Moskva, Rusland

119072 ulitsa Serafimovicha, 2 корпус 1, Moskva, Rusland

Vi har nu tilbragt tre skønne dage i Moskva og sidder i skrivende stund på Stolichny Hostel og ser frem til i aften, hvor vi for alvor skal på togtur.

Vi ankom med Sapsan Express til Moskva fredag morgen og første møde med den russiske hovedstad endte med at blive en kende omtumlet. Vi kom fra en hektisk banegård (under renovering, selvfølgeligt) til en endnu mere hektisk metro, midt i en myldretid, og uden nogen form for anvendelse af engelske stednavne på rutekortet. Det gjorde turen frem til vores hostel til noget af en prøvelse, og havde det ikke været for to meget flinke og engelskkyndige lokale var vi nok endt i Sibirien… Den hektiske morgen fortsatte da vi efterfølgende befandt os ved den rigtige adresse på vores hostel, men ingen steder var der henvisninger til det. Det viser sig at ligge i en kæmpe boligblok/lejlighedkompleks, på 6. sal, fuldstændigt skjult fra omverdenen. Havde det ikke været for to flinke bankansatte var vi nok heller aldrig kommet hertil. Vi takker for den gennemgående russiske venlighed og velvilje.

Skæbnen ville, at vi på hostellet rendte ind i hele to danske par – som sjovt nok begge rejser med Jysk Rejsebureau og har købt rejsen hos vores alle sammens Brian Boelt. Specielt det ene par, Jenny og Jørgen, er vi kommet rigtigt godt ud af det med og selvom man ikke rejser udenlands for at møde andre danskere, så var det alligevel rart at kunne kommunikere med andre end “kun” hinanden. Vi endte med at bo på samme værelse med dem, sammen med et par alternative russiske kvinder, der åbenbart bor fast på hostellet.

Vi teamede hurtigt op med J&J og har de sidste to dage været på minigruppe sightseeing til både Kreml, Den Røde Plads, St. Basil Katedralen, Bolshoi-balletten, Gorky Park og selvfølgeligt Lenins Mausoleum, som på trods af den korte varighed er lidt af en oplevelse, på en underlig måde. Vejret har igen været med os alle dage, og specielt i går – vi tænker at det hang sammen med at Jørgen fyldte år. Dette blev fejret med god frokost og et par flasker rødvin i går aftes, til stor frustation for vores kronisk tørstige, kvindelige russiske rumbo.

Her til formiddag har vi tilbragt nogle dejlige timer på Arbat, som efter sigende skulle være Moskvas mest berømte gade. Normalt skulle der være et større marked med alt fra hjemmelavet honning til freskoer, men om det er fordi at det er søndag, eller om vi bare havde sat forventninger for højt, vides ikke – det var nemlig mere gågade og kaffebarer end marked. Hyggeligt var det dog og vi fik handlet de obligatoriske souvenirs.

De sidste timer i Moskva skal gå med tøjvask og indkøb til den forestående fire dages togtur til Irkutsk. Alt i alt har det været tre rigtigt dejlige dage, med gode oplevelser i fremragende selskab. Det har været lidt svært at sætte en finger på vores forventninger til Moskva, da vores kendskab til byen har været sparsomt inden vi kom hertil. Vores generelle oplevelse er dog i dén grad positiv og det eneste vi har savnet er, igen, lidt bedre sprogkundskaber hos lokalbefolkningen. Omvendt, så er manglen på selvsamme jo også en smule af charmen ved at rejse i Rusland.

/Ken og Marianne

 

moskva IMG_0202 IMG_0206 IMG_0234 IMG_0261 IMG_0267 IMG_0280

Jorden Rundt 2013

Yes, jorden rundt. Skt. Petersborg til New York. I fly, tog og bil. Vi er… | Læs mere

Visninger

76

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg