Goddavs Thailand

Thailand Bangkok, Ayutthaya, Mae Sot, Umphang, Chiang Mai
11/2 – 19/2


Hey yo 🙂


Så er vi kommet til Asien. Nærmere bestemt Thailand. Vi ankom til New Road Guest House i Bangkok kl. 3 om natten, hvor vi efter en 6 timers flyvetur sov resten af natten i den hede varme. Selvom vi kom fra det meget varme Australien, kunne man hurtigt mærke at luftfugtigheden og temperaturen om natten i Bangkok var noget helt andet end hvad vi var vant til.


Første dag i Bangkok sov vi lidt længe og skulle ud at finde noget morgenmad kl. 11. Vi havde hørt så meget godt om gadekøkkenerne, så vi prøvede noget kyllingsuppe, hvilket var et godt første møde med den frisklavede Thaimad. Efter det ville vi udforske Bangkok lidt på egen hånd, så vi tog med turistfærgen i Bangkoks flod, som bragte os lidt mere Nordpå i byen. Vi havde bestemt at første stop skulle være en lille park, men med det samme vi træder ind i parken bliver vi stoppet af en ung fyr, som fortalte en masse gode ting omkring, priser på transporten i byen, påklædning i templer, hvilke steder vi skulle besøge osv. Alt dette fordi han ville være turistguide. En meget god introduktion, så vi ikke blev snydt nogen steder. Det gav os mod til at tage en Túk Túk rundt til forskellige templer. Det var min første køretur i sådan én, så det var i sig selv en oplevelse, mens templerne var selvfølgelig også flotte. Efter køreturen gik vi til Khao San Road (en kendt festgade), hvor vi udforskede området lidt. Her fik også en rigtig god krammer af en Thaidame i anledning af, at det snart var valentinsdag. Hun var skide sød. Derfra gik vi lidt videre rundt i byen, hvorefter vi tog færgen tilbage til hostellet, inden vi skulle mod Chinatown. I Chinatown er der tonsvis af gadekøkkener og det prøvede vi da igen – meget billigt og igen en succes. Herfra tog vi til nattemarked i området der er kendt for “Ping Pong Shows”, vi tog dog kun en kigger i de tusindvis af boder på markedet :).


Næste dag tog vi hen til en pool ved et nærliggende hotel for få penge. Her slog vi lidt tid ihjel inden vi skulle på en guidet cykeltur. Vi havde en rigtig god Hollandsk guide, som kørte os rundt i helt små kvartere med unge og ældre Thaifolk, som boede i bittesmå “huse”. Når vi kørte rundt i de små områder, tænkte vi, at de folk da må være vildt fattige og have det skidt. Der fortalte vores guide, at de bestemt ikke har det dårligt, men blot lever på en helt anden måde end os. Da det er godt vejr året rundt i Thailand prioriterer de bare ikke deres hjem som noget af det første. Efter at have kørt rundt i de tætte gader, tog vi over floden, hvor det er helt anderledes! Der er et stort beskyttet område med små stier i et nærmest jungleagtigt terræn. Det var helt fantastisk, at man kom fra et helt tæt befolket område og så 100 meter over floden til det stikmodsatte. Skøn natur. På cykelturen snakkede vi også med et par folk der havde besøgt protestområderne. De sagde, at man roligt kunne tage derhen og det rent faktisk var meget hyggeligt. Så på vej hjem efter cykelturen tog vi et smut forbi. Og ja, der var folk på en scene som råbte lidt og der var massevis telte. Men udover det også et stort marked, hvor man kunne købe “Restart Thailand”-T-shirts. Ingen skyderier eller bomber. Om aftenen tog vi ‘igen’ til Khao San Road, denne gang dog med taxa, og mærkeligt nok var det slet ikke det samme sted, som vi var dagen før. Mystisk. Her fik vi super lækker mad fra endnu et gadekøkken, og så os lidt omkring, men tog dog tidligt hjem.


Dagen efter skulle vi mod Ayutthaya. Vi tog et tog i to timer for 3 kroner. Ayutthaya er Siam/Thailand’s gamle hovedstad, hvor Burma har ødelagt de fleste af templerne. Vi havde læst om et sted kaldt Baan Lotus Guest House som skulle være rigtig godt. Så vi besluttede os for at tage derhen at tilbringe vores ene nat. Stedet var virkelig godt, med en lille sø, med en lang terrasse ud over og hængekøjer. Inden vi prøvede hængekøjerne ville vi først på cykeltur for at se ruinerne og de stadig stående templer. Men man skal bare ikke undervurdere varmen i Thailand, for efter besøget med de første par templer blev det næsten mere en jagt efter is. Efter lang tids leden fandt vi endelig en is i en lokal bod. Til vores store skuffelse var den enten lavet på rismælk eller noget andet skidt, for det smagte ikke som ønsket. Vi endte ved en seven-elleven med en Magnum i hånden. Is er bare ikke så populært her i Thailand og med min efterhånden isafhængighed er det svært at have med at gøre. Efter cykelturen brugte vi tid på det lækre Guest House og spiste lidt mere vestligt mad om aftenen.


Den 14/2, (Tillykke Lasse), tog vi tilbage til Bangkok, hvor vi brugte dagen ved poolen og skulle afsted mod trekking tur i Umphang om aftenen.


Den 15/2, (Tillykke Jeppe og Anja Andersen), ankom vi kl. 16 i Umphang efter lang tids transport, først natbus efterfulgt af 4 timers kørsel i åben truck. Der var 15 danskere med på turen og her fik man hurtigt nye bekendtskaber, da vi skulle være sammen på hele trekkingturen. Første aften overnattede vi i en hytte med eget værelse og skulle afsted morgenen efter, hvor selve trekkingturen startede.


Det startede med, at vi blev kørt ud til en lille flod, hvor vi skulle ‘River Rafte’. Det var dog bare en stille og rolig naturskøn tur i en båd, med få stop undervejs, bl.a. ved en varm kilde. Efter Rafting skulle vi på den første gåtur som startede rigtig stejlt ud, men blev til sidst fladere og mere overskuelig. Det fik sveden frem hos os alle, og da vi kom frem til vores telte efter 12 km i junglen var vi klar til en dukkert i floden. Derefter var der mad lavet over åben ild, og krus af et bambustræ lavet af vores friske guider. Vi afsluttede aftenen lidt snak med nogle danske drenge inden vi skulle sove i telt.


Morgenen efter tog vi en dukkert i floden, og bagefter gik vi ud til verdens 6. største vandfald. Det var helt vildt stort og flot, og så kunne man bade der. Vi hoppede ud fra et 7 meter højt vandfald, og det var latterligt fedt. Derefter skulle vi gå 8 km langs floden til en lille landsby, med en masse dyr og åbne træhuse. Da vi kom frem tog vi hen til floden i et lille afgrænset område, hvor man kunne bade. Det var helt vildt flot med både små og store vandfald rundt omkring. Da vi kom tilbage gik vi en lille tur rundt i den meget primitive landsby som vi skulle bo i. Der var ikke rigtig nogen strøm og folkene i landsbyen havde nok ikke så mange penge. Men alligevel var alle glade og smilende. Efter aftensmaden sad vi ved et bål og drak rissnaps og fik lidt øl, inden vi skulle sove i træhuset med de 13 andre danskere.


Efter at have sovet mere eller mindre godt på gulvet og blevet vækket klokken fire af byens mange dyr, heriblandt haner der galede som sindssyge, var det nu tid til elefantridning. Det er helt vildt så stejlt op og ned ad bakke en elefant kan gå. Tit følte vi, at vi var ved at falde af elefanten, men på grund af den ubehagelige kasse vi sad i blev vi heldigvis siddende på den. Turen på det store dyr varede ca. 3 timer, og vi gik både igennem floder og flot jungle. Derefter begyndte trekkingturen, hvor vi nærmest udelukkende havde levet ad ris, så småt at gå mod enden og om aftenen endte vi i Mae Sot på et ganske normalt hotel. Det føltes dog mere som en luksus-suite efter de primitive forhold vi havde levet under de forrige dage. Her kunne vi få noget søvn inden turen gik mod Chiang Mai. Dagen i Chiang Mai blev primært brugt ved poolen, men der var også tid til lidt let motion. Vi har 3 nætter her i Chiang Mai og der skulle vist være en masse at se.


– Mads 🙂
image image image image image image image image image image image image image image image image image

Mads og Maria på eventyr

Vi tager til Dubai, New Zealand, Australien, Thailand, Bali og Nepal! Efter at have set… | Læs mere

Visninger

209

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg