Machu Picchu og hverdagen i Cusco

Peru Cusco

Saa er der livstegn fra Cusco, hvor vi nu har befundet os lidt over 3 uger!

Machu Picchu

Vores Inca Trail mod Machu Picchu startede mandag morgen for godt og vel 3 uger siden. Vi blev hentet tidligt om morgenen hvor vi derefter skulle hente de 4 andre piger vi skulle foelges med paa 2 andre hostels. De var heldigvis super soede – to andre danske piger, Karen og Mathilde, og 2 norske jenter, Trude og Victoria. Efter at have koert et lille stykke var der morgenmad, som jeg med noed og naeppe fik klemt ned – jeg havde det nemlig ikke super godt og havde faktisk vaeret ret sloej siden loerdag aften. Virkelig typisk at det skulle vaere paa vores incatrail, naar jeg nu ikke havde haft noget foer det. Det var selvfoelgelig hoejdesyge, paa trods af at vi foerhen har befundet os en del hoejere oppe end Cusco – baade La Paz, Salar de Uyuni og Titicacasoeen ligger hoejere, og der havde jeg slet ikke vaeret syg, saa det var mystisk.
Vi startede trekket om formiddagen, som heldigvis ikke ville kraeve det store af os paa dag 1 – ifoelge vores briefing. Under trekket gik det da ogsaa helt fint og jeg havde det godt – foerst da vi skulle have frokost kom hoejdesygen snigende igen og jeg havde absolut ingen appetit overhovedet – ret aergerligt naar hvert maaltid (med undtagelse af morgenmaden) bestod af 3-retters menu, altid med suppe til forret med enten majs eller hvede (vi var ret traette af suppe den sidste dag). Kun den sidste del af dag 1 var haard, og her kunne man for alvor maerke hvordan den tynde luft i bjergene paavirkede ens vejrtraekning. Da vi ankom til vores lejr, som de flittige portere allerede havde sat op for os, stod den saa paa eftermiddagste og afslapning inden aftensmad (som jeg stadig ikke havde lyst til) og sengetid. Her var vi ca 3000 meter over havets overflade.
Dag 2 startede med vaekning kl 05.00 hvor morgenmaden blev serveret kl 05.30. Afgang mod Dead Womans Pass kl 06.00, som skulle blive den haardeste del af 4-dages trekket – man gaar fra en hoejde paa 3000 m til 4200 meter (Dead Womans Pass), og det gik KUN opad. Guiden gjorde dog meget ud af at fortaelle os at vi endelig skulle tage det i vores eget tempo, hvilket jeg satte stor pris paa – de norske jenter var garvede trekkere, saa de laa ikke paa den lade side… Satte desuden ogsaa stor pris paa de mange snacks og energidrikke jeg havde forsynet mig selv med inden turen – specielt naar jeg ikke rigtig havde spist noget i loebet af dagen paa dag 1. Det gav ogsaa lidt fornyet energi naar porterne med hver deres 25 kg taske paa ryggen overhalede en i deres smaa laedersandaler – utroligt hvordan de kan goere det, og de fleste tager saadan en tur 6-7 gange om maaneden. Rekorden for at naa fra start til slut er i oevrigt paa 3 timer og 15 minutter – som vi tilbagelagde paa 4 dage 🙂
Vi naaede endelig op paa de 4200 meter, som dog kun var for en kort stund da vi efterfoelgende skulle gaa 800 meter ned igen. Fedt… Det begyndte desuden at regne, saa var meget taet paa at falde nogle gange, da alle stentrinene blev vaade og glatte – vandrestave eller ej – saa var det tungen lige i munden. Det kunne desuden i den grad maerkes i knaeene da vi naaede til campen om eftermiddagen! Stadig ingen appetit for mit vedkommende, saa det var moegirriterende, for maden var faktisk ret god.Imponerende, hvad man kan lave af mad i et telt til 12 personer…. Det var dog primaert meget kulhydratrigt mad vi fik, hvilket naturligvis ogsaa giver god mening.
Dag 3 startede igen med vaekning kl 5 og afgang kl 6. Denne dag skulle vi foerst gaa lidt opad for saa at gaa endnu laengere ned, igen igen. Her var der rigtig mange stejle trapper hvor man skulle vaere opmaerksom og igen var det noget der kunne maerkes i knaeene… Personligt synes jeg faktisk at dag 3 var, hvis ikke haardere, saa mindst lige saa haard som dag 2, men det var maaske fordi jeg var oem efter dag 2.
Da vi endelig naaede til vores camp om eftermiddagen var vi godt tilfredse med at der nu kun ventede os ca 1 times hiking morgenen efter inden vi saa ville ankomme til Machu Picchu – yes! Vi gik tidligt i seng, da vores guide ville vaekke os allerede kl 3 om natten fordi det var meget vigtigt for ham at komme til det sidste checkpoint som de allerfoerste. Det var da ogsaa en fin ide, men checkpointet aabnede foerst kl 5.30, saa vi skulle lige slaa 2 timer ihjel da vi kom derhen. Knapt saa fedt, da det var ret saa koldt… Det betoed saa til gengaeld at vi ville blive de foerste til at naa hen til Solporten (The Sun Gate), hvor man faar det foerste overblik over Machu Picchu. Trude var som altid hardcore og var den foerste der naaede derop – vi andre kom lidt senere og var blevet overhalet af nogle stykker paa vejen, men det var stadigvaek helt fantastisk at se det hele saa taet paa lige pludseligt. Og det bedste af det hele: vejret kunne ikke have vaeret bedre, saa vi var simpelthen saa glade. Efter at have faaet synet og billederne af Christ The Redeemer statuen i Rio forpurret af daarligt vejr kunne vi simpelthen ikke overskue hvis det skulle vaere totalt overskyet og traels vejr her ogsaa!
Vi naaede ned til selve Machu Picchu og fik taget de obligatoriske billeder med hele vidunderet i baggrunden, og efter en velfortjent cola, twix og croissant fra den tilhoerende cafe fik vi en guidet tur rundt paa sightet. Vildt spaendende at hoere om deres kultur og hvordan de fx har hakket store stykker af bjerge af for at solen skulle ramme et helt bestemt punkt paa MachuPicchu… Ogsaa interessant at se alle deres templer, eet til hvert helligt dyr; pumaen, condoren (meget stor oerne-agtig fugl) og slangen, der hver repraesenterer sin verden – vores verden og under- og oververdenen.
Vi havde vaeret super glade for vores guide, men da han sluttede turen af med at sige “husk nu lige mine drikkepenge”, var vi alle sammen ret forargede – vi vidste godt at vi skulle give ham og dem drikkepenge, og allerede aftenen forinden havde vi givet drikkepenge til porterne samt kokken. Det er bare en lidt flabet ting at sige, saa det fik han i hvert fald ikke flere drikkepenge af!
Traette og udmattede fandt vi en cafe i den naerliggende by, Aguas Calientes, hvor vi igen forkaelede os selv med bl.a. pizza, nachos, sodavand og oel. Vores togbilletter tilbage til Cusco var foerst kl 18.45 om aftenen, saa vi havde en masse timer at slaa ihjel. Lidt traels at vi ikke kunne komme med en tidligere afgang, men de var koebt paa forhaand.
Vi kom tilbage til Cusco om aftenen ved 22-tiden, hvor der ikke gik laenge foer vi ramte koejesengene paa vores hostel. Paa trods af min ambition om at sove saa laenge som overhovedet muligt, vaagnede jeg allerede kl 8 – men igen, vi havde ogsaa vaeret vant til at blive vaekket kl 5 hver morgen, saa det var maaske ikke saa underligt. Formiddagen brugte vi paa de praktiske ting – foerst og fremmest et dejligt langt – ikke mindst tiltraengt – bad, vasketoej og aflevering af vores lejede trekkingudstyr.
Om aftenen havde vi en aftale med the Superchicas (det kaldte vores guide os under trekket), hvor vi tog ud at spise paa en restaurent. Efterfoelgende tog Stine og jeg i byen med nordmaendene, og det blev en rigtig god aften. …Saa god at Stine brugte det meste af loerdagen paa at ligge i sengen! Derfor maatte jeg tage alene til frokostaftale med Johanne og Katrine (pigerne fra Rio), saa dem moedtes jeg med og spiste dejlig sushi.
Loerdag aften stod igen i festens tegn, og da Mads og Boeye fra min folkeskole ogsaa rejser rundt i Sydamerika med deres efterskoleven, Anders, skulle vi selvfoelgelig moedes med dem. Vi tog op til Loki hostel, som er et partyhostel med stor bar og vilde partymennesker. Det var simpelthen saa hyggeligt og sjovt at se dem igen, og det blev en vild aften uden lige, isaer for mit vedkommende!
Derfor var det ogsaa en lidt presset Fie der kl 12 soendag blev hentet af vores vaertsfamilie som vi skulle bo hos i en maaned… Ikke det smarteste.

Vaertsfamilien

Familien bor ikke langt fra hvor vores hostel laa, og det ligger taet paa det store lokale marked, San Pedro. De er simpelthen saa soede; mor Nelly, “soester” Joshua og Tamara samt “bror” Duncan. Jeg havde en forestilling om at det nok kun ville vaere Stine og jeg og selvfoelgelig familien, men hvor kan man tage fejl, Vi bor i oejeblikket med 10 andre unge, som ogsaa er frivillige i Cusco – dog ikke samme sted som Stine og jeg. De fleste er amerikanere, men der er ogsaa en fra Canada, Frankrig, Australien og England. Det er ikke ligefrem det helt store kulturindblik, da vi naermest ikke snakker med familien – det minder mest af alt om et rigtig hyggeligt hostel hvor vi faar lavet mad til os – hvilket selvfoelgelig ikke er daarligt, men derimod heller ikke det vi havde regnet med da vi besluttede os for at bo ved en lokal familie…
Et interessant aspekt ved familien er, at onklen til boernene tit er paa besoeg, og altid har en ret ung pige med ogsaa. Vi har saa senere fundet ud af, at pigen som er med er gravid – og naa ja, saa er det den aeldste datters bedste veninde (som er 16 aar gammel). Let’s keep it in the family!
Det er lidt specielt, og jeg troede heller ikke paa det i starten da en af amerikanerne sagde det til mig.

Vi faar som sagt lavet mad til os tre gange om dagen, og efter bare to uger er vi for alvor begyndt at savne god dansk mad. Vi faar mindst ris een gang om dagen, og tilbehoeret er nogle gange boenner, linser eller quinoa – ikke det mest ophidsende, men til vores held ligger der en fin lille biks 100 meter herfra hvor man kan koebe en burger (sandwich ifoelge amerikanerne) til den nette sum af 3 hele kroner. Det er da lige til at overskue 🙂 nogle dage har jeg ogsaa koebt ind til at lave en rigtig sandwich til frokost, da det er muligt at koebe noget der minder om fuldkornsbroed i supermarkedet (vi faar KUN hvidt broed her, og vi er heldige hvis det ikke er stenhaardt). Vil dog alligevel give mor Nelly credit, for den mad hun laver er skam god nok, den er bare lidt kedelig somme tider. Hun laver ogsaa frisklavet juice hver morgen, der dog lidt for tit er med en frugt der ikke falder i min smag (men jeg er ogsaa besvaerlig og kraesen). Alt i alt har vi det rigtig godt hos familien, og de andre unge der er her er ogsaa super soede og flinke. En af amerikanerne, Russell, er promoter for et Pubcrawl-event, der foregaar hver tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og loerdag, saa det skulle vi naturligvis proeve om torsdagen – det var skoert, men en virkelig god og sjov aften, der foerst endte klokken 5.30 for mig, hvilket betoed jeg var en smule presset da jeg skulle moede til spansk klokken 8.30… Det var en haard formiddag!
Fredag slappede vi af med en film og vi koebte ind til “varm chokolade”, der viste sig at blive noget af en udfordring, da det er et meget begraenset maelkemarked de har i Peru. Stoerstedelen er maelkepulver og kondenseret maelk, men vi fandt da til sidst en pose med en ko paa forsiden og maelke-agtig konsistens indeni som vi proevede lykken med. Maelk og maelk, det kan diskuteres – vil naermere betegne det som floede. Det blev til en meget soed nesquik-maelke-floede kakao vi fik lavet os, men saa er det proevet.
Loerdag havde vi igen en aftale med Mads, Boeye og Anders som stadig var i Cusco, og her moedtes vi igen paa deres hostel hvor vi blev et par timer indtil vi tog ned til Plaza de Armas (centrum) hvor der ligger mange barer og diskoteker. Igen blev det en skoer aften, og vi var foerst hjemme klokken 7 soendag morgen hvor vi uheldgivis vaekkede Nelly, der fik stress og troede det var fordi vi ville have morgenmad. Hun begyndte dog bare at grine da vi fortalte hende at vi lige var kommet hjem 🙂

Proyecto Peru og Aldea Yanapay

Mandag for to uger siden startede vi vores spanskkursus samt det frivillige arbejde. Tanya, canadieren, er en slags kontaktperson for Proyecto Peru, som er det der samarbejder med Save a Heart, saa hun viste os hen til skolen som startede kl 8.30. Jeg kom i klasse med to andre piger, Haneke fra Holland og Maddie fra Australien. De havde begge vaeret paa skolen i 6 uger saa de var ret seje til at snakke osv, og det var lidt en stor mundfuld mig at starte med at faa stukket et arbejdsark i haanden med de to datider samt pluskvamperfektum. Bom – Saa er det bare at gaa igang… Der taenkte jeg godt nok at jeg maaske skulle i en anden klasse. men det gik okay og de foelgende dage gik det bedre og rent grammatisk er vi paa helt samme niveau men de flere verbale evner end jeg har (endnu).
Skolen sluttede klokken 12.30, hvor vi saa skulle hjem til familien igen for at have frokost. Heldigivs tager det kun 10-15 minutter at gaa derhen – mange fra vores hus er noedt til at tage bus i halve og hele timer for at komme frem til enten skole eller arbejde. Klokken 15 skulle vi saa hen til det frivillige projekt, som hedder Aldea Yanapay og er en slags fritidsklub hvor boern kommer efter skole. Boernene er inddelt i forskellige “familier” som har hver sit navn, ex. Tigre og corazon ( familie tiger og familie hjerte). De frivillige, som der i oevrigt er rigtig mange af og er fra mange forskellige lande, der saa er tilknyttet de forskellige familier skal gaa med en slags kittel i eksempelvis orange og roed, og hver dag klokken 17 er der faellessamling hvor alle samles i en cirkel og lederen fortaeller om forskellige ting. Hver uge er der et specielt tema, som boernene skal laere om – indtil videre har vi haft temaerne kontinenter og paaske. Det er saa meningen at hver familie skal fremvise et ugentligt “show” om fredagen som har noget at goere med det paagaeldende emne – det kan vaere en sang, et lille teaterstykke, et billede, osv. Efter faellessamlingen samles man saa i de individuelle familier for at forberede showet for de andre. Egentlig et fint koncept – men det er bare utroligt svaert for boern paa 4-10 aar at sidde stille saa laenge, isaer paa den tid af dagen, og det er som om lederne af stedet ikke rigtig forstaar det.
Boernene er rigtig soede, i hvert fald de fleste af dem. Der er forskellige vaerelser og vaerksteder paa stedet, hvor jeg indtil videre kun har vaeret i “juegos” (spil). Her leger og spiller vi med boernene i 2 timer fra 15-17, og allerede paa dag et fik jeg totalt baghjul i vendespil, og det er nu paa daglig basis at de taever en totalt i diverse spil. De er virkelig sindssyge til dem! Jeg er dog begyndt at komme efter det, saa jeg har planer om at blive en haj til det inden vi forlader projektet 🙂
Da vi kom hjem efter den foerste dag i skole og paa Yanapay var baade Stine og jeg totalt smadrede og bombede i hovedet, og jeg havde da ogsaa taget mig selv i taenke “jeg skal aldrig arbejde med boern” paa et tidspunkt, hvilket jeg ikke havde regnet med. (Det gaar dog bedre nu, men man er godt nok noedt til at have en stor portion taalmodighed med sig :)) Aftenen gik med lektier og ellers ikke det store, vi havde simpelthen ikke energi til noget som helst. Dagen havde ogsaa budt paa rigtig mange indtryk, saa det var ikke saa underligt endda.
Torsdag var vi paa eskursion med spanskskolen hvor vi var henne og se en kirkegaard samt “Christo Blanco” – en statue af Jesus, omend noget mindre end den vi saa i Rio.

Uge 2 hos familien gik ogsaa rigtig fint, den har dog vaeret anderledes fordi det har vaeret paaske – noget, som de gaar meget op i hernede som katolikker. Af den grund har ade fleste fri om fredagen, og derfor skulle Stine i skole til kl 17.30 for saa ikke at skulle i skole fredag. Af en eller anden grund skulle jeg dog alligevel i skole der, hvilket var lidt oev.
Tirsdag var Maddie og jeg paa Choko Museum sammen med vores laerer, og efterfoelgende tog vi ud for at spise sushi til frokost – mums. Hun tog til Bolivia onsdag aften saa torsdag og fredag havde jeg eneundervisning, som var rart nok.
Torsdag var der maaske 20 boern paa Yanapay ud af 60-70, saa det var begraenset hvad vi kunne faa forberedt til showet om fredagen. Om aftenen var Stine og jeg paa madkursus paa skolen, der dog var lidt tamt – alt var forberedt paa forhaand og det eneste vi skulle var at blende en sovs sammen, og det var der jo i virkeligheden kun een person der kunne goere – alle portioner blev lavet paa samme tid nemlig. I oevrigt en meget prekaer sovs bestaaende af vanillekiks, chili, ost, peanuts og kondenseret maelk… Til min forundring kunne det faktisk lade sig goere at spise det, men det er nok ikke noget jeg selv vil gaa i krig med at lave! Efter det tog vi paa Nortons Pub og fik et par drinks, men det blev ikke sent.
Fredag skulle jeg saa i skole, og vi skulle jo aabenbart ogsaa paa arbejde om eftermiddagen selv om Nelly og familien var meget uforstaaende overfor dette – alle havde jo fri… Isaer var det aergerligt at vi skulle paa job fordi vi var blevet inviteret til stor paaskefrokost hos Nellys foraeldre kl 11, hvor hele familien samles for at spise 12 forskellige retter mad – dog ingen koed, kun fisk, Vi besluttede at tage med alligevel og saa maatte vi tage en bus tilbage, men Nelly syntes det var saa aandsvagt at hun gerne ville ringe og spoerge om vi kunne faa fri. Efter mange forgaeves opkald kom hun endelig igennem til en, men det blev et nej – vi skulle jo forberede og oeve til showet! Naanaa, saadan er det, og vi maatte tage af sted, men kom der foerst klokken 16. Der var faktisk flere frivillige til stede end der var boern, saa vi var godt traette af at de ikke kunne unde os en fridag – helt aerligt! Derfor blev de forskellige shows ogsaa en del anderledes fordi der var mange frivillige der skulle have en rolle naar der nu ikke var nogle boern.

Yanapay har ud over fritidshjemmet ogsaa en skole, restaurant, hospital og kulturcenter, og hver fredag er der buffet paa restauranten for de frivillige hvor overskuddet gaar til projekterne. Der tog jeg ned for at se stedet og for at faa lidt andet end ris til aftensmad, og det var rigtig hyggeligt.

Loerdag morgen skulle Stine og jeg ud at mountainbike med australieren fra vores hus, og det var virkelig en fed oplevelse. Vi saa saa mange forskellige ting undervejs; landsbyer, bjerge, marker, faareflokke der spaerrede vejen og de to hoejdepunkter: Moras Moray (inca sight) og nogle saltminer. Vi blev dog lidt forsinket med det hele da min kaede sprang ret hurtigt efter start, og guiden havde glemt et eller andet specielt vaerktoej at fikse den med saa det gik der noget tid med. Det fedeste var helt sikkert da vi tog en genvej til saltminerne, som var noget offroad og ned af bakke, men det var skidefedt og jeg var ret sej til det 🙂 Vores guide var ogsaa super, han havde dog en ven med som ogsaa fungerede lidt som guide, eneste problem var at han ved hver given mulighed lige skulle have en oel…

Loerdag stod den igen paa pubcrawl med Russell og de fleste andre fra huset, og det var ogsaa en sjov aften. i dag, soendag, har vi spillet fodbold i en naerliggende park/legeplads og ellers bare slappet af.
I morgen skal jeg i skole igen da jeg har koebt nogle ekstra spansklektioner, denne uge med personlig laerer. Haaber det er pengene vaerd!
I weekenden regner vi med at tage til en by der hedder Huacachina, hvor man kan sandboarde og koere i noget der hedder en dune buggy, som skulle vaere helt vildt sjovt, saa det glaeder vi os til.

Det var vist det for nu, haaber alle har det godt derhjemme og har nydt paasken og det dejlige vejr.
Vi har det stadig godt og er helt vildt overraskede over at vi nu er halvvejs i vores rejse – de to maaneder er simpelthen floejet forbi.

Knus og kram fra Colque-familien i Cusco

 

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

106

Kommentér

Opret profil