Vandring i Los Glaciares nationalpark – Del 2

Argentina El Chalten

Man siger at intet overgår en grønlandsk piteraq (for jyder er det vinden ved Vesterhavet), men vi vil nu sige at et patagonsk stormvejr kommer ganske tæt på. For pokmes da et stormvejr vi var ude for, men lad os starte ved begyndelsen.
4-dages turen omkring Passo del Viento (vindens pas) er et loop, som udgår fra El Chalten i en meget lidt besøgt del af parken, og vi mødte da også kun ganske få mennesker på turen. Første dag er smuk og relativ let vandring med udsigt til turkisgrønne søer, høje bjerge, gletsjere og floddale. Næste dag var ret begivenhedsrig, da vi startede morgenen med at krydse en iskold gletsjerflod. Floden skulle gerne krydses om morgenen, hvor vandstanden er lavest, og den nåede os også kun til knæene. Ved første skridt tænker man “for fanden i helvede hvor er det koldt” og ved tredje skridt kan man ikke længere mærke sine fødder, og der er stadig 8 meter tilbage. Men vi kom over sammen og i fin stil. Efter en lille times vandring skulle vi krydse en gletsjer, og vi fandt et godt sted i kanten af gletsjeren, hvor isen var jævn og med spredt grus, så man kunne stå fast. Herefter gik vi 800 højdemeter op i Passo del Viento, med fantastisk udsigt hele vejen over to store gletsjere og gletsjersøerne. Fra Passo del Viento fik vi udsigt ind over den patagonske indlandsis, et fuldstændigt overvældende syn – isen er enorm og fyldt med nunatakker, og udmunder i en gigantisk gletsjer, Viedma-gletsjeren. Herefter et par timers vandring i en morænedal til vi nåede vores lejr.
Næste morgen blæste det en del, men vi vurderede at det var fint at gå i, da vi havde vinden i ryggen. Efter vi havde gået et par timer langs et nærmest grønlandsk fjordlandskab tiltog vinden til det afsindige. Det blev faktisk så vildt at vi begge to måtte lægge os på alle fire for at kravle nogle få meter i modvind for at komme i læ bag en stor sten. Herfra kunne vi planlægge en rute så vi gik mere i læ, da det ikke virkede som en god løsning at gå tilbage til lejren, hvor vi så skulle gå i modvind (umuligt). Foran os lå Huemul-passet, og herefter regnede vi med at vi ville komme i læ bag bjerget. Det blæste fortsat så meget at vi flere gange måtte lægge os fladt på maven, mens vindstødene var værst, for at skynde os at gå, når vinden aftog lidt. For at gøre en hård dag endnu hårdere endte det med at vi gik forkert i passet og kom ned i en forkert dal, så vi måtte hele vejen op igen. Men endelig fandt vi den rigtige sti, og fik øje på de to andre grupper, som vi havde delt vandrestierne med de sidste dage, nemlig fire israelere, og en gruppe med tre gutter fra forskellige lande. Vi fandt læ på den anden side af passet og holdt en pause sammen med de andre og diskuterede dagens hårde strabadser. Så begyndte vi på sidste del af nedstigningen fra passet, gennem tæt skov/krat på bjergskråningen. Efter kort tid kommer en af gutterne fra den blandede gruppe løbende efter os: Hans kammerat er faldet ud over en klippe og ligger cirka 12-15 meter nede af skråningen. Vi skynder os tilbage sammen med ham for at hjælpe kammeraten. Han er meget chokeret men har været heldig at undgå alvorlige skader. Hans rygsæk har nok skånet ham for slag på ryggen og i hovedet. Han er dog så medtaget efter faldet at de vurderer at de ikke kan gå ned af bjerget og vil slå lejr, hvor de er. Bl.a. kan han ikke bære sin rygsæk og går meget usikkert. Han har vist fået slag på hoften og på anklen. For at hjælpe dem giver vi dem resten af vores vand og en vandrestav. Da han nok er nødt til at gå ned uden rygsæk, omfordeler vi vægten, for at aflaste hans kammerater, der næste dag nok skal være to om at bære tre rygsække. Så oven i Elsas rygsæk kommer: En ukulele, en to-liters dunk med sæbe (???), en pose kabler, en brænder, en liter fuel og en pose medicin. Vi spørger dem om vi skal forsøge at nå nationalpark rangerne, om de mangler mad osv, men de mener godt at de kan klare sig derfra og de har en nødkalder, hvis det skulle gå helt galt. Vi har nu efterladt deres bagage på det hostel, hvor de har boet sidst, og håber snart at få en mail fra dem. Vi har givet rangerne besked om situationen, men at gruppen mener at de godt kan klare sig.
Deres beslutning om at blive var nok meget klog, da turen ned af bjerget var meget stejl og meget lang, og vi er helt udmattede, da vi når i lejr.
Næste morgen vågner vi i dejligt vejr, og vi er meget tæt på Viedma-gletsjerens kant, så vi sidder i lang tid på en helt øde strand og har synet af gletsjeren helt for os selv – fantastisk! Nu skulle vi bare det sidste stykke tilbage igennem et bakket græslandskab – dejlig nem vandring. Men sådan gik det ikke, for et netværk af forskellige dyrestier gjorde stien meget svær at finde, og vi havner flere gange i en gigantisk labyrint af tjornekrat og i sump. Men efter flere timer finder vi endelig en god sti, som tager os det sidste stykke op over et bakket landskab og med smuk udsigt over søen, som har den mest vanvittige turkise farve. Efter en enkelt flodkrydsning mere når vi havnen, hvor der skulle køre bus tilbage til El Chalten. Men ak, dagens eneste bus er fyldt op. Ikke engang vores tryglen om at sidde på bussens gulv hjælper.  Og der er ingen mobildækning i området, så det er ikke muligt at ringe efter en taxa. Sammen med de fire israelere blaffer vi tilbage, og de flinke argentinere hjælper os endnu engang. Vi bliver straks taget med af et par i minibil, som finder plads til tre trætte vandrere og tre rygsække på bagsædet. Sikke et eventyr!
PS: Vi havde checket vejrudsigt hos rangerne inden vi tog afsted, men i bjergene kan det være svært at forudsige, så vi vidste intet om et stormvejr på vej.

P1050743 P1050745 P1050752 P1050753 P1050760 P1050766 P1050772 P1050774 P1050806 P1050813 P1050816 P1050820 P1050822 P1050828 P1050833 P1050837 P1050846 P1050873 P1050880 P1050925 P1050934 P1050940 P1050948 P1050964 P1050972 P1050978 P1050981 P1050990

Sydamerika

2014 | Læs mere

Visninger

92

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg