New York

 

Hej Alle

 

Så er opholdet i NY slut, og vi er nu på vej med tog til Buffalo (Niagara Falls), hvor vi skal være 2 dage indtil turen går mod LA.

 

Vi har det rigtig godt og har nydt de første 4 dage i NY. Vejret har været skønt cirka 15-20 grader hver dag. Ved afrejse idag, droppede temperaturen dog til frysepunktet, hvilket åbenbart er meget normalt i NY. Vi er glade for at det først skete da vi skulle forlade byen 🙂

 

Hvad har vi så oplevet i NY? Eller rettere sagt; Hvad har vi ikke oplevet?

 

AK havde lagt et stramt program, så bentøjet er blevet alvorligt testet i vores første dage i USA. Vi ankom til NY fredag aften, hvorefter vi tog en taxa ind til hotellet, og fik en velfortjent nattesøvn.

 

Friske og udhvilede, drog vi ud i NY’s gader lørdag morgen i fuld sol. Dagen stod på sightseeing, startende med Rockefeller Centre, som er en af de højeste skysrabere i byen. Elevatorturen på 78 etager tog 43 sekunder, og så stod vi i 300 meters højde med udsigt ud over hele byen – en super fed oplevelse!

 

Efterfølgende tog vi ind forbi Time Square, som er stedet fra filmene hvor reklame-bannere lyser hele gaden op. Det var et virvar af mennesker, så vi drog hurtigt videre til Empire State Building, som vi nød synet af udefra.

 

På vej mod frokost gik vi langs den berømte 5th Avenue, med alle de dyre butikker. Frokosten blev indtaget i Central Park med fantastisk vejr.

 

Om aftenen var vi inde og se musical på Broadway. Simon var lidt skeptisk overfor dette påfund, men måtte ligesom resten af “The Minskoff Theatre” overgive sig til den fantastiske “The Lion King”.

 

Søndag startede tidligt, da Simon skulle ud og finde en bar der viste Liverpool. Det viste sig ikke at være så nemt som antaget, men vi fandt et sted til sidst, så vi kunne se 2. halvleg. Efter kampen tog vi færgen ud omkring Frihedsgudinden, og gik efterfølgende op langs den berømte finansgade “Wall Street”.

 

AK var meget interesseret i at finde Perry Street, som indeholder Carrie’s fra “Sex & the city” bolig, så denne blev besøgt. Frokosten blev spist ved vandkanten, inden turen gik mod det nye World Trade Center, samt mindestedet for de to tidligere tårne.

 

Om aftenen tog vi toget til Brooklyn, og gik derefter langs Brooklyn Bridge, hvor man kunne se hele Manhattan lyse op i mørket. På den anden side spiste vi aftensmad i “The Meatpacker District”.

 

Mandag startede med brandmandsmuseum, som var meget dedikeret til de tabte brandmand som omkom under 9/11. Herefter gik vi forbi museumerne Guggenheim og Metropolitan Museum of Modern Art, hvor vi spiste frokost på trapperne foran. Efter en middagslur i det gode vejr i Central Park, mødtes vi med Mads fra Vrå, som er i praktik herovre. Vi drak drinks sammen med Mads og hans kæreste på “The Rooftop Bar”, som har udsigt over det meste af NY. Efterfølgende spiste vi aftensmad på en klassisk amerikansk diner, hvor vi fik vores første amerikanske burger!

 

Tirsdag var det tid til afslapning efter et par hektiske dage. Så efter lidt shopping, tog vi tilbage på hotellet, og slappede af. Aftensmaden var på “Sombrero’s” som var en autentisk mexikansk restaurant.       

 

Klokken er nu 7.54,  vi har været oppe i et par timer, og sidder nu i toget mod Niagara Falls (på grænsen til Canada). Turen tager ca. 8 timer, så måske vi tager en lille lur på vejen.

 

 

 

Nok herfra. Vi håber i alle har det godt, og nyder foråret (påskeferien) i Danmark 🙂

 

 

 

– AK og Simon.

 

3 4 9 12 14 15 22 24 25

USA 11. april 2014 til 23. maj 2014.

Hej Alle Vi har oprettet denne blog så i kan følge med på vores rejse.… | Læs mere

Visninger

77

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg