Nepal – Hvor mine drømme tager mig hen

Nepal Kathmandu

Som rejsekonsulent er det selvsagt, at jeg elsker at tage ud i verden og opleve, udforske og udfordre. Men trods denne evige jagt efter nye destinationer er der stadig ét sted, som for mig er så spændende og smukt, at jeg bare ønsker at rejse tilbage dertil igen og igen. Dette sted er Nepal.

Jeg forelskede mig hovedkulds i landet ved mit først besøg for 3 år tilbage. I min søgen efter atter en anderledes rejseoplevelse havde jeg besluttet, at jeg ville prøve en måneds frivilligt arbejde på et børnehjem i Kathmandu. Det viste sig at blive en følelsesmæssig stærk oplevelse på flere planer. Ud over et personligt indblik i, hvilken grusom skæbne det må være at være forældreløst barn i et af verdens fattigste lande, var det en utrolig berigende oplevelse for mig selv at mærke, at jeg rent faktisk kan gøre en forskel for andre. I hele perioden boede jeg samtidig hos en lokal nepalesisk værtsfamilie, hvilket gav mig et ganske unikt indblik i Nepals kultur og skikke.

 Denne kraftige oplevelse alene havde fået mig forelsket i landet, men kærligheden voksede sig kun større efter at jeg, med ungdommens mod og en backpack på ryggen, begav mig op i Himalayas bjerge på et 14 dages langt Mount Everest Basecamp trek. Jeg har mange fascinerende naturoplevelser lagret i min hukommelse, men intet står så klart, imponerende og storslået som de panoramaudsigter dette trek viste mig. På verdens loft, omgivet af rå natur og helt ren bjergluft, oplevede jeg den uforbeholdne lykke.

Nepal havde slået benene væk under mig, og efter hjemkomsten til Danmark tog nattens drømmeri mig tit tilbage til mit Shangri-La. Hverdagens pligter herhjemme gjorde dog, at et nyt besøg ikke just var på trapperne. Men i efteråret 2013 opstod der endelig en unik og fantastisk mulighed for et gensyn. Jeg var så heldig at få muligheden for at komme tilbage til Nepal i en dobbelt arbejdsrolle.

De første to måneder havde jeg titlen somserviceguide på Jysk Rejsebureaus servicekontor i Kathmandu. Dette indebar, at jeg hjalprejsende med alt fra spørgsmål om priser på taxaer, hvad man bør se i Kathmandu til hjælp med bookning af spændende treks i Himalaya. En fantastisk mulighed for at hjælpe de rejsende godt på vej, og forhåbentlig få dem lige så forelsket i landet, som jeg selv er. Sideløbende med disse spændende opgaver fik jeg rig mulighed for at rejse lidt rundt og opleve nogle af de dele, som jeg ikke havde tid til på min første tur. Blandt andet tog jeg ned til den sydligt beliggende Chitwan Nationalpark, hvor alting er frodigt og med et rigt dyreliv.

En anden ny oplevelse var byen Pokhara, som ligger et stykke vest for Kathmandu. Et rigtig fedt sted, hvis bybillede er præget af trekkere på vej mod Annapurna bjergene, men også livsnydere, som elsker atmosfæren og stemningen i denne lille, hyggelige by. Sidst, men ikke mindst, viste den ellers så velkendte Kathmandu sig fra nogle nye og spændende sider, og undervejs fik jeg oplevet nogle af de fornøjelige og farverige festivaller, som Nepal også er kendt for.

Slutteligt skulle jeg selv fungere som rejseleder på en Mount Everest Basecamp trekfor 11 af Jysk Rejsebureaus eventyrsøgende kunder. En helt utrolig spændende og udfordrende opgave, som gik over alt forventning. Vejret, stemningen og udsigterne var i top, så alle kom hjem med mange flotte billeder på kameraet og fremragende minder i hovedet. Ligesom mit første møde med bjergene, slog Himalaya ligeledes benene væk under disse førstegangsbesøgende. Og til trods for at jeg jo 3 år tidligere havde gået de selvsamme stier, så blev jeg igen ganske betaget af både udsigter og den herlige, lokale sherpabefolkning, som bor i disse bjergregioner.

Dette andet besøg var for mig mindst lige så spændende, givende og fantastisk som det første. Så hvad kan jeg sige? Nepal er imødekommende, Nepal er smukt, Nepal er fantastisk; Nepal er der, hvor mine drømme atter en gang tager mig hen om natten.

IMG_3244 IMG_3269 IMG_3357 IMG_6667 IMG_7293 IMG_7300 IMG_7360 IMG_7371 IMG_7396 IMG_7407 IMG_7428

Nepal i rollen som serviceguide

Min seneste rejse er en såkaldt udstationering i Nepals hovedstad, Kathmandu. Her vil jeg i… | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

220

Kommentér

Opret profil