Byron Bay til Noosa Heads

Australien Byron Bay, Surfers Paradise og Noosa Heads

Hej igen alle,

Da vi har et stramt program og kun er i gennemsnit to nætter hvert sted, samler vi flere steder i et indlæg og skriver om hvert sted enkeltvis. Efter Spot X gik turen til Byron Bay, Surfers Paradise og Noosa Heads i denne rækkefølge 🙂

Byron Bay 10. – 12. september:

Efter et fantastisk ophold på Spot X Surf Camp gik turen nu mod den lille by Byron Bay. Vi indlogerede os på byens ældste hostel, hvor vi havde booket et 8-mands dorm room, men da der var masser af plads på hostellet, fik vi vores eget værelse, hvilket var rigtig rart. Vi ankom om aftenen og var som sædvanligt trætte og gik derfor i seng og sov rigtig dejligt. Til morgenmad var der på dette hostel gratis pandekager og lidt frugt, så vi fik spist os godt mætte. Planen var at gå en tur der hedder Lighthousetrail, hvor man blandt andet kommer ud til Australiens østligste punkt på fastlandet. Vi havde egentlig snakket om at gå selv, men da en finsk pige (wuhu) spurgte, om hun måtte gå med os, kunne vi ikke rigtig sige nej, så vi sagde selvfølgelig ja. Det var rigtig godt og en rigtig god gåtur i varmen. Om aftenen havde vi snakket med vores venner fra campen om at gå ud og få en drink, når de kom, men da de kom var de trætte, så det blev ikke til noget. Næste morgen spiste vi pandekager og gik sammen med vennerne ned mod stranden, hvor vi spiste en is. Vi skulle senere samme dag med bussen mod Surfers Paradise, så afskeden med dem blev i stedet en frokost til $10 pr mand. Vi har haft det rigtig godt med dem, så det var lidt trist at sige farvel, men sådan er det.

 

Surfers Paradise 12. – 14. september:

Da vi ankom om aftenen blev vi indlogeret på et værelse med udelukkende asiatere. Den ene (Bruno) fra Korea var umulig at forstå, da hans engelsk var værre end værst, så der blev grint en masse fra hans side og mindst ligeså meget fra vores. På trods af sprogbarrieren var det sjovt at bo med nogle, der ikke taler flydende engelsk. Nå, om aftenen lavede vi noget mad og gik igen i seng. Planen for denne by, der er Australiens svar på Miami var blot nattelivet og stranden, så vi besluttede os for at deltage i lørdagens “Big Night Out.” Så lørdag dag stod vi op og gik ned på stranden og tullede lidt rundt i byen. Vi spiste frokost på en græsk restaurant, hvor vi havde selskab af klamme fugle, der forsøger at stjæle folks mad. Efter frokost (eftermiddag) gik vi hjem. Vi ville gerne ud og løbe, så vi løb en god tur langs stranden, hvilket var dejligt inden byen. Om aftenen stod den så på fest. Vi havde købt et armbånd, der gav os adgang til 4 barer og en drink hvert sted. Det viste sig dog at være clubs med piger med lårkorte kjoler, hvor intet var overladt til fantasien. Ikke lige vores stil, men det var nu okay at prøve det af. Clubsene kam i hvert fald ikke hamle op med hverken Crazy Daisy i Svendborg eller Jernet i Ribe 😉 Vi skulle tidligt op søndag morgen, da vores bus mod Noosa Heads afgik kl. 08.00!

 

 

Noosa Heads 14. – 17. september:

 

 

 

Da vi ankom uden at have booket et hostel, var det heldigt at vi mødte Craig, der skulle bo på Nomads, så vi joinede og kom ind på et 16-mands værelse. Samme dag gik vi en lang tur ind i National Parken sammen med Craig. Det er meget hårdt at gå, da vi hele tiden skal holde øje med slanger. Vi så heldigvis ikke en, så det var godt. Om aftenen sad vi med folk fra værelset og snakkede. Vi skulle nemlig tidligt op igen, da vi havde booket en tur til Australia Zoo, der er opkaldt efter Steve Irwin. Det var en virkelig god dag, hvor vi både fodrede kænguruer og kælede med dem. Derudover holdet vi en koala og så det verdenskendte show i Crocoseum. Især fuglene var fantastiske at se, da de virkelig leverede et show, som man ikke havde forestiller sig var muligt med en fugl. Derudover var der almindelig dyrt rundt i zoo, så på den måde mindede det meget om en dansk zoo. Det var en oplevelse at være i denne zoo, da den også bærer præg af Steve Irwins liv, og alt han har opnået. Om aftenen hyggede vi hver for sig med forskellige mennesker, da Rebecca fladt godt i snak med to tyske piger fra værelset, og Nina faldt i snak med en dansk fyr  og en engelsk fyr. Tirsdag morgen stod Rebecca op og gik en tur, mens Nina sov. Da Rebecca kom tilbage gik vi over for at spise og derefter pakke til stranden. Nina opdager så at kamera og boks med ledninger er væk, så vi leder og leder. Det ender med, at vi er på vej mod politiet, da vi ser det eneste par, der har været på værelset, mens vi har spist på vej i bil væk fra hostellet. Vi havde tænkt, at de muligvis kunne have taget det, så vi spørger om det og beder om lov til at tjekke bilen. I en taske finder Nina så kameraet, hvorefter de giver dem undskyldning, at hun har det samme og havde travlt med at pakke sine ting ned på værelset. Vi havde dog set, at se ikke havde nogle ting med ind på værelset. Så mangler vi kun boksen, og da Nina er ved at give op, da det er en meget ubehagelig følelse at rode i andres ting, insisterer Rebecca på, at Nina skal tjekke bilen. Under forsædet finder hun boksen gemt og fyren erkender, at de har taget det med den undskyldning, at de mangler penge. Det var lige på et hængende hår, at de slap væk. Vi var begge rystede men glade og tog derefter ned på stranden for at slappe af og sole. De er meldt til politiet, så alt er godt igen. Om aftenen var der Ladies Night, så vi fik gratis champagne. Alle gratis ting er godt, når man er backpackere. På trods af tyveriet har det været nogle dejlige dage i skønne Noosa. Nu sidder vi i bussen mos Rainbow Beach, hvor vi i morgen skal ud på Fraser Island (verdens største sandø). Det glæder vi os rigtig meget til, så hold jer muntre og glæd jer til næste opslag.

 

Kærlighed og knus fra os!

Australien, NZ og Thailand 2014

Rejseplan: 1. september – København – Sydney 17. oktober – Hobart – Auckland 16. november… | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

48

Kommentér

Opret profil