Townsville: Billabong Sanctuary, HQ Aquarium og Magnetic Island

Australien Townsville City Queensland 4810

Dag 4 stoppede vi i Townsville, som ligger i nord Queensland ca. 2½time fra Mission Beach. Vi havde bestilt en plads på Coral Coast, men den plads var meget lille, så vi fik heldigvis ændret det til en anden plads, hvor vi har vores egen lille terrasse med palmer og det hele. Super hyggeligt og meget fredeligt J

Eftermiddagen brugte vi på at se området og gik en tur nede på ”Strand” ved havet og kiggede lidt på byen, som er en kæmpe forskel fra Mission Beach. Det er en smuk by med bjergene i horisonten, ørne der flyver over os og et skønt vejr på ca. 26 grader fra en skyfri himmel.

Dag 5 besøgte vi Billabong Sanctuary som ikke er en zoo, men nærmere en dyrepark. Det er et menneskeskabt sted for dyrene, som selv kommer dertil og bliver der, fordi alle de forhold de ønsker findes. Der var masser af fugle deriblandt papegøjer, som havde deres egen ”pind” med deres navn på. Hvis de ikke ønskede at være der, kunne de jo bare flyve væk, men de bliver fordi de har det godt.

Når man kommer ind bliver man mødt af kænguruer, en masse ænder og andre fugle som går frit omkring. Ved indgangen kan man købe en pose med korn til at fodre dyrene med. Det var en meget surrealistisk fornemmelse at ae og fodre en kænguru, men efter kort tid fandt vi det allerede naturligt, da man kan se at kænguruerne rent faktisk nyder det og selv kommer hen til en.

I midten var en stor sø med hundredevis af skildpadder, som vi senere så lave et skildpadderæs 😀

Her var der også Cassowaries, de var dog hegnet ind, da de mere eller mindre er en truet dyreart her. Der er kun omkring 1000 cassowaries i naturen tilbage, så de forsøger at parre de Cassowaries de har for at øge bestanden. Vi talte med dyrepasseren, som sagde at vi havde været utrolig heldige at se 2 vilde Cassowaries i Mission Beach – der kan man jo bare se!

Vi prøvede også at fodre skildpadderne med makrel, så de (indhegnede) krokodiller og alligatorer og reptiler og en wombat.

Men det bedste af det hele var nu at jeg fik min drøm om at se en koala og selv holde den. Da det blev min tur til at holde og få taget et billede med koalaen Puzzle på 1 år, som også havde sin debut med at blive holdt af en turist, fløj de få minutter afsted og før jeg vidste af det, var det slut. Men følelsen af en lille koala som vitterligt klammer sig til en og at mærke dens bløde pels er helt fantastisk og noget jeg aldrig glemmer J

Dag 6 ”flyttede” vi til South Townsville på en campingplads, der hedder Walkabout Palms, som også er en lille hyggelig campingplads. Townsville er Australiens største, tropiske by, som er kendt som ”hovedstaden” i det nordlige Queensland. Når vi kommer kørende på motorvejen (A1) og ser ind mod byen er det et underligt syn med byens højhuse midt i den flade, golde dal med de høje bjerge i baggrunden. Selve byen minder lidt om en gammel Western med tætte butikker og gamle skilte dertil. Dog samtidig blandet med moderne bygninger i bydelen ned mod vandet.

Vi har været på besøg i HQ Aquarium, som ligger i midtbyen af Townsville. Det er Australiens største akvarium med levende koraller, og måske havde vi sat forventningerne lidt høje – vi blev i hvert fald lidt skuffede over at have gået det hele igennem på meget kort tid i forhold til prisen.

Positivt var dog at vi fik lov at komme ind på skildpadde hospitalet og se hvordan de hjælper tilskadekomne skildpadder med at rehabilitere. Skildpadderne er kommet ind, fordi skibe fx er sejlet ind i dem, at skildpadderne er blevet fanget og dermed blevet syge pga. skrald osv. Nogle får de også ind fordi de er blevet observeret at de ”flyder” på havet. Når de ”flyder” betyder det at de er syge og utilpasse. De får ca. 100 skildpadder ind om året. De var spændende at se og høre om, og jeg synes det er dejligt at der findes et sted som tager de vilde dyr ind, hjælper dem og sætter dem fri igen.

Vi fandt også ud af, hvorfor vi ikke har fanget noget endnu, når vi har været ude at fiske og hvorfor vores madding blev spist uden noget bed på krogen. Når skildpadder svømmer i det område, hvor man fisker, kan man ligeså godt finde et nyt sted, da skildpadden vil blive ”hængende” fordi den jo bliver ved med at blive fodret. Den spiser altså maddingen (i vores tilfælde rejer) og venter gladeligt på at vi forsøger endnu engang med en ny reje J

Resten af dagen brugte jeg på at solbade og slappe af imens Mads så film J

Dag 7 var vi på Magnetic Island – en smuk ø ud for Townsville hvor vi tog bussen til Horseshoe Bay og derfra gik i bjergene til Arcadia Beach hvorfra vi så tog bussen igen til Nelly Bay og med færgen hjem igen. Øen bød på smuk og unik natur hvilket vi nød meget. Inden vi tog hjem med færgen gik vi en tur på Nelly Bay og mødte et par Rock Wallabies. En vildt fed oplevelse J

På vejen tilbage til Townsville så vi en delfin svømme et stykke fra os – super fedt! Jeg er vild med alt det dyreliv vi får set J

 

Imorgen går turen videre til Mackay 🙂

Turen går til Sydney, Australien

Tirsdag den 28. Januar 2014 tager Mads og jeg på vores livs rejse et halvt… | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

48

Kommentér

Opret profil