Der er 1219 sving til Umphang…

Thailand Mae Sot

D.01. Dec. 2011

…og 1219 sving tilbage igen.
 Ikke at jeg har talt dem! Men det er der angiveligt en anden der har. Måske vedkommende har haft brug for noget at koncentrere sig om, for at holde køresygen på afstand. Jeg frydede mig i hvert fald over effektiviteten af mine ‘sea band’ armbånd og den lille køresygepille jeg slugte sammen med mine ris. Omtrent 25 mennesker formåede vores chauffør at få transporteret fra Mae Sot til Umphang på det udvidede lad af en blå Pick-Up, og under sådanne omstændigheder vænner man sig hurtigt til,  at fremmede mennesker spytter en blanding af halvfordøjet risret og mavesyre ud på vejen foran ens fødder.
Opkast til trods, nåede vi frem til vores første overnatning på ‘the Trekker Hill’ i Umphang, og allerede næste morgen slænger vi os dovent i gummibåden på vej op ad floden omfavnet af vanddryppende klippevægge. Sveddryppende bliver vi selv kort efter, da vi bevæbnet med rygsæk og orange sovepose står på flodbredden og vinker farvel til den luftfyldte luksusliner, der godmodigt glider videre gennem vandet. Tunge i benene og med allerede fugtige t-shirts trasker vi i timer gennem skovens knasende bladbund over tilgroede bakketoppe og forbi abnorme edderkoppeben i konstant kvælende, fugtig luft – glæden er stor, da vi når vores telt og kan tage et kølende bad i floden.
Efter en nat fyldt med junglelyde og en fjern buldren som brusende baggrundsmusik, begiver vi os imod Thailands største vandfald. Larmen fra det tumlende vand bliver voldsommere jo nærmere vi kommer, indtil synet af en gigantisk oase åbenbarer sig foran os. Vi har det tre etager høje kunstværk for os selv, og tumler i de blågrønne bjergsøer som små børn på en sommerdag. Guldsmede flakser omkring os i den fugtige luft, og når solen rammer helt rigtigt, tryller en svag regnbue sig forsigtigt frem fra sit usynlige skjul. Måske venter ‘Ønskeøen’ i virkeligheden lige om hjørnet – eller måske har jeg læst for meget ‘Peter Pan’ på det sidste. Under alle omstændigheder, kan man ikke blive på ‘Ønskeøen’ for evigt, så modvilligt forlader vi paradiset og trisser tilbage ind i junglens dybe stille ro.
Ved dagens slutning finder jeg mig selv under et gigantisk myggenet, som er spændt ud over de tre havehynder vi ligger på. I det fjerneste hjørne kaster et gammelt tv sine momentane kaskader af lyseblåt thaidrama over seks små rissmaskende ansigter. Et standhaftigt neonrør oplyser stædigt pælehusets indgang og giver frit udsyn til det grå asbesttag, som adskiller os fra nattehimlen. Ude i mørket sidder gibbonaben og sover til tonerne fra tv’ets tropiske outro.
Midt i alt dette tilbringer vi vores sidste nat i Umphang, inden turen (efter fire timer på elefant), igen går ned ad bjerget på ladet af den blå Pick-Up.
1219-1218-1217…
/Camilla
IMG_59351-300×200 IMG_58961-300×200 IMG_59011-300×200 IMG_59001-300×200 IMG_59201-300×200 IMG_59361-e1322825424982-200×300 IMG_59451-e1322824228180-200×300 IMG_59611-e1322825640176-200×300 IMG_59071-300×200 IMG_60041-300×200 IMG_60151-300×200 IMG_60031-300×200 IMG_60261-300×200 IMG_60321-300×200

Jorden Rundt i 135 dage 2011/2012

Jysk Rejsebureau sendte d. 15. oktober 2011 to “Lucky Bastards” på en 135 dages jordomrejse… | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

61

Kommentér

Opret profil