Bundaberg

Australien Bundaberg

Ovenpå en god nats søvn i Hervey Bay var vi ellers klar til at drage videre mod næste destination, som var Bundaberg. Der ankom vi omkring kl 15, og da vi allerede skulle videre dagen efter, så havde vi ikke ligefrem vildt meget tid at gøre godt med. Vi havde på forhånd booket være hostel og uden at have nogen som helst idé om, hvor det lå (hvilket vi aldrig har), drog vi mod Bundaberg. Da vi så blev sat af bussen, var det første vi gjorde at begynde at lede efter adressen, så vi kunne få en præg om, hvor langt væk fra vores hostel vi var. Imens vi stod og rodede lidt på vores mobiler efter adressen, kom Susanne lige pludselig til at kigge på skiltet, der var på bygningen lige bagved os, og det virkede underligt bekendt. Pludselig går det op for Susanne, at det er det samme skilt, som hun så på hjemmesiden, hvor vi bookede vores hostel. Da vi stod af bussen, var vi altså ikke mere end 10 meter fra vores hostel – dejligt nemt! 

Vi kom ind på vores hostel, som ved første indtryk mere eller mindre mindede om en lagerbygning, virkelig et underligt sted. Vi kunne da heller ikke finde receptionen til at starte med, så vi måtte spørge en af de andre gæster, der så kunne fortælle, at hende der stod for hostellet ikke var til stede på daværende tidspunkt, men nok ville komme tilbage indenfor kort tid. Vi kunne derfor ikke tjekke ind, og da vi ikke havde tålmodighed til at vente på, hun kom tilbage, besluttede vi os bare for at smide alt vores lort i forgangen for så at gå ud og se lidt på byen imens. Området vi boede i mindede mest af alt om et industrikvarter, hvor det ikke virkede til, at der var det helt store at lave. Det ændre dog ikke på, at vi var nødt til at finde et supermarked, så vi kunne handle ind til aften. Vi besluttede os derfor for at gå ind til det lokale trafikkontor og spørge om vej til det nærmeste supermarked. Meget kan man sige om folk fra Australien, men de er virkelig et høfligt og venligt folkefærd…. dog med undtagelse af hende vi mødte inde på trafikkontoret. Vi spurgte hende, om hun kunne fortælle os, hvad der var at se i byen. Hertil kiggede hun bare på os, som om vi var dumme, også sagde hun bare, at ‘ja, hun var i hvert fald ikke nogen turistinformation, så det kunne hun ikke svare på’. Derefter sagde hun, at hvis det var det, vi var på jagt efter, så lå turistinformationen 2km væk – tak, siger vi bare!

Hårde som vi er, gav vi dog ikke op, så vi forenklede spørgsmålet og spurgte så ind til, om hun kunne svare på, hvor det nærmeste supermarked lå. Det kunne hun dog lige overkomme, og overraskende nok lå det ikke mere end 10 minutters gang væk. Heldigvis for os var det ikke kun et supermarked, men et helt shoppingcenter vi kom hen til. Uheldigvis for vores MasterCard var der udsalg i rigtig mange butikker, og derudover var alting generelt bare langt billigere end, hvad vi hidtil har set i Australien og New Zealand (og Danmark for den sags skyld). Efter adskillige timer hvor vores shoppinggen blev plejet, besluttede vi os for, at vi hellere måtte handle ind og komme tilbage til vores hostel, inden klokken blev alt for mange. Vi havde på daværende tidspunkt stadig ikke tjekket ind, så det var ikke utænkeligt, at vi skulle sove på gaden haha. Vi købte ind til totellini, og derudover var vi tidligere løbet tør for havregryn (øv, hvilken stor skam… not!), så vi besluttede os for, at nu ville vi rigtig give den gas. Det betød, at vi inviterede i en value pack fuldkorns chokolademorgenmad (som om det skulle være sundt?) og mælk, hvilket er store ting fra vores side af. For en gang skyld glædede vi os helt til at skulle spise morgenmad dagen efter! 🙂

Da vi langt om længe forlod shoppingcenteret og vendt snuden hjemad var klokken næsten syv, og pludselig slog det Mathilde, at hun vist havde set på vores hostel, at receptionen lukkede klokken 18:30. Med det i baghovedet skyndte vi os tilbage til hostellet, for så at konstatere, at receptionen rigtig nok var lukket en halv time tidligere… Der stod vi så uden noget værelse, og umildbart var der igen hjælp at hente. Men hvor der er vilje, er der vej. Vi havde i hvert fald besluttede os for, at hvis alt gik helt galt, så nægtede vi at sove på gaden, om vi så skulle sove på sofaerne i opholdsstuen. Med koldt vand i blodet, besluttede vi os på at udnytte tiden fornuftigt, så vi begyndte at lave aftensmad. I mellemtiden var nogle folk af asiatisk afstamning kommet hen til os, og de viste sig at arbejde på hostellet, så med lidt besvær og et par opkald til chefen, så fik vi vores nøgler. Heldigvis for os var det ikke bare et almindelig dorm værelse, ligesom vi ellers havde bestilt, men i stedet fik vi et dobbeltværelse til samme pris, hvilket var virkelig lækkert!

Efter at have afsluttet aftensmaden, tog vi os et lækkert bad, inden vi ellers bare slappede af resten af aftenen og beundrede alle de fantastiske køb, vi havde gjort tidligere på dagen.

Sidst på aftenen imens vi chillede på værelse,t bankede det på døren. Det var såmænd hostel-mutter herself, der endelig valgte at vise sin sande identitet. Det viste sig at være en sød, ældre dame, og hun beklagede overfor os, at hun ikke havde været der tidligere på dagen. Hun sagde også, at vi bare kunne tjekke ud, når vi havde lyst morgnen efter. Der var ingen hast, hvad det angik, og med det i baghovedet lagde vi os så til at sove…

Dagen efter skulle vi så videre til næste stop, som var Rockhampton. Bussen gik dog først 15:25, så vi havde næsten en halv dag mere i Bundaberg, vi skulle fordrive. Vi startede ud med at vende tilbage til vores kære shoppingcenter, for vi følte ikke helt, vi var færdige fra dagen før. Udover at købe de sidste småting, handlede vi også ind til aftensmaden (pasta og kødsovs wuhuu) og til morgenmaden dagen efter (pandekager og scramble eggs.. Ja, det er ikke for sjov, når fedtedyret fylder 20, så skal den have hele armen!), så vi var fri for at gøre det, når vi ankom til Rockhampton..

På vejen hjem fra shoppingcenteret kom vi til at snakke om, at vi egentlig godt kunne tænke os at se det berømte rom-destilleri, der lå i byen. Tilbage på hostellet spurgte vi så hostel-mutter om, hvor langt der var derhen, og vi blev hurtige enige om, at det var alt for langt væk til, at vi kunne nå både frem og tilbage, inden bussen gik. Heldigvis var hostel-mutter så sød, at hun tilbød at køre os, så afsted gik det, og i løbet af 5 minutter ankom vi til destilleriet, hvor vi kiggede os lidt omkring, inden vi så tog hjem igen. Tilbage på hostellet ventede der os en sidste opgave, inden vi skulle med bussen videre til Rockhampton, og det var at få plads i vores tasker til alt det shit, vi havde købt i løbet af de sidste to dage. Efter meget besvær lykkedes det mere eller mindre at få plads til det hele, men det skal så siges, at der heller ikke kan være en krumme mere i, og især Susannes taske lider voldsom overlast – så meget, at hun skal til at tænke kreativt, hvis hun nogensinde skal få den til kun at veje 20kg, som er det vi har betalt for af bagage på vores indenrigsfly. Men den tid, den sorg. Indtil videre går alt smertefrit, og vi har det pisse fint. Nu glæder vi os bare til at skulle til Rockhampton, hvor der står én stor ting på dagsordenen… MADILLENS 20 ÅRS FØDSELSDAG!!!! 😀

image image

Katja-Kaj og Bente-Bent indtager New Zealand og Australien

Hej alle vores stalkere! I anledningen af vores mega, overdrevet, über, kodylt, storslået, uforglemmelige, nice… | Læs mere

Visninger

42

Kommentér

Opret profil