Cuba på egen hånd II

Cuba Havana

Første dag i Havana.

Stadig med jetlag liggende som en tung dyne omkring kroppen, går vi til morgenmad på hotellets tagrestaurant. Her er masser af frisk luft, frisk frugt, juice, kaffe, brød, pandekager og rigeligt med personale, sådan målt efter gennemsnitlig profitoptimeret dansk standard. Men det her er jo netop Cuba, og de, der ikke laver noget får sig en god snak, mens de ind imellem rammes af musikken i radioen, og kaster sig ud i en samba, eller bare nogle små inciterende vrik på stedet. Det latinamerikanske blod fornægter sig ikke. Herligt!

Udsigten fra hotellets restaurant er fantastisk. Til den ene side har man havet og Malecon, og til de andre sider kan man se ud over store dele af Havana. Man kan vælge at sidde direkte i solen, eller under en af parasollerne. Jeg vælger det sidste.

I Havanas sidegader går man midt på gaden, hvilket har sin naturlige forklaring, idet de fleste af husene er så ringe, at man kan risikere at blive ramt af nedfaldende bygningsdele og murbrokker, hvis man går på fortovet. Heldigvis er trafikken ikke så stærk, og bilisterne kører forsigtigt.

Vi kommer forbi en lille sidegade, som er primitivt afspærret med et stykke reb, således at en skoleklasse kan afholde gymnastiktime midt på gaden. Sådan klarer man mangelen på en gymnastiksal.

Et andet sted ser vi postbudet råbe op ad en boligblok, hvorefter en dame kommer til syne på en femtesals balkon, og ved hjælp af et reb, firer en pose ned til postbudet, som så lægger brevet i posen, og således slipper for at trave helt op på femte sal. Man rationaliserer alle vegne.

Som eksportchauffør har jeg en naturlig interesse i cubas biler, herunder også lastbilerne, og Cuba er et sandt eldorado for fotointeresserede biltosser. Desuden er cubanerne generelt åbne og venlige, hvilket jeg bl.a. oplever da et par skraldemænd frivilligt stiller sig op til fotografering. Lidt senere får jeg øje på en Chevrolet fra 1952, som jeg tager et par billeder af. Straks kommer ejeren farende ud fra sit kontor, og fortæller mig, at bilen har kørt med den samme motor siden 1952, og stadig kører fint. Han åbner motorhjelmen, så jeg kan se vidunderet, og jeg konstaterer at den åbenbart også kan klare ærterne uden luftfilter. Man må håbe, han falder over sådan et en dag! Indvendig bærer bilen også præg af de mange år på vejen – for nu at sige det mildt – men manden inviterer mig til at sætte mig ind i bilen, hvilket jeg selvfølgelig takker pænt ja til.

Undervejs køber vi også lidt grønsager, som vores bidrag til den middag, der venter os hjemme hos Pake.

Om aftenen går vi den korte vej hen til Pake. Efter som dørklokker er en mangelvare i Cuba, råber vi op til lejligheden, hvorefter Pake kommer til syne på altanen, og smider en nøgle ned på gaden til os, så vi selv kan låse os ind.

Lejligheden er meget lille, og møblerne gamle og slidte, et udtryk for at cubanerne ikke smider noget væk. De reparer det, der går i stykker, og lever lykkeligt med skavanker som slidt og lakafskrabninger. I stuen er der et lille spisebord, en sofa, nogle få stole og et 40 år gammelt køleskab, hvis hængsler for længst er slidt op og erstattet med almindelige flade dørhængsler.

Pakes far har glædet sig til at se os, men er også både fysisk og psykisk syg, så han når kun lige at give hånd, inden han vælger at gå i seng. Vi andre er så fem personer om at dele kyllingen, så det er godt, der er grønsager til. Men vi har en hyggelig aften, hvor vi får meget at vide om livet i Cuba – på godt og ondt.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

128

Kommentér

Opret profil