Langs Route 66

USA Kingman, Arizona

Det er ved at være et godt stykke tid siden, I sidst har hørt fra os, og det skyldes simpelthen, at vi de sidste tre uger har boet i Antigua, Guatemala, hvor internet er en sparsom ressource og tiden er knap. Det skal I selvfølgelig nok høre mere om i en senere opdatering, men først vil vi fortælle lidt om den sidste uges tid i USA.

Efter Grand Canyon var det tid til at sætte kursen mod vest igen – i retning mod San Diego. Eftersom vi forlod nationalparken sidst på eftermiddagen, tegnede det egentligt til at blive en lidt kedelig tur. Det var det også – i hvert fald indtil vi røg ind i en voldsom tordenstorm med så enorme mængder vand, at det var umuligt at se ud af forruden. Vi var derfor nødt til at søge ly i den første som den bedste by, vi kom til, og tilfældet ville, at det var Kingman, Arizona. Umiddelbart var det en meget kedelig by, lidt forladt og med urimeligt mange moteller, men forklaringen kom, da vi senere – igen helt tilfældigt – tjekkede ind på motellet ’El Trovatore’. Motellet var et gammelt et af slagsen, der havde haft sin storhedstid tilbage i 1950-60’erne, hvor Kingman var ’The Heart of Route 66’. Efter den store Interstate 40-freeway blev bygget, stod Kingman tilbage med alt for mange moteller om de væsentligt færre turister, hvilket havde givet byen sin noget øde fremtoning. Vores motel var dog helt fint, og den meget snakkesagelige ejer var enormt stolt over dets lange historie og dets temaværelser. Vi sov naturligvis i Marilyn Monroe-værelset! Da vi havde været en smule tilbageholdende med at slå til hans pris, havde ejeren givet os billetter til morgenmad på en nærliggende diner. Derfor startede vi dagen derpå, med en ægte amerikansk morgenmad (kød, ketchup, kartofler og æg!) på en ægte amerikansk diner. Og så var vi ellers klar til vores videre færd ind i det ærkeamerikanske.

Selvom Interstate 40 egentligt var den mest direkte vej til San Diego, havde mødet med Kingman givet os blod på tanden, og vi valgte derfor at følge den legendariske Route 66. Og det var nok en af de smarteste beslutninger, vi har taget på turen. Halvdelen af tiden bestod ‘The Mother Road’ af lange, lige strækninger, og den anden halvdel af så slingrende bjergveje, at det var umuligt at køre over 25 km/t, og man havde svært ved at forestille sig, at dette engang var den store hovedvej mellem Chicago og L.A. Langs vejen lå den ene forladte restaurant, tankstation eller kiosk efter den anden, men midt i det hele landede vi i westernbyen Oatman, der levede af at være en forladt by på Route 66. Det var et sted, hvor cowboys gik side om side med de løsgående æsler, der styrede tempoet i byen, og på den måde var det et glimrende billede på, hvor langt ude på landet, vi egentligt var. På trods af charmen, var det nu heller ikke et sted, vi kunne tilbringe så meget tid – så spændende er udklædte cowboys og æsler bare ikke, og da det heller ikke var til at opdrive en milkshake i den lille flække, ilede vi videre mod Joshua Tree National Park.

Vi landede i nationalparken midt på eftermiddagen, og efter et skud meget tiltrængte kolde kalorier i form af førsteklasses chokolademilkshakes fra Burger King (det var altså urimeligt varmt på de egne!), var vi klar til at udforske parken. Basalt set var det en ørken fyldt med (surprise) Joshua træer, som er nogle spøjse, forkrøblede gevækster, der ligner noget fra en tegnefilm. Derudover var der nogle store sten og lidt kaktusser. Det var egentligt meget flot, men efter at have været i alle de andre nationalparker, og i øvrigt at have kørt igennem ørkenlandskaber de sidste par dage, faldt det lidt til jorden. Da vi var ude og gå en lille tur, blev vi derfor en smule hovmodige og gav den som Bubber og BS på tur. Mette Marie (BS.) gik og kastede sten ind i krattet i håbet om at skræmme noget action frem, og før vi vidste af det, stod vi pludselig ansigt til ansigt med en meterlang og giftig klapperslange. Med ét blev parken knap så kedelig, og efter et par sekunders stirrekonkurrence, tog vi benene på nakken, trådte speederen i bund og forlod Joshua Tree NP. med alt hvad remmer og tøj kunne holde.

På vej videre mod San Diego holdt vi et kortere pitstop ved Salton Lake, hvor vi nød solnedgangen. Det var ret flot, men indtrykket blev en smule spoleret af, at søen stank af svovl, og både sø og strand var fulde af døde fisk. Egentligt var planen, at vi ville finde et sted at overnatte i nærheden, men udover, at det ikke var et særligt tiltrækkende sted, var der tilsyneladende ingen overnatningsmuligheder i området. Vi fortsatte derfor i mørket mod San Diego, da vi var sikre på, at der helt sikkert ville dukke et motel eller campingplads op på vejen. Så vi kørte… og kørte… og kørte… Og intet dukkede op. Endelig nåede vi en lille by, men da det allerede var sent, var hotellerne lukkede, og desuden så de ud til at være væsentligt over vores budget. Så vi fortsatte ud i mørket. Pludselig spottede vi et skilt ind til en afsidesliggende parkeringsplads ved et udsigtspunkt og kørte derfor derind for at sove i bilen. Efter at have parkeret virkeligt ringe (fordi det er rart at sove med hovedet opad!), gjorde vi os klar til natten, da der pludselig fór en bil ind på den forladte p-plads for at bremse voldsomt op et stykke væk fra os. Vi blev en smule bekymrede over denne mærkelige opførsel og var sådan set klar til at køre for livet – man ved aldrig hvilke psykopater, man støder på i USA – men de efterfølgende bevægelser inde i bilen afslørede, at det nok bare var et par, der ønskede lidt alenetid. Nogenlunde trygge i sindet krøb vi derfor til køjs, og jeg nåede at falde i søvn, da Mette Marie med ét oplevede, at en kæmpe projektør lyste ind i bilen. Hun sneg sig op for at undersøge, hvad der skete, da hun opdagede, at vi havde fået besøg af politiet. Hun fik mig vækket, og da hun selv var temmelig letpåklædt, måtte jeg ud med morgenhår, søvn i øjnene og mascara ned ad kinderne for at tigge om lov til at sove. Politimanden var dog vældigt flink og sagde god for en enkelt nat, på betingelse af at vi forklarede hvorfor i alverden vi havde parkeret så elendigt. Efterfølgende kunne vi sove trygt, og næste morgen vågnede vi op til den skønneste udsigt ud over bjerge, dale og, i horisonten, San Diego…

1 2 4,0 4 6 7 8 9 11,4 12 13 17 18 20,0 20

Canada til Costa Rica

Sidst jeg pakkede rygsækken, gik turen fra Vancouver i Canada til San José i Costa… | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

72

Kommentér

Opret profil