå i gang. Ifølge ham tog det kun en halv time, men det blev nærmere til halvanden time, inden han kom tilbage, og på det tidspunkt var alle døden nær af sult. Heldigvis havde vi brugt tiden fornuftigt på at få snakket med nogle af de 20 andre mennesker fra vores gruppe. Vi fladt rigtig godt i snak med 2 piger (Anna og Colette) og en dreng (Fabian) fra Schweiz, som vi mere eller mindre tilbragte det meste af rejsen med. Vi kom mega godt ud af det med hinanden, måske fordi de på mange måder mindede om os danskere, hvilket derfor hurtigt gjorde det en del nemmere at falde i god snak.
Efter aftensmaden var alle ved at være godt trætte, og vi skulle allerede op Kl 5 dagen efter ’so we got our swag on’, og lagde os til at sove. Det var dog svært at vænne sig til de nye omgivelser, og især Susanne havde svært ved at flade i søvn den dag, men så var det godt, at der ude i Australiens ørken nok var tæt på at være verdens flotteste stjernehimmel, så klage det gør vi bestemt ikke!
Dag 2 startede som sagt allerede ud kl 5 om morgenen (hvilket senere hen skulle vise sig at blive hverdag for os), hvor vi fik morgenmad, som bestod af ristet toastbrød med nutella og coco pops – ikke værst, hvis man lige ser bort fra det faktum, at mælken var sådan noget langtidsholdbart stads, der ikke var på køl, og dertil var det lige så tykt som fløde! Det lignede på ingen måde noget, der  havde rørt en ko, men ja ja coco pops med varm fløde kan da også bruges 😉
Vi startede med at køre hen til et sted, der hed Alligator Gorge Trails, hvor vi gik en tur. Vi gik inde imellem nogle store stenformationer, hvilket på mange måder var meget flot, men mere ophidsende var det dog heller ikke.
Efter vores lille gåtur klokken lort om morgenen begyndte vi ellers på endnu en lang køretur, der varede det meste af dagen, indtil vi sidst på eftermiddagen ankom til Cooper Pety, hvor vi skulle overnatte. Inden da havde vi dog lige et par stop på vejen. Første stop udnyttede vi til at få vores daglige is (der gik heller ikke lang til på denne her tur, før vi blev kendt som ispigerne. Armen hvad kan man gøre, når man har et behov?), og ved det næste stop fik vi frokost, som igen stod på de knap så lækre sandwich. Det blev dog ikke bedre af, at vi på daværende tidspunkt var ved at være så tilpas langt inde i ørkenen til, at der bare var begyndt at være fluer overalt. Og når vi siger, at der var fluer, så var det ikke bare et par stykker, nej der var flere millioner. Man skulle i hvert falde sørge for at holde munden lukket, hvis man ikke ville risikere at sluge et par fluer, eller hundred! En disciplin som Susanne på forhold var selvskrevet til at have svært ved, da hun ALTID har åben mund. Vi konkluderede derfor hurtigt, at et fluenet ville være nødvendigt. Det var nok rundt regnet også den bedste investering, vi længde havde gjort. I løbet af de 5 dage, vi havde tilbage, blev det vores bedste ven, for jo længere vi kom ind i ørkenen og jo varmere det blev, jo flere fluer var der også!
Selvom vi knap nok kunne spise vores toastbrødssandwich for bare fluer, så var det hele dog ikke kun helvede og ragnarok. På den parkeringsplads hvor vi spiste frokost, var der nemlig en mand, som var i færd med at lufte hans hund samt 3 hundehvalpe. Vi kunne selvfølgelig ikke lade være med at gå hen og hilse på dem. Vores hjerter var smeltet på stedet! Hvalpene (blanding af rottweiler og noget andet mærkeligt), som var 4 uger, var bare det sødeste. Vi var oven i købet så heldige at få lov til at holde dem. Hvis det ikke var fordi, at vi ville blive anklaget for dyremishandling, så kunne det snildt være, at vi kunne have fundet plads i rygsækken til sådan et dejligt kræ, men vi følte hellere, vi måtte spare lidt, efter vi havde ofret hele 10 dollars på fluenet (hvilken formue var?), så i har foreløbigt intet at frygte derhjemme, men lad os nu se, vi har stadig 2 uger tilbage 😉
Generelt om turen skal det forresten også lige nævnes, at 11 ud af 20 var tyskere, og 14 ud af de 20 var tysktalende. Vi overvejede mange gange under turen, og vi ville overleve. De er seriøst overalt. Det er oven i købet værre en alle japserne og kinøjserne, og det siger ikke så lidt! Det er virkelig til at få stress af at høre på folk konstant taler tysk. Bare i bussen så var vi flere gange tvunget til at høre tysk musik (og Julemusik, vi ved seriøst ikke, hvad de fejler). Det var i hvert fald ikke noget, der stod i papirerne, da vi betalte for det shit af en grupperejse. Sådan noget burde man gøre opmærksom på i brochuren, bare skrive ‘advarsel! Denne her tur kan være skadelig for dit helbred!’ eller noget lignede, det havde været længe fint! Heldigvis har vi den store fordel ved at komme fra Danmark, at absolut ingen forstår os, så vi er vældig gode til at bruge tiden på at tale om alle de andre, uden at de kan forstå os – ja, sikke søde vi er 🙂
I Cooper Pety skulle vi på rundvisning, direkte efter vi ankom. Byen er nemlig særlig kendt for én ting, og det er alt den opal (en flot, skinnende og meget dyr sten, der bliver brugt til smykker), de har i jorden. Vi så derfor først en film om historien bag fundet af opal, og derefter fortalte en dame os om de forskellige typer opal, og om hvordan man pudser dem, så de får det rigtige udseende. Derudover blev vi også vist rundt i nogle af de mange miner, som de har gravet efter opal i. Det sjove er, at jorden i det område har en tilpas blød og fast konsistens til, at det er mega nemt og arbejde med, så derfor bor 70% af befolkningen i byen under jorden. Det er mega smart for dem, for så er der altid en behagelig temperatur, og de behøver heller ikke bruge penge på air condition, hvilket i høj grad er nødvendigt, da det bliver op til 50 grader varmt om sommeren. Vi fik derfor også lov til at se en model på sådan et underjordisk hus, hvilket var meget sjovt at se. Vores rundviser fortalte også, at den eneste byggemæssige regel de havde var bare, at der skulle være 4 meter imellem hvert hus, og ellers havde folk bare fri ret til at grave lige så meget, som de havde lyst til. Så hvis man lige står og mangler lidt plads, så kan man bare grave et nyt rum – ret praktisk!
Efter rundvisningen var slut blev vi vist hen til det sted, hvor vi skulle sove og i bedste stil, så skulle vi selvfølgelig sove under jorden. Selvom vi kun havde sovet i swag en nat, så var vi allerede henrykte over at skulle sove i en normal seng igen!
Til aftensmad var vi alle sammen henne på det lokale pizzaria, hvilket var mega lækkert, og derefter tog vi samlet hen på det lokale kunstgalleri. Her fik vi mulighed for at se noget rigtig aboriginal kunst, og samtidig fik vi også lov til at fodre de 4 kænguruer, de havde ude i deres baghave. For ud over at være galleri, så var stedet også samtidig et kænguruhospital, der tog sig af syge og tilskadekomne kænguruer. De var mega søde, og det var sjovt at komme så tæt på dem, men bedst af alt var da ejeren kom med en lille babykænguru. Den fik lov til at hoppe frit rundt imellem os alle, og den var bare så klodset, fordi den ikke havde lært at hoppe ordentligt endnu. Vores hjerter smeltede endnu engang en smule. Vi klager i hvert fald ikke, når vi på en og samme dag har været så heldige både at se hundehvalpe og en kængurubaby 🙂
Efter vi var færdige på kunstalleriet/kænguruhospitalet tog vi alle videre på den lokale bar, som selvfølgelig også var under jorden. Her nød vi en kold cider med resten af gruppen, og derudover fik vi da også et par gratis drinks af nogle af de lokale, hveriblandt to midaldrende politimænd, der tilsyneladende havde så nedern et liv, at de gad bruge tid på at snakke med piger, der i hvert flad var 15 år yngre end dem selv. Der var generelt stort set kun ‘tørstige’ mænd på den bar, sørgelig tilværelse alligevel, men vi blev også enige om, at vi måske ville have et lige så nedern liv, hvis vi var tvunget til at bo ude i en flænge i Australiens ørken langt væk fra alt. Vi fik at vide, der var over 500km til den nærmeste mc donalds, det siger noget om, hvor slemt det er! Da det efter mange forsøg endelig lykkedes os at slippe af med dem, tog vi et slag pool med vores schweiziske venner (hvor vi desværre tabte), inden vi gik tilbage til vores hule for at sove. Det var med at udnytte alt den tid vi kunne i vores seng, så længde den var der, for resten af turen skulle vi bare ’swagge’ for vildt, dvs. 3 nætter i streg under åben himmel…
Dag 3 startede sent ud. Vi fik lov til at sove helt til klokken 7:30, hvilket var en sensation i sig selv. Vi er ved at være nået et punkt, hvor vi begynder at føle os veludhvilet, når vi har fået 6 timers søvn. Det siger noget om, hvor slemt det står til!
Efter morgenen blev det da heller ikke bedre, da nogen havde valgt at bruge vores plasticpose til affald. Det vil sige farvel til den halve pose guldbamser, havregryn, sukker og vandfalske. Men det er da ligemeget, vi har jo masser af penge som backpackere, så vi kan da bare købe noget nyt… BLAAAHH!!
Når det så er sagt, så blev dagen hurtigt meget bedre, ELLER IKKE! Vi blev sat af lige udenfor byen, hvor vi fik mulighed for at lede efter opal, imens vores guide ville køre væk et kvarter for at handle. Fint nok, og det var da også meget sjovt i starten, hvis det ikke var fordi, at vores guide først vendt tilbage halvanden time efter. Vi begyndte at overveje, om vi nogensinde ville blive hentet igen, eller om han bevidst bare prøvede at tage livet af os ved at lade os stege ihjel i varmen ovenpå noget der mest af alt bare lignede en bunke grus ude in the middle of nowhere. Da vi endelige blev hentet, var vi alle sammen mega tørstige og trætte, og for at gøre det hele meget værre, kunne vi nu se frem til 9 timers kørsel i bus, inden vi ville nå næste stop, som var Uluru. Den køretur var virkelig en hård omgang. Til sidst var man i hvert fald ikke i tvivl om, at ens røv stadig var i live, så ondt som den gjorde!
Kort tid før vi ankom til vores camp, holdt vi et stop ved en lille sandbanke, hvorfra vi så solen gå ned ud over det øde landskab. Det var virkelig flot at se, og det blev da heller ikke ringere, da vi ankom til kampen og fandt ud af, at vi skulle have BBQ til aftensmad. Inden vi var færdige med at spise og havde været i bad, var klokken allerede 23, og ovenpå den lange køretur var alle totalt smadrede, så vi krøb hurtigt ned i vores fantastiske swags og lagde os til at sove. Ovenpå tre virkelige hektiske dage sov alle vist godt den nat, hvilket også var godt, da vi skulle op igen kl 5 dagen efter for at se solopgangen over Uluru. Vi så virkelig også frem til for en gang skyld at have en dag, hvor vi stort set ikke skulle køre i bus, men bare fik lov til at komme ud og nyde de fantastiske omgivelser, vi var omgivet af!
Endnu en gang fik vi ikke lov til at sove længe, da vi skulle op og se solopgangen over Uluru. Ja ja, vi omtaler sgu stenen som ægte australiere gør! Meget trætte fik vi vores, efterhånden meget fede kroppe, ud af vores ’skønne’ swags, for at komme i tøjet før bussen kørte hen til stedet, hvorfra vi kunne se solen stå op.
Heldigvis var det, det hele værd at stå så tidligt op for at se det. Den enorme flotte sten, som startede ud med at være helt mørk og omgivet af den smukkeste stjernehimmel, forvandlede sig stille til at vise dens rødlige glød omgivet af solen, som stille sneg sig op bagved den. Og da solen kom op, gik der ikke mange minutter, så kunne man allerede mærke varmen igen og se hvordan himlen ikke bare viste en farve, men derimod hele farvesprektrumet mellem den mørke blå farve til den skrigene gule. I sandhed en enorm smuk oplevelse – vi håber i kan fornemme det på billederne! Vi havde ikke fået morgenmad inden vi tog afsted, så maverne var efterhånden begyndt at brokke sig over det, og tanken om, at den stod på pandekager, æg, ‘ bacon’ og Coco pops, hjalp bestemt ikke på det. Heldigvis startede vi ud med at skynde os og få det hele lavet, da vi kom tilbage til lejren, så der gik ikke længe før både vores smagsløg og maver blev tilfredsstillet.
Efter den udsøgte morgenmad, var det tid til at stige ombord på bussen igen, for at køre hen til et nærliggende aboriginal kulturcenter. Her læste vi endnu en gang en masse, for at blive klogere på deres kultur og de centrale historier, som ligger til grund for deres tro. Vi så også en kort dokumentar i det her center, eller dvs nogen af os gjorde! Colette, som var en af dem vi snakkede rigtigt godt med, faldt nemlig i søvn under visningen af dokumentaren. Det skabte mange gode grin, og alle måtte også indrømme, at vi også til tider var ved at falde i søvn. Det er virkelig tidligt at stå op kl 5! Godt nok er vi efterhånden blevet vant til at stå op tidligt, meeen når kl er 05, så er det jo fandme stadig nat!
Da vi var færdige med kulturcenteret, fortalte vores chauffør lidt mere om hvordan opdragelse og ægteskabsritualer fungerer for aboriginals. Underligt nok, så bygger deres kultur på, at de ældre skulle være de klogeste, og man derfor skulle lytte til de ældre – arghhh, den holder vidst ikke altid stik! Men netop fordi han havde aboriginalsk blod i sine åre, så havde han en onkel, der var aboriginal og som lavede guidet ture rundt om noget af Uluru. Det gjorde, at vi kunne tilkøbe sådan en tur meget billigt, kun 10 dollars pr person(normalt 65 dollars), så vi følte os meget priviligerede.
Vi skulle mødes med hans onkel på parkeringspladsen, inden vi startede turen. Der gik lige lidt ekstra tid før han kom, da han lige havde haft en anden tur. Heldigvis kunne vi sidde inde i en dejlig kold bus med aircondition, og se ud på ørknen, som nærmest brændte pga solen. Kort tid efter ankom onklen, og vi startede turen rundt om noget ag Uluru. Han forklarede meget om, hvordan det er bedsteforældrene som lærer deres børnebørn op, når de er på vej til at blive unge mennesker. Kvinderne lærer pigerne op og mændene lærer drengene op. Når de nåede pubertetsalderen blev drengene taget med bedstefædrene, for at de skulle lære dem at være mænd og tage ansvar. Måske vi skulle anvende det lidt mere i Danmark?;-) Udover det fortalte han nogle af de grundlæggende historier, for deres tro. Rundvisningen blev afsluttet med spørgsmål, hvis vi havde nogle. En del af spørgsmålene gik bl.a. på, hvordan de i dag kan være så dårligt stillet i samfundet, og hvorfor de ikke gør noget mere aktivt, for at få gennemtrumfet nogle af de værdier, som de har. Man kan virkelig mærke en tydelig splittelse her i Australien imellem aboriginals og resten af Australien. Onkelen endte med at give os lov til at køre ham hjem, så han kunne vise os, hvor dårligt stillede de var i deres bydel sammenlignet med resten af byen. Og det så mildest talt forfærdeligt ud! Hærgede huse udenfor, og man kan kun tænke på, hvordan det så ikke ser ud indeni. Over 400 boede i det område, fordelt på 33 huse. 1 bad og 1 toilet pr husstand!
Efter den guidede tur med mange indtryk og tanker, var det endnu en gang blevet tid til mad. Denne gang stod det på kængurukød i wraps. Skøn frokost sammenlignet med, hvad vi havde fået de andre dage! Men fuck hvor sveden drev af os! Man kunne virkelig godt mærke, at vi var kommet ind i ørknen. Solen bagte på fuld skrald, og selvom man bare sad, så svedte man konstant! Derfor besluttede vi, at vi netop godt kunne nå at springe i poolen, for at blive afkølede, inden vi skulle gå hele vejen rundt om Uluru. Og hvor var det bare en fantastisk følelse at springe i det dejligt kolde pool vand. Det toppede virkeligt bare dagen for os! Desværre skulle vi hurtigt op og afsted, men det gjorde ikke noget, for det gjorde os virkeligt friske, lige at få en dukkert.
Det var nu for alvor blevet tid til at bevæge vores erotisk buttede kroppe i hedens varme. Vi skulle som sagt gå Uluru rundt(10 km). Eftersom vi havde brugt lidt ekstra tid i lejren, pga poolen, blev vi nu nødt til at gå denne rute lidt hurtigere. På papiret stod der, at den tog 3-5 timer, vores guide sagde, at den nok ville tage 3 timer, men at vi ‘kun’ havde 2,5, da vi skulle nå at se solnedgangen. Så afsted det gik! Vi kæmpede os igennem heden, skridt for skridt! Og selvfølgelig skulle der tages masser af billeder, så lige idet Susanne skulle til at tænde sit kamera, gik det op for hende at hun havde glemt batteriet i lejren, hvor det lå og var ved at lade op. Ja det var meget brok der kom ud af hendes mund på meget kort tid! Heldigvis gik vi sammen med Fabian, som kunne tage billeder for os! Ham fik vi snakket en masse med , alt mellem himmel og jord – dog nåede vi et punkt, hvor vi efterhånden bare gerne ville være fremme! Ingen pauser, vi gik bare derudaf, lækre med fluenet på som sædvanlig. Heldigvis var vi der lige pludselig, 1 time og 50 minutter senere. En svensk dreng var lige et par minutter foran os, men ellers var vi de første. Måbende sad vores chauffør inde i bussen og fattede ikke, hvordan vi kunne have været så hurtige. Vores eneste svar til dette var: ‘ jamen du sagde vi skulle skynde os’. Desværre havde han ikke sørget for, at der var meget kold vand, da vi kom tilbage, så vi fik kun en smule af det kolde og derefter måtte vi endnu en gang tappe vand fra hanen. Varmt, klamt og adels ikke godt! Vi havde sådan set frem til at få noget koldt at drikke, da vandet i vores drikkedunke var blevet så mega varmt, at man efterhånden kunne have brugt det til te, fy føj da! Men ja, sådan er vilkårene i ørknen. Man skal bare være glad for, at der overhovedet er vand! For helvede, vi ser nu alligevel meget frem til, at tappe noget dejligt vand fra hanen i Snaptun!
Hurtigt efter os begyndte resten af vores gruppe og komme lige så stille derefter, hungrende efter vand. Og ja, den efterspørgsel, der var efter vand prøvede vores guide at hjælpe os med, på anden vis end normalt. Han sad nemlig med en vandpistol foran, og skød folk ned med vand, der både kom ind i bussen, men også fremmede der kom gående forbi bussen. Mange af de piger han ramte der gik fordi bussen, blev ikke ligefrem glade idet de blev ramt, drengene tog det lidt mere med et smil på læben.
Efter den lange, varme og faktisk semi hårde gåtur, var det nu tid til at vende snuden mod udkigsstedet, hvorfra vi skulle se solnedgangen samtidig med at folk nød kolde øl og sodavand(for vores vedkommende). Endnu en gang var det en meget smuk fornøjelse, at se hvordan Uluru blev helt rød idet solen gik ned. Himlen gik fra den lyseblå farve til at blive lilla og mørkere. Folk var i godt humør, der blev drukket og taget alle slags billeder med flag viklet rundt om os. Festen fortsatte i bussen, hvor vi fyrede helt op for musikken. Vi havde ellers kun planlagt at drikke sodavand, men måtte give efter, og endte med at gå ind og købe øl i en butik ved vores resort. Og det var fandme en dyr fornøjelse! Normalt er alkohol dyrt hernede, men når man kommer længere ind midt i, så bliver det endnu dyrere, så vi måtte betale 26 dollars for 6 øl. Så var de satme også betalt!! Men festen fortsatte i bussen, musikken hamrede derudaf og alle skreg med på sangene, som om det var den sidste aften vi havde sammen. Vi kørte rundt i vores resort med vinduerne rullet ned, sang med og dansede i bussen. Faktisk endte det med, at alle faktisk stod op i bussen, og vores chauffør kunne ikke sige andet, end at han vidste, at den næste gruppe ville være lort sammenlignet med os!
Da vi kom tilbage til lejren, var det efterhånden blevet tid til et tiltrængt bad. Efter at have svedt så meget på gåturen rundt om Uluru, følte vi os en anelse klamme. Oveni det havde vi gået turen i klip klapper, så vores tæer og sko var helt røde efter støvet! Man nyder virkelig at få et bad hver aften, her i ørknen!
Da vi kom tilbage fra badet, var aftensmaden ved at være klar. ‘Middagen’ stod på noget ligende sammenkogt, fy, vi havde smagt bedre mad her på turen! Desværre havde pigen, der var blevet bidt af en edderkop, fået det dårligere, så de var nødt til at tage på hospitalet. Det lagde desværre en dæmper på alle festlighederne, og oveni det var folk også ved at være trætte, efter at have været oppe så tidligt. Aftenen endte med, at vi sad og snakkede, imens vi ventede på, at vores chauffør skulle komme tilbage og sige hvornår vi skulle op næste morgen. Men efter at vi havde ventet i lang tid, begyndte alle at gøre sig klar til at sove. Heldigvis nåede han at komme tilbage lige idet vi skulle til at ligge os, og kunne fortælle at vi igen skulle op kl 05! Pigen var med og havde fået taget en prøve samt fået udskrevet noget antibiotika.
Trætte sneg vi os ned i vores swags, til tanken om, at vi allerede skulle op kl 05 igen næste morgen!
Endnu en gang startede dagen tidligt ud. Op kl 5, pakke vores swags sammen og derefter satte vi kursen mod Uluru. I dag var det et andet udkigssted, så vi kunne se solopgangen fra en anden vinkel, selvom det nu ikke gjorde den store forskel. Det var den samme smukke oplevelse, som det også havde været morgenen før. Efter den dejlige start på dagen, var det nu også blevet tid til at få lidt morgenmad. Denne gang blev der serveret morgenmad ude på P-pladsen, og den stod som sædvanlig på Coco pops og Nutella madder. Helt sunde er vi ikke på de ture her, men hva faen, vi er jo snart hjemme! Da vi havde nyt det berigende morgenmåltid, kørte vi et stykke for at gå en tur ved Kata Tjuta, som hed Walley of the Winds walk. Denne gang tog gåturen 2 timer. Et lidt andet terræn end dagen forinden. Her gik det lidt mere op og ned, og derudover var stierne fyldte med sten, så man skulle virkelig tænke over hvert et skridt man tog! Heldigvis kom Susanne ikke til skade under gåturen, det var ellers det Mathilde frygtede mest. Det er nemlig således, at hun virkelig er klodset når hun går! Ekstremt klodset faktisk. Altså der skal nærmest ikke være noget at falde over, så falder hun alligevel  – bare over hendes egen ben. Det her bærer hendes sko også meget præg af, da det sorte yderst på skoen, er ved at blive helt hvidt, af alle de gange hun er stødt ind i noget. Det er et vidunder, at hun endnu ikke er faldet og slået sig!
Men når man en gang i mellem ikke fokuserede på, hvor man gik og kiggede op, for at beundre udsigten, så var det virkelig en sand fornøjelse! Smuk natur omgav os ude i ingenting. Man føler sig virkelig som en lille myre, når man går rundt i naturen hernede!
Efter gåturen var det nu blevet tid til frokost, så vi kørte tilbage til lejren, hvor vi skulle have burgere. Super lækker mad sammenlignet med, hvad vi normalt spiser til frokost hernede. Når vi normalt altid er på farten til frokosttid, er det nemlig altid svært at få stablet en ordentlig frokost på benene, så det nyder vi virkelig her.
Desværre skulle vi ikke blive i denne lejr længere, så inden vi drog videre, var det blevet tid til at pakke alting sammen. Og oveni i det, skulle vores guide lige spule gulvet med en brændslange, meeeen det tog en helt anden drejning end forventet. Det hele endte i vandkamp, hvor det var ham imod alle os andre. Alle endte med at være våde, undtagen et par stykker af drengene(ja selvfølgelig blev alle pigerne plasket til!). Dog skal det lige nævnes, at det var faktisk en super rar følelse at få koldt vand udover sig, når solen bare   kogte ned ovenfra. Og vi ville have ønsket, at vi ikke skulle videre, men bare kunne have gennemført vandkampen til fulde, fremfor at tænke på, at vi ikke skulle blive våde, når vi efterfølgende skulle ind i bussen, for at køre i laaaaang tid. Desværre!! For dælen vi får nedlagt mange kilometer, men det var også forventet, når vi ville igennem midten på kun 18 dage. Så afsted det endnu en gang gik, musikken spillede og den lille bus nedlagde alle de mange kilometer i rask tempo(så hurtigt som man nu kan med trailer på). Køreturen blev kun stoppet få gange. Vi stoppede bl.a. ude i ørknen for at prøve at se, hvordan aboriginal kvinder førhen gravede efter rødder, for at finde små orme/mide lignende insekter, som var sprængfyldt med protein. Vi fandt en lille en, som der var en svensk dreng der spiste – dog glemte han lige at bide hovedet af først, så han fik alt urinen med. Mums altså! Vi gravede længe for at finde en større en, men fik aldrig rigtigt held med det. Turen fortsatte indtil vi var tætte på Kings Canyon, hvor vi skulle overnatte. Her lavede vi endnu et stop, for at samle brænde ind. Det var nemlig sådan, at der hvor vi skulle overnatte, var der ikke elektricitet til at lave mad over blus, så det skulle foregå over bål. Så ud af bussen for at samle brænde, knække brænde og op med det på taget af traileren. Heldigvis var vi ikke langt fra Kings Canyon, så 1,5 time senere var vi fremme. Her ventede der os en overraskelse, idet der var en gruppe der havde taget det sted, hvor vi skulle være. Heldigvis var der håb forude, ja faktisk forberedringer forude! Vi endte nemlig med at bo ved køkkenet, så der var både elektricitet til at lave mad over, samt net rundt om køkkenet, så alle de forbandede fluer ikke kunne flyve ind! Win win! Vi startede alligevel bålet, og folk sad rundt om bålet, for at få lidt køligt at drikke. Imens resten lavede mad, sneg vi os i bad og takket være vores vidunderlige timeing, så var maden klar, da vi kom tilbage fra badet. En kold øl blev åbnet og vores maver blev fyldte med spagetti og kødsovs toppet lidt grøntsager. Efter maden satte vi os ud for at sidde at hygge lidt, inden vi børstede vores bisser. Desværre ventede der Mathilde en dårlig overraskelse, da hun ville gå ind for at finde tøj frem til næste dag. Vores guide havde flyttet på vores tasker, da de lå for tæt på køkkenbordet, inden vi skulle spise, så han havde løftet hendes taske i lynlåsen, og det gjorde at den var sprunget. Eftersom han ikke selv sagde noget, og det var meget underligt at den skulle være gået i stykker af sig selv, konfronterede Mathilde ham med problemet. Heldigvis indrømmede han med det samme, at det var hans skyld. De kom frem til den løsning, at han ville købe en ‘travelbag’, hvilket er en stor taske man putter sin rygsæk i når man rejser, for at forhindre at tingene skulle falde ud under rejsen. Med det på plads, var det nu blevet tid til at sove, inden vi skulle endnu tidligere op morgenen efter, nemlig kl 04:30!!
Godmorgen blev der sagt, da Susanne fjerne Mathildes monsterflap. Kl var 4:30, hvilket tidspunkt er det lige at stå op på?! Men selvfølgelig var der en årsag til galskaben;-). Vi skulle gå en lang tur igennem Kings Canyon, på 7,5 km, og det skulle helst nåes inden solen begyndte at bage alt for meget. Morgenmaden tog vi på vej derhen, hvor vi stoppede ved et picnic lignende sted. Her havde han lovet os, at han ville lave pandekager til os – men men men.. Han havde glemt den pande, som han skulle stege dem på! Lort! Så ja morgenmaden stod på cornflakes (der var ikke flere Coco pops) og nutella madder som sædvanlig. Endnu en gang sikke en god morgenmad for kroppen, inden den virkelig skulle udsættes for hårdt arbejde! Dog skal det lige påpeges, at vi hundrede gange hellere ville have det, end det klistrede havregrød!
Efter morgenmaden kørte vi et lille stykke hen til der, hvorfra vi startede gåturen. Den første del af vores gåtur blev kaldt ‘heart attack’, grundet den meget voldsomme stigning og derfor også sværhedsgraden i at komme op, hvis man er lidt ældre(vi unge friske mennesker, klarede det selvfølgelig uden problem!). Her skulle vi alle samles igen, for at sikre at alle var kommet sikkert op. Herfra gik vi samlet hele vejen stort set, da vores guide regelmæssigt under turen, fortalte om den historiske baggrund for stedet samt viste os en masse planter og forklarede om deres medicinske egenskaber. Mathilde samt mange andre fra gruppen, var blevet en anelse forkølet af alt den aircondition, og til at afhjælpe det lille problem gav han os noget ‘citron græs’, som man skulle stikke ned i sin vandflaske og lade det trække, ind til det fik en limonade ligende farve, hvorefter det skulle drikkes. Og det vidste sig faktisk at hjælpe, så man skal ikke undervurdere de metoder aboriginals bruger!;-) Gåturen tog lidt længere tid end forventet, pga. de mange stops vi havde holdt undervejs, så vi havde en smule travlt, da vi kom tilbage. Vi skyndte os tilbage til lejren, hvor der blev lavet pastasalat med tun(dog ikke samme standard, som når vi laver det.. Han proppede bla bønner i!). Efter maden havde alle planer om, at de pandekager som vi havde skippet tidligere nu skulle laves, men lige i det de skulle til at begynde, forklarede vores meget stressede chauffør, at det havde vi bestemt ikke tid til! Øv! Så tilbage med pandekagedejen i bøtterne, opvasken blev klaret, og bussen blev pakket. Nu hed næste destination Alice Springs. En lang tur med meget få stop, det kunne mærkes på vores ømme numser. De er begyndt at være medtaget af alle de busture! Heldigvis var humøret ikke ødelagt da vi kom frem, alle var glade og klar på at tage ud at spise sammen, som vi havde planlagt! Alle skyndte sig at tjekke ind, så man kunne nå at få et bad inden vi skulle ud – endnu en gang et tiltrængt bad, efter gåturen! Heldigvis for os havde vi fået et lækkert 4 mandsværelse, kun for piger med eget toilet og bad, så det var skønt at komme ind til efter så mange nætter i ørknen. Efter badet fik vi lidt pænere tøj på kroppen, inden vi skulle mødes med alle dem, der boede på dette hostel, for at tage en taxi derhen, hvor maverne skulle mættes. Selvom det ikke var langt væk, anbefaler de at man tager en taxi om aftenen og natten grundet de mange aboriginals og deres alkoholmisbrug. Egentlig havde vi bestilt to taxier, men det endte med at taxichaufføren tog alle 14 med, så hurtigt kom vi allesammen derned. Folk fik bestilt mad og drikkelse. Vi bestilte begge steaks og en kande øl, så var vi ligesom startet! Efter længere tid, kom maden endelig. Klokken var nu også blevet 21:20, så alle var efterhånden på randen til at dø af sult. Det kunne også ses på specielt Susannes tallerken, for 5 minutter efter maden var kommet, var hendes tallerken fuldstændig slikket! Oveni det fik hun så også det, som Mathilde ikke kunne spise, men så var hun også mæt og klar på at hygge. Kanden blev tømt, og vi tog hen til en anden pub, hvor det blev spillet live musik. Men eftersom Susanne ikke havde sin pung og ikke havde sit pas med, havde hun intet id med. Heldigvis fik vores festglade guide hende ind, på baggrund af den løgn, at hun var 24 år. Men det var en super hyggelig lille pub, hvor det virkede som om at både gamle og unge kom. F.eks. var der en gammel dame, som virkelig formåede at give den gas! Hun piftede op efter hvert nummer og dansede løs på dansegulvet – ikke hver dag man siger så livlig en gammel dame, desværre! Men alle kunne mærke, at vi havde været tidligt oppe, så vi blev ikke længe før vi atter fik bestilt en taxi, og kom sikkert hjem i seng. Der gik ikke mange minutter fra vores hoveder ramte puden til vi faldt i den dybeste søvn. Skønt at vi bare kunne sove, uden at bekymre os om nogen alarm!
image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image

Katja-Kaj og Bente-Bent indtager New Zealand og Australien

Hej alle vores stalkere! I anledningen af vores mega, overdrevet, über, kodylt, storslået, uforglemmelige, nice… | Læs mere

Visninger

66

Kommentér

Opret profil