Sidste stop!

Nepal Kathmandu, Annapurna

24. Marts – 8. April

Vi kom til Kathmandu den 24. om eftermiddagen, og var helt smadrede efter en meget forvirret og søvnløs nat. Allerede i lufthavnen kunne vi mærke, at Nepal var helt anderledes fra de andre lande vi har besøgt. Ikke kun fordi kulden fik os til at trække i lange bukser og trøjer, men kulturen, menneskene og så latterlig primitivt det hele var.  For at skabe os et overblik, tog vi os en snak med en guide fra Jysk Rejsebureau omkring Kathmandu, Nepal og trekking. Vi havde allerede aftalt vores trekkingtur til Annapurna Basecamp med en lokal guide over facebook, som vi blev anbefalet af en dansk pige vi mødte i Thailand. Vi havde lidt naivt tænkt, at vi med vores regnjakker og løbesko var pakket og parat til 9 dages trekking, men her fik jysk guiden os på helt andre tanker. Det var jo et helt hav af udstyr der skulles købes! Kort tid efter, mødtes vi med vores nepalesiske trekkingguide til en snak om turen og hvad vi skulle medbringe. Herefter gik vi ellers i krig i en af Kathmandus mange mange butikker fyldt med fake trekking mærketøj (dog af god kvalitet), hvor vi købte en masse: varme bukser, jakke, huer, halsedisser, skiundertøj, drikkedunke osv. for cirka 500 kroner hver. Men med vores nordiske vikingeblod i årerne (eller bare dumdristige nærighed) besluttede vi os for ikke at købe vandresko.

Dagen efter tog vi ud for at se nærmere på Kathmandu. Alt er virkelig langt fra hvad vi opfatter som normalt i Danmark. Der går køer uhæmmet rundt over det hele, fordi de er hellige i hindukulturen. Så man får tyve års fængsel for at myrde en ko, men kun ti for et menneske. Sågar også geder og aber. Der er skrald over det hele og floden ligner et rent afløb fra toilettet. Køretøjer dytter frem for at bremse. De er mega fattige, men virker alligevel allesammen glade og tilfredse. Ikke desto mindre er der en dejlig stemning, turismen kan slet ikke sammenlignes med Thailand og Bali og befolkningen er nogle af de mest cool lokale vi har snakket med. Jeg tror, vi er enige om, at Nepal er et helt fantastisk land!

Først tog vi til Bandipur, hvor en lokal guide fik os hevet med på en rundvisning til latterlig overpris. Men i det mindste var det super spændende! Det tempelfyldte område er særlig kendt for Kumarien, den levende gudinde, en pige som sidder spærret inde fra hun var tre (nu er hun otte) til hun får sin første menstruation, for at hinduerne kan bede til hende og turisterne kigge på hende. Meget specielt. Vi blev også præsenteret for en masse templer, som for eksempel det karakteristiske Kamasutra tempel der er udsmykket med sexstillinger skåret ind i træet hele vejen rundt, eller hippie-templet som 60’ernes kendte hippier sad og røg fede ved i sin tid. Jeg fik også købt mig en Mandala, som er et (super smukt) håndmalet kunstværk der kommer fra buddhismen, som har taget 26 dage at lave. Efter en masse særdeles brugbar information om kulturen og religion bevægede vi os på egen hånd op mod abetemplet, hvor der, som navnet afslører, er fyldt med aber. De massevis af trapper førte os op til en lækker udsigt over hele hovedstaden.

Morgenen efter gik turen mod Pokhara, hvorfra vi skulle starte vores trek. Seks timer skulle køreturen tage, så det ville jo lige passe med vi var fremme ved eftermiddagstid til at få lidt ud af dagen. Troede vi. Men det er jo Nepal, og infrastrukturen er så godt som ikke eksisterende. De to-tre første timer gik med at sidde i kø, så da vi endelig kom frem var det på hovedet i seng efter en portion aftensmad. Kl. Syv morgenen efter startede dagen, og efter en kort køretur begyndte trekkingen. Det var så lækkert at komme væk fra Kathmandus smogfyldte luft og larmende gader, til denne allerede smukke natur og små landsbyer. De første to dage gik vi ikke så meget, men havde allerede nået dagens destination ved middagstid. Vi havde forberedt os på at leve af den værste kost og sove i de mest primitive værelser, så vi blev meget overraskede da vi så de relativt gode værelser med fantastisk udsigt og det store udvalg af mad på menukortene. Ikke dårligt! Selvom det selvfølgelig er udmattende at trekke, særligt fordi vi gik op og ned hver eneste dag (hvilket betød latterlig ømme lægmuskler i flere dage), har det nok også været de tidspunkter på rejsen med aller mest afslapning. De fleste dage når vi kom frem, tog vi os en lur, og derefter stod den på læsning eller kortspil med guiderne. Og drak en fandens masse te. Vi blev også noget overrasket over at se Free Wifi skilte i flere af tehusene. Men Mads havde ladet telefonen blive hjemme, og jeg havde min med uden lader til at bruge som vækkeur, så det blev alligevel en uges tid uden kommunikation med omverdenen. 

Den tredje dag stod vi op ved femtiden, for at vandre en times tid op til udkigspunktet Poon Hill, hvor vi så solopgangen over hele Annapurna regionen. Virkelig smukt! Herfra begyndte trekket at blive en del hårdere, og da vi kom frem samme dag var vi ret smadrede. Vores guide og bærer var virkelig nice. Vi fik fortalt en masse lokalinfo om for eksempel kastesystemet, som stadig hersker slemt særligt udenfor Kathmandu og om det politiske system, osv. Desværre fandt vores guide ud af på dag to, at hans eksaminer startede den 1. april, og hvis han ikke nåede tilbage, skulle hele året gås om. Så efter dag tre, blev vores bærer, Padam, forfremmet til guide. Hans engelsk var ikke nær så veludviklet, men han var virkelig sjov og sød, så intet problem der!

En masse op ad bakke (eller faktisk bjerg jo), gjorde også dag fire til en hård dag. Men vi kom frem til den lille landsby Sinuwa hen på eftermiddagen. Jeg havde desværre haft mavekramper siden første dag på trekket, der kun var blevet værre. Det opdagede to kvinder fra Sydafrika, den ene havde set mig tage mig til maven mange gange og den anden overhørt en samtale, og straks kom de over med flere slags medicin og gode råd. De var vanvittig søde og hjælpsomme! Om aftenen gav den ene mig en slags foot reflexology (fodmassage), som hun kort tid for inden var begyndt på et kursus omkring, mens hun fortalte mig en masse om Sydafrika. Hun gav mig også sin varmepude til min mave, og sit navn så jeg kunne kontakte hende hvis jeg engang skal til Sydamerika. Fantastiske mennesker!

Selvom smerterne om natten kun var blevet værre, valgte vi næste dag at fortsætte opad. Noget af turen den dag blev så slem på grund af smerterne, at vi troede, vi ikke ville nå helt til ABC (Annapurna Basecamp) dagen efter. Men det blev bedre og vi fortsatte både dag fem og seks, hvor vi endelig kom frem! Det meste af dag seks gik vi i sne, men med poser udenpå sokkerne klarede løbeskoende det fint. Det var virkelig virkelig flot deroppe! (Se billederne) Lige efter vi var kommet frem, begyndte det at sne som bare vanvid! Man kunne høre lavinerne rundt omkring på bjergene, hvilke vi også så et par stykker af mens vi gik. Padam forklarede, at flere trekkere var blevet slået ihjel under laviner præcis de steder. I det mindste var det hyggeligt at sidde inde det opvarmede fællesrum med de andre trekkere og guides, hvor vi spillede en masse kort, snakkede og spiste en pose Haribo vi havde medbragt fra start til netop denne aften.

Fra da af var det ellers nedad igen, med kun tre trekkingdage tilbage. Mine maveproblemer var dog kun blevet værre, og om aftenen den syvende dag var det blevet så slemt, at vi måtte kontakte en læge. Efter at have hørt symptomerne, sagde han, at vi skulle søge hospital indenfor et højst to døgn. Men hvis vi skulle gå den korteste vej ned, ville der gå mindst tre dage før jeg kunne komme til en læge. Det virkede lidt drastisk, men det eneste der var at gøre, var at bestille en helikopter til at hente os dagen efter. Men det er jo Nepal, så helikopteren blev udskudt fire gange, og lige da vi troede det ville blive til en nat mere i bjergene, ankom den sidst på eftermiddagen. En fed udsigt at få med på vejen! Men vi kom ned på hospitalet, hvor det blev til en enkelt overnatning. Det viste sig at være en bakteriel maveinfektion. Så jeg blev fyldt med noget antibiotika, og så havde vi ellers nogle ekstra dage i Kathmandu.

På grund af manglende forbindelse var det ikke muligt at kontakte min forsikring yfra bjerget, så helikopteren blev bestilt gennem et lokalt firma. Så med betalingen fulgte en masse problemer, der betød massevis af opkald til Tryg og helikopterfirmaet, og at de havde Mads’ pas i tre dage, hvor det var svært at slappe ordentlig af. Det var sgu lidt træls det hele med det skide nepalesiske system som bare ikke fungerer.. Men heldigvis kunne humøret holdes oppe ved Mads’ lækre engelskfraser, som når han spurgte vores guide i telefonen “How long are you?” (“Hvor langt er du?”) og slutter af med “we see” (“vi ses”). Eller senere på dagen, hvor han trådte i en hundelort, haha.. Men ellers gik de sidste dage med at besøge de sidste seværdigheder, såsom Pashupatinath, hvor de brænder lig og smider dem i floden, samt noget shopping. Anden sidste dag tog vi på en heldagstur ud til noget river rafting for at få tiden til at gå. Selvom det var en herre lang bustur frem og tilbage, blev raftingen en virkelig sjov oplevelse i en båd fyldt med uforstående kinesere og virkelig vilde rapids.

Nu går turen hjemad, efter tre måneder af eventyr, som bare er fløjet afsted. Det har været en latterlig fed tur! Men det bliver nu også godt, at komme hjem og se alle jer savnede mennesker igen, få et bad med varmt vand, altid have elektricitet, rent tøj og ikke mindst at få en rugbrødsmad!

– Maria

Ps. Hej fra Mads

The End

image image image image image image image image image image image image image image image image image image image

Mads og Maria på eventyr

Vi tager til Dubai, New Zealand, Australien, Thailand, Bali og Nepal! Efter at have set… | Læs mere

Visninger

188

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg