Turen til verdens ende!

New Zealand Queenstown

Hva så der!? Nu er vi klar med endnu et spændende indlæg om vores tur, som nok bliver ret langt, da der simpelthen er sket så meget siden sidst!
Efter sidste indlæg tog vi til Queenstown, men på vejen dertil stoppede vi ved Puzzle World, som er et meget mærkeligt sted med en stor labyrint, rum der hælder og en masse andre skøre ting, der forvirrer hjernen! Sjovt det var det – og vi fandt ud af labyrinten uden at snyde! Lige uden for Queenstown stoppede Kiwi-bussen, fordi der var en masse der skulle bungyjumpe, men som de vikinger vi jo er, skulle vi bare se på, og det var nok for os! 
I Queenstown besluttede vi os for at leje mountainbikes igen, hvilket vi fik en rigtig dejlig dag ud af. Vi cyklede langs søen, og om på den anden side af den, hvor vi endte ved en fin golfklub. Her hyggede vi os så med de lokale golfentusiaster mens vi spiste frokost – fritter! Vi endte med at cykle i alt lidt over 30 km, men det føles ikke så langt, da vi havde totalt styr på det, og havde det sjovt.
Efter den lange cykeltur havde vi oparbejdet en temmelig god appetit, så vi spiste aftensmad på Ferg Burger, som er verdensberømte for deres fantastiske burgere. Og hold nu op for nogle gode burgere vi fik! Vi kommer aldrig på McDonalds igen efter dette!
Dagen efter kunne vi godt mærke cykelturen i vores ben, men som alle ved, så er den bedste kur mod ømme ben, en gåtur op ad et højt bjerg, hvor der kun delvist er lavet vandrestier. Så det satte vi os for at gøre!

Det var en superlækker gåtur i fantastisk flotte omgivelser, men også lidt hårdt. Det var dog hele turen værd da vi nåede toppen, og kunne se ud over hele Queenstown og omegn og endda spotte vores golfklub. På toppen var der også en luding-bane, hvilket bedst kan beskrives som en slags gokart på nedadgående bane hvor man kun har bremsere og ingen motor, hvis det giver nogen mening.. Nå, men efter en tiltrængt frokost, da bjergvandring en god appetit, prøvede vi i hvert fald kræfter med luding, hvor efter turen gik på gåben tilbage til hostlet.
Trætte som vi var faldt vi hurtigt i søvn da dette var tiltrængt. Dog var der en smule larm på gangen fra nogle festende gæster, men det sker jo på hostels. Så lige pludselig kl 4.30 blev vi vækket af en alarm! Vi troede først at det var nogen der havde sat en meget høj tone til vækkeur, men hurtigt gik det op for os at det var brandalarmen der var gået! Vi fløj ud af sengene og nåede lige at tage en jakke og vores punge med og rendte ned på gaden! Der stod vi så hele hostlet midt om natten med brandbiler og blink i nattøj og anede ikke hvad der var sket. Vi fandt så hurtigt ud af at det var de festende gæster, eller i hvert fald to af dem, der havde leget kravleaber i vandrørene til sprinklerne og da disse gik i stykker, startede hele brandproceduren hvilket resulterede i at nogle gæster fik alle deres ting gennemblødt og de tilstødende forretninger fik en tur med sprinkleranlægget, hvilken nat.
Næste morgen gik turen til Dunedin, hvor vi havde tre dage. Vi besøgte bl.a. det berømte bryggeri, Speights, og fik nogle smagsprøver på deres meget dejlige øl. Til vores store begejstring nåede vi at komme med på en rundvisning på en chokoladefabrik, der hedder Cadbury. Turen inkluderede også smagsprøver mums, mums! Derudover fik vi fortalt mere om hvordan de laver chokolade og sådan, og til sidst endte vi selvfølgelig med at købe fire store plader virkelig god chokolade!
Dunedin blev grundlagt af skotter i sin tid, og det skotske præger stadig byen blev vi klar over, da vi pludselig stødte ind i en sækkepibekonkurrence midt på torvet! Hvorvidt det lød godt eller ej, vil vi ikke udtale os om, men aldrig har vi set så mange mænd i nederdel! 
En af højdepunkterne fra vores tur til Dunedin var den Wildlife tur, vi havde meldt os til. Vi blev hentet på hostlet af guiden og kørte ud til verdens eneste Kongealbatros-koloni. Her så vi de store albatroser, som har et vingefang på 3 meter flyve lige over hovedet på os. De var virkelig flotte. Dernæst kørte vi ud til en strand, hvor vi så den guløjede pingvin, som er den sjældneste i verden. Den første vi så stod bare få meter fra os, og var virkelig flot. Denne pingvin er en skovpingvin(!), så vi fik flere gode billeder af pingvinerne i græsset sammen med fårene! Ja, nogle gange kan New Zealand virkelig være mærkværdig! Vi så også en stor sælkoloni, med en masse nuttede og søde sæler og to store søløver, som lå og fedede den på stranden. Vi så flere søløver dagen efter, og kan nu godt forstå hvor de har fået deres navn fra!
Fra Dunedin gik turen mod Invercargill, verdens sydligste by. Men på vej mod Invercargill gjorde vi en masse stop langs kysten, som hedder The Catlins. Vi så som sagt søløver, men skimtede også små delfiner.
Tiden i Invercargill var dog kort, da vi næste morgen satte turen mod Stewart Island. Vores kaptajn, som lignede Leo fra Sussi og Leo på en prik, gjorde os inden vi lagde fra land opmærksom på, at det da godt kunne gynge lidt undervejs. Det viste sig at definitionen af ordet “lidt” varierer en smule fra en erfaren kaptajn som Kaptajn Leo og så et par landkrabber som os, for ikke længe efter vi var stukket til søs begyndte “færgen” at vælte fra side til side og bølgerne stod op langs siderne! Det var som en anden rutsjebanetur, men Leo tog det stille og roligt og slog det ene ben op og snakkede lidt i telefon ( måske med Sussie – ingen ved det, alle taler om det).
Da turen var færdig havde mindst tre passagerer tyet til den herlige hvide brækpose, men vi overlevede heldigvis!
Da vi steg af “færgen” skyndte vi os at melde os til en Kiwi-ekspedition for at se den fantastiske fugl. Da vi læste kortet over Oban( byen på Stewart Island) for at finde vores hostel, fandt vi ud af, at vi næsten kunne se vores hostel fra havnen da Oban er sådan en imponerende metropol med ca 400 fastboende indbyggere.
Vi vandrede op til hostlet, men tilsyneladende var der ikke helt styr på tingene, så selvom vi havde booket et dobbeltværelse 5 dage forinden, var der ikke lige noget ledigt, så vi fik tilbudt et værelse ovenpå, der hvor personalet sover. Men da dette værelse var virkelig dårligt, lykkedes det os at få lov at skifte til et bedre. Der er ikke helt styr på tingene hernede, men det tager vi med! Vi valgte at gå en tur langs en af de mange ruter rundt om byen. Det var superstille og i et helt andet tempo end vi havde oplevet før med masser af folk fra Kiwi-experiences busser. Det er meget idyllisk, og det virker lidt som om tiden hernede står stille, hvad man vel også kan forvente her ved verdens ende!
Om aftenen tog vi så afsted på Kiwi-spotting. Vi sejlede først en lille halv time for at komme hen til den strand og skov, hvor der lever ca. et dusin kiwi’er. Stewart Island-kiwien er, modsat kiwierne på fastlandet, ikke truet, så det er det bedste sted at se vilde kiwi’er. Vi blev udstyret med lommelygte, da det var blevet ret mørkt. Vi gik igennem en lille skov, og det varede ikke længe før vi så den første kiwi snuse rundt i skovbunden! Det var helt fantastisk endelig at se denne mærkelige og unikke skanning, der kun lever her og som New Zealænderne er så stolte af. Vi så yderligere tre kiwier nede på stranden, hvor de gik og fangede sandlopper med deres lange næb. Vi stod kun få meter fra dem, men de ænsede os ikke, så vi stod i lang tid og iagttog dem. Fantastisk!

Dagen efter tog vi igen vandrestoevlerne paa og begav os ud paa eventyr i det lidt mennesketomme Stewart Island. Det var rigtig dejligt at opleve noget skoen natur og dejligt vejr, uden al den hurlumhej og turisme, der har vaeret saa mange andre steder paa vores tur. Vi fik set et par rigtig laekre strande og vi var da ogsaa lidt traette i benene bagefter, men det var ikke noget hostlets bloede sofaer ikke kunne klare.

Ellers skete der ikke saa meget ud over hygge og god stemning og dagen efter skulle vi igen med den farlige farge tilbage til fastlandet og Invercargill. Det var dog en noget mindre dramatisk tur denne gang.

Efter en stille og rolig nat i Invercargill skulle vi paa ennoget omfattende endagstur til Milford Sound, hvir vi skulle paa en faergetur rundt og se sundet, der skulle vaere helt fantastisk. Det var lidt af en omvaeltning at stige paa en Kiwibus igen da vi var vant til det stille Stewart Island, og da vores buschauffoer insiterede paa at hoere meget hoejt musik, blev det en lidt larmende affaere. Dog boed turen paa en tur gennem en af New Zealands farligste tunneller, hvilket blev fejret med Mission Impossible temaet i bussen!!

Selve Milford Sound var utroligt smukt med en rigtig mange flotte vandfald og fantastisk udsigt! Men det er samtidig det 3. vaadeste sted paa jorden, hvilket vi ogsaa fik at foele paa vores tur. Dog gjorde det ikke noget, da det var mindst ligesaa smukt i regnvejr.

Vi var  godt traette da vi endelig naede tilbage til Queenstown kl 19.40, saa det har passet os meget godt at dagen i dag (d.222) er gaaet med at slappe af i Queenstown, nydt en dejlig gang solskin og kigget lidt i butikker. I morgen tager vi saa igen med Kiwi bussen mod Lake Tekapo!

 

IMG_3844 IMG_3501 IMG_3528 IMG_3541 IMG_3633 IMG_3636 IMG_3682 IMG_3712 IMG_3760 IMG_3840 OLYMPUS DIGITAL CAMERA P2160345 OLYMPUS DIGITAL CAMERA

New Zealand og Australien 2014

Den 19. januar begiver vi os ud på vores store eventyr til New Zealand og… | Læs mere

Visninger

159

Kommentér

Opret profil