Auckland 17.-21.12.2016

New Zealand Auckland

Auckland, 19.12.2016.

Vi er vel ankommet 17.12. og prøver stadig at komme os over de 12 timers tidsforskel.
Vejret er fint, som en dansk sommer, bortset fra at vi ikke har haft regn endnu:-)
Til trods for at alt gik som planlagt Kbh-Frankfurt-Shanghai-Auckland, så var turen helt utrolig lang og udmarvende (33 timer), men vi nåede at se en masse film og sove en lille smule. Vi ankom tidligt lørdag morgen, meget klar til at komme hele vejen til destinationen, men rejsebureauet StigE-Rejser havde slået til igen, så vi kunne først få vores bil to timer efter ankomsten. Til gengæld fik vi så en hyggelig morgenmad på Macs Down-Under cafe og herefter en dejlig og sprit-ny bil (10 km havde den kørt) – og ja, det er meget mærkeligt at sidde med rattet i højre side!!!

Vi bor i et lille hyggeligt hus (air bnb) med fem sovepladser tæt på Down Town Auckland. Det handlede om at holde sig igang på denne første dag, så lidt zombie-agtige fik vi faktisk gået en del km den første dag, set lidt af lokalområdet, købt lidt ind osv. Bl.a. var vi en tur på toppen af Mount Eden, som er en gammel vulkan (ikke udslukt, men dog faldet i søvn). Udsigten derfra var ganz super med mulighed for at se hele Auckland, havne, skyline u.s.w. Auckland er faktisk bygget på ca 50 vulkaner, den sidst ankomne for ca 600 år siden, og det kan ses – der er buler overalt.

Sidst på eftermiddagen måtte vi dog alle kapitulere, så vi tog en lur inden vi skulle hente drengene i lufthavnen om aftenen. Det var så fedt at se dem igen, men da de ikke havde fået noget aftensmad, smuttede de i byen og fandt noget spiseligt, mens vi andre for alvor gik i brædderne!!! De har siden taget revanche i forhold til at opdatere os på Australien 🙂

På vores første rigtige dag sammen besøgte vi Auckland War Memorial Museum, hvor der dels er relikvier fra især 1. verdenskrig, hvor 8000 New Zealændere ofrede deres liv for en europæisk krig, heraf mange maorier. I øvrigt var der udstillinger om New Zealands naturhistorie, med Pterodactyler, pleiosaruser, en gigant moa (3,5 meter høj strudseagtig fugl) m.m. Sidst men ikke mindst en stor udstilling om maorihistorie og -kultur. Vi var både på en supergod guided tur og oplevede en sjov maori-performance og fik talt med såvel guiden som nogle af maoriperformerne – meget spændende. Og det passer jo lige med at Amanda skal præsentere en projektopgave om ‘kulturmøder’, lige når vi kommer hjem i januar. Vi fik en masse inspiration.
Vi sluttede dagen med at gå rundt i et par timer i downtown, som er præget af en lidt rodet blanding af højhuse, et megahøjt udkigstårn med mulighed for adrenalinfremkaldende kontrollerede styrtdyk ned af siden, og en masse byggeri. Og så er der pyntet til jul midt om sommeren – vi er meget lidt i julestemning og det altså underligt at møde fx et kæmpe legojuletræ side om side med en plads rigget til med udendørs servering og musikfestival. Havneområdet giver en god dynamik i byen, og hernede mødte Daniel en ko, som han fik malket, mens vi andre spiste is og drak verdens bedste kaffe. Et godt råd – se til højre før du krydser vejen – det er bare så vildt indgroet at gøre det omvendt. Man bliver helt paranoia og ender tit med at ligne nogen, der er til bordtennis-kamp.

Auckland 20.12.2017

Det blev en slappedag i går, med en del indhentning af søvn (jetlag er en bitch), Mathias og Daniel fortalte om nogle af oplevelserne fra Australien, og så var vi i et gigantisk shopping mall. Vi trak lod om julegaver, dvs. hvem der skulle købe til hvem. Da vi ikke har plads til alt for meget, bliver det kun til en julegave pr. mand.
Vi var kort inde i et Metroagtigt supermarked, der angiveligt skulle være det billigste i New Zealand, men 800 ml. cola til 3,75 New Zealandske dollars (19 kroner) lyder ikke umiddelbart billigt, så måske var det falsk reklame. Men priserne her Down Under er faktisk ikke meget forskellige fra danske priser.
Vi fik også købt lokale simkort, så vi kan komme i kontakt med hinanden, uden at betale 5 kr. i minuttet. Anne beholder dog sit nummer.
Amanda fik kigget på sin opgave om mødet mellem Maorikultur og Britisk ditto.

I dag står det på afrejse op nord på til det område, som er kendt for sine gigantiske træer samt Maorilandsbyer.

Auckland – Paihia d. 21.12.2016

Vi tog afsked med vores vært Conney i går, men aftalte at overnatte hos hende igen, umiddelbart inden turen går til Danmark igen. Vi kørte nordpå med målet sat –Waipoua Forest, der bl.a. huser de kæmpestore Kauri træer. Selvom der kun er 172 km fra Auckland til Waipoua, der ligger på den nordvestlige del af Nordøen, så er det dels besværligt at komme ud af Auckland, der faktisk er noget af et trafikmareridt med bilkøer over det hele, dels er vejen uden for Auckland nordpå temmelig snoet og bakket, så turen tog med en enkelt pause eller to fire timer. Vi gjorde holdt i en lille by, Ruawai, ved en meget bred og tilsyneladende lavvandet flod for at spise vores medbragte sandwiches og chille lidt. At floden var lavvandet kunne bl.a. ses ved, at bådene ikke lå i vand men i mudder. Ret bizart, man må håbe, at det bliver højvande på et tidspunkt, for med konsistensen af det mudder, så kommer bådene ingen steder.
Det land vi kørte igennem var en sælsom blanding af landbrug med en masse køer og så dinosauragtige/regnskovsagtige områder med en skøn blanding af kæmpebregner, palmer, fyrretræer, birketræslignende træer, lianer og lignende. Til gengæld, så vi ikke ret mange får, overraskende i betragtning af, at vi har hørt, at der er 40 millioner får på øerne. Derudover ser og kører man i vulkanlandskaber overalt. Det er dog til at se, at det sidste vulkanudbrud på øerne er sket for mere end 600 år siden, for alt er frodigt og grønt.
Vi nåede vores første mål noget over middag, og sikke et mål. Vi har vedlagt et par billeder for at illustrere, men det er faktisk lidt svært at få perspektiv på størrelsen af Kauri træerne, der er gigantiske. Rødderne er meget skrøbelige, så kan man ikke komme så tæt på dem, at man kan se størrelsen i perspektiv. Lidt sjovt at et træ, der er 50 meter højt og 17 meter i omkreds er skrøbeligt, men der er ikke mange tilbage af dem, og faktisk skal man vaske sine sko, inden man få lov til at gå ind i området, hvor de står – myndighederne er bange for svampesporer uden for miljøet, da sporerne kan slå træerne ihjel. Kaurierne er placeret i meget tæt regnskov, og der er lavet specielle træbroer indtil træerne, som i nogle tilfælde står ca. 20 minutters gang inden i skoven. Uden træbroerne vil det være noget nær umuligt at finde dem, for trods deres størrelse er bevoksningen så tæt, at man ikke kan se dem, når man er mere end 30 meter væk. Også værd at bemærke er at de to ældste/største af kaori-kæmperne, ‘Skovens fader’ og ‘Skovens herre’ hhv, er 2-3.000 år gamle, måske heraf skrøbeligheden… 🙂

Amanda synes ikke kaurierne var så imponerende som Sequioaerne i Yosemité, og ja, de er noget lavere end sequioaernes knap 90 meter, og ja, der kan måske ikke køre end lastbil igennem dem, som i Yosemité, men det er fand’me nogle store træer alligevel.

Faktisk har Maorierne en meget sjov historie om træerne, de siger at på et tidspunkt så var jorden og himlen et hele, og de havde 72 børn, (vinden, jorden, vandet etc.), og børnene forsøgte altid at skille forældrene ad (hvorfor har jeg ikke lige forstået), men altid forgæves. Men så kom et barn (Kauri) med sin utrolige kraftige ben, som begyndte at lægge sig ned på jorden og stemme sine ben mod himlen, og pga. benenes styrke, så begyndte jorden og himlen at skille sig lidt. Alle de andre børn hjalp nu til, og således blev jorden og himlen skilt ad, de savner hinanden, men er for evigt skilt ad.

Et andet af børnene er faktisk ikke blevet født endnu – det er stadig i moderens (=jordens) skød – og der er tale om barnet, som indeholder vulkanens styrke. Alle Maorier ved at vulkanen stadig ikke er født, men at han på et tidspunkt vil forsøge at komme ud igen, men alle beder til, at han bliver derinde.

Vi havde håbet på, at kunne nå til Doubtless Bay på den Nordøstlige side af øen, men vurderede, at ville blive lidt for stresset, så i stedet tog vi til den lidt mere turistede by Paihia. Inden det nåede vi dog at gøre et stop på en strand ved Opononi – fantastisk sted (se billedet), hvor ungerne fik spillet lidt strandtennis og vi fik slappet lidt af for bil-ræset. Vandet er i øvrigt temmelig koldt, 18 grader, hvilket specielt Daniel og Amanda fik at mærke, da de blev fangede af bølgerne. Jeg tror, at Mathias lange ben reddede ham et par gange.

Vi nåede Paihia ved 19-tiden og fik os booket ind på et hotel og gik ud og spiste lidt thaimad, som en svensk dykkerinstruktør/tjener sørgede for. Vi har planlagt en ekstra dag her, hvor vi vil ud og sejle, se på delfiner og nogle af 137 øer, der ligger i bugten. Der er fantastisk smukt, så det er bare med at nyde.

IMG_0584 P1000498 P1000513 IMG_0600 IMG_0595 IMG_0634 P1000550 P1000534 P1000542 P1000558 IMG_1691

Visninger

177

Kommentér

Opret profil