Farvel Mendoza (og på gensyn?)

Argentina Mendoza

I aften bliver der afsked med vores nye yndlingsby, Mendoza, da vi tager en natbus til San Martin de los Andes. Vi håber at det også bliver et “på gensyn”. Her kunne vi sagtens bo, hvis ikke der var så langt til familie og venner. Mendoza er nok den grønneste storby, vi nogensinde har set. Samtlige gader er flankeret af store grønne træer på begge sider – ja, faktisk elsker folk i Mendoza de gamle træer så meget, at de har lavet krykker til de træer, der er så trætte at de ikke længere selv kan stå (se foto).
Så er her fyldt med grønne parker, fortovscaféer, restauranter, springvand, og en dejlig atmosfære.

Efter tre uger i Argentina kan vi nu se tilbage med nogle generelle betragtninger:
Døgnrytmen:  Her starter livet først klokken 8 om aftenen, virker det til tider som. Aldrig er der så mange mennesker i parker og på gaden som efter klokken 8 om aftenen, hvor alle kommer ud i parkerne og hygger sig, og dette varer til efter midnat. Restauranterne åbner ofte først for aftensmad ved 8-9 tiden, og det er meget normalt at gå ud at spise efter kl 22. Selv små børn på 2-3 år er på legepladserne ved 23-tiden om aftenen. Til gengæld bliver der holdt en lang siesta midt på dagen, hvor butikkerne lukker, og alting går lidt ned i gear.

Maden: Hvis der er noget Argentinerne behersker til perfektion er det mad og drikke. Bøfferne, kaffen, isen, croissanterne og rødvinen er i verdensklasse.
Vi bringer her den reviderede madpyrimade:
Bunden (det du skal indtage i rigelige mængder hver dag): Bøf, vin, is, kaffe og croissanter
Midten (det skal du også spise jævnligt): Pomfritter og hvidt brød
Toppen (hold lidt igen, du skal ikke have for meget): Frugt og grønsager (her er du rigeligt dækket ind hvis du har spist en jordbæris eller drukket en fanta)

Gadehunde: I enhver by er der gadehunde, men det er søde og selskabelige hunde, som gerne følger efter os for selskabets skyld. Det længste en hund har fulgt efter os er 12 km gåtur. Og mange af disse gadehunde er i så god foderstand, at de fx ikke gider at spise det flute, som Rasmus har forsøgt at fodre dem med.

Vores spanskkundskaber: Vi har mødt en meget stor tålmodighed og venlighed overfor vores sommetider lidt vaklende forsøg på at gøre os forståelige på spansk. I en grejbutik har en ekspedient fx brugt et kvarters tid på at snakke med os via Google translate – alt hvad han ville sige til os blev skrevet i google translate og oversat til engelsk, hvorefter vi kunne svare på samme måde.

Trafikken: Spring for livet. Det er sommetider næsten sikrere at gå over for rødt, da man så kun behøver at tage sig i agt for den tværgående trafik. Gå ikke over for grønt, da det er umuligt at forudsige de højresvingende bilister, som hverken blinker, dytter eller holder tilbage.

Prisniveauet:
Typiske priser:
Dobbeltværelse på hostel: 100-150 kr
Stor isvaffel med tre kugler: 5 kr
Middag på luksusrestaurant (kæmpestore bøffer, vin x 2, dessert, kaffe, grønsager, kartofler, mineralvand): 300 kr inklusiv drikkepenge.
Almindelig frokostmenu inkl drikkevarer: 25-40 kr

Sortbørsveksling: Da det ikke er muligt at veksle pesos til dollars i bankerne pga restriktioner, er der sprunget et sortbørsmarked op (hedder blå børs, blå dollarkurs, blå veksling osv). Det er nærmest officielt, og de blå kurser kan hver dag læses på nettet eller i aviser. Vekselererne står på faste gader i enhver større by, og vekslingen foregår for øjnene af politiet. Faktisk har sortbørsvekselererne i den grad slået rod at deres argentinske øgenavn er “små træer”. I banken er kursen for dollars 8, mens den på gaden er 11-12, så det er et lukrativt marked.

Vi glæder os til vores videre færd i dette fantastiske land, som rummer stort set alle naturtyper lige fra ørkener, gletsjere, regnskov, bjerge osv.

P1040814 P1040823 P1040829 P1040831 P1040833 P1040834 P1040847 P1040870 P1040874 P1040880 P1040885 P1040887 P1040889 P1040892 P1040895

Sydamerika

2014 | Læs mere

Visninger

94

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg