Uspallata og Vallecitos

Argentina Uspallata

Endelig skulle vi ud og sove i vores telt. På vej tilbage fra Chile til Mendoza hoppede vi af bussen i en lille by, der hedder Uspallata, hvorfra vi ville tage lidt ud og vandre selv. Vi fandt en hyggelig campingplads i Uspallata, og derfra gik vi en rigtig flot vandretur med udsigt over de snedækkede Andesbjerge.
Derfra var planen at tage op til et område, der hedder Vallecitos. Efter at have kørt med to forskellige busser blev vi sat af ved endestationen, en lille grusplads midt ude i ingenting. Herfra var der 12 km til bjergrefugiet, hvor vi gerne ville hen. Heldigvis var den eneste anden passager i bussen en flink argentinsk gut, som skulle samme sted hen, og han havde bestilt en pickup truck til at køre ham op til refugiet. Vi blev hurtigt enige om at deles om transporten op til refugiet. Fra refugiet i cirka 3000 meters højde vandrede vi op til den første lejrplads i 3200 meter. Vi havde en rigtigt fin tur derop, hvor to kondorer svævede over hovederne på os (nok i håb om at vi faldt udmattede om på vej op af bjerget), og med rigtigt fin udsigt over bjergene. Lejrpladsen var perfekt, et lille bjergplateau med et netværk af små floder og bække med frisk bjergvand og med flot udsigt inde over bjergene, hvor der er masser af toppe i 4000-6000 meter. Kort efter vi havde slået lejr kom skyerne ind, og al udsigten forsvandt, så vi tilbragte det meste af resten af dagen i teltet.
Næste dag startede også med at vi lå i telt midt i en sky, men heldigvis klarede det op, så vi kunne komme ud og gå. Vi gik op til næste lejr, Piedra Grande, i 3552 meters højde, hvor vi mødte vores nye argentinske ven fra dagen før. På vej derop så vi guanacoer, en lamaart, og havde indimellem fin udsigt over bjergene. Men igen kom skyerne ind, så vi hurtigt befandt os i kold vanddamp uden sigt, så vi gik i teltet ved 16-tiden og blev der til næste morgen. Ja, det vil sige, Rasmus var kortvarigt ude af teltet midt om natten. Den mest irriterende hund syd for ækvator havde for selskabets skyld slået sig ned lige ved vores telt, hvorfra den holdte en højlydt samtale kørende med en hund nede i dalen. Tilsidst var det ved at bringe Rasmus fra koncepterne, så han for ud af teltet kun iført vandrestøvler og underbukser og gav sig til at jagte hunden. Det viste sig at hunden var bedre akklimatiseret til højden end Rasmus, for hundejagt i 3200 meters højde i Andesbjergene kan tage pusten fra enhver (dog ikke hunden).
Næste morgen var der regn og tætte skyer, så vi pakkede sammen og er nu tilbage i Mendoza, hvor bøfferne er en dejlig afveksling til vandretursprovianten bestående af kartoffelmospulver, småkager og havregryn.

P1040712 P1040716 P1040719 P1040726 P1040731 P1040733 P1040737 P1040740 P1040741 P1040743 P1040762 P1040763 P1040790 P1040794 P1040799 P1040802 P1040706 P1040707

Sydamerika

2014 | Læs mere

Visninger

77

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg