Glædeligt gensyn

New Zealand Otahuhu, Auckland

Jeg er flyttet til forstæderne. Nærmere bestemt Otahuhu syd for Auckland centrum. Det er det stille liv, med tur til shopping centeret, luftning af hund og i aften er vi inviteret til aftensmad hos Siiris svigerfamilie. Jeg er nemlig på besøg hos Siiri og hendes familie, bestående af Sophia på 15 og Wulf på 12. Siiris mand André er ikke hjemme før søndag. Det er sjovt, for her i hjemmet taler de tysk, da Siiri er af tysk oprindelse. Jeg mødte Siiri for 17 år siden, da jeg gik på sprogskole her i Auckland. Siiri er fra Rostock, men forelskede sig i sønnen i den værtsfamilie, hun boede hos, flyttede til New Zealand og har nu to børn og en strålende karriere her. Det er ret fantastisk at se Siiri igen. Vi lever to vidt forskellige liv, men har masser at tale om og taler lige så frit som for 17 år siden.

Siden jeg var på surfskole mellem jul og nytår, har jeg hængt ud i Auckland centrum. Jeg har travet centrum tynd fra den hippe K-road og Ponsonby Rd  til Parnell og The Domain, hvor jeg tog mig en lille tur ad Lovers Walk i parken. Nytårsaftens dag faldt jeg i snak med israelske Sharon og vi tilbragte dagen sammen med is og sushi. Vi tog på club på havnen og så fyrværkeri fra Skytower kl. 24. Salg af fyrværkeri er forbudt her p.g.a. brandfare, så der er kun det officielle fyrværkeri nytårsaften. Det gør oplevelsen mere speciel, fordi fyrværkeri ikke bare er allemandseje, men noget som man virkelig ser frem til. Senere på aftenen endte vi på backpacker baren The Globe lige nedenfor vores hostel. Alting er dyrt her, så det blev ikke særlig sent for mig, men en hyggelig aften med søde mennesker.

Jeg er ved at vænne mig til at være tilbage i New Zealand. Det er jo et fantastisk land, med de sødeste smilende mennesker! I dag fik jeg fat i min gamle ven Wim fra Napier pr. telefon. Han og hans kone Ross er lige flyttet og han spurgte, om jeg kom forbi og ville bo hos dem et par nætter. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg glæder mig til at gense dem i Napier. Jeg fandt også nummeret på deres søn Richard, som bor her i Auckland og lagde en besked på hans telefonsvarer, så forhåbentlig når jeg også at hilse på Richard og hans kone Roberta, som jeg mødte på mit sidste besøg her, før jeg tager længere sydpå.

I går formiddag købte jeg en ny rygsæk, da der er stort udsalg her. Det er et ret stort skridt som backpacker. Ens rygsæk er ens hjem, når man rejser rundt. Jeg har haft min gamle rygsæk siden jeg tog herned til New Zealand første gang som 19-årig og den har fulgt mig siden. Men det var på tide at skifte den ud, for den var ved at falde fra hinanden. Jeg efterlod den hos en entusiastisk medarbejder på hostellet, som blev virkelig glad for den. Mærkerne har jeg dog pillet af og tager med mig 😉 Det er mærkeligt at flytte ind i en ny rygsæk, jeg skal finde nogle nye systemer og lommer at putte mine ting og sager i. Jeg har også skaffet mig en sovepose, der skal være plads til, for jeg skal på mindst en vandretur her.

Indtil videre har jeg booket Abel Tasman vandreturen til den 22.-24. januar og jeg krydser over Cook Strait med færgen den 20.januar. Fra Abel Tasman ender jeg nok med at tage direkte til Christchurch, da jeg flyver til Brisbane, Australien den 28.januar. Så jeg får ikke set meget af Sydøen i denne omgang, men det er ok. Jeg har jo været her før. Det vigtigste for mig er at besøge venner og se noget, jeg ikke har set før og udfordre mig selv. Jeg har planer om at tage til Raglan for at øve mig i at surfe og vil også omkring Hobbitton, Napier, Wellington og Tongariro her på Nordøen.

Jeg har i dag ændret min flybillet. Jeg har besluttet, at jeg har brug for at blive udfordret mere på denne rejse. Jeg vil se og opleve ting, jeg ikke har oplevet før. Jeg vil rystes og udfordre mig selv. Jeg vil se og opleve mennesker og kulturer der anderledes, end hvad jeg er vandt til. Jeg har brug for nye sanseindtryk, der kan give mig noget at spejle mig i. Så jeg tager tilbage til Asien i marts måned. Det betyder, at jeg efter denne måned i New Zealand tager til Brisbane, og derfra bruger en måned på at nå til Cairns hvorfra jeg flyver til Hong Kong. Mere har jeg ikke planlagt lige nu. Der er masser af meget billige fly fra Hong Kong til enten Saigon eller Bangkok eller måske Burma eller Laos.

Her i New Zealand er det højsæson, hvilket betyder at alting skal bookes i forvejen. Det er lidt irriterende, for det begrænser min bevægelsesfrihed. Alting er også dyrt, så jeg er heldig at have venner, jeg kan bo hos 😉 I morgen tager jeg nok på kunstmuseum og på mandag skulle det blive perfekt vejr til at tage en vandretur tværs gennem Auckland, som hedder Coast to Coast. Jeg kan køre med Siiri om morgenen, da hun skal på arbejde. Både Sophia og Wulf har ferie, så de er hjemme og nyder friheden til at lave ingenting, For børnene her starter det nye skoleår først i slutningen af januar. Her er afslappet, sommervarmt og jeg sidder lige nu under et modent blommetræ og nyder livet.

New Zealand vil altid være mit andet hjemland.  

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA PC300047 PC300060 PC310009 OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA PC310120 PC310122 PC310141 PC310140 PC310145 OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA PC310198 PC310205 OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA P1030051 OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Down Under 2013/14

Livet udmåles ikke efter, hvor mange gange vi trækker vejret, men efter de steder og… | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

66

Kommentér

Opret profil