La Paz, Titicacasoeen og Cuzco

Bolivia, Peru La Paz, Titicaca og Cuzco

Bolivia – Sucre og La Paz

For at starte hvor jeg sluttede sidst (i Sucre, Bolivia), moedte vi en hollansk pensionist da vi spiste frokost sidste dag i byen. Han virkede foerst lidt irriteret, da han troede vi skulle til at skype da vi tog vores telefoner frem – men da vi forsikrede ham om at det ikke var formaalet fik vi lov at sidde ved bordet ved siden af hans. Det viste sig at han ejede et ret populaert hostel i Sucre (Lonely Planet top 4 over places to stay), og vi endte med at sidde og snakke med ham under vores frokost. Han havde boet der i 8 aar og kunne derfor fortaelle utroligt meget om den bolivianske kultur, adfaerd og kotyme. Det var vaeldig interessant! Alternativ maade at vaere pensionist paa, men altsaa hvorfor ikke… 

Samme eftermiddag besluttede vi at forkaele os selv, saa vi fandt et sted med manicure til den svimlende sum af 24 kr. Lige til at overskue – saa kan det godt vaere hun rev lidt for haardt i negleroedderne, og maaske begyndte det ogsaa at bloede lidt undervejs… Men det maa man tage med! Hun var nu rigtig soed og spurgte ind til hvad en neglelak kostede i Danmark og genelt med priser, og hun var lige ved at falde bagover da vi fortalte hende at en dyr neglelak godt kan loebe op i naesten 200 kr. Ved hende kostede den dyreste vist 10.
Om aftenen skulle vi saa med natbus til La Paz, hvilket viste sig at blive en blandet fornoejelse. Foerst skulle vi indlevere vores store rygsaekke ved busselskabets kontor paa stationen, som laa paa 1. sal. Da vi saa skulle med bussen (som var i stueplan), blev rygsaekkene hejst ned med en meget primitiv hejsemekanisme, bestaaende af en krog og en snor, fra foerstesalen – lidt aandssvagt system naar vi alligevel stod der og ligesaa godt kunne have bugseret taskerne ind i bussen selv. Man skulle desuden passe godt paa ikke at faa den store krog i hovedet naar de hejste den op igen.Det ville nok have vaeret den mest optimale loesning bare selv at give tasken til bussen, for da vi selvfoelgelig ville vaere sikre paa at vores tasker kom med, blev vi uden for bussen indtil de var derinde. Pludselig begynder bussen at bakke – uden vores tasker og uden os samt nogle andre passagerer, og der er totalt kaos. Chauffoeren er ved at bakke ind i mennesker og der er en masse der raaber. Til sidst lykkes det da, og vi kom op til vores senge (saederne kunne ligges ned i 180 grader!) – perfekt! Tror vi havde ca 2 meter hver at brede os paa. Stine sov endda paa maven. Komforten undervejs blev dog udfordret en del af meget hullet grusvej, haarde opbremsninger, en radiator der var skruet op paa maximum og en daarlig optaget version af Fast and the Furious 6 i et skrattende TV (man kunne hoere den var optaget i en bio fordi der ofte var folk der grinte – og det var IKKE en del af filmen…). Den var selvfoelgelig ogsaa kun paa spansk og skruet HELT op, og de havde slukket for lyset saa man kunne ikke engang laese i stedet. Som sagt, blandet fornoejelse – heller intet toilet ombord paa bussen, saa det var “baño naturaleza” (toilet i naturen), som vi maate noejes med. Yes yes, lidt skraedderstilling har vel aldrig skadet nogen, og vi har efterhaanden allerede faaet en del erfaring med denne toiletform tidligere. Man er vel backpacker…

Om morgenen ankom vi saa til La Paz, som godt nok maa siges at vaere en ret grim by uden at have sagt for meget. Byen ligger nede i en dal omgivet af bjerge – som egentlig er smukt nok, isaer dem med sne paa toppen – men husene minder mest af alt om den type vi saa i Rio’s favelaer – faldefaerdige og usle. Kun faa antikke bygninger saa vi, bla San Fransisco Kirken som laa ret taet paa hvor vi boede.
I La Paz skulle vi jo moedes med Stines nabo, Sophia, og hende fandt vi heldigvis hurtigt paa det hostel vi havde aftalt at moedes paa (hun var ankommet fredag, som jo ogsaa var vores plan oprindeligt, der jo blev spoleret af strejken i Sucre). Eftermiddagen brugte vi paa at udforske byen lidt og gik paa nogle af de utallige markeder i byen. Vi fandt et par boder med heksemarkedet – her kan man koebe lamafostre, amuletter og diverse krydderurter. Lamafostret skulle siges at bringe held hvis man anbringer det under fundamentet i et nyt hus – amuletterne med forskellige dyremotiver maa jeg indroemme jeg ikke kan huske hvad skulle gavne. Garanteret noget med held eller noget.
Om aftenen moedtes vi med to fyre, Seth og Jack, som Sophia havde moedt gennem den frivillige organisation hun har arbejdet for, saa vi tog paa engelsk pub og fik et par drinks. Aftenen forinden havde de vaeret paa “Rute 69” – et sted, der skifter plads hver anden uge, hvor hovedformaalet er at feste til man ikke kan mere (ogsaa paa andet end alkohol – den ene havde aabenbart lige kvaernet 8 baner coke til ingen penge…) Det var dog ikke lige noget vi fandt synderligt interessant eller fristende, saa vi blev paa den engelske pub.
Soendag tog vi paa Cocamuseum, som var vaeldig interessant men ogsaa taalmodighedskraevende. Det er et museum der beskriver udviklingen og historien bag de meget anvendte cocablade som mange sydamerikanere (isaer dem der bor paa en hoej beliggenhed) bruger. Det siges at de kan hjaelpe mod diverse sygdomme, bla hoejdesyge, diarre og mavepine. Derudover er det meget afhaengighedsskabende, og foerhen var det ikke unormalt at folk brugte et par hundrede kilo kokablade om aaret. Det giver desuden ogsaa energi, saa det var isaer benyttet af slaver der arbejdede i hoejderne eller i miner foerhen. Cocabladene er ogsaa en af grundstenene i kokainfremstilling, og Bolivia er da ogsaa verdens 2. eller 3. stoerste producent af det hvide pulver. Der skal dog utrolig mange kilo cocablade samt en masse kemikalier til at lave kokain, saa at tygge paa et par blade er langt fra det samme og kan aabenbart slet ikke sammenlignes. Jeg har flere steder set et slags motto malet paa en vaeg der siger noget i stil med “Coca leaves is not cocain”.
Selve museet var primaert en masse billeder med tilhoerende tekst som man saa skulle laese, og der var ikke saa lidt endda, saa det kraevede lidt at skulle saette sig ind i det hele, hvilket jeg da heller ikke gjorde, men jeg tror jeg fik fat i det vigtigste. Vidste fx ikke at Sigmund Freud var en af de foerste til at sniffe kokain og at han derfor ogsaa fik konstateret naesekraeft. Vi bliver simpelthen saa kloge – det hedder vel heller ikke dannelsesrejse for ingenting…. 🙂

Efter det gik vi paa jagt efter et turistbureau der kunne fortaelle om en jungletur jeg havde laest om i Lonely Planet. Da vi havde droppet Pantanal (ogsaa jungle) i Brasilien pga. tid- og pengemangel, syntes jeg det var oplagt at undersoege det i Bolivia da det ogsaa var en del billigere og vi lige akkurat havde tid til det hvis vi droppede Titicacasoeen og tog derud i stedet inden vi skulle til Cuzco. Stine var dog slet ikke saa hooked paa ideen som jeg, hvilket var lidt oev, men det gav sig selv da vi fik at vide det slet ikke var muligt at komme af sted fordi regnsaesonen havde oedelagt nogle veje saa der skulle foretages noget genopbygning af vejene lige de dage vi skulle have vaeret af sted (hvis det var). Oev boev! Men vi blev enige om at der nok findes noget jungletrek i Costa Rica eller Guatemala som vi maa undersoege til den tid. Man kan jo ikke have rejst 4 maaneder i Syd- og Mellemamerika uden at have vaeret paa bare en lille jungletur. Synes jeg i hvert fald! 🙂
Senere samme eftermiddag kom vi tilbage til vores omraade hvor der holdt en turistbus klar til afgang. Paa siden af den var der reklame for “Wrestling Cholitas” – et faenomen vi havde hoert Jack (eller var det Seth?) snakke om aftenen forinden, og det var vi noedt til at tage til. Cholita er en betegnelse for de lokale kvinder, der er klaedt i store plisserede nederdele og mange lag toej.
Der var et kvarter til afgang saa vi kunne lige akkurat naa det. Konceptet er enkelt – men bizart. Wrestling, bare med kvinder og selvfoelgelig iklaedt deres store nederdele og lokale klaeder. “Forestillingen” ligger en halv times tid vaek i det der hedder “El Alto”, som stadig er en del af La Paz men som ikke ligger i dalen men paa bakketoppen. Her bor ca 800.000 og er nok ogsaa lidt mere fattigt og korrupt end resten af byen. (Jo hoejere man bor, jo billigere pga. kulde og iltindhold i luften).Da vi kommer derop er det en slags lagerhal vi skal vaere i, og det er pissekoldt – ogsaa fordi vi skal sidde der i to timer. Paa den ene side paa tilskuerpladserne (betontrapper) sidder de lokale klar med diverse snacks, og det er folk i alle aldre. Aabenbart er dette deres ugentlige samlingspunkt og deres form for underholdning, hvilket ogsaa fremgaar hurtigt da showet gaar i igang. Det er ren falde-paa-halen-komedie og noget af det er virkelig ringe amatoerwrestling (ikke at jeg har noget at sammenligne med, men altsaa stadigvaek). Men det synes de lokale er hylende morsomt, og vi turister sidder bare med aaben mund og taenker “hvad er det her for noget”. Det er baade maend og kvinder der optraeder, og nogle af maendene er faktisk ok gode til det. Foerst da kvinderne kommer paa og der pludselig loeber en dvaerg-cholita ind i ringen er det virkelig bizart – det var jo rent freakshow. Undervejs kaster de lokale diverse genstande – affald, papir, mad osv – op paa wrestlerne, som nok er noget de plejer at goere, og det er der selvfoelgelig nogle dumme israelere der skal goere kunsten efter. Jeg har intet imod israelere som saadan, men vi har virkelig moedt MANGE af dem hernede og naar de rejser i flok kan de godt fylde meget nogle gange – fx gik dem fra vores gruppe saa langt som for at koebe op til flere snacks bare for at kaste dem paa de optraedende. En af dem loeftede endda en stol for at ville kaste den derop, og det endte med at to-tre stykker blev smidt helt ud fordi det var saa forstyrrende. Irriterende.

Copacabana og Titicacasoeen

Da min jungletur jo ikke blev til noget tog vi bussen mandag morgen mod Copacabana som ligger ved Titicacasoeen, der er verdens hoejst belliggende soe med et overfladeareal paa lidt under 8400 kvadratkilometer. Busturen gik ret smertefrit og vi ankom ved middagstid. Hyggelig lille by, omend meget turistet med intet andet end cafeer, restauranter, turistbureauer og shops med typisk boliviansk souvenir habengut. Vi besluttede at tage baaden til Isla del Sol, som er en oe der ligger ude midt i soeen. Her skulle vaere rigtig laekkert og der koerer ingen biler saa det skulle vaere ret idyllisk og chill. Baaden ankom til “havnen”, hvor vi hurtigt blev overrumplet af et par boern der ville vise os til et hostel. Fra Lonely Planet vidste jeg at man skulle gaa et stykke opad for at komme til nogle af de bedre og lidt billigere hostels, saa det var jo ikke noedvendigt med hjaelp. Da vi saa begyndte at bestige den stejle stentrappe opad mod hvad der forhaabentligt gemte et hostel til rimelige penge, indsaa vi hurtigt at det ikke bare var lige til. Oeen ligger 3800 meter over havets overflade, og dels pga de 20 kg paa ryggen, dels pga en iltfattigere atmosfaere og dels pga en ringere form var det bare aandssvagt haardt at gaa op ad de skide trapper. Med udsigten til at gaa rundt og op og ned for at lede efter et hostel, hvilket var meget uoverskueligt med alt vores pickpack, besluttede vi at jeg blev siddende med vores tasker og Stine saa ville finde et hostel til os. Det viste sig at vaere ret smart, og heldgivis fandt vi et med fantastisk udsigt over soeen til ingen penge. Vi udforskede oeen lidt, og der var bare lamaer, aesler og faar overalt. Meget hyggelig oe, men for hulan det var haardt at gaa saa meget op og ned. Men vi taenkte positivt – det var bare Machu Picchu opvarmning!
Om aftenen var der ret koldt og vi gik ret tidligt i seng. Vi vaagnede dog om natten ved det vildeste torden- og regnvejr, og jeg skal love for der kom nogle ordentlige skrald. Stroemmen gik, og vejret var koldt og kedeligt indtil klokken 11 dagen efter. Oeen laegger meget op til udendoers aktiviteter, saa vi besluttede at tage tilbage til fastlandet allerede samme dag selv om vi havde planlagt to naetter derude. Paa vej tilbage var vi med samme baad som tre spansktalende backpackere, som havde telt og trangia med og som generelt var lidt underlige. Paa vej derud lagde vi godt maerke til at den ene slaebte rundt paa en roedhaaret kat, og paa vej hjem var der saa en anden af dem der havde adopteret en af de hjemloese hunde paa oeen og givet den snor paa. De spillede ogsaa et par numre paa baaden og samlede derefter penge ind med formaalet “para vivir y comer” (for at leve og spise). Gav dem 2 bolivianos og forklarede dem at den ene var til hunden og den anden var til katten! De var saere…
Vejret klarede lige saa stille op i loebet af formiddagen og eftermiddagen var meget varm og solrig som dagen forinden, saa det var rart. Hvad vi ikke vidste var, at det samme torden- og regnvejr skulle gentage sig selv natten efter – og natten efter igen. Det var aabenbart saadan pga. regntiden, men vejret var heldigvis fint om eftermiddagen og Stine fik da ogsaa anlagt sig en ordentlig roed naese i bedste rudolfstil. En af aftnerne gik vi ud for at faa en drink, og her moedte vi to piger og to drenge som vi havde set paa den engelske pub i La Paz – vildt pudsigt! Dog ser vi mange mennesker, som vi har set et eller andet sted foer paa vores rejse, men der er mange der har nogenlunde samme rute saa det er jo ikke saa underligt endda. Men stadig pudsigt! Naa, men dem snakkede vi lidt med og sad med et par timer. De drikker aabenbart hver dag, og selv om pigerne kun er af sted i 2 maaneder havde de allerede vaeret noed til at skrive hjem for at laane penge fordi de brugte saa mange paa sprut. Baade Stine og jeg er glade for at vi naermest ikke har vaeret i byen, for det kan godt nok hurtigt blive dyrt selv om tingene er billige!
Onsdag ville vi have lejet et par cykler og cyklet lidt rundt, men det var umuligt at finde selv om lonely planet havde dikteret andet. Derfor besluttede vi at gaa op paa hvad der formentlig har vaeret en kirkegaard – i hvert fald et religioest sted, der laa oeverst oppe paa en bakke ved siden af byen. Det tog en halv times tid og var ogsaa op ad bakke, men det var en fin lille udflugt og en noget saa smuk udsigt over den store soe og Copacabana. Onsdag koebte vi ogsaa billetter til natbussen mod Cuzco aftenen efter, og da der aabenbart ogsaa var strejke i Cuzco ville bussen vaere noedt til at koere en omvej, hvorfor busbilletterne blev dyrere end normalt og turen ville tage 4 timer laengere. Typisk, men hvad kan man goere. Torsdag var lidt af en zombiedag, der bare skulle gaa med et eller andet. Klokken 18.30 var der endelig afgang mod Cuzco, saa vi skulle ogsaa lige krydse graensen foerst, der laa et kvarters tid fra Copa. Ingen problemer her, de skulle bare stemple vores pas og tage et billede med webcam. Kontrolloeren spurgte om jeg var model, hvilket jeg fandt meget smigrende, men mon ikke det er noget han siger til en del piger med lyst haar :p I bussen faldt vi i snak med tre canadiske piger, men det var en kort fornoejelse da der blev hysset og tysset paa os. Herregud, klokken var ogsaa 20.30… 

Peru – Cuzco

MEGET tidligt fredag morgen ankom vi til Cuzco, ca. 5.30. Strejken var blevet annulleret (eller hvad det hedder) i loebet af torsdagen, saa vi ankom en del tidligere end vi havde faaet fortalt. Vi fandt en taxa og satte kursen mod vores hostel, hvor der desvaerre foerst var checkin kl. 1230. Pis. Det havde ikke vaeret en sengebus som den mod La Paz, og jeg kan slet ikke sove i busser, saa jeg var paent smadret og traet. Vi var dog noedt til at haeve nogle penge saa vi begav os ud i den tidlige morgen hvor vi stoedte paa to engelske gutter vi spurgte om hjaelp. De var paa vej hjem fra byen saa de havde en klassisk alko-aura omkring dem. Ikke desto mindre var de rigtig soede og hjaelpsomme, saa vi fandt hurtigt en ATM. Vi var ret sultne, og til vores helt var der netop aabnet en lille cafe der serverede morgenmad paa saa tidlige timer paa dagen, saa vi tog lige en bid mad sammen med de to Manchesterfyre. De mumlede godt nok en del og selv jeg, der efter min egen mening er OK ferm til engelsk, maatte flere gange sige “Sorry?”, “What?” osv. Men de var fine 🙂 Formiddagen brugte jeg paa en sofa i receptionen paa vores hostel, og kl 12 kunne vi endelig tjekke ind paa vores dorm room. Fint vaerelse med meget plads og store senge. Eftermiddagstimerne brugte vi paa at udforske byen lidt, og til vores glaede er der brands som McD og Starbucks her. Sidstnaevnte sted fik ogsaa et besoeg og en testsmagning af deres frappuchino. Den var godkendt, og det er Cuzco i den grad ogsaa! – baade Stine og jeg er godt tilfredse med at det er her vi skal tilbringe 4 uger naar vi skal bo hos vaertsfamilien. Samme aften var vi til en gratis salsalektion sammen med en vi boede paa vaerelse med – en amerikaner ved navn Mike der var meget frisk og cool. Det var ret sjovt, og til sidst var der en slags freestyle runde hvor ham og jeg af en eller anden grund endte med at danse country swingdance – noget jeg aldrig havde proevet foer men som han var ret sej til! Han naermest kastede rundt med mig og det var simpelthen saa sjovt. Er jo ikke ligefrem et lille nips saa jeg var ret imponeret over at han kunne kaste mig op paa hans ryg og alt muligt. Det var ret sjovt! Efterfoelgende snakkede vi med ham tilbage paa hostellet, og til vores overraskelse viste det sig at han er mormon. Det var vildt interessant at hoere om, han har fx aldrig drukket en oel og kun ved et uheld havde han smagt kaffe. Vi havde rigtig mange spoergsmaal og fik i den grad ogsaa mange svar, og pludselig havde vi snakket med ham om det i 1,5 time. Interessant livsstil... Han skulle paa incatrek dagen efter saa ham saa vi ikke mere til, men han var saa rar at give os “The book of Mormon” eller hvad den hedder. Den bliver handy hvis vi moeder nogle vi ikke vil snakke med! 😀

Loerdag tog vi paa en guidet walking tour gennem byen som tog et par timer. Guiden var liidt kedelig og snakkede ret meget om de samme ting, men det var en ok tur. Om aftenen var vi til briefing omkring vores Inca Trail vi skulle starte om mandagen, og senere tog vi op paa et partyhostel der hedder Loki hvor vi skulle moedes med de tre canadiske piger vi havde moedt i bussen paa vej til Cusco. Jeg havde det lidt skidt og var ikke ligefrem i partymode, hvilket var ret aergerligt. Vi tog allerede hjem lidt over midnat og desvaerre havde jeg det ogsaa ret daarligt om soendagen. Jeg kunne ikke forstaa det hvis det var hoejdesyge, da vi Salar de Uyuni og La Paz ligger hoejere oppe end Cuzco.
Da vi ikke skulle have vores store rygsaek med paa incatrail skulle vi leje en lidt mindre model, og vi fandt hurtigt en shop hvor dette var muligt. Her moeder vi ingen mindre end Katrine, som var en af de piger vi var en del sammen med helt i starten af vores rejse i Rio, og det havde vi bare SLET ikke regnet med, saa det var sjovt. Samme aften var vi ude at spise med hende og Johanne samt to engelske piger de rejste lidt rundt med. Vi aftalte at moedes weekenden efter hvor vi alle ville vaere faerdige med hhv. Inca Trail og Jungle Trek (Jungle Trek ender ogsaa paa Machu Picchu men er nemmere – har vi hoert :)).

Det blev mandag morgen og dermed tid til Machu Picchu Inca Trail… Det skriver jeg i et andet indlaeg 😉

Knus og kram fra Cuzco 

 

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

92

Kommentér

Opret profil