Fraser Island

Australien Fraser Island

Om morgenen på vores hostel i Hervey Bay blev vi hentet af den shuttelbus, der skulle køre os til færgen mod Fraser Island, hvor vi skulle tilbringe de næste 3 dage. Det var i form af en gruppetur (Cool Dingo, hvis i skulle være interesserede i at vide, hvad det hedder), hvor vi sammen med en bus fuld af andre unge skulle rundt og se Fraser Island, hvilket for øvrigt er verdens største sandø. Da vi kom af færgen, blev vi mødt af den guide, som skulle vise os rundt på øen i løbet af de kommende 3 dage. Efter kort tid kom vi hurtigt ind i bussen, og afsted gik det. Selve øen kan man mest af alt beskrive som totalt udenfor civilisation. Der var absolut intet, selv netværket svigtede os. Det var ikke andet end bare sand og regnskov, hvilket virkelig også var fascinerende. Det betød samtidig, at der heller ikke var nogen asfalterede veje, men derimod var alle vejene lavet af sand, og hvis der var noget de var, så var det virkelig ujævne. Det var som at køre konstant i noget, der mindede om en rutschebane, for hele bussen hoppede op og ned og gyngede frem og til. Af den grund var det heller ikke en helt almindelig standard bus, vi kørte i, men derimod nærmere noget der mindede om en blanding mellem en truck og en bus – ethvert almindeligt køretøj ville seriøst blive splittet af under de forhold… 

Efter at have kørt rundt i noget der mindede om en halv times tid i bussen, ankom vi til det første stop, som var ved Lake McKenzie. Det var en helt særlig sø, da specielt sandet er kendt for at være mega fint. Det skulle være godt til at rense huden med, og det siges, at folk føler sig 10 år yngre efter de har været i den sø. Den påstand var vi selvfølgelig nødt til at efterprøve, så i vandet kom vi. Vi fik hurtigt bekræftet, at sandet var utroligt blødt, og da vi efter at have lagt i vandet i noget tid gik op igen, kunne vi pludselig mærke en tydelig forskel. Især vores hænder var lige så bløde som en babynumse, og generelt føltes vores hud meget blødere – måske er der noget om snakken, når man siger, at man føler sig 10 år yngre, men vil dog sige, at vi på ingen måde følte os som en 9-årig igen, så i behøves ikke være bekymrede derhjemme 😉

Generelt om vejret den første dag  på Fraser Island, så var det mildest talt ret dårligt! I forhold til hvad vi ellers har oplevet, så var det ikke særlig varmt, og samtidig så regnede det ret meget i løbet af dagen. Vores chauffør sagde, at vi var heldige fordi det regnede, for så fik vi regnskovene at se på en hel anden måde, end når der var tørke, hvilket der havde været de sidste mange uger. Dog følte vi os ikke særlig heldige, og vi besluttede at droppe den første halve times gåtur gennem noget af regnskoven, netop fordi det stod ned i stænger. I stedet kørte vi med bussen hen til et lille område ude i skoven, hvor vi spiste frokost i læ for regnen, og sjovt nok var det fuldstændig den samme frokost, som den vi tidligere havde fået serveret på surfcampen, nemlig wraps med alt muligt tilbehør. Efter frokosten var regnen så småt ved at være stilnet af, så vi fik muligheden for at gå en anden tur i regnskoven. Det var dog kun en kortere gåtur på cirka en halv time, hvilket lige var noget vi kunne overkomme! Inden vi gik afsted, skulle vores guide da også lige nævne, at verdens 5 mest giftige slanger levede på øen – meget betryggende!!! Med det i baghovedet begav vi os ellers ud på den lille gåtur, og vi så heldige rent faktisk at se et af de satans bæster. Heldigvis var den slange ikke farlig, men det var alligevel ret sjovt at se en ude i naturen, det er lidt noget andet end Sydney Zoo 😉

Selve regnskoven var ret flot – meget frodig med masser af palmer, sjove træer og krystalklart vand, der løb igennem i en lille å. Da vi nåede til vejs ende holdt bussen ellers klar med friske forsyninger i form af vand og cookies – ikke værst! Efterfølgende kørte vi i bussen tilbage til det hostel, hvor vi skulle bo på de næste to dage. Her var vi så heldige at få et 4-personers dorm helt for os selv. Vi følte næsten det var som at bo på et 5-stjernet hotel (det siger lidt om, hvilket standard vi efterhånden er blevet vant til)! Det blev da heller ikke værre, da vi kom ned i den lokale bar for at få aftensmad. Der var nemlig dækket op til den helt store ta-selv BBQ, hvor der bare var alt lige fra bøffer til kylling til kartofler til frugt og chokolademousse. Vi kan ellers love for, at der bare blev læsset en helveds masse mad op på tallerknen i en fart, og måske gik det lige en tand for hurtigt. I buffeten havde vi hver taget en kop med det, vi troede var saftevand, og totalt uvidende var vi gået i gang med at spise vores mad, lige indtil Susanne ville drikke noget af sin saftevand men opdagede, at det ligesom ikke kom ud af koppen, når hun hældte den nedad. Susanne kiggede virkelig undrende på Mathilde, der bare lignede et stort spørgsmålstegn, og imens var alle andre omkring os ved bordet begyndt at flække af grin. Her gik det godt op for os, at det nok ikke var saftevand, vi havde taget, men i stedet var det gelé (så er det jo klart, det ikke kom ud, når man vendte koppen på hovedet). Vi sørgede i hvert fald for aftenens underholdning med det nummer, men hvad andet kan man forvente, når det er os, man er sammen med? Da aftensmaden var vel overstået, og vi havde kommet os over vores mindre heldige episode, fortsatte vi aftenen med at slag pool ( hvor Susanne tabte til stor ærgelse!), inden vi trætte og forspiste slæbte os selv hjem i seng… 

Dag 2 startede ud med morgenmaden, som vi simpelthen bliver nødt til at nævne, fordi den var så lækker. Der var både æg, bacon, pølser, Coco Pops og meget mere. Det var virkelig som at være i himlen, selvom det jo selvfølgelig havde svært ved at slå vores elskede varme havregrød (eller jo, det er var tusind gange bedre, så kunne vores varme havregrød god grave sig selv ned i et hul og forsvinde for altid. Vi er så done med det shit!). Efter morgenmaden tog vi så afsted med bussen, hvor første stop var ved Stonetool Sand Blow, som var nogle kæmpe store sandbanker, der lå midt inde i regnskoven. Det var næsten som at se en ørken, og samtidig var sandet så fint og helt hvidt, så det gjorde helt ondt i øjnene at kigge på. Da vi var færdige med at kigge på sandbanker, tog vi videre ud på en længere køretur. Vi kørte nemlig op ad hele øens østkyst, dvs. vi kørte på stranden hele vejen, hvilket i sig selv var meget sjovt at prøve. Undervejs gjorde vi nogle få stop, bl.a. ved Maheno Wreck, som var et skibsvrag, der lå på stranden, og vi gik også op ad en klippe (Indian Head), hvorfra vi så havde udsigt over de endeløse strande, der er op langs østkysten. Det var et ret imponerende syn! 

Sidste stop på vejen opad var noget, man kalder ‘Champagne Pool’. Det lyder nok ret fancy, men så vildt var det dog ikke. Kort fortalt så var det et vandhul inde imellem nogle store sten, og når vandet udefra havet så sprøjtede ind over, boblede det ligesom champagne. Der brugte vi cirka en time på bare at slappe af i vandet, inden vi kørte videre mod næste stop, som var frokosten. Den blev i dagens fortaget på stranden, hvor vi fik nogle lækre salatbokse, ikke værst! Efter frokosten kørte vi videre ad stranden indtil vi kom til Eli Creek, hvor der var sådan et å-system, der løb i forbindelse med havet. Selve åen var der ret meget strøm i, hvilket gjorde at den egnede sig glimrende til at flyde ned ad. Vi gik derfor er stykke op ad åen, hvorefter vi sprang i vandet, og ellers bare lod os glide med strømmen, indtil vi nåede enden igen. Det var meget sjovt at prøve, men vildere var det nu heller ikke. Strømmen var ikke så stærk, så man var nødt til selv at skubbe lidt på engang imellem for ellers vil sådan nogle fede mennesker som os i hvert fald ikke komme nogen vegne 😉 

Da vi havde fornøjet os med det i noget tid, var det tid til at vende snuden hjemad og køre tilbage til vores hostel. På vejen så vi for første gang en dingo (et dyr, der minder meget om en hund), som er et af de mest kendte dyr, der lever vildt på Fraser Island. Tilbage på vores hostel blev vi sat af med bussen ved receptionen, hvorfra vi kunne gå ned til stranden og se solnedgang, hvilket virkelig var et flot syn! Efter solen var gået ned tog vi så shuttlebussen tilbage til baren, hvor der var aftensmad, som i dagens anledning stod på pizza, pasta med kødsovs og alt muligt tilbehør. Det mad bliver man seriøst aldrig træt af! Senere hen på aftenen slappede vi bare af på vores værelse, da vi virkelig var trætte ovenpå en hel dag med oplevelser, hvilket også betød, at vi gik tidlig i seng den dag i håb om bare at være en smule mere friske til dagen efter..

Dag 3 var som bekendt den sidste dag på Fraser, selvom vi slet ikke havde lyst til at forlade den vidunderlige ø allerede! Endnu en gang startede dagen med vidunderlig morgenmad. Det vænner man sig hurtigt til! Da vores tidligere chauffør var hindret pga et eller andet medie-halløj, så skulle vi have ny chauffør. Vores førstehåndsindtryk af ham var ikke just imponerende. Han var en mand, der på mange måder mindede om BS. Han sagde kun tingene en gang, og så handlede det om at høre det første gang, ellers var man fucked(det endte vi så også med at være senere…). Første stop på sidste dagen var endnu en sø ved navn Lake Wabby. Denne sø var et godt stykke vej væk fra vores hostel, så det tog en del tid at komme derud. Da vi endelig kom derud, var solen heldigvis fremme til at lyse det klare vand op, så det endnu en gang lignede paradis, vi befandt os i. Nogle folk padlede rundt på boards, imens vi sammen med nogle andre fra gruppen tilbragte en time i det dejlige vand med at spille volleyball. Det fik vi meget sjov ud af, specielt eftersom ingen af os rigtigt havde nogle form for kvalifikationer indenfor dette. Til trods for det fik vi alligevel spillet en masse rundt og tiden fløj afsted, så pludselig var det afgang igen. Allerede nu skulle vi have frokost, som foregik på vores ‘resort’, og derfor skulle vi hele vejen tilbage igennem øen. Heldigvis var det køreturen værd, da vi nåede frem og så, hvad vi skulle have. Lækker buffet med alt fra kylling til fisk, friskbagt brød, lækker salat, ris, pasta og en masse andet! Der blev rigtig smovset af alle, speciel fordi vi vidste, at vi nu skulle ud at gå 5 km i sand bagefter! Det lyder ikke af meget, men når det foregår i sand, så gør det virkelig en stor forskel (især når man er så fede og har et stort svedproblem som os)! Vi blev mætte og mere til inden vi endnu en gang sprang på bussen. Vi skulle nu køre hen på en strand, hvorfra vi skulle gå 2,5km hen til en sø (Lake Birrabeen), for endnu engang at tage en kold dukkert. Tanken om at dyppe vores overophedede kroppe gjorde, at motivationen var i top! Som så meget andet fortalte han ruten EN gang, inden vi gik. Vi fik afvide at kl 14, så skulle vi gå tilbage fra søen og hen til bussen. Det virkede på daværende tidspunkt som om, alle var indforstået med alle informationerne, han gav, og vi startede med at gå.. Alt det skide sand, gjorde det fandme hårdt! Plus at vi efterhånden har nået et punkt, hvor vi er jævnt trætte af sand .. Det er altid sand overalt!! Men alle i gruppen kom afsted, og fulgtes ad som han fortalte. Ingen måtte gå alene, så vi fulgtes i små grupper. Efter en gåtur på omkring en halv time og nogle meget svedige kroppe, så vi endelig vandet forenden af alle de store bakker med sand! Som i nok kan regne ud gik der ikke længe fra vi ankom til søen, til vi lå i vandet og nød at blive nedkølet. Specielt svedsvinet Sus trængte til det, så hun nød virkelig livet lige dér! Da kl blev 14, var det tid til at gå. Vi gik nu alle sammen i en stor gruppe tilbage, eller dvs. hvad vi troede var tilbage. Alle havde nemlig tænkt, da han fortalte ruten, at det var der nok nogle andre fra gruppen der hørte. Så det viste sig, at der faktisk ikke var nogle der havde lyttet ordentligt.. Dog var der nogen, der havde hørt at vi skulle gå til venstre, fuldstændig modsat parkeringspladsen, hvor vi skulle møde ham, så vi gik til venstre. Efter 20 minutters gang, var vi endt ude på en større vej og skiltene anviste kun steder der var mellem 7 og 20 km hentil (det var meningen, at vi kun skulle have gået omkring 2km). Så ja, vi indså at ingen vidste, hvor vi var. Heldigvis var vi da blevet sammen allesammen, som han jo også gjorde meget ud af at understrege. Ikke en eller to blev væk, men tredive! Vi vidste sådan set godt, hvor søen var, og hvilken vej vi kunne komme tilbage fra søen, men denne rute var mindst 4 km, og mange af pigerne startede med at brokke sig en del og nægtede at gå tilbage den vej, når vi nu havde brugt tid og energi på at komme hele vejen dertil. En mand i en bil kom tilfældigvis forbi( ja det er ikke fordi øen er overtrafikeret), og vi sprang naturligvis ud foran bilen for at spørge om hjælp. Han havde på ingen måde dækning på sin telefon, men han ville ringe til vores turs kontor, når han fik dækning igen. Han kunne sådan set kunne bidrage med at fortælle os, at vi var gået stikmodsat af hvad vi skulle, og at der fandtes en vej igennem skoven, men den kunne vi ikke bruge uden kort og en nogenlunde fornemmelse af øen. Så tilbage til den sidste parkeringsplads vi havde set, som kun lå små 100 meter væk. Her kiggede alle på deres mobiler for at tjekke om nogle af havde nogen form for dækning, så vi kunne ringe efter hjælp. Allerede på det her tidspunkt burde vi have været tilbage, og han var helt sikkert klar over, at vi var faret vild! Heldigvis var der en pige, som netop lige havde dækning, så vi kunne ringe ind til kontoret ( vi havde heldigvis nummeret på vores armbånd, som vi havde fået afvide, at vi ikke på noget tidspunkt måtte tage af. Godt vi ikke havde gjort det da, og faktisk for en gangs skyld havde lyttet)! Kontoret fik fat i vores turguide, og de lovede, at han ville komme indenfor en halv time. En time senere begyndte alle at være en smule utålmodige, så vi var nogle stykker, som prøvede at ringe. Selvfølgelig var der kø til at komme igennem, men netop som vi var blevet nr 2 i køen, hørte vi den skønne lyd af en bus, som kæmpede sig vej hen til os. Sikke en jubel der blev, alle grinede og klappede som det var nytårsaften! Alle var umiddelbart glade undtagen vores chauffør, som virkede en smule presset, da en gruppe skulle nå deres færge til Rainbow Beach. Aldrig har vi set en mand køre så hurtigt igennem en vej, som ellers ikke er beregnet til busser mere, da den var begyndt at blive tilvokset af skoven. Han fortalte os, at det var mange år siden han havde kørt på den vej og var blevet meget overrasket over, da han fik besked på at køre derud at hente os. Men afsted det gik, fyldt med hump på vejen, grene imod bussen og en presset chauffør, som prøvede at finde ud af, hvordan alle os nu skulle nå vores færger til tiden! Der blev lavet en nødplan, så alle kom frem til de steder, hvor de nu skulle hen, hvilket betød at alle også skulle med den samme færge. Flyvende kom vi i bussen ned på havnen, netop som den skulle til at afsted. Vi nåede heldigvis på færgen i tide, og derefter gik turen til Hervey Bay, farvel til et sandt paradis på Fraser. Bussen, som skulle hente os ved færgen og køre os hen til vores hostel holdt klar, og vi tøffede stille tilbage til vores hostel (det samme som tidligere). Klokken var ved at være madtid, men da det store supermarked ligger langt væk, måtte vi vente på shuttlebussen kørte 2 timer senere. Timerne blev fordrevet med et bad og hygge, inden vi fik handlet ind.. Heldigvis fik vi handlet ind til de næste dage, så vi var fri for at handle ind igen næste dag. Maden stod på kyllingespyd, kartofler og salat med feta.. Lækkert! I supermarkedet lavede Susanne igen et af hendes klassiske stunds, denne gang tabte hun sin mobil, men heldigvis var det med bagsiden nedad, og der var cover på, så heldigvis var intet sket… troede hun! Da hun kom hjem, kom hun nemlig til at kigge lidt nærmere på bagsiden af sin IPhone, og der gik det lige pludselig op for hende, at hele bagsiden bare var fuldstændig smadret. Det er grunden til, at man ikke skal give en så klodset person som Susanne en IPhone. Lidt halvdeprimeret kunne Susanne alligevel godt se på den positive side af denne ’store tragedie’. Hendes eneste kommentar var nemlig bare: ‘ja, det skulle jo ske før eller siden, og når det så endelig sker, så er det da rart, at det er bagsiden af lortet som bliver smadret og ikke selve skærmen’ 😉

Det sidste af aftenen blev fordrevet med afslapning, da vi var jævnt trætte efter turen! Måske lyder det lidt som om, at vi hele tiden er trætte, og ja det er vi stort set også. Det er hårdt at være backpacker! Heldigvis har vi endnu en dag imorgen her i Hervey Bay, hvor vi regner med bare at skulle fede den af ved poolen og arbejde lidt på at få en lækker tan, så i har noget at blive misundelig på, når vi kommer hjem! 

 

SAMSUNG CSC image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image

Katja-Kaj og Bente-Bent indtager New Zealand og Australien

Hej alle vores stalkere! I anledningen af vores mega, overdrevet, über, kodylt, storslået, uforglemmelige, nice… | Læs mere

Visninger

81

Kommentér

Opret profil