Thailand slut og Filippinerne start

Filippinerne Tacloban


Hej igen, allesammen! Igen igen er der gået en rum tid siden sidste opdatering, men sådan er det vist dømt til at være. Siden sidst er der ganske naturligt sket lidt, bl.a. har vi skiftet land, som overskriften indikerer Meeen først og fremmest var vi jo altså i Thailand. Sidst vi skrev var vi nået så langt som til Koh Samui og var jo faktisk lige på trapperne til at drage videre til Khao Lak. Efter en lidt langtrukken færge+busrejse på strækningen Koh Samui –> Khao Lak (selvom vi jo begge er meget tålmodige mennesker af natur!) kom vi frem til destinationen. Uden mange kontanter på lommen var vi nødt til at få hævet lidt penge, før vi kunne stille ret meget op. Som sagt så gjort, Frede fandt pungen frem og konstaterede, at alt var i pungen bortset fra hans MasterCard!! Årh, det var altså ikke lige det mit tålmodige sind magtede der sidst på eftermiddagen efter en 9 timer lang rejse og i noget nær 100 grader midt på hovedvejen.. Nå men, efter lidt vurderen frem og tilbage og med en hjælpende hånd fra mit MasterCard, fik vi kontrol over situationen, og vi fik ovenikøbet lidt god aftensmad Og bare rolig, alle, Frede har fået spærret kortet, og han har heldigvis et andet hævekort til resten af turen. Ellers skete der faktisk ikke det store under vores ophold i Khao Lak. Vi var ret medtagede efter den føromtalte klipklap-bjergbestigning, så vi trængte bare til et par afslappede dage, og disse nød vi ved en lækker strand på et lidt lækrere hotel den første dag, og i Bungalows de to næste dage, hvor vi fik dagene til at gå med at shoppe souvenirs og gå hovedvejen tynd. På den måde gik de dage altså, og nu var det tid til opholdet i Phuket sammen med mormor og Johs, som vi naturligvis havde set meget frem til. På opholdet i Phuket boede vi kanon lækkert og nød ellers bare dagene med de to gamle. De havde lidt gaver med hjemmefra, så Frede blev frisket op på kryds og tværs fronten, jeg blev frisket op på læsestoffronten, og vi blev begge frisket op på lakridsfronten (oh yes). Dagene gik altså helt naturligt med solbadning, krydsning, læsning og lakridsspisning. Når vi alle fire engang i mellem blev enige om, at der skulle ske lidt mere, fandt vi bl.a. på at tage en taxabåd rundt og studere de omkringliggende strande og havnen og tage ind til Phuket by, som vi så også erfarede ikke var værd at besøge igen. Men dagene gik, og vi havde nu en deadline i Phuket lufthavn med kurs med gode gamle Bangkok. Vi fik sagt på gensyn til de to gode gamle, og sagde snart værhilset til gode gamle Bangkok. Her fik vi dagen til at gå i shoppingcentrerne, indtil turen dagen efter gik videre til vores helt nye kapitel; Filippinerne. Manila gav os til at starte med et mindre kulturchok. Gennem min far havde vi fået at vide, at Manila var en stor kaotisk by med nogen turisme men også megen fattigdom. Derfor skulle man jo også synes, at vi var nogenlunde rustet, men hvor vi havde forventet en by, der på mange måder kunne måles med Bangkok, viste det sig at være noget ganske andet. Især jeg havde svært ved at tackle de mange tiggere, som ynkeligt sad på gaden og ikke engang kunne give deres børn mad. Desuden virker Manila også meget hård og brutal (i hvert fald den bydel vi boede i), så man sørgede hele tiden for at holde pengene tæt ind til sig. Men de to dage, vi havde i Manila gik, og på mange måder var det jo også en fed by. Særligt det filippinske folk blev vi hurtigt meget forelskede i. De er så venlige og imødekommende. De lægger ikke skjul på deres nysgerrighed, og hvis der er noget, de vil vide, spørger de. En skøn ligefremhed, som vi selv kunne lære noget af Filippinerne har i mange år været under både spansk og amerikansk herredømme, og derfor skiller de sig på mange måder ud fra resten af Asien. Det har vi da i hvert fald læst, og i sammenligning med Thailand, kan vi også fornemme store forskelle! Især nu, hvor vi er kommet til den noget mindre by både arealmæssigt og turismemæssigt Tacloban. Store smukke katolske kirker pryder landskabet her på trods af det faktum, at byen mange steder stadig er totalsmadret efter den voldsomme Tyfon, der ramte landet for omkring et år siden. Men fornemmer virkeligt, hvor meget deres katolske tro (som kommer sig af deres tidligere spanske herredømme) betyder for dem. Folk bor i små forfaldne papkasser uden megen beskyttelse mod eventuelle nye katastrofer, mens deres kirker står smukt og majestætisk ved siden af. Men ikke kun spanierne har sat deres afmærkning på Filippinerne. Også amerikanerne, som i en kortere perioder herskede over Filippinerne, har haft sin indflydelse. Dels drejer du ikke om et gadehjørne uden at støde på en overfyldt fastfoodrestaurant, dels er det engelske sprog vidt udbredt i landet, og det er ladesiggøreligt som dansker at kommunikere med stort set alle. Her i Tacloban fornemmer vi om nogen også folkets nysgerrighed, og fordi turismen her er meget begrænset, kan Frede og jeg stort set ikke gå uden for en dør uden at føle os som rumvæsener. ALLE glor, små børn siger hej og giver high fives, og folk griner, når vi nærmer os nogle af de meget lokale kvarterer. Det er nu meget sjovt, og børnene er søde. Mange her er fattige, men de er også glade og meget gæstfri. Det oplevede vi især, da vi besøgte min fars gudsøn Soren her i byen. Dette kræver måske lidt forklaring.. Grunden til, vi overhovedet er her i Tacloban, er, at min far for et år siden var netop her via sit arbejde for at rette op på skaderne forårsaget af tyfonen. Under opholdet reparerede han bl.a. den lokale fødeklinik, og som tak blev den førstefødte dreng efter klinikkens genopbygning opkaldt efter min fars meget internationale navn Søren Derfor syntes jeg jo også, at det var oplagt, at vi besøgte lille baby Soren på vores ophold, og det var altså her vi mødte hele den lille “landsby”, som I også kan se på et af billederne. Nogle fantastisk søde mennesker, som ikke var bange for at vise deres små beskedne boliger frem, og som tydeligvis nød vores tilstedeværelse lige så meget, som vi gjorde. Det var virkeligt en oplevelse at se denne noget anderledes del af verden og opleve, hvordan folk kan være glade, selvom de er svage på ressourcer. Nu er vores ophold i Tacloban ved at være slut, og i morgen tidlig går turen videre til det endnu mindre Guiuan, hvor vi skal arbejde i en måneds tid. Det bliver uden tvivl en oplevelse, og det vil vi glæde os til at rapportere hjem om. Det var alt for nu. Vi snakkes ved. Knus og kram fra Frede og Silje!!

Ps: til jer, der skulle være interesserede. Med hjælp fra mine forældre har Frede og jeg nu også styr på lejlighed fra, når vi kommer hjem. En lille fin lejlighed i Herning midtby

11015333_10206427475952118_530707003_n 11004394_10206427475912117_1447373841_n 11004192_10206427475752113_1379244584_n 11004068_10206427475472106_1698997792_n 10997104_10206427475592109_1936000625_n 10994766_10206427475512107_833134429_n (1) 11004169_10206427479512207_1830411577_n 11009032_10206427479712212_45691934_n 11005907_10206427479152198_1749590052_n 961666_10206427479112197_636879664_n 11005707_10206427475872116_760588286_n 961666_10206427479952218_1215023621_n 11005799_10206427479872216_1261413149_n 11005758_10206427479912217_1241600575_n 11004292_10206427479552208_1004096002_n 11009056_10206427479312202_639962497_n 11008909_10206427480792239_1727055425_n 11004032_10206427480752238_422452180_n 11014713_10206427480192224_1572029230_n 10984901_10206427480232225_2077953244_n 11004170_10206427479992219_1521621410_n 11014736_10206427480872241_1067017213_n 11005655_10206427480992244_24455741_n

Thailand og Fillipinerne 2015

Vi har her oprettet en blog, hvor du kan følge Frede og mig (Silje) på… | Læs mere

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

186

Kommentér

Opret profil