Så er vi endelig igang!

Dubai og Indien

Så er vi igang! Dubai og Indien

Nu har Trine og jeg været afsted i 12 dage og er nu blevet enige om at det er på tide at lave en lille update om vores rejse “so far”.
D. 20. okt. tog vi toget fra Vejle banegård, hvor vores søde familier vinkede fra perronen. Vi var helt klar på at vores længe ventede eventyr nu endelig skulle gå igang!
Vi startede vores rejse blandt rige oliesheiker og bygninger, så høje at alle andre højhuse godt kan pakke sammen. Dubai er et sted jeg ikke ved hvordan jeg skal forklare, det tætteste jeg kommer er vidst: ekstrem rigdom, kæmpe bygninger, sindssyge projekter og meget rene gader. Vi var så heldige at Kathrine, min gode veninde fra Handelsskolen, i den her periode arbejder som au pair i Dubai, så vi havde privat guide rundt til alle attraktionerne. Vi havde to dejlige dage i Dubai og det er faktisk også rigeligt, da man kan nå at se hovedattraktionerne på ret kort tid.
Vi nåede da også lige ind på en cocktailbar, hvor der var tre gratis drinks til kvinderne (det ville vi bestemt ikke gå glip af).
D. 23. oktober fløj vi til Delhi i Indien, som er alt hvad man forestiller sig om Indien! Der er larm, der lugter af en kombination af røgelse, kloak og krydderier og så er der mænd med turban og unge fyre der kører rundt på deres motorcykler og så er der selvfølgelig rotter overalt! Men hvor er Delhi også bare en kæmpe oplevelse, vi oplevede byen ved:
At tage på citywalk med et tidligere gadebarn og se, hvordan de overlever i Delhis gader.
At gå i biografen og se en Bollywood film, sammen med skrigende, hujende og piftende indere – det er klart noget vi vil forsøge at indføre i danske biografer!
At cykle rundt i Old Delhi på de smalle og snirklede gader, med udendørs slagterier, streetfood restauranter og desværre også en død mand i vejkanten.
Når man er i en by som Delhi er man hele tiden på vagt og man forsøger samtidig at få det hele med, for maden, musikken, duftene og ikke mindst menneskerne er en fantastisk oplevelse.
For fem dage siden sagde vi på gensyn til Delhi og tog med vores to chauffører på ti dages tur til Rajasthan regionen, som ligger i Nordindien og grænser op til Pakistan. Indtil videre har turen stået på Oliemassage, Amber Fort og Lassi (vores nye favorit yoghurts-drik) i Jaipur, Rottetempel i Bikaner (for sådan noget tør vi nemlig godt), kamelridning, solnedgang, kolde øl, søde mennesker og overnatning under åben himmel i ørkenen i Jaisalmer.
Vi har det rigtig godt og vi oplever helt vildt meget, så når vi endelig rammer puden, sover vi meget tungt.
Nu har vi 5 dage tilbage i Indien inden vi skal videre til næste land: Nepal.
Vi håber I har det godt derhjemme og nyder kulden (he he), vi har nemlig omkring 30 grader.

Visninger

57

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg