Mexico på kryds og tværs!

Solidaridad, Mexico Sian Ka'an

Når man rejser med rygsæk fra hostel til hostel kan ens planer lynhurtigt ændre sig. Da Belize er det mindste land på vores rejse, og vi først den 5. August får selskab af Lykke og Simone til rundrejse netop der, har vi haft rigtig mange dage i Mexico. Så mange at vi i alt har en hel uge hvor vi blot kan følge med vinden og se hvor den bringer os hen. I første omgang blev det derfor med bus til Mérida og ikke Akumal. Den meget lidt turistede by, havde været en del af vores nye danske venners tidligere rejsemål, og med anbefaleringer fra dem blev det vores næste stop. Efter en fire timers bustur forsøgte vi derfor at finde det hostel vores rejsebibel (Lonely Planet) har markeret som værende et af de bedste hostels i hele Mexico. God omtale skaber naturligvis kunder i biksen, så vi måtte skuffede på udkig i byen, da vores førstevalg ikke havde nogle ledige senge. Byens andet hostel havde selvfølgelig heller ikke plads og pludselig stod vi en smule rådvilde uden nogen idé hvor vi skulle gå hen. Overnatningen blev derfor lidt dyrere end først beregnet da vi var nødsaget til at sove i et “private room” hos en ellers sød dame. Herefter blev vi enige om at vi fremadrettet hellere må booke hostels for at undgå en lignende situation. Mérida havde umiddelbart ikke så meget at byde på, så det blev kun til to overnatninger i byen inden vi endte i Tulum. Vi havde naturligvis lært af Mérida og bestilt et sted at bo på forhånd, som blev til hostel Lobo Inn. Efter en kort taxatur fra busstationen mødte Lobo Inn os med endnu en oplevelse. Det fælles køkkenområde lignede ikke noget nogen har gjort rent det seneste århundrede og værelset mindede mest om et gammel badeværelse hvor en tynd skillevæg var opsat for at adskille toilettet fra de to køjesenge. Vi blev hurtigt enige om at en overnatning her måtte være rigeligt og at tjekke andre muligheder i byen til dagen efter. Vi tog plads i fællesområdet for at undersøge hostelworld.dk, da ejeren kom løbende med sin marchette grundet en slanges besøg omkring poolområdet. Vi hoppede straks på en cykel for at inspicere andre hostels og vendte først tilbage til Lobo Inn efter mørkets frembrud. Her fandt vi ud af, at slangen ikke var den eneste gæst vi skulle møde. Utallige myg, mus og kakalakker lagde vejen forbi og vi glædede os blot over at have fundet et andet sted til den næste dag. Da både firben og kakalakker prydede vores værelse var det dråben. Vi havde derudover hørt fra en lokal at der somme tider var alligatorer i Lobo Inns baghave, hvilket også gjorde os mere mistænksomme over dette sted. Vi valgte at forlade stedet 00.10 og komme ind til Tulum centrum og sove på det første og bedste sted vi mødte. Morgenen efter fik vi checket os ind på det tredje hostel i Tulum, som heldigvis var ganske glimrende, hvilket blev vores base i resten af besøget, der endte med at blive væsentlig længere end først antaget. Forventninger til den lille kystby var nemlig ikke så store, men i løbet af ugen fik vi alligevel både besøgt et abe reservat (som ikke længere blot bestod af aber), to drypstenshuler, byen Akumal hvor vi kunne snorkel med havskilpadder direkte fra stranden samt den store nationalpark, Sian Ka’an. To stranddage og en enkelt dag uden planer supplerede de mange oplevelser, hvorfor vi blev i Tulum langt længere end vi havde regnet med. Det siges jo dog, at alting har en ende, og vores rejse måtte også fortsætte. Nu fortsætter vi mod Bacalar som bliver vores sidste egentlige stop i Mexico.

Mellemamerika 2014

Cuba, Mexico, Belize, Guatemala og Costa Rica | Læs mere

Visninger

58

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg