2 uger i Bolivia

Farvel til Argentina

Efter 3 1/2 fantastiske uger i Argentina sidder vi nu i Bolivia. I Tilcara moedte vi Angela, som er en Schweizisk pige paa 19 aar. Sammen med hende krydsede vi graensen til Bolivia i Villazon. Den foerste by vi tog til var Tupiza. Byen var i sig selv ikke noget interessant, men vi havde faaet at vide, at den skulle vaere et godt springbraet til Salar de Uyuni.

Paa trods af vores fordomme om Bolivia fandt vi et rigtig laekkert hostel, som ogsaa arrangerede ture til Salar de Uyuni. Efter 3 dage i denne by havde vi fundet en fjerde passager (Nathalie fra Wales), og var dermed nok til at fylde en jeep og koere ud i saltoerkenen.

Salar de Uyuni

Paa turen var der en kok og en chauffoer med, som ogsaa fungerede som guides. Vores chauffoer hed Dionisio og havde 20 aars erfaring – en ting vi laerte at saette pris paa, saa snart vi stiftede bekendtskab med det kuperede og oede bjergterraen. Undervejs boede vi paa tre forskellige hostels, hvoraf det ene var lavet af salt. I alt blev det til 4 fantastiske dage, hvor vi baade saa flamengo-fyldte laguner, geysere, 18 meter hoeje kaktusser, et utal af lamaer, badede i termiske bade og som prikken over i’et saa selve Salar de Uyuni.
Salar de Uyuni er et stort omraade, hvor der tidligere var hav, som blev indkapslet og toerrede ud, saa der nu kun er salt tilbage. Altsaa: Én kaempe saltoerken.

Turen var helt fantastisk og uden tvivl et kaempe hoejdepunkt. En god start paa Bolivia.

Potosì

Efter Salar de Uyuni-turen rejste vi med Angela videre til Potosì, som efter sigende skulle vaere verdens hoejste by, med undtagelse af en forstad til La Paz. Byens centrum ligger i 4060 meters hoejde, og hele grundlaget for dens eksistens er en soelvmine startet af spanierne i 1500-tallet. Vi fandt byen yderst charmerende, og det var nemt at faa timer til at gaa med at vandre op og ned af de smalle gader. Pustepauser indregnet…

Den eneste store turistattraktion i Potosì er dens miner. De er stadigvaek arbejdende miner, selvom bjergets soelvforekomster langt fra er, hvad de har vaeret. Vi bestilte en rundvisning ved Turistbureauet Big Deal Tours, der er drevet af tidligere minearbejdere, som arbejder aktivt for bedre arbejdsvilkaar i minerne.

Foerste stop var en butik, hvor vi koebte gaver til minearbejderne i form af Coca-blade og sodavand. Hvis lysten var til det, kunne man ogsaa koebe dynamit og 96% alkohol. Foej hvor det smagte! Derefter saa vi rafineriet, hvor mineralerne bliver udvundet. Til sidst skulle vi ind i selve minerne paa en 3 timer lang gaatur tvaers gennem bjerget. Undervejs holdt vi pause, hvor vores guide Pedro fortalte om arbejdsvilkaarerne i minen samt egne erfaringer. Vi moedte mange minearbejdere undervejs og var meget imponerede over deres hoeje humoer. Vi hilste ogsaa paa “El Tio (=Onklen)”, som er guden i underverdnen. Minearbejderne ofrer til ham i haab om beskyttelse i bjerget. Alle miner har en onkel.

Sucre

Efter Potosì tog vi bussen til Bolivias administrative hovedstad: Sucre. Her tjekkede vi ind paa et hyggeligt hostel taet paa centrum. Desvaerre havde de ikke flere sengepladser, saa vi fik for foerste gang brug for vores telt. Byen var flot, men den havde ikke meget andet end sin arkitektur at byde paa. Den store optur ved Sucre var vores moede med de foerste danskere paa turen (Malte og Eva fra Koebenhavn) samt den foerste rigtige morgenmad i Sydamerika. Foer vi vidste af det, blev de to danskere til tre, da vi fik selskab af en medicinstuderende ved navn Christian. Soendag aften tog drengene i byen, mens pigerne hyggede sig paa hostlet. Ahhh, naesten som derhjemme.

Samaipata

Efter Sucre skiltes vi fra baade Angela, som vi nu havde rejst med i 12 dage, og danskerne, der tog videre i hver deres retning. Efter at have booket billeten til Samaipata, var vi parat til at tage afsted. Det sidste vi fik med fra Sucre, var beskeden om, at vejen dertil var den farligste i hele Bolivia. Om det er sandt, ved vi ikke, men det var i hvert fald svaert at sove i bussen.

Efter en lang bustur ankom vi til Samaipata tidligt om morgenen, hvor vi hurtigt fik booket et hotelvaerelse og sovet 5 timer. Straks efter vi vaagnede tjekkede vi ud og tog en taxa til Finca la Vispera, som er et lille oeko-turiststed uden for byen. Her kunne vi kun booke en enkelt nat i en af deres hytter, saa endnu engang maatte vi ty til teltet.

Samaipata er primaert springbraet til regnskovsudflugter, hvilket ogsaa var aarsagen til vores besoeg. Vi tog sammen med fire andre paa en 5-timers tur ind i Amboro Nationalpark, hvor vi dannede os et hurtigt indtryk af, hvad regnskov er.
Udover regnskoven ligger der ogsaa en gammel Inka-faestning ved navn “El Fuerte” 10 kilometer udenfor byen. Vi tog en taxa derhen, tilbragte et par timer der og noed turen tilbage til fods. Turen til El Fuerte var en rigtig spaendende oplevelse, og det var de bedst bevarede Inka-ruiner, vi har set indtil nu.

Vores tur til Samaipata blev desvaerre ufrivilligt forkortet, da Bolivias svar paa Hellerup-ugen finder sted her hver paaskeferie. Med benene og teltet paa nakken flygtede vi med bussen til La Paz, hvor vi nu sidder og planlaegger det naeste stykke tid af vores tur.

Om internettet vil det, gaar der ikke to uger inden vi skriver paa vores blog igen, men man ved aldrig. Why? This is Bolivia.

image image image image image image image image image image image image

Latinamerika Grand Tour 2014

Dette er bloggen for André Nis Klenø og Esben Lindhardt Tofts rejse til Argentina, Bolivia,… | Læs mere

Visninger

101

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg