Farvel Oceanien

New Zealand, Australien Christchurch, Kaikoura, Sydney

1.-10. Februar

 

Hej venner 🙂

 

Selvom solen har sneget sig ind på os og gjort os solskoldede adskillige gange i New Zealand, har vi begge efter den første måned fået en god kulør. Dette betyder altså, at vi nu har måttet sige farvel til det fantastiske kiwi-land, men ikke desto mindre, blev de sidste par dage ligeså lækre som turen hidtil havde været, og det samme kan siges om dagene i Sydney!

 

Efter Queenstown tilbragte vi et par dage i Lake Tekapo, en lillebitte, men skide charmerende flække, i absolut ingenting. På grund af de meget begrænsede muligheder gik tiden med at nyde naturen i området, søen og en hulens masse kortspil! Andendagen tænkte jeg så, at jeg ville begive mig op på det nærliggende bjerg, Mt. John, hvilket gik fint i starten, indtil min geografiske sans (eller nærmere mangel på det) på vejen hjem førte mig en hel forkert vej ned af bjerget, hvilket ville have taget mig mange timer. Så da en bil med tre asiatiske piger holdte ind, hoppede jeg med dem. Efter kort tids snak, fandt vi ud af, at vi boede på samme hostel OG samme værelse! What a q?!

Derefter kom vi videre til Christchurch, som vi skulle flyve fra. Men før vi forlod NZ, havde vi lige én drøm mere som skulle udleves. Så vi tog til Kaikoura, som er særlig kendt for at have et rigt marineliv. Allerede da vi ankom om eftermiddagen, så vi masser af sæler sidde rundt på stenene ved havkanten. Nogle af dem ikke mere end en meter fra mennesker, hvor de nærmest poserede for kameraet med næsen i sky. Fra kysten kunne vi også se delfiner hoppe rundt ude i havet, så fra Kaikoura tog vi med en båd ud for at svømme med delfiner! Og det var fantastisk. Der var hundredevis alle de steder vi sejlede. De var overalt! Som Mads beskrev det: “her er det ligeså normalt at se delfiner, som det er at se køer derhjemme” – true shit! Og ikke nok med det, var de mega drilske, legesyge og svømmede helt tæt på os. Wauw! Der var dog en del vind og store bølger, så på hjemturen sad jeg på en række med næsten halvdelen af passagererne i båden, med en spand mellem benene og havde det ikke ret godt…

Da vi skulle tilbage til Christchurch, var vi ikke længere koblet på kiwi-bussen, og den bus vi kunne tage, gik først en del timer efter vores check out fra hostellet. Så for at spare tid og penge tænkte vi, hvorfor ikke prøve lykken med at blaffe? Så vi stilet os ud på hovedvejen med et meget beskedent “Christchurch”-skilt og fik et lift af den omkring 60-årige søde dame, Bronich. Mads, der sad på forsædet, fik vist en god lang snak med hende på den to timers-køretur, mens jeg det meste af vejen fik mig en lur bagi.

Vi havde omkring et døgn mere i Christchurch. En by man på en måde har det lidt ambivalent med. De blev nemlig ramt af to jordskælv for godt tre år siden, så det meste af byen ligger stadig i ruiner i store områder. Aldrig i en storby har jeg før set så mange parkeringspladser – alle de steder der var p-pladser, lå der før en bygning.. Et lille område af midtbyen var de begyndt på en slags genopbygning i en helt særlig lille containerpark, hvor alle butikker og cafeer er i store metalcontainer, samt et særdeles rørende museum (quake City) som fortalte om jordskælvene. Dette område var virkelig hyggeligt, pænt og charmerende fordi man aldrig havde set noget lignende. Men ja, meget af byen lå stadig i ruiner og af de bygninger der stadig stod, var mange af dem tomme. Om aftenen føles det mere som en spøgelsesby end det havde gjort i Lake Tekapo, som var den mindste by vi overhovedet havde været i, mens Christchurch var NZ’s anden største by. Så da vi om aftenen prøvede at finde en is, blev den halvanden times gåtur uden resultat.

Rejsedagen havde vi også tænkt bare skulle overstås i denne ødelagte by, men det viste sig at det var en særlig helligdag. Da vi gik igennem centrum og et øjeblik kiggede på en gøgler-mand der lavede sit show, blev jeg hevet op som hans “assistent,” der skulle kaste knive og et redskab med ild i til ham, som han ville jonglere med mens han holdt balancen på sin ethjulede cykel. Showet trak ud og derfor kom vi for sent til den bus vi skulle nå mod lufthavnen. Vi nåede dog alligevel vores fly mod Sydney.

 

Om New Zealand var ligeså fantastisk, smuk og fedt som vi havde regnet med? Nej. Det var langt langt bedre! Som vi har nævnt mange gange, så var naturen helt enestestående. Jeg kan ikke tælle alle de gange, vi var værge helt lamslåede og ikke har kunnet sige andet end “wow.” Også deres rige dyreliv har betaget os, særligt i havet. Selvom vi ikke har mødt vildt mange kiwier (hvad befolkningen kalder sig selv), har det været en fornøjelse med dem vi har. De er utrolig venlige, meget mere end danskere, og de fleste gange vi har været faret vild, har vi ikke behøvet at spørge om vej, fordi en lokal allerede har spottet det og uden videre er kommet hen og hjulpet. Bronich, som vi kørte med, er også et godt eksempel. Derudover siger de hele tiden “sweet as” lidt som “fedt nok,” (hvilket forklarer Mads’ valg af kasketten han købte, hvorpå det stod) og de kan åbenbart godt lide at gå i bare tæer.  Nogle få ting er dog kommet bag på os. For eksempel temperaturen og den til tider meget kolde vind (derfor mærker man ikke når solen steger). Og at deres mælk kostede 15 kroner pr liter. Ja, femten kroner?! Men de har jo heller ikke så mange køer, og i det mindste så dem der var, ud til at have det super hyggeligt, som de tullede rundt på bakketoppene. Hvad vi også har opdaget er, at NZ i høj grad er centrum for en masse fede ekstremsports. Det har vi udnyttet i høj grad og fået nogle sindssygt fede oplevelser ud af! På mange måder har det vare været en skide fed første måned af vores rejse, og vi sætter nu kursen mod Asien, hvor alt bliver anderledes! Kulturen, priserne, maden og at vi skal til at planlægge hele rejsen selv. Det bliver spændende!

 

Før vi er kommer til Asien, gør vi dog lige et stop i Sydney 4-5 dage. Sydney er på mange måder en storby som så mange andre med shopping, chinatown, cafeer, stressede mennesker osv. Men alligevel var vi begge meget betagede af den, særligt de hyggelige havneområder og den generelt afslappede stemning. Vi ankom meget trætte torsdag aften. Fredag morgen begav vi os ud på en god byvandring, hvor vi så mange af de kendte områder og seværdigheder, og jeg shoppede en lille (bitte) smule. Vi nød frokosten med udsigt til Harbour bridge og operahuset. Bagefter tog vi ned mod Darling Harbour, var rigtige turister og tog i Wild Life Park, for at se nogle af Australiens helt unikke dyrearter, og derefter vokskabinettet Madam Tassaud. I Wild Life var det dog lidt svært at se bort fra, at nogle af dyrene ikke havde ret meget plads, ingen venner og så ud til at kede sig. Men det var fedt at se blandt andet kænguruer og koalaer (som i høj grad fik mig til at tænkte på min lille niece, Amalie), især fordi fordi man kunne komme ind til dem.

Om aftenen tog vi på Hard Rock Cafe, hvor aftenen næsten mindede om en film, med den smukke udsigt over havet, hvor der pludselig var fyrværkeri. Igennem aftenen gik det virkelig op for os, hvor forfærdelig afhængige af vores kamera vi er – vi havde nemlig glemt det og ærgrede os grusomt. Men så måtte vi nyde aftenen og tage billeder med vores hukommelse 😉 endnu “bedre” blev det, da en tjener spildte noget sovs på gulvet der sprøjtede op på os, da det fik manageren til at strege vinen ud fra vores regning! 

Næste dag tog vi toget ud til Blue Mountains, en nationalpark der ligger cirka to timer fra Sydney. På trods af den ekstreme varme, var det en god dag. Særligt fordi de i Katoomba, byen hvor vi stod af toget, afholdte ukulele festival. Ja, true shit! Med fem scener og flere ukuleler end jeg troede jeg nogensinde skulle se! Det var mega hyggeligt, især fordi de faktisk tog det dybt seriøst. Om aftenen tog vi på en bytur, som startede i selskab med nogle piger der holdt polteabend og gav frie drinks, men som begav sig op på brudens værelse, hvor de fik besøg af en mandlig stripper. Senere faldt vi i snak med en gruppe tyskere. Det forargede os meget da en af dem forklarede, at trods sine 24 år, var det første gang i sig liv, hun i Australien få dage tidligere havde set en engelsk film, hvor tale og mundbevægelser passede sammen. No wonder tyskere er dårlige til engelsk?! Men de var søde og vi havde en hyggelig aften, der dog ledte til skrækkelige tømmermænd dagen derpå (mest for Mads’ vedkommende). Men til middag begav vi os ud mod den berømte Bondi Beach. Her var kæmpe bølger, større end nogen af os har badet i før (og derfor mange surfere), men det var skide sjovt! Om aftenen spiste vi på Jamie Olivers Italien restaurant (backpacker-madbudgettet skred en smule disse dage, da det ikke kunne betale sig at købe særlig meget ind. Vi lavede dog stadig selv morgen og middagsmad). Lidt overpriced, men lækkert. På hjemturen den aften, fik vi også oplevet nogle af Sydneys dyr i virkeligheden. Om dagen havde vi generelt bemærket en masse specielle fugle, særligt nogle store langnæbbede nogle, som vi aldrig havde set før, men som befolkning mest af alt så som irriterende rotter. Da vi gik gennem parken om aftenen, så vi flere opossums, der rendte rundt i træerne og kiggede på os med sine runde, sorte øjne. Mads var seriøst ved at løbe væk som en lille pige, og ville næsten ikke gå gennem parken. Hæhæ. Han påstår dog, at jeg lignede et lig, da jeg så en edderkop (som var den største jeg har set i mit liv!).

Lige nu sidder vi på flyet mod Bankok, og når vi kommer frem er klokken seks om morgenen i vores hoveder, men et om natten lokal tid. I Thailand er der seks timers forskel fra DK.

Ses man!

– Maria

image image image image image image image image image image image image image image image image

Mads og Maria på eventyr

Vi tager til Dubai, New Zealand, Australien, Thailand, Bali og Nepal! Efter at have set… | Læs mere

Visninger

133

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg