Amazing Bryce Canyon

USA Bryce Canyon, UT 84764

Destination - Website: http://www.nps.gov/brca/index.htm

Tidligt op og af sted. Vi ankom sidst på dagen til vores campingplads udenfor Bryce Canyon. Denne gang havde vi booket en af de lidt bedre KOA-campingpladser for et par nætter, men desværre ligger den også en 20 kilometer fra indgangen til parken. Det er nu alligevel dejligt med fine faciliteter og ovenpå en lidt køligere nattesøvn end sidste nat med 30+ grader, var vi klar til en dag i Bryce.

Vi startede ud med at køre det lange stræk til enden af parken, hvor vi gik en fin lille tur. Så var vi ligesom i gang. Turen gik både ud til the rim med fine udsigter, men den gik også igennem lidt skov med forskellige planter. Efter første stop kørte vi langsom tilbage mod starten af parken. vi havde lagt en plan for dagen, og efter at have nærlæst Lonely Planet og den lokale parkavis, havde vi styr på, hvilke stop der var de flotteste. Vi lavede en masse stop, både de kortere stops for at nuppe et hurtigt billede og de længere stop, hvor vi enten gik små ture eller blot sad og nød udsigten. Eller morede os med at tage en masse selfies.

Da vi nærmede os frokost var vi kommet godt igennem parken, og vi var begge ret imponerede over, hvor fint her er. Vi besluttede os for at lave frokoststop ved et view point, så vi fik pakket køkken ud, fundet madpakkerne frem og sat os godt til rette med lækre sandwiches og endnu lækrere udsigt. Og så begyndte det ellers at tordne og buldre i det fjerne. Der kom også et par enkelte dryp, og da tordenen kom nærmere, og dryppende tunge, løb vi tilbage i bilen og kørte mod visitor centre. Der kom ikke meget mere regn, men da det er livsfarligt at begive sig ud på vandreture i tordenvejr, ville vi lige sikre os, at vejrudsigterne ikke bød på mere torden. Desværre fortalte den søde ranger, at der godt kunne komme en større byge og endnu mere torden om en halvanden times tid. Men meldingerne var ikke helt klare. Vi kørte derfor hen på parkeringspladsen, hvor vores planlagte lidt længere tur skulle starte. Og så pakkede vi ellers vores seng ud og smed os derom. Louise med lidt meditation i ørene og mig med en bog, mens de mange turister hjulede forbi udenfor vores åbne døre. Der gik ikke længe, så snorkede Louise – men vi har også haft nogle hårde dage! Og når nu hun var gået kold, kunne jeg også ligeså godt tage en bette lur.

Så en times tid senere vågnede vi igen, uden der var kommet mere regn og torden, og vi begav os af sted på en tur under the rim. Det må siges at være den bedste beslutning, for selvom det dryppede en smule, da vi kom ned i bunden af canyon, og vi også var ved at fare en smule vild, var der her det flotteste og mest imponerende landskab. Ja, det var hårdt at stå imod hele vejen ned af de stejle skrænter, og ja, det var lidt usikkert, om vi kunne finde helt retur, hvis det begyndte at regne og blive mørkt. Men ja, det var også den fedeste oplevelse at gå iblandt de mange stenformationer og føle sig meget lille men samtidig også meget heldig. Fed udsigt, fed tur og fed nationalpark. Helt klart i toppen af de steder, vi har besøgt herovre (selvom jeg siger det, hver gang vi forlader en park).

Efter at have kæmpet os op til toppen af canyon igen uden at fare vild eller blive overrasket af mørket, rendte vi tilfældigvis ind i nogle andre danskere. Som viste sig at være min gamle læge. Ha, verden er såmænd slet ikke så stor. Efter en sludder for en sladder, hvor vi fik prist den fine tur, smuttede vi tilbage til bilen, blev enige om, at en solnedgang i overskyet vejr ikke ville slå de oplevelser, vi allerede havde fået herude og kørte retur til campingpladsen.

Næste stop bliver Zion Nationalpark. Kan den mon måle sig med i dag og smukke, imponerende Bryce Canyon?

 

IMG_7817 IMG_7833 IMG_7889 IMG_7903 IMG_7933 IMG_7937 IMG_7941 IMG_7943 IMG_7944 IMG_7950 IMG_7951 IMG_7957 IMG_7965 IMG_7975 IMG_7927 IMG_7996 IMG_8002

Roadtrip i USA

Roadtrip i US of the A! | Læs mere

Visninger

39

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg