Turen går til Berlin… for tredje gang

Tyskland Berlin

Så er flybilletterne og hotelopholdet i Berlin købt, og i slutningen af juli skal jeg gense en af mine favorithovedstader. Planen er, at jeg skal spise mig gennem byen og shoppe. Jeg har været i Berlin to gange før.

Den ene var, da jeg var 19 år og kedede mig en sommer. Så fik jeg den idé at spørge mine veninde, om vi ikke skulle ud at rejse. Heldigvis var hun frisk på det, og fordi hun led af temmelig voldsom flyskræk, blev vi enige om, at Berlin var en realistisk rejsedestination, fordi det var muligt at komme derhen med tog, og fordi det var tilpas ”eksotisk”. Vi var ikke særlig gamle dengang og havde heller ikke særlig mange penge, så alt taget i betragtning var Berlin det ideelle rejsemål for os.

Den anden gang jeg var i Berlin, var for ca. 3 år siden. Jeg var af sted omkring midten af december, fordi min søster gerne ville opleve byens berømte julemarkeder. Dem nåede vi også at se, men på tragisk vis blev mange af boderne mejet ned i et terrorangreb få dage efter, vi forlod Berlin. Der er fjolser over alt i verdenen, men det ramte alligevel lidt hårdt at se de smadrede juleboder i nyhederne og vide, at jeg og min søster gik gladelig rundt og kiggede på julepynt for blot et par dage siden.

Denne gang besøger jeg atter Berlin om sommeren, og det skal bare være en ren afslapningsferie i storbyen. Jeg har egentlig ingen planer om at shoppe amok men vil nok ikke sige nej til at et godt tilbud eller to. Shoppingcentrene kan med deres airconditionsystemer nok også være behjælpelige, hvis temperaturen skulle blive for høj inde i byen. Denne taktik brugte jeg i hvert fald, sidst jeg var ude at rejse i et varmt land.

Mit fokus denne gang ligger dog på de mange restauranter, som byen byder på. Der er større kulinarisk mangfoldighed i Berlin, så det er muligt at smage mad fra næsten alle verdenens hjørner i byen. Dertil er priserne på mad og fødevarer generelt lavere end i Danmark, så det er bare en bonus.

Jeg håber dog, at jeg kan nyde min ferie i fred. Sidst jeg var på ferie i Japan, skrev min mor til mig over Messenger, fordi elektriciteten var gået ud i hendes hus. Hun manglede en elektriker, og det skulle jeg hjælpe med, selv om jeg lå på en strand på den anden side af planeten.

 

Jeg ved ikke, om det blot er min mor, som er et særtilfælde, men hun har det med altid at ringe (eller i dette tilfælde skrive) til mig, når der er opstået et eller andet problem i hendes hjem. Som oftest har problemerne en praktisk karakter, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor hun ikke kontaktede nogen af mine andre søskende, som ikke var på ferie. Det er nok et mysterium, jeg aldrig får afklaret.

jyskrejsebureaublog_anderupel

Visninger

6

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg