At rejse er at leve

Australien Perth

Så har vi endelig fået mulighed for at opdatere bloggen igen! Siden sidst er der sket en hel masse, så det her bliver nok et meget langt indlæg.

Efter vores dage i dejlige Margaret River fortsatte vores sydvestaustralien rejse mod den lille flække, Pemberton, som ligger imellem en masse høje træer, og derfor var der også helt vildt koldt! Vi var faktisk nødt til at fyre op i brændeovnen for at holde varmen.
I Pemberton besteg Kristian det berømte Gloucester-tree i alt 53 meter. Det skal lige siges, at der ikke var nogle former for sikkerhed, man kravlede bare op ad trinene, der snoede sig hele vejen rundt om træet, og der var ikke noget til at gribe en, hvis man faldt! Men Kristian kom heldigvis ned igen uden skrammer og nød den fantastiske udsigt fra toppen.
Efter Pemberton tog vi videre mod Walpole, endnu en lille flække midt i ingenting. Fra Walpole besøgte vi den berømte Valley of the Giants. Her er der bygget en lang hængebro oppe i trækronerne, det højeste sted er 40 meter over jorden. Hængebroen gyngede en smule, men udsigten var virkelig god, og det va rigtig sjovt at kunne gå oppe i trækronerne.
Vi var også på Eco-Cruise i Walpole med en meget excentrisk guide, som havde boet i Aarhus på et tidspunkt. Vi var de eneste på turen, så vi fik selvfølgelig al opmærksomheden, og en hel masse snak om dyr, nordmændene og russere som havde været forbi Walpole igennem tiderne. På et tidspunkt fik han meget travlt med at fortælle AM om den bog, han havde skrevet, så derfor måtte Kristian overtage styringen af båden! Det var nu en vældig fin tur, og der var masser af kage..

Derefter tog vi til Denmark! Næsten hjemme! Byen har nu ikke noget med landet at gøre, men er opkaldt efter en engelsk læge – sjovt var det nu alligevel, når folk spurgte, hvor vi kom fra.
Denmark var en dejlig by med flot natur omkring. Vi gik nogle dejlige ture og slappede af og blev også gode venner med en hollænder, der bare elsker danske tv-serier, især Forbrydelsen og Borgen 🙂

Dernæst tog vi til Albany, som er en rigtig stor by, ifht. de små flækker vi havde besøgt. Den første dag gik vi en tur op i de to bjerge, som ligger lige uden for byen. Herfra var der en helt fantastisk udsigt. Der er også bygget et gammelt forsvarsværk med kanoner og det hele. Det var også fra Albany at 30.000 australiere og new zealændere tog til Europa i første verdenskrig, så der var et stort mindesmærke og en masse historie og fortællinger på det lokale museum.
Dagen efter lejede vi atter cykler og satte kursen mod Whale World, der lå i en nationalpark 20 km syd for Albany. Vejret var helt perfekt og vi cyklede langs bugten med en fantastisk udsigt og mange sorte svaner. Da vi nåede Whale World spiste vi frokost og købte billet til den gamle hvalstation hvor vi blev vist rundt og fik fortalt om arbejdsgangen på hvalstationen. Det var åbenbart verdens største hvalmuseum!
Bagefter tog vi jernhesten og satte kursen mod Albany. På vejen tilbage fik vi kæmpet os op ad nogle meget stejle bakker (det føltes nu som bjerge) og fik også tid til at slå et smut forbi Natural Bridge og The Gap, der er to naturligt formede klippeformationer formet som henholdsvis en “bro” og et virkeligt dybt hul. Det var den skønneste udsigt over det store gav og lyden af bølgerne der slog mod klipperne og den friske luft var super lækker!

To dage senere var vores tur syd for Perth færdig og vi skulle nu begynde vores sidste tur mod det nordlige vestaustralien!

Vi var rejst med bus til Perth og mandag morgen blev vi samlet op kl 7 af vores guide Terry. Vi var kun 9 på turen så det var dejligt afslappende! Vores første stop var ved en wildlife park hvor vi fik set lidt flere af de søde koalaer og kænguruer. Ellers gik dagen med at køre mod Cervantes, kun lige afbrudt med stræk-ben-pauser og sandboarding, der minder om at kælke, bare på store sandbanker.
Da vi nåede til Cervantes havde vi lige noget tid til st slappe af inden vi tog på en solnedgangstur til The Pinnacles, der er en masse naturligt formede klippe toppe midt i et ørkenområde.
Dagen efter tog vi afsted tidligt morgen og tog til en Wildlife park mere hvor vi fodrede både kænguruer, emuer, fugle og æsler! Der var også krokodiller, dingoer og en albino-kænguru! Men det bedste var, at parken havde et genindsættelsesprogram for kænguruer og slanger, så man kunne få lov til at holde en lille kænguru-unge i en kunstig pung! Den lille kænguru( af australier kaldet a little Joey) hed Ralph og var en 13 måneder gammel western Grey kænguru. Det skal siges at samme aften fik vi også smagt kænguru, dog heldigvis ikke lille Ralph 🙂

Derefter forlod vi Australien for at krydse grænsen til Hutt River Provence, en selvstændig stat med sin egen prins som overhoved. Staten blev grundlagt i 1970 og det korte af det lange er, at prins Leonard fandt ud af, at den australske regering ikke havde ændret en lov tilbage fra 1829 om at alle kan gøre krav på et stykke land. Det var et meget specielt sted! Selvom de er mega rige, boede de slet ikke derefter, det var tværtimod temmelig faldefærdigt og gammelt, men prinsen kan ikke lide at prale med sin formue! Her fik vi også stemplet vores pas og fik en lille rundvisning inden vi tog tilbage til Australien igen 🙂

Dagen efter stoppede vi ved endnu en nationalpark hvor vi så Nature’s window der er et naturligt formet vindue i sten, hvor der var en fantastisk udsigt fra. Bag efter gik vi videre til et sted kaldet Z Bend Gorge hvor floden Murchison løber i Z-formation. Her mødtes vi med Col, der er rapelle-instruktør for nu skulle vi da lige rapelle 25 meter ned af klippesiden! Det var super grænseoverskridende, især de første par meter hvor man langsomt bevægede sig ud over afgrunden! Efter det var det ikke skræmmende men super fedt!
Bagefter satte vi os ned til flodbredden og fik frokost hvorefter vi fortsatte turen på verdens næstlængste lige vej, vi var virkelig ude i midten af ingenting!!
Næste stop på vores lange køretur var Hamelin Pools hvor vi så det, der siges at være det første liv på Jorden!! Der var tale om nogle 4 millioner år gamle organismer, bestående af forskellige bakterier, der kaldes stromatolites og de et så unikke, da de skaber ilt som et restprodukt, ligesom planter.
Dagens køretur sluttede i Denham, der er den vestligste by i Australien, hvori det mest vestligt beliggende hotel findes og i aften var det karaokeaften. Så vi tog ned for at hilse på de lokale med to fra bussen og vi blev mødt med “skønssag af en anden verden” fremført af en lidt for beruset dame, der manglede et par tænder.. Alt i alt: Interessant oplevelse.

Tidligt næste morgen satte vi kursen mod Monkey Mia (det har dog ikke noget med aber at gøre), men er i stedet meget berømt for sine delfiner, der hver morgen kommer op til stranden for at blive fodret. Der var en hel masse mennesker, så guiden udvalgte nogle få til at give delfinerne en fisk – en fra vores gruppe blev valgt, så det var meget sjovt.
Så tog vi til Shell Beach, som navnet antyder er en strand fyldt med små fine skaller, rigtig flot sted. Vores overnatning var denne aften på en stor fårestation “in the middle of nowhere”. Selve vejen ind til gården var 25 km lang og nærmeste nabo var 80 km væk – så temmelig langt væk fra civilisationen må man sige! De har 12.000 får, som det tager dem to uger at indfange, når de skal klippes. Det foregår nu ikke med en hund, men med motorcykel! De havde nu to søde hunde alligevel 🙂
Til gården hører os en 30 km lang privat strand, så vi hoppede op på ladet af pick-up’en sammen med hunden, og kørte til stranden! Dejligt dejligt og rigtig australsk 🙂
Om aftenen hyggede vi os rundt om lejrbålet og ristede skumfiduser.

Dernæst kørte vi op til Coral Bay, hvor Ningaloo Reef ligger. Vi nød dagen på stranden med lidt afslappende snorkling, før vores sidste stop i Exmouth. Her var vi også ude at snorkle og så flere skildpadder! De er altså fantastiske at svømme med 🙂 Det var slut for vores dejlige tur, og vi er nu kommet tilbage til Perth hvor vi har en uge inden vi vender snuden mod fædrelandet på tirsdag.
Alt i alt må det siges, at have været en helt igennem fantastisk tur, med søde mennesker, smuk natur og masser af dejlig sol! Vi glædet os allerede til vores næste eventyr 🙂

IMG_5250 IMG_4770 IMG_4788 IMG_4809 IMG_4986 IMG_5058 IMG_5077 IMG_5093 IMG_5159 IMG_5172 OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

New Zealand og Australien 2014

Den 19. januar begiver vi os ud på vores store eventyr til New Zealand og… | Læs mere

Visninger

184

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg