Det uopdagede Thailand

Thailand Pai District, Mae Hong Son

Jeg troede egentlig ikke, at Thailand ville være noget for mig. Men jeg tog grueligt fejl, da jeg sidste år besluttede mig for, at Sydøstasien skulle tjekkes af på min to-go liste – og Thailand besøges. Nok fordi jeg forbandt landet med ting som sexturisme, fuldmånefester og stoffer. Bevares, jeg kunne da godt se, at der var nogle lækre strande, men uanset hvor paradisisk og jomfruelig en strand, jeg har været på (og jeg har været på en hel del), så keder jeg mig efter halvanden dag. 

800 km nydelse
Først da jeg kiggede på et kort over Thailand, fandt jeg ud af, at der rent faktisk ligger en hel del byer nord for Bangkok. Efter at have været landet i hektiske, skønne, forurenede og kulørte Bangkok satte jeg derfor kursen mod Pai nord for Chiang Mai – en tur på 800 kilometer op gennem det mere uopdagede og antikke Thailand. Og jeg må sige, at jeg blev BLÆST væk over, hvor fuldstændig fantastisk et land, jeg indtil nu havde gået i en stor bue uden om.

Første del af turen foregik med tog – mest fordi jeg gerne ville prøve det. Det var så både første og sidste gang. Til trods for cirka 20 afgange i døgnet, var toget til Ayutthaya nogle timer nord for Bangkok forsinket flere timer. Men jeg var nu alligevel glad for, at jeg har prøvet det, for det var lidt af en oplevelse at sidde ved siden af ’munke-sektionen’ og generelt følge det leben, der af en eller anden grund altid er i udenlandske tog. Men derfra gik turen med de noget mere pålidelige busser. Det er nemt og sikker at rejse med bus – og så er man garanteret en siddeplads. Det er ikke altid tilfældet på toget. Og så er det kun lidt dyrere end toget. På den nedenstående rejse brugte jeg i alt 140 kroner (!) på transport.

Alle større og mindre byer er kædet sammen af busruter, og man kan købe billetter på den lokale busstation, hvor også afgangene fremgår. Vil man være sikker på en plads, er det bedst at købe billetten dagen før – men jeg oplevede nu ikke særlig mange overfyldte busser.

MIN TUR:

Her kan I i korte træk se, hvilke steder jeg anbefaler, at man gør et stop, og hvad man bør se – hvis man beslutter sig for at drage på opdagelse i det mere ukendte Thailand. Det kan virkelig godt anbefales!

Ayutthaya
80 km nord for Bangkok ligger det, der i det 14. århundrede var handelscentrum og hovedstad i Thairiget. Ayutthaya er den mest ramponerede af Thailands antikke hovedstæder, fordi burmeserne i 1767 invaderede byen og raserede alt. De halshuggede samtlige buddha-figurer, og byen blev overladt til forfald, da man rykkede hovedstaden til Bangkok. Et af disse statue-hoveder voksede sammen med et træ, og det specielle syn er i dag et af de mest fotograferede i Thailand – og samtidig en historiefortælling om en bys fald. 

Sukhothai
Byen var hovedstad mellem 1238 og 1376, og havde sin storhedstid, da den var centrum for revolutionen mod det vidtrækkende Khmer-rige. Selv i dag er den store gamle tempelby et imponerende vidne om, hvor stor Sukhothai rent faktisk var. Centrum som i dag kaldes ’Old Sukhothai’ strakte sig over et område på 70 kvadratkilometer, med udgangspunkt i de centrale konge-tempel Wat Mahathat. Gå rundt mellem de gamle bygningsværker eller lej en cykel til 6 kroner. Det gjorde jeg for at se så meget som muligt. Selvom man ikke er specielt historieinteresseret, er det virkelig et fascinerende syn!

Chiang Mai
Rent aktivitetsmæssigt minder det lidt om Queenstown i New Zealand: Det er også et sted, hvor adrenalin-junkier kan gå AMOK i et væld af aktiviteter. Jeg prøvede zip-lining, hvor man glider fra trætop til trætop på kæmpe bane med hængebroer, og virer spændt ud, som man suser af sted på. Selvom jeg ikke har det vildt fedt med højder, var det noget af det sjoveste, jeg nogensinde har prøvet! Jeg var også ude og riverrafte og ride på elefanter.
Sørg også for at komme op i bjergene omkring Chiang Mai og se stammefolket ’Karen Longnecks’ (ja, dem der forlænger deres hals med messingringe). Det er lidt en turistfælde, forstået på den måde, at man bliver i tvivl, om de ville gøre det, hvis ikke der kom turister der. Men jeg ville nu ikke have været foruden alligevel, for det var en ret speciel oplevelse. 

Pai
Thailands hippie-perle hvor man hører Bob Marley og drikker wheat grass shakes. En virkelig dejlig lille by med en ’surfer’ vibe (til trods for at der ingen strand er). Jeg boede i en bambus-bungalow, og det gav en virkelig fuldendt thai-rasta feeling, Når du til sidst får kriller af at drikke kolde øl og gå i bare tæer, kan jeg anbefale at leje en scooter til ingen penge og drøne på opdagelse i de omkringliggende omgivelser, hvor der både er varmekilder og kløfter – såsom ’Pai Canyon’.

Vælger du at tage på denne tur, vil jeg nok anbefale dig at bruge minimum en uge på det.

Enjoy!

Kh. Globetrotteren

 

 

 

 

Tog1 (1) Tog Ayutthaya (1) Ayutthaya (2) Ayutthaya (3) bus Sukhothai (1) Sukhothai (2) ziplining karen longnecks (1) karen longnecks (2) elefant Pai2 (2) Pai (1) Pai (2)

Sydøstasien 2012

Laos Cambodja Vietnam Thailand Burma/Myanmar Filippinerne    | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

386

Kommentér

Opret profil