Mera Peak!

Nepal Mera Peak, Makalu Barun National Park 56000

Det var med blandede følelser jeg, d. 23 oktober 2011, tog jeg hul på, hvad der senere ville blive, den fedeste ferie jeg nogensinde har været på – jeg havde et hav af oplevelser i kikkerten, men jeg vidste jeg ville være væk fra venner og familie i minimum et år. Første stop hed Kathmandu og toppen af Mera Peak var mit mål. Allerede i lufthavnen får vi en lille smagsprøve på, at det her sted, det her land, den her kultur ligger så fjernt fra os at det skal opleves for at forståes. Da vi kommer ud fra lufthavnen er det, efter en lang tur bag os, lidt af en lettelse at se Hari med et skilt der læser “Jysk Rejsebureau” og bare sætte sig ind i minibus og blive kørt ind på vores hotel. Vi bruger resten af dagen på lige at få pakket ud og så ellers ud i byen og finde det sidste udstyr vi mangler, i samarbejde med Hari og hans eksperter. Da vi vandrer rundt i byens larmende, beskidte og snævrer gader finder jeg hurtigt ud af at den her by, er både pisse ulækker og hamrende charmerende på en og samme tid – i love it! 😀

2. dagen stod på info møde og byrundtur. Byrundturen er en rigtig fed måde at få set byens highlights på, hvis man ikke har så lang tid i byen – det er en lidt tight schedule, men man får også meget med såsom Pashupathinath, hvor du ikke skal blive overrasket over at se små børn leje rundt ude i floden samtidig med at pårørende vasker et lig ved flodbreden og et andet lig ligger på et højt bål i baggrunden og langsomt bliver antændt. Her er kontrasterne virkelig sat op i sort og hvidt! Videre til Nepals største Stupa, Boudhanath. En meget levende plads med tusindvis af farverige bedeflag blafrende i vinden og hundredvis af bedehjul hele vejen rundt om stupaen og et godt stop til frokost på en af de mange tagrestauranter. Dagen afsluttes ved abetemplet, med mange lang trapper og en fantastisk udsigt over Kathmandu!

3. dagen starter vi vores færden mod toppen af Mera Peak kl. 6 om morgenen i vores egen private bus. Turen til Jiri bød bl.a. på bjergkørsel med tilværende snævre hårdnålesving – nogen synes det var lidt grænseoverskridende at se ud af vinduet og se lige ud over skrænten, hvor der et sted jo også lige lå et “busvrag” (meget lig vores bus), som var trillet godt 50 meter nede af skrænten. Vi skulle også lige prøve at sidde oppe på taget af bussen et stykke af vejen – bare for at få lidt af den lokale kultur ind under huden.

4. dagen begynder vores 18 dages lange trek i telt/Tee houses – 15 håbefulde deltagere og 30 sherpaer/guider!! Umiddelbart lyder det ikke som det sygeste bare at skulle gå i 18 dage og jeg er da også blevet spurgt en gang eller to om ikke det blev kedeligt og om man ikke blev træt af at skulle sove i telt. Til det kan jeg svare nej til om det bliver kedeligt – og jo til om man bliver træt af at sove i telt – især når det deles med ens mor!

Selve turen var fantastisk, eventyrlig og ubeskrivelig. Den tog os gennem så meget varieret landskab lige fra bløde bakker til gletcher med isøkse og pigsko, henover lange udspændte (og usikre) hængebroer og gennem små landsbyer med de sødeste mennesker og nysgerrige børn. På 4. dagen fik vores første sne henover et pas i 3484 meters højde og gik i nogle eventyrlige omgivelser med fantastiske udsigter – dagen efter fik vores første glimt af vores mål – et “lille” snebklædt bjerg i horisonten som lå meeeeget langt væk!

Nogle dage senere kan vi godt mærke at vi langsomt kommer tættere på de højere bjerge og vejret bliver også derefter. i 4-5 dage så vi stort set ikke solen og en morgen stod vi op og kunne se snegrænsen snorlige 50-100 meter over os. Den dag var nok den længste dag på turen da vi valgte at gå igennem for at få en buffer dag eller to til toppen grundet vejret – det betød at de langsommeste (læs pigerne) først kom frem efter mørkets frembrud og de bagerste sherpaer blev nødt til at søge ly natten over under nogle store klipper i ly for sne og blæst!

Den efterfølgende dag går det nedad i nogle timer indtil vi kommer til noget der ligner en flodbred og følger denne gennem noget der ligner en ret stor dal (det var staget dårligt vejr og skyerne lå tungt lige over hovederne på os). Det var kun engang imellem vi var heldige at få et glimt op ad en bjergside, hvor man lige kunne spotte det nederste af en gletcher.

Det var først to dage efter, om morgenen, hvor vi stod op til en fantastisk udsigt – kl. var ca. 6 og himlen var skyfri – de første solstråler havde ramt toppen af et, syntes vi, monster højt bjerg! Det var et forløsende syn og lidt vildt at vi var gået fra de små bakketoppe til foden af disse mega høje bjerge uden egentlig at have set dem eller vidst det førhen! Denne dag gik på at blive aklamatiseret for at forebygge højdesyge til når vi for alvor begynder at begå os i højderne – og det blev gjort i stil eftersom vores “træningsbjerg” blev en snoldet knold som lige sneg sig højere op end Mount Blanc (og jeg formåede at få frost i skægget på toppen – mega vigtigt!) Desværre holdte det gode vejr ikke og skyerne kom væltende ind fra den flodbred vi lige havde gået langs.

Det var først et par dage efter (efter de første havde vent om da de ikke troede på vejret ville forbedres) at vejret rent faktisk blev godt igen!! Endnu en fantastisk morgen med i ca. 5400 meters højde med, en nu meget mere overskuelig, udsigt til toppen af Mera Peak.

De næste to dage var uoverskueligt hårde og anstrengende og det var også her ca. halvdelen af de resterende 13 faldt fra. Den første da op til High camp bød på en stabil stigning i et par timer til foden af sne og gletcher, hvor vi skiftede over til vores plastic støvler og spændte vores metal pigge på. Herfra var det bare om at sætte det ene ben foran det andet og ikke tænke på, hvor lang vej der var foran en. Da vi kom op over gletcheren (som var nogenlunde plan, men alligevel tog godt en halvanden time at krydse) gik det bare op ad! Man skulle ikke langt op af stigningen før ens rytme hed 5 skridt gang 15 sekunders hvilen foroverbøjet med sin isøkse som støtte – bedeflagene ved highcamp, vi i stilhed havde bedt efter på turen op, var en forløsning. At se guiderne slå telte op på en klippekant (læs PÅ kanten) var ikke så meget en forløsning. De sidste kom traskende ind i highcamp sidst på dagen og vi fik serveret aftensmad i teltet og sov kort efter.

Den næste morgen (kl. 0400) var vi kun 5 som drog afsted mod toppen i to grupper sammenbundet, hver i sær forbundet af et reb i vores klatreseler. Stien foran os var kun oplyst af vores pandelamper og så den flotteste og klareste fuldmåne jeg nogensinde har set. Efter en times gang var den første ved at vende om grundet forfrysninger i tæerne, men fik at vide han sagtens kunne fortsætte og at det ville blive meget varmere efter solens frembrud – og ganske så – en halv time/45 minutter senere tittede de første solstråler frem blandt bjerg tinderne i horisonten og bød til en hurtig pause til at få rebet af og lige nyde de varme strøg. Kl. ca. 7.30 efter mange timers udmattelse og mange falske forhåbninger om at toppen lå liiiige på den anden side af den forhøjning (psykisk afstraffelse på højt plan) så vi den endelig! Personligt, da jeg stod for foden af den sidste stigning og så at det aller sidste stykke var lodret op, havde jeg givet op. Men en energibar og energirigt vand var det, som gjorde tricket og 45 min efter står vi på toppen med vores medbragte dannebrog og posere med Mt. Everest i baggrunden. Godt en time til halvanden er vi på vej ned igen og hvad der tog en halvanden dag at gå op tog godt en time til halvanden at gå nedad igen.

Nede ved vores “Mount Blanc” camp sov vi til lyden af torden (troede vi) men det vidste sig at være laviner som buldrede ned af bjergsiderne omkring os – den efterfølgende morgen fik vi det af se på vejen tilbage!

Høj på succes og selvtilfredshed gik de sidste par dage mod Lukla let som en leg henover to pas – humøret var højt, vejret var perfekt og udsigterne var noget af det mest fantastiske jeg nogensinde har set! Disse dage var nok de dage vi nød mest. Som da vi, i små grupper, kom ind i Lukla og tilbage til civilisationen fik vi hurtigt fundet vores hotel, eller lodge og endnu hurtigere en “irish pub” med en “Starbucks” lige ovenover. Der gik ikke mange minutter før de første øl blev åbnet og da de andre kom (tilfældigvis ramte de også pubben som noget af det første) havde vi godt gang i øl, cigar og feststemning!

Det dårlige vejr kom tilbage og vi strandet i Lukla og Starbucks blev hurtigt vores chill-out sted indtil vi langsomt indså vi måtte finde et alternativ til at skulle flyve fra, hvad populært bliver kaldt, verdens farligste lufthavn! Det blev til en evakuering i helikopter ind til Kathmandu, hvor vi røg på casino og vandt en helvedes masse penge og så ind på Tom & Jerry igen, hvor turen, for min mor og jeg endte dagen efter da vi skulle med fly til Dehli og måtte tage afsked med en fantastisk gruppe, en fantastisk by, et fantastisk land og helt igennem uforglemmelig tur!!

Mera Peak walk _1020624 _1020601 _1020477 _1020284 _1020270 _1020246 _1010688 P1120159 P1120114 P1120018 P1020067 P1010958 P1010668 P1010582

13 måneder på farten

Den 23 oktober 2011 rejste Jeg fra København og tog hul på en helt igennem… | Læs mere

Ratings

2 votes, average: 4,50 out of 62 votes, average: 4,50 out of 62 votes, average: 4,50 out of 62 votes, average: 4,50 out of 62 votes, average: 4,50 out of 62 votes, average: 4,50 out of 6 (2 votes, average: 4,50 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

81

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg