Rotorua og omegn

New Zealand Rotorua

D. 23.02.14 Søndag. Dagen startede med et besøg i The Living Maori Village – Whakarewarewa – eller som den rigtig hedder : Tewhakarewarewatangaoteopetauaawahiao.

Landsbyen ligger på et geotermisk område i udkanten af Rotorua. Her bor stort set kun Maori. Når man skal ind i byen, går man over en bro, hvor børnene hopper i floden, for at dykke efter de mønter, turisterne kaster ned til dem. De gemmer mønterne i munden, for at være hurtig klar til den næste. Sådan har de gjort i generationer, og kaldes :  Penny Divers. Guiden Girley fortalte, at hvert barn i gennemsnit tjente 25 $ om dagen. Varm damp puster op alle vegne omkring og nogen gange også under husene. Mange havde et hul med kogende vand eller kogende mudder et sted på deres grund. Et sted havde man måttet forlade et hus, da der begyndte at komme damp op gennem gulvet i huset. På en flad plads var der lavet dampkasser til at koge mad i ligesom en Hangi – alle var fælles om dem. Ved siden af lå en 98 grader varm klar sø, som blev brugt til at koge grønsager i. Man kunne mærke varmen slå op igennem jorden og luften var mange steder mættet med vanddråber fra dampene. Der var også udsigt til Pohutu Geyser, NZ største med udladning på mellem 10 og 40 m høj vandsøjle. Vi købte en halskæde med et lille stykke Ponamu – Greenstone, af den lokale Jadekunstner. Vi spiste på en lille cafe, hvor vi fik Hangi – Pie og majs kogt i den varme sø. Det var rigtig spændende at se og høre om. Men det må være lidt nervepirrende at bo så tæt på naturens kræfter.

Det næste sted vi besøgte var Hells Gate. Det betegnes som et farligt vulkansk område, da det, der ligner alm. overflade, måske kun er en tynd skorpe over kogende vand eller mudder. Hele tiden stod her skilte med : fare gå ikke uden for stierne. Her var helt uhyggelige varme søer med gas der boblede op fra undergrunden. Navne som djævelens badekar, helvedesporten, inferno, djævelens gryde, Sodoma og Gomorra fortæller alt om hvor farligt dette område er. Som noget unikt var der også muddervulkaner. Her lå også det eneste varme vandfald Kakahi på den sydlige halvkugle. I en af søerne lå temperaturen på mellem 122 og 144 grader – pga særlige geologiske sammensætninger. Nogle steder skød glohede vandsøjler flere meter i vejret. Nogle steder var gamle stier afspærret, da undergrunden hele tiden ændrer sig og skrider sammen, eller nye huller opstår. Det var faktisk lidt uhyggeligt. På vej tilbage til Rotorua kørte vi forbi Rotorua museum, som er bygget i Tudorstil.

Efter et varmt termalbad hjemme på campingpladsen, gjorde vi os klar til en aften i Maori landsbyen Tamaki. Vi blev hentet i bus og kørt 20 km uden for Rotorua. Det var en underholdende chauffør, og han udnævnte en til at være høvding for vores stamme:  Waka Kiwi. Vi lærte også nogle Maori ord, som skulle bruges senere : Kia ora som betyder hej, goddag, tak. Da alle var kommet ( ca. 4 busser propfyldte med mennesker ) skulle vores høvding modtages af Maori høvdingen: rangatira – ved et møde : Hui. De skulle gnide næse 2 gange : Hongi  – en velkomstsceremoni, som de gamle Maori’er  brugte. Bagefter blev vi delt i hold, og gik så rundt til forskellige Maorihuse, hvor der var aktiviteter eller lege, som frivillige kunne deltage i. Det var inde i skoven, med udskårne Maori-hytter og bål – meget stemningsfuldt. Vi fik også fortalt om deres hellige hus : Whare Runanga. Huset er dannet som et menneske, hvor tagryggen er lig med menneskets ryg, tagspær er lig med ribbenene, sidestykker er bøjede ben og arme, døren er munden, og øjne er malet på udskæringerne på fronten. Huset skal minde Maorierne om deres forfædre.

Senere så vi at Hangi – maden blev hentet op af jorden. Vi blev ledt ind i et hus, hvor der var optræden og sang bla om en ung Maorikvinde, som måtte svømme over en iskold sø – til lyden af sin elskedes fløjte. De unge måtte ikke få hinanden, da de tilhørte hver sin stamme – Iwi, efter hun blev opvarmet i et varmt termalbad, blev hun forenet med sin elskede. Vi så også en film, der fortalte om de ældste Maori’er og deres møde med de første europæere. Det kostede mange menneskeliv, dels pga krige men også pga sygdomme, som Maori’erne ikke havde nogen modstandskræfter over for.

Efter sang og dans, var der spisning af et Hangi-måltid med grøntsager Kumara ( søde kartofler) – Stuff – fisk, kylling og lam. Til dessert var der bla Pavlova. Til slut blev der sunget nogle afskedssange og så gik turen igen tilbage til campingpladsen. En flot og spændende aften, der gav et fint indblik i Maori-traditioner.

image image image image image image image image image image image

New Zealand 2014

Rundrejse i New Zealand februar 2014 | Læs mere

Visninger

68

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg