Outback adventures

Australien 26 Parsons St, Alice Springs NT 0870

Surprice!! Vi overlevede 3 dage i Australiens Outback (næsten) helt uden skader 😅

Mandag nat/morgen (omkring kl. 04) stod vi op i Darwin for at komme afsted i god tid mod lufthavnen. Morgenmaden blev indtaget på en bænk i lufthavnen inden vi tjekkede rygsækkene ind. Vi ankom til Alice Springs om formiddagen (10 ish) og havde egentligt håbet på at kunne tjekke ind på hostlet da vi kom, men det kunne vi desværre ikke gøre før efter 13.00. Vi havde derfor et par timer at slå ihjel, så vi fik vores bagage opmagasineret og tog afsted for at tjekke byen ud. Det viste sig at være en kort fornøjelse (Alice Springs er en temmelig lille og søvnig by), så efter at have kigget et par af souvenir butikkerne igennem, samt været en tur i det lokale center, besluttede vi os for først at gå ud til et lookoutpoint (Anzac Hill) og derefter en længere tur ud til en gammel telegraf station (der lå in the middel of nowhere), bare for at få tiden til at gå. Turen blev en smule længere (og varmere) end ventet, men da vi kom tilbage passede det fint med at vi kunne tjekke ind og på vores værelse, og få pakket vores tasker om, så de var klar til de næste dage i outbacken. Resten af dagen blev brugt på indkøb til en delikat aftensmad (baguette, tzatziki og en færdigret med pasta), et bad og så ellers på hovedet i seng.

Tirsdag morgen startede efter vores mening ALT for tidligt, men der var ingen vej udenom, da vi blev hentet uden for hostlet omkring kl. 04.45. Heldigvis er der ingen regler om at man ikke måtte snuppe en lille lur i bussen, så kort tid efter at de sidste var blevet samlet op, så vi begge på indersiden af øjenlågene, fremfor ud af vinduet, i et par timer 😴😴. Vi havde ca 468 km at tilbagelægge, inden vi ville ankomme til vores destination, men heldigvis var der indlagt stop undervejs. Første stop var ved Erldunda (the center of the center), altså Australiens absolutte midtpunkt, hvor vi så en smuk solopgang. Der var også mulighed for at fodre emuer, meeen da emuer/strudse og jeg ikke just er på bølgelængde, sprang jeg let og elegant over den oplevelse 😂😂. Vi stoppede også undervejs for at samle brænde, hvilket vil sige at alle blev jagtet ud af bussen for at rive grene af de småtræer der stod langs vejen. 💪🏾 Vi ankom til vores campsite henimod middag, og indtog en hurtig frokost, inden vi blev kørt ud til national parken. Her gik vi 5 km langs Uluru (også kendt som Ayers Rock), hvilket svare til ca halvvejs rundt om den. Der var desværre ikke tid til til gå hele vejen rundt, da der var en del vi skulle nå inden solnedgang. Selve turen rundt var helt fantastisk, og selvom vi begge selvfølgelig har set billeder af Uluru, kan det overhovedet ikke sammenlignes med at se den i virkeligheden. Den virkede næsten som om den var blevet photoshoppet ind i landskabet, bedre kan det næsten ikke beskrives.

Næste stop var et culturecenter, hvor der var mulighed for at læse om aborigines og deres kultur. Ikke den mest sindsoprivende oplevelse, men det var fint nok at få med. Det gav os også en mulighed for at fylde vores vanddunke, desværre smagte vandet rent ud sagt af rævepis (citat Victor). 🦊 Næste stop var ved en hellig sø (Mutitjulu waterhole), hvor den ene af guiderne fortalte noget mere om kulturen og de historier der var knyttet til Uluru. Vi så også nogle huler, som havde været brugt til forskellige ritualer, dengang aborigines stadig levede som nomader omkring Uluru. Inden vi kunne køre tilbage til campen og spise aftensmad, så vi solnedgangen ved Uluru. Det var super smukt at se den skifte fra varm rød til lilla og tilsidst mørk. Tilbage i campen fik vi gang i bålet, spist aftensmad (og masser af det) og fundet vores sovegrej frem. Vi skulle overnatte i såkaldte swags (en hybrid mellem en sovepose og et enpersonerstelt), som vi lagde ud i en cirkel omkring bålet. Selvom det var en smule koldt, var det ret fedt at sove under åben himmel og kigge stjerner ✨✨

Onsdag morgen blev vi vækket kl. 05.30 med musik (hvad passer bedre end “Here comes the Sun”, når man skal op og se solopgangen) fik lidt morgenmad (og kaffe😍) og så solopgangen over Uluru. Efter det kørte vi igen ind i nationalparken, denne gang for at gå en tur ved Kata Tjuta, i “Valley of the Winds”. Det vidste sig at være et ret passende navn, for det var godt nok en smule køligere end det havde været dagen før. Der var to valgmuligheder ift. hvor langt man ville gå, vi valgte at gå den lange tur (omkring 7,4 km), hvilket 100% var det værd, da man på denne tur rigtig kom til at se alle 36 domes. Hele gruppen blev samlet ved den højeste dome (kaldet Mt Olga), for en snack og en tår vand, inden vi gik tilbage mod bussen. Inden vi skulle tilbagelægge den næste lange strækning (ca 350 km), spiste vi middagsmad i campen, pakkede sammen og rullede videre. Undervejs var det igen brænde-indsamlings-stop og tissepauser indlagt (heldigvis 😂). Desuden stoppede vi også ved et lookoutpoint for at se Mt Connor (også kaldet Fooluru, da den ved første øjekast lidt kunne ligne Ayers rock) og en saltsø. Bålet i campen var denne gang noget større (så stort at vores swags i en periode var en smule udsatte ift. gløder), da aftensmaden (kænguru-bolognese) skulle tilberedes over bål. Jeg gav efter og tog et bad (det var lækkert, også selvom der gik ca 10 sekunder før alt lugtede af bål igen), og så stod den på endnu en nat under stjernerne i vores elskede swags.

Torsdag, sidste dag på denne tur, men det betød ikke at vi fik lov at sove længe. Tværtimod blev vi vækket allerede kl. 04.30 (denne gang til tonerne af coldplay), fordi planen var at nå solopgangen på toppen af en bakke med det charmerende navn “Heartattack Hill”. (Og ja, der var faktisk en hjertestarter på toppen😂😂). Desværre dækkede skyerne for det meste, men det forhindrede ikke Victor og jeg i at vise hvordan ægte vikinger tackler bakkebestigning, ved at være de første på toppen 💪🏾💪🏾 Turen forsatte rundt i Kings Canyon, hvor vi hikede 6,3 km, med MASSER af stop til diverse touristbilleder. Desuden blev vi på toppen udfordret til at finde et forsil af en musling, vinderen fik en valgfri is (og den magnum is var god, skulle jeg hilse og sige😉). Busturen tilbage mod Alice Springs blev afbrudt af en frokostpause ved et artgalleri med aboriginal kunst, samt endnu et stop ved Erldunda og en kamelfarm.

Da vi havde kigget lidt på kamelerne, kænguruerne og emuerne kørte vi det sidste stykke tilbage til Alice Springs. Efter at have sagt farvel til endnu en gruppe søde mennesker, tjekkede vi atter ind på  YHA. Nogle af folkene fra gruppen arrangerede noget fællesspisning, men da vi begge var helt smadrede valgte vi at melde pas og gå tidligt i seng. Vi nåede lige at have stress i 10 minutter, fordi vi troede at vi allerede skulle tjekke ud den følgende morgen, men efter et kig i papirerne viste det sig at vi heldigvis havde taget fejl, og at vi dermed havde en helt dag mere i Alice Springs inden vi rejser videre til østkysten. Appetitten var ikke til det helt store, så der gik ikke lang tid fra vi var tjekket ind, til at vi lagde os til at sove, denne gang UDEN en alarm 😂😂

Fredag er der så ikke så meget at fortælle om, vi sov til vi vågnede (kl. 10 ish), spiste sen morgenmad, gik endnu en tur rundt i byen og ellers chillede vi bare i hostlets sofa område. Det mest produktive vi fik lavet den dag var vidst at vi fik bikset noget middagsmad sammen (helt uden at brandvæsnet kom forbi). Omkring aftensmadstid mødtes vi med en tysk pige fra vores Outback tur, og fik lige en snak inden vi fulgte hende tilbage til hendes hostel (det lå i et lidt skummelt kvarter, så vi syntes ikke rigtig at vi bare kunne lade hende gå hjem helt alene).

I dag (lørdag) tjekkede vi ud fra vores værelse kl. 10, men da der ikke er nogle regler om at man skal forlade YHA’s område blev vi bare hængende i fællesarealerne det meste af dagen. (Længe leve gratis wifi, og badmuligheder😂😂).  Vi er så småt begyndt at glæde os til at komme til østkysten, hvor rejsen på egen hånd for alvor begynder, indtil nu har vi “bare” fulgt den plan vi i samarbejde med jysk rejsebureau havde lavet hjemmefra. Næste destination er Brisbane, hvor vi har et par dage til at finde ud af hvad vi videre skal. Dog har vi været ret gode (syntes vi selv) og har allerede fundet og booket næste stop på rejsen, nemlig Byron Bay. Desuden har vi fået tilmeldt os noget YHA-membership, så nu er vi vidst så klar som vi kan blive til at indtage Australiens østkyst!!  Vi glæde os i hvert fald😄

Sået … so long for nu!

– Hoditten

 

DSC_0007_14 DSC_0002_19 DSC_0039_10 DSC_0030_9 DSC_0021_9 DSC_0017_10 DSC_0011_12 DSC_0021_11 DSC_0010_19 DSC_0006_20 DSC_0004_23 DSC_0005_22 DSC_0016_14 DSC_0009_16 DSC_0005_21 DSC_0004_21 DSC_0001_20 DSC_0046_8 DSC_0034_11 DSC_0028_11 DSC_0021_10 DSC_0014_12 DSC_0020_14 DSC_0019_16 DSC_0008_23 DSC_0004_28 DSC_0011_20 DSC_0008_22 DSC_0045_9 DSC_0027_12 DSC_0021_12 DSC_0017_14 DSC_0009_19

Australien tur/retur

Ups I did it again :’) Knap er jeg landet i Danmark (først med krop,… | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

77

Kommentér

Opret profil