Vi tog en spontan beslutningen for nogle dage siden og besluttede os for at tage til Chile på forlænget weekend. Busturen hertil er gået over et højt pas i Andesbjergene, ikke så langt fra Aconcagua, så det har også været en rigtigt flot tur, men vejret var ikke så godt. Bagefter fandt vi ud af at lige efter vi var kommet igennem lukkede grænsen pga dårligt vejr, men den skulle efter sigende være åbnet igen.
Så kom vi til Valparaiso ved Stillehavet, en virkeligt flot og charmerende by, hvor der er masser af kunst og farvestrålende huse, samt lyden af måger og nærheden til havet. Vi har set pelikaner og sæler og gået lange ture langs havet og i bjergene bag byen. Her er bebygget så stejlt at der er elevatorer og de vildeste trapper op og ned af bjergskråningerne. Når man går rundt i gaderne kan man se at rigtigt mange af husene er malet med flotte motiver af lokale kunstnere.
Planen er at tage bussen tilbage til Argentina i morgen og stå af cirka en time før Mendoza i en lille landsby, der hedder Uspallata. Herfra kan vi campere i teltet og gå ture i bjergene selv.